
JULEKALENDER // 9. DECEMBER – ‘Hen til kommoden’ er det første store afsnit for Agnes og Røde, der senere skal blive blandt seriens vigtigste karakterer. De indkapsler en af de vigtigste tematikker. Hvilket bliver slået fast på finurlig vis.
Forholdet mellem nær og fjern. Mellem den vide verden og dem, der er nærmest. Det er et af de helt store temaer i Matador, fra første afsnit, hvor ‘Den Rejsende’ kommer til den lille lukkede by, og indtil doktor Hansen til sidst får at vide, han ikke skal ‘skide i egen rede’. Korsbæk er en by, der har lukket af for omverdenen, hvor de fineste har været samme sted i generationer. Mads Skjern sætter sine store forretninger, ønsket om at blive den nye CF Tietgen så højt, at det går ud over familien. Tema nær >< fjern er i næsten alle sammenhænge i serien. Men måske tydeligst er det i fortællingen om Agnes og Lauritz Jensen, den røde jernbanearbejder, der vil redde hele verden, og hans hustru, der starter med familien, og bygger til derfra.
Det er i dette afsnit, at det par for alvor bliver et af seriens omdrejningspunkter, markeret ved, at de flytter i eget hjem. Fremover vil flere af de montager, der viser, hvordan beboere fra hele Korsbæk reagerer på de samme nyheder, også inkludere parret i den lille lejlighed. På den led bliver familien Jensen nærmest ligestillet med familierne Varnæs og Skjern, om ikke i social prestige, så dog i vigtighed for serien om det komplekse Korsbæk-samfund.
To træder i karakter
Meget passende for en serie, der hedder Matador, så bliver de fleste personers vigtighed markeret ved, at de rykker hen på deres egen plads på brættet. Sæson to åbnede med Kristens nye lejlighed, ligesom vi tidligere brugte en del tid på at markere, at Elisabeth flyttede væk fra familien Varnæs. Så selvfølgelig åbner afsnittet med Agnes og Lauritz’ bryllup også med, at de køber en ejendom, dvs lejer en lejlighed. Og selvfølgelig lejer de den af Kathrine Larsen, som altid har ressourcer vi ikke kendte til, og som altid hjælper nye familier på plads. Vi får hurtigt ridset detaljerne op: Det er ikke helt let at finde, der er lokum og ikke vandkloset, det er en stue + kammer, ikke ret stort. Der er lynhurtigt debat om, hvad der skal være i den nye lejlighed. En buffet til porcelænet eller en reol til tryksager og opråb og den slags. Og så titlens kommode, naturligvis.
Lauritz vandrer alene i hælene på nazisterne med den røde fane hævet. Der er noget lidt Don Quijote over den mand.
Centralt i afsnittet er bryllupsfesten, endnu en af de scener, hvor byens borgere samler sig. Men hvor vi normalt kun har set den slags hos familien Varnæs, så ser vi nu alle de mere folkelige karakterer samlet sammen. Og dyrk lige kamera-arbejdet, hvordan det er stillet tættere på karaktererne, hvordan parrene danser ind mellem kamera og Lauritz og Laura, hvordan det filmer gennem et vindue. Scenen er naturligvis lavet i et studie, og der er stensikkert vægge, der mangler, så kameraet kan være rigtig mange steder. Men det søger virkelig at give en fornemmelse af pladsmangel: Det er en ny type rum her, til en ny type menneske. Måske tror vi stadig, det er Lauritz det drejer sig om. Snart vil Agnes for alvor træde i karakter.
Lusket grundhandel
Vi får også for alvor styr på en tidligere grundhandel: Salget af Fernando Møhges grund, som Mads Skjern siden fik tiltusket sig. Og det er ret tydeligt, at Mads Skjern har lavet en lyssky forretning, men skal vi ikke også blive enige om, at det oprindelige salg var noget forbandet svineri? Købmand Fernando fik solgt grunden til kommunen i 1898, mod at de konstant ville udbetale 100 kr om måneden til hans efterladte, og samtidig skulle kommunen så oprette en park til ham, lave en buste af ham og formentlig betale for det alt sammen? Det er sådan set den reelle korruptions-skandale.
Der opstår en gigantisk kamp mellem det nye og det gamle. Mellem at bygge ting op, og rive ting ned. Og det er en kompleks kamp, hvor ingen af siderne har rene hænder.
