MINDEORD – Hun var med til at vise, at det var muligt at skabe personlige film, der talte til rigtige mennesker, og som sagde noget om livet – og lige så vigtigt, så ændrede hun kvindernes rolle ved at skabe film, der blev nogle af de største, mest ægte film om kvinder.
Jeg var forelsket i hende i 35 år og var det stadig, da jeg så hende så sent som mandag aften. Nu er hun død.
Ja, hendes fysiske skønhed var fænomenal, og den strakte sig fra, da hun debuterede i sidste halvdel af 1950’erne som stilfuld platinblond femme fatale, og helt frem til det, der i onsdags blev hendes sidste dag.
Men det var ikke derfor, hun slog benene væk under mig. Jeg forelskede mig i den menneskelighed, hun viste i sine roller i amerikansk film – i den menneskelighed, hun viste af sig selv i interviews. Jeg forelskede mig i det menneske, hun ifølge alle fortællinger fra kolleger og familie var. Det menneske, med dets levede liv, som hun tog med sig ind i filmen.
Hun var, efter min beskedne mening, alt det for filmverdenen, som Aretha Franklin var for musikken: Den største kvinde, der har været
Gena Rowlands spillede uden om sin skønhed, forbi den om man vil. Ikke at der er noget som helst i vejen med at spille på sin skønhed eller at spille med den som sin følgesvend og så lade den overtage, når man selv synes, det passer ind i scenen – det gjorde/gør andre giganter som Sophia Loren, Catherine Deneuve, Jennifer Connelly, Anouk Aimée, Penelope Cruz, Isabelle Adjani, Charlotte Rampling og Simone Signoret.
Men for mig var Gena Rowlands i en helt særlig sfære, over de andre kvinder. Hun var, efter min beskedne mening, alt det for filmverdenen, som Aretha Franklin var for musikken: Den største kvinde, der har været.
Uomtvisteligt er det, at Gena Rowlands var en uafhængig sjæl. En, der mest af alt excellerede i netop uafhængige film, ’independent-film’, Indie-film. Oftest der, hvor de stærkeste manuskripter og personinstruktører fandtes. Der, hvor film decideret blev til kunst. Ægte film- og skuespilkunst.
Hvad vil det så sige i hendes tilfælde? Jeg kommer til at tænke på digteren William Blake, der et sted taler om, at ”raseriets tigre er visere end de dresserede heste.” Sådan var det med Gena Rowlands. En rasende tiger, der ikke spillede med hovedet, men med hjertet. Stedet, hvor lidenskaberne kommer fra. Og sårbarheden. Hold da op, hvor havde hun styr på lidenskaberne. Shit!
Og sårbarheden. Det var dét, vi så om og om igen, i film efter film. Hos hendes karakterer, som grundet den ene eller anden omstændighed altid balancerede ude på kanten – eller som ligefrem var faldet helt ud over den, med direkte kurs mod afgrunden. Men altid båret af en sær elegance, uanset hvor dybt hendes karakterer var faldet. Hun tilførte altid sine karakterer en værdighed.
Hun viste, “hvordan tingene er”
Med sit spil viste Gena Rowlands os, “hvordan tingene er,” som en anmelder meget rammende formulerede det tilbage i 1970’erne. I al sin enkelhed viste hun os livet, som det er. Og livet kan eksempelvis være en mand og en kone, der hele tiden føler, de skal sige, hvor meget de elsker hinanden; når tingene er sådan, er noget sandsynligvis frygtelig galt.
Det er der så også i den grad i A Woman Under the Influence (1974), instrueret og skrevet af geniet John Cassavetes, som udover at være instruktør og manuskriptforfatter også var producer, verdensklasseskuespiller og hendes mand. Parret giftede sig i 1954. Han døde i 1989 i en alder af 59 år.
Det var hende, som kvindelig skuespiller, der for alvor sprængte alle rammer med sin rå og realistiske skildring af psykisk sygdom og de sociale forventninger til kvinder dengang
Det er i rollen som Mabel Longhetti – den desperate, famlende husmor, der hvileløst flyder rundt i tilværelsen, mens hun kæmper med alvorlige mentale problemer – at hendes mesterlighed for alvor når ud til masserne.
