Gaven fra Far - en julefortælling • POV International

Malene Lei Raben 23.12.2018

JULEAFTEN // ESSAY – ’Schhyyy! Vær helt stille.’ Min storesøster pressede pegefingeren ind mod min mund for at holde mig i ro ude i den mørke gang. Jeg kunne næsten ikke stå stille. Inden i mig var det som om en vibrerende fjeder sendte dirrende ryk ud i alle kroppens led. Jeg lod hænderne glide ned ad kjolen og kunne mærke det lilla velourstof under håndfladerne. Den nye skjorte strammede lidt i halsen og flæserne kærtegnede min nakke og hals.

Det var jul. Vi stod ude i den lange gang som forbandt indgangsdøren med alle lejlighedens værelser. Alt lys var slukket, alle døre lukkede. Vi ventede.

På den anden side af døren ind til stuen kunne vi høre parketgulvet knage, og endelig blev der taget i håndtaget. Nu gik døren langsomt op. Det sydede og spruttede i lys og stjernekastere, som strålede fra det høje træ. Helt op til stukken rakte det, så jeg måtte lægge nakken helt tilbage for at se det ramme loftet med stjernen.

Min mor havde en nystrøget kjole på fra Marimekko og hendes kæreste en stribet murerskjorte og kassebukser af smalriflet fløjl. Det var julen 1978

Stuen glødede varmt i de flakkende lys fra det funklende træ. Min søster og jeg trådte over dørtrinet med ærefrygt. På trappestigen, som stod skubbet til side på parketten, kunne jeg regne ud, at min mor og hendes kæreste havde kravlet rundt på en stige for at få de øverste lys tændt.

Min mor tog os i hånden, og vi istemte Glade Jul, mens vi gik rundt om træet, bare os fire. Selvom de to voksne var høje, stærke mennesker, kunne vi slet ikke nå rundt om træet, så vi gik gåsegang efter hinanden og sang de vers, vi kunne huske.

Min mor havde en nystrøget kjole på fra Marimekko og hendes kæreste en stribet murerskjorte og kassebukser af smalriflet fløjl. Det var julen 1978.

Vi havde spist and og rødkål ude i køkkenet, og jeg havde ventet og ventet og ventet i ulideligt mange timer, men nu var det nu og glæden eksploderede inde i mig som små bomber af fryd, der sendte guirlander af varme ud i hele min krop.

Efter Glade Jul sang vi Blomstre som en Rosengård, som var min mors yndlingssalme, og Velkommen igen Guds Engle små. Min mor gik forrest og trak vores række efter sig rundt om træet, glad syngende med de smukke lige tænder i det brede, fregnede ansigt.

***

Efter de højtidelige salmer sang vi Nu’ det Jul igen til dessert og trak hinanden i vildt løb rundt i hele lejligheden. Stakåndede holdt vi til sidst inde ved træet, som stod og lyste roligt og smukt. Stjernekasterne var gået ud, men alle stearinlysenes bløde cirkler smeltede sammen og dannede en lyskrans i den mørke stue.

Rundt omkring på træet genkendte jeg skrøbeligt juleklip, som min mor havde lavet for mange år siden, min mormors broderede nisser, forgyldte kogler og glasfugle.

Jeg rodede forsigtigt efter bridgeblanding og lakridskonfekt i de flettede hjerter. Nu skulle vi pakke gaver op. Det havde altid været nøjsomt hos os til jul. Dels betød de voksnes politiske overbevisning, at jeg ikke fik dukker eller plasticlegetøj, men vi havde heller ikke særligt mange penge. Denne gang så der nu godt fyldt ud under træet. Mere end der plejede, og det troede jeg måtte hænge sammen med, at min mor var sammen med den nye mand.

Jeg sad på gulvet og hentede pakkerne frem, én efter én, og bar dem hen til rette modtager. For hver pakke blev til/fra-kortet læst tydeligt op og vi nikkede og anerkendte, ’ja, den er fra mormor’ og så blev gaven pakket ud, mens alle så på og sagde ’ih’ og ’næh’.

Efter alle pakker var åbnet og gavepapiret glattet og foldet sammen til genbrug, spurgte jeg min mor, ’er der ingen gave fra min far?

På fritidshjemmet havde jeg lavet en skuldertaske i læder til min mor. Den var sort og brun og havde frynser forneden og en lang skulderrem. Hun flyttede straks sine ting over i den nye taske, efter hun havde pakket den ud, og gik sidenhen trofast med den til den faldt fra hinanden.

Til hendes kæreste havde jeg syet nogle æggevarmere. Jeg fik en skraldespand til mit nye værelse og en dyne med småblomstret vår. Jeg fik Ringenes Herre i en smuk indbinding og nye strømper og underbukser. Min søster fik et Scrabble, spidse støvler og penge til en ny cykel.

’Nu er det vist på tide at du lukker øjnene’ sagde min mor og forlod stuen sammen med den pæne kæreste, som havde et nydeligt musegråt skæg og smukke tænder ligesom hun.

Jeg følte straks et kæmpemæssigt ansvar for det lille væsen – som en sød tyngde mine barneskuldre længtes efter at bære

Da jeg åbnede øjnene igen, havde de stillet en stor kasse foran mig. Kassen var svøbt i et af tæpperne fra sofaen. Under tæppet var der et kaninbur og inde i kaninburet sad der en lillebitte hvid kaninunge og mimrede i en kugle tørt hø. Duften af savsmuld spredte sig i stuen og blandede sig med duften af gran og marcipan. Varsomt tog jeg kaninen op og lod den sidde på velourkjolen og mimre med sin lyserøde, kløftede snude.

Jeg følte straks et kæmpemæssigt ansvar for det lille væsen – som en sød tyngde mine barneskuldre længtes efter at bære.

Efter alle pakker var åbnet og gavepapiret glattet og foldet sammen til genbrug, spurgte jeg min mor, ’er der ingen gave fra min far?’ ’

Den må have forputtet sig,’ sagde hun, ’prøv at lede helt inde under træet.’ Jeg rodede rundt under den stikkende gran og fandt en hård og flad pakke helt inde ved stammen. ’Til Malene fra Far’ stod der på den, og indeni var der en bog om danmarkshistorien.

Det gjorde ikke noget. Jeg havde jo fået kaninen. Inde i mit hoved faldt alle brikker på plads.

***

Fire år efter blev jeg indlagt med en livstruende sygdom en uge inden juleaften. Min mor blev hevet direkte ud af julefrokost på arbejdet, og da jeg vågnede fra narkosen, stod hun og lyste op på den mørke hospitalsstue i en bronzefarvet flæseskjorte, som bølgede ud fra hendes brede skuldre.

Det år skulle jeg fejre jul hos min far for første gang, siden jeg var otte år gammel. Fra dén jul huskede jeg kun, at mine halvbrødre og jeg havde løbet op og ned ad trappen til kælderen, og at min far var blevet rød og hidsig og havde sendt os i seng kl. 8.

Der var juletræ og julemad i parcelhuset, men som om det alt sammen