Og selvom det er morsomt at se Fru Møhge for en gangs skyld være klar i hovedet, så er det ikke noget positivt karaktertræk, at hun kun kan huske klart, når det kommer til egne privilegier. Hun er så absolut med på, at hun har krav på sin egen udsigt til banen, så klar at hun kræver en stor fabrik revet ned – og dermed mange arbejdspladser nedlagt, hendes krav vil gå direkte ud over også uskyldige menneskers økonomi – mens hun ingen idé har om, hvem Skjold-Hansen f.eks. er. Hun kan ikke engang bruge grunden, for familen Møhge havde ikke råd til at opvarme købmandsgården, men det er naturligvis også forsvundet for hende. Det er de priviligerede reduceret til ren egoisme, og kun med fokus på egne privilegier og krav, intet syn på egne fejl og mangler.
Kompleksiteten stiger
Så jeg har en del sympati med Kristen, når han insisterer på at der intet muggent er ved historien. At jernbaneforbindelsen naturligvis skal bruges til infrastruktur, snarere end udsigt hos en selvoptaget købmand. Det er ikke nogen overraskelse, at de andre af byens spidser har opkøbt grunde ved siden af, for at kunne lukrere på fabrikken. Men alligevel opstår der en gigantisk kamp mellem det nye og det gamle. Mellem at bygge ting op, og rive ting ned. Og det er en kompleks kamp, hvor ingen af siderne har rene hænder. Og udfaldet vil også blive blandet.
Sæson to er kompleks. Der kommer folk til byen konstant (hej hej Herbert), og nye stemmer etablerer sig selv. Og det er måske lige før det tipper – anden halvdel af sæsonen begynder at blive noget mere fragmenteret – og efterhånden begynder nogle af de vigtige karakterer decideret at forsvinde ud af fortællingen. Der sker virkelig meget.
Også i det her afsnit. Ud af ingenting kommer der pludselig et kompagni nazister til byen, hvilket umiddelbart ikke har ret meget med resten af afsnittet at gøre. Men det bliver brugt til at indvarsle den store fortælling om det lille par: Lauritz vandrer alene i hælene på nazisterne med den røde fane hævet. Der er noget lidt Don Quijote over den mand. Kort efter bærer Lauritz og Herbert den anden vej med kommoden, og denne gang er det Agnes, der er i hælene. Og mens Lauritz gjorde en lidt fjollet figur, så går Agnes lige så eftertænksomt og finder på en smart bemærkning. Roll credits.
Derudover:
* Skjold-Hansen er næppe manges yndlings-karakter, ej heller byrådssekretær Lund, men scenen, hvor den ene afhører den anden, er dog ganske fornøjelig. Og så får man lidt Hr Schwann oveni. “Det’ begravelseskontingentet.”
* Avisen siger april 1935
* Den film Kristen og Elisabeth har set er formentlig Forglemmigej af Augusto Genina, tysk film med tenoren Beniamino Gigli i hovedrollen. Og Elisabeth læser Isak Dinesen’s Syv Fantastiske Fortællinger. Ja, nogen siger der står en kvinde bag pseudonymet, javel ja.
* Jeg kan altså godt lide Fede og hans viv, de virker altid så glade for hinanden.
* Røde er altså lidt en luddit (maskinstormer). Hans artikel handler om, at Lillebæltsbroen er skidt, fordi man nu nemmere kan komme til Tyskland? Catchy titel, men altså.
* Ja, De Tre Musikanter blev først skrevet i 1939, det er en af de mere berømte anakronismer i serien. Jeg er mest af alt bare imponeret over, at de synger sangen helt igennem. Flere minutter går der med blot at synge en sang, uden dialog. Den ekstra spilletid afsnittene har fået, giver også plads til gode sekvenser.
* En nørdet ting: Vi ser Lauritz løbe gennem det velkendte hovedgade-set, og så hører vi ham stadig løbe, og så ser vi ham komme op til rådhuset. Det er et forsøg på at binde byen sammen via lyd, den del som er et set, og den del som er optaget på location, og i mit hoved kan man så godt placere bank og rådhus i forhold til hinanden. Og jernbanerestauranten ligger nok også lige ved den anden ende af gaden.
* Men hvor er jeg dog ligeglad med Holger. Hans samtale med Ingeborg er nok taget fra en sang fra filmen Cabaret, ‘Tomorrow Belongs to Me’, hvilket er sejt nok. Er det egentlig ikke også relativt sjældent, at serien henviser til andre skildringer af samme tid?
* Kristen og Elisabeth kommer også op at skændes og går fra hinanden, på grund af det der med, at hun spørger ham om maleriet, giver oplysningen videre og at Hans Christian så bruger det. Det er ikke afslutningen på det subplot, heller ikke i anden sæson, så det samler jeg nok mere op på senere.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend. Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Foto: DR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.