Måbende så publikum til, mens hendes problemer påvirker forholdet til hendes mand, Nick (spillet af Peter Falk, den brillante method actor, hvis eftermæle desværre mest er associeret med rollen som Columbo) og deres børn.
Ikke nok med at arbejderklassemanden Nick slider som bygningsarbejder, han kæmper også manisk med at balancere Mabels excentriske og uforudsigelige adfærd i hjemmet med børnene.
Nick elsker hende dybt, men er ude af stand til at forstå eller håndtere hendes mentale tilstand.
Gennem hele filmen dvæles der ved det slid, det giver i hverdagen, som bliver til det, der slider på den andens nerver. “Hvad skal jeg være?” lyder hendes eksistentielle spørgsmål i en scene. Hun kan blive lige det og den, hun vil, insisterer Nick og imploderer senere, da han råber: “Just be yourself!“
Men hun har knap nok et selv, og dét er kernen. Kun et potpourri af lidelser, der udgør hendes hektiske persona. Peter Falk leverede en opsigtsvækkende præstation som manden, der lever på en evig knivsæg af eksplosive udbrud af magtesløshed, men Gena Rowlands – det var hende, som kvindelig skuespiller, der for alvor sprængte alle rammer med sin rå og realistiske skildring af psykisk sygdom og de sociale forventninger til kvinder dengang.
En præstation, som blev bredt anerkendt, og som i dag betragtes som en af de største skuespillerpræstationer i filmhistorien.
Prøv bare at se hendes storhed i dette klip fra filmen:
Method acting fra øverste hylde
Hvis man ikke vil fremstå som en total idiot, nævner man ikke navne som Marlon Brando, Paul Newman, Rod Steiger og Actors Studio uden også at nævne Peter Falk, Ben Gazzara og John Cassavetes – tre af amerikansk filmhistories mest intense skuespillere og tilmed hinandens bedste venner.
Fælles for dem var, at de altid syntes at spille med livet som indsats. Ganske som Gena Rowlands.
Filmpublikummet og anmelderne havde mange gange set method acting fra øverste hylde, men ikke en kvinde, der ligesom mændene, kunne udfylde scenerne i sådan en grad, at det skræmte, fordi det var så sindssygt overbevisende.
Det var altså i selskab med særligt Ben Gazzara og Cassavetes – både før A Woman Under the Influence og helt frem til de tre mænds død – at hun leverede det, der blev hendes stærkeste præstationer.
Hun modtog i 1975 en Oscar-nominering for Bedste Skuespillerinde, men tabte til Ellen Burstyn i Martin Scorseses Alice Doesn’t Live Here Anymore. Ellen Burstyns skuespil er en fryd at lægge øjne på, men set ud fra et filmisk perspektiv, var det en skandale, at Rowlands (og dermed filmen) tabte til en dramakomedie. Men ligesom fransk film havde ‘den nye bølge’, var USA ikke klar til “hvordan tingene er” – den nye bølge, hun, Cassavetes og de andre havde sat i bevægelse.
I den friktionsløse filmverden var A Woman Under the Influence alt for meget og for svært for Oscar-akademiet og Hollywood at rumme.
Derfor kan det næppe komme bag på nogen, at anden gang Rowlands modtog en Oscar-nominering – denne gang i 1981 for neo-noir-krimien Gloria – så gik den også til en anden: Sissy Spacek fik den for hendes rolle i den biografiske film Coal Miner’s Daughter, om countrysangerinden Loretta Lynns rejse fra bunden til de højeste stjerner, altså den klassiske amerikanske “American Dream”-fortælling.
Cassavetes instruerede først og fremmest Gloria, fordi Rowlands brændende ønskede sig rollen, som på mange måder lå langt fra ‘kvinden på randen’. Her kunne hun være hård som stål, handlekraftig, modig og frygtindgydende som Gloria Swenson, tidligere kæreste til en gangster, som modvilligt bliver ansvarlig for at passe på den 6-årige dreng, Phil (John Adames), efter hele hans familie bliver myrdet af mafiaen.
Cassavetes/Rowlands-samarbejdet blev synonymt med vigtige film
Selvom Gloria betragtes som en af Cassavetes’ mest mainstream film, har filmen (naturligvis) nogle dybere lag; bl.a. relationen mellem Phil og Gloria, der udvikler sig, mens de forsøger at undslippe mafiaens håndlangere, som vil dræbe dem begge.
Hun er en kvinde uden moderinstinkt, der kan lide sit liv, som det er, og som er irriteret over forstyrrelsen, men hengivenheden for barnet vokser. Som filmen skrider frem, konfronterer Gloria sin egen fortid og de farlige forbindelser, hun engang havde. Når hun svinger sin pistol iført hæle og nederdel, tvivler man ikke et sekund på, at dette er en kvinde, der kan klare sig selv.
Se dette klip med den lille dreng:
Rowlands så aldrig ned på mainstreamfilm og nåede især i begyndelsen af sin karriere også at medvirke i reelle Hollywood-produktioner, nogle af Hollywoods såkaldte ‘gyldne æras’ sidste. Fra spillefilmsdebuten i komedien The High Cost of Loving (1958) og senere i film overfor navne som Kirk Douglas (Lonely Are the Brave, 1962), Rock Hudson (The Spiral Road, 1962), Judy Garland og Burt Lancaster (A Child Is Waiting, 1963 – i øvrigt den første film, hvor hun blev instrueret af John Cassavetes).
Faktisk var Rowlands heller ikke afvisende overfor tv, hvor hun debuterede allerede i 1954 i serien Top Secret. I de følgende årtier vendte hun sporadisk tilbage, særligt i tv-film, der indbragte hende flere Emmy-priser og endnu flere nomineringer.
Det kunne godt være i lettere ting – som eksempelvis det, der blev hendes sidste tv-optræden som 79-årig i detektivserien Monk (2009) – men projekterne skulle helst have en tyngde, en smerte eller svaghed hos karakteren, hun skulle portrættere.
Som i The Betty Ford Story (1987), der skildrer den kamp, Betty Ford – førstedame og hustru til den tidligere amerikanske præsident Gerald Ford – havde med afhængighed af alkohol og smertestillende medicin.
Eller i Face of a Stranger (1991), hvor hun spiller en ældre kvinde, der efter sin mands død står tilbage uden penge og med truslen om at blive tvunget ud af sit hjem og leve som hjemløs. Eller som i historien om en excentrisk enke og en selvdestruktiv teenager i The Incredible Mrs. Ritchie (2004).
Eller som mor til en ung mand med AIDS i An Early Frost (1985), der betragtes som en af de første mainstream-produktioner, der adresserede HIV/AIDS-krisen og fik ros for sin modige skildring af AIDS og dens sociale konsekvenser på et tidspunkt, hvor der var meget lidt offentlig forståelse af sygdommen.
Cassavetes/Rowlands-samarbejdet blev synonymt med vigtige film.
Lige fra deres første film, Faces (1968), hvor hun spillede en ung prostitueret, til film som Minnie and Moskowitz (1971), hvor hun spillede en ansat på et museum, der indleder en romance med en parkeringsvagt. Eller Opening Night (1977), hvor hun er en skuespillerinde, der plages af en afdød fans spøgelse. Og hvad med deres allersidste parløb, Love Streams (1984), hvor de spillede overfor hinanden som bror og søster?
Another Woman
At Cassavetes døde i 1989, gjorde hende ikke mindre kritisk, når hun blev tilbudt roller.
”Oprindeligt havde jeg spurgt hende, om hun ville spille moren i September, men hun mente ikke, at hun kunne klare rollen. Hun mente ikke, at hun havde den flamboyante kvalitet, der skulle til,” fortæller Woody Allen om Rowlands i Stig Björkmans bog, Woody Allen on Woody Allen.
Næsten ingen sagde dengang nej til Woody Allen, der altid havde været (og er) berømmet for sit fokus på valget af skuespillere til sine historier. Det siger noget om hendes integritet: Man måtte aldrig forråde faget og sine idealer om det.
Næsten ingen sagde dengang nej til Woody Allen, der altid havde været (og er) berømmet for sit fokus på valget af skuespillere til sine historier
Allen afslører dog, at hun derefter blev bekymret for, at han aldrig ville tilbyde hende noget i fremtiden, fordi hun havde takket nej: ”Skuespillere tror nogle gange, at instruktører bliver vrede på dem, hvis de ikke vil være med i deres film. Men det er selvfølgelig fjollet. Så da jeg skulle indspille Another Woman spurgte jeg hende, og hun ville spille hovedrollen.”
Dét ville hun! Rollen som Marion – en intelligent, smuk, anerkendt professor i filosofi, som netop har passeret, hvad en ven beskriver som “the big 5-0” – er i en midtlivskrise, hvor hun genovervejer sit liv. Om noget var det en rolle, hun i en alder af 53 kunne se sig selv portrættere.
Der var – som i filmene med Cassavetes – noget på spil: Hun kunne mærke rollen.
MARION: Fifty. I didn’t think anything turning thirty. Everybody said I would. Then they said I’d be crushed turning forty. But they were wrong. I didn’t give it a second thought. Then they said I’d be traumatized when I hit fifty. They were right. I’ll tell you the truth. I haven’t recovered my balance since turning fifty.
HOPE: Fifty’s not so old.
MARION: I know it isn’t, but … You suddenly look up and see where you are.
”Jeg skrev ikke manuskriptet med hende i tankerne, men hun var mit første valg til rollen”, afslørede Woody Allen overfor Stig Björkman. ”Hun er en af vores store skuespillerinder. Hun har et enormt talent, og hun er fuldstændig professionel.”
Efter at have taget orlov for at skrive en bog, går Marion stille og roligt i gang med sit arbejde i en lille lejlighed, der ligger centralt på Manhattan. Det er her Marion støder på Hope (Mia Farrow i en forholdsvis lille rolle), en næsten selvmordstruet kvinde, hvis fortvivlende samtaler med sin psykiater i nabolejligheden, uforvarende bliver overhørt gennem et centralvarmesystem af Marion, og det er disse samtaler, der bliver udgangspunktet, rettere katalysatoren, for Marions opdagelsesrejse ind i sig selv.
”Jeg følte, at nøglen til det hele, at Mia altid var den, der førte Gena Rowlands’ karakter til en form for åbenbaring. Mia var på en måde en inkarnation af hendes eget indre jeg.”
Som oftest før og siden etablerer Allen direkte forbindelser mellem de to hovedkarakterer.
For eksempel er der et tidspunkt, hvor Hope siger til sin psykiater: “Jeg har øjeblikke, hvor jeg tvivler på mig selv, om jeg har truffet de rigtige valg i livet.” Der klippes derefter direkte til Gena Rowlands og Gene Hackman, der har en meget stærk dialog (og skuespil) ved en fest.
For mig er Gena Rowlands og historien synonyme. Det er i al fald meget svært at forestille sig ‘Another Woman‘ med nogen anden end hende
“Marion traf ikke de rigtige valg i sit liv. Hun traf sikre valg og kolde valg, men aldrig de rigtige,” forklarer Woody Allen til Stig Björkman.
Et af disse forkerte valg er manden Ken (spillet af den mesterlige Ian Holm), den succesfulde hjertelæge, som hun tror, hun er lykkelig med. Men som filmen skrider frem, indser Marion, at noget mangler. Børn, blandt andet. Og, muligvis endnu vigtigere, lidenskab og kærlighed.
Undervejs møder vi også skuespilgiganter som Sandy Dennis (en for længst glemt ven fra Marions ungdom), John Houseman (bl.a. kendt fra sit samarbejde med Orson Welles) som Marions far og ikke mindst Gene Hackman som Larry – bedste ven med Ken, og ham hun måske i virkeligheden var forelsket i og burde have levet sit liv med.
Jeg kunne mærke hende
Man forstår godt, at der ikke var den mindste tvivl hos Woody Allen, dengang i 1984. For mig er Gena Rowlands og historien synonyme. Det er i al fald meget svært at forestille sig Another Woman med nogen anden end hende.
Filmen er bestemt ikke hendes magnum opus – her må og skal man over og vælge fra samarbejdet med Cassavetes. Men alligevel er Another Woman den film med hende, der står mit hjerte mest nær. Mest fordi det var der, hvor det hele begyndte for mig, der, hvor forelskelsen slog ned.
Jeg var i begyndelsen 20’erne. Op til da kendte jeg hverken hende eller Cassavetes. Så da jeg så hende folde sig ud, på den mest sagte måde, i det mest sagte drama, Woody Allens 17. film siden Take the Money and Run (1969), blev jeg slået omkuld. Jeg havde aldrig oplevet en kvinde spille med så intenst nærvær.
Jeg kunne mærke hende.
Allerede fra filmen åbner, og man kun hører hendes stemme, som tænker højt på lydsporet og ledsager billederne, kunne jeg mærke hende. Det var noget umærkeligt, noget uroligt. Hendes stemme var (heldigvis) en stor del af filmen … Hun leverede, så naturligt og ubesværet.
Som eksempelvis her:
Stilistisk er Another Woman en af Woody Allens mest ’Bergmanske film’ – en af de mest ’seriøse’. Eller sofistikerede om man vil.
Udover at det i denne film var første gang, han brugte Sven Nykvist, Bergmans faste kameramand, så stod Another Woman som en af Allens mest personlige, mest selvudforskende film. Stærke sager og noget af et sats.
Alt det hun sagde med sit ansigt – i denne og alle hendes andre film. Wow!
Når noget så fuldstændig seriøst, som både kom fra hovedet og hjertet, skulle realiseres, så var der jo kun én, der kunne løfte opgaven. Ikke kun på grund af hendes måde at sige, fremføre, skuespille ordene i manuskriptet på, men i den grad også på grund af hendes fængslende ansigt. På grund af den forpinte skønhed og ægte patos, som hun lader kameraet finde i sit ansigt og figur.
Alt det hun sagde med sit ansigt, i denne og alle hendes andre film. Wow!
Fortvivlelsen, der kunne lure bag hendes smil. Ængsteligheden i et blik. Desperationen. En plaget person. En usikker person.
På grund af alt det Gena Rowlands var og kunne, rykkede Another Woman prompte op på min absolutte top fem over Woody Allen-favoritter (og der er godt nok mange at vælge imellem). Også fordi den viser hans enorme talent for at skrive kvinderoller, hvilket kvinder jo ret beset er bedst til – udover Bergman, er det ikke mange mænd, der har formået det gennem tiderne.
Hvordan har Gena det? Alt godt?
En anden af hendes ’nyere’ præstationer, der også står mig underligt nær, er i Night on Earth (1991), en komedie-dramafilm instrueret af stormesteren af nyere amerikanske indie-film, Jim Jarmusch.
Filmen består af fem forskellige episoder/segmenter, der foregår på samme tid i fem forskellige byer rundt om i verden: Los Angeles, New York, Paris, Rom og Helsinki.
Hver episode finder sted om natten og handler om en taxa og de samtaler, der opstår mellem taxachaufførerne og deres passagerer. En af dem er mellem Winona Ryder og Gena Rowlands i et natligt Los Angeles.
Rowlands er som altid knivskarp og nærværende afslappet i sit spil som en succesfuld, frustreret stilig klædt Hollywood casting director, der stiger ind i taxaen, der køres af den punkede unge Corky (Ryder). Rowlands karakter er i fuld Hollywood-hotshot-tilstand, skeptisk men fascineret af sin uhøflige chauffør, der gør indtryk med sin direkte og nonchalante attitude. Og her opstår så igen igen-igen skuespilkunst, når Rowlands er med … gennem samtale.
Taxaturen er en samtale mellem de to kvinder, der spænder over deres meget forskellige verdener, der bliver til en udforskning af klasseforskelle, ambitioner og livsvalg.
Gena Rowlands brillierer med en blanding af autoritet og latent sårbarhed hos sin karakter, der er vant til at være i kontrol, men som bliver udfordret af Corkys uforudsigelighed.
Det er Rowlands’ præstation, der skaber den fascinerende dynamik mellem de to karakterer – det er hendes skuespil, der fremhæver kontrasten mellem de to kvinders forskellige livsfilosofier.
Ifølge en artikel fra 1996 i The New York Times var Rowlands stadig påvirket af Cassavetes’ død i 1989, da hun sagde ja til rollen som passager i Jim Jarmuschs taxa.
Instruktøren fortalte i artiklen, at han undervejs i optagelserne modtog opkald fra Cassavetes-vennerne Peter Falk, Ben Gazzara og Seymour Cassel, der lige ville sikre sig, at Rowlands havde det godt.
”Peter Falk, som jeg stadig aldrig har mødt, ringede vilkårligt og sagde: ’Jarmusch? Det er Falk. Hvordan har Gena det? Alt godt?’”
Jeg kunne godt lægge noget metafysisk, overnaturligt eller troldomsagtigt ned over, at jeg mandag aften, kun to døgn før Gena Rowlands dør, sætter mig og ser Paris, je t’aime (2006).
Her dukker hun op som 76-årig i det, der er endnu en film bestående af 18 korte segmenter, hver instrueret af forskellige filmskabere, som i forskellige bydele (arrondissementer) i Paris skildrer kærligheden i dens mange former – tilsammen en kalejdoskopisk hyldest til byens romantik og mangfoldighed.
Onsdag stod det så på forsiden af New York Times. Det gav godt nok et gib i mig: Jeg havde jo lige set hende og tænkt på hende!
Da filmen var færdig, tænkte jeg på Gena Rowlands. ”Hvor gammel er hun mon nu? Det er også for lang tid siden, at jeg har set Another Woman. Tænk sig, hvis jeg kunne nå at møde hende og sige hende tak?”
Jeg følte, at det var for lang tid siden, at jeg havde fulgt med i hendes liv. Jeg vidste, at hun i 2015 havde modtaget en æres-Oscar og var lykkelig over, at mainstream-USA/Hollywood endelig havde anerkendt hendes geni, men jeg vidste ikke, at hendes liv i de sidste fem år havde været tynget af Alzheimers.
Jeg gik i seng fast besluttet på, at denne weekend skulle stå på Another Woman og de næste mange weekender med en lang række af hendes andre præstationer.
Onsdag stod det så på forsiden af New York Times. Det gav godt nok et gib i mig: Jeg havde jo lige set hende og tænkt på hende!
Fremfor noget overnaturligt fik sammenfaldet mig bare til at tænke på det med, at alting flyder. Som en digter skriver et sted: ”Man kan ikke bade i den samme flod to gange.”
Slående billeder på det grundlæggende livsvilkår, som gør foranderlighed til det eneste, man helt sikkert kan regne med. Intet forbliver som det er. Alt er i stadig bevægelse.
Hendes film var en befrielse og en fuldbyrdelse. Dem har vi, så længe vi selv lever
Det var også kernen i Gena Rowlands skuespilpræstationer. Altid foranderlige, aldrig det samme, i stadig bevægelse.
I onsdags udspillede hun så sin sidste rolle i livets store forsvindingsnummer, da hun drog det sidste suk og drog afsted mod det uopdagede land, fra hvis grænse ingen vender tilbage.
Der er mange ord for døden. Det barmhjertige ingenting. Tilintetgørelse. Befrielse. Eller fuldbyrdelse?
Gena Rowlands er væk. Hun er her ikke længere fysisk, men hendes film var en befrielse og en fuldbyrdelse. Dem har vi, så længe vi selv lever.
Ægte film om kvinder
Sammen med Cassavetes fandt hun en ny måde at lave film på, årtier før den uafhængige amerikanske filmindustri blev en realitet. Hun var med til at vise, at det var muligt at skabe personlige film, der talte til rigtige mennesker, og som sagde noget om livet. Og lige så vigtigt, så ændrede hun kvindernes rolle ved at skabe film, der blev nogle af de største, mest ægte film om kvinder.
New York Times har vegeteret over, at John Cassavetes en åbenlys muse i Gena Rowlands. Men fremfor alt havde han også en ligeværdig partner: En der kunne gå til grænsen, knuse hjerter og sprænge sindene med karakterer, der nok var et stort rod, men som også var ægte både indeni og udenpå og heldigvis skræmmende uperfekte.
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden amerikansk skuespillerinde, der som hun formåede at gribe så dybt og røre en fælles menneskelig nerve – på linje med de nordiske kvinder i Ingmar Bergmans film og hendes medsøstre i fransk film.
Noget, der efter min bedste overbevisning gør, at man ikke kan andet end at blive forelsket i hende … den udødelige.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her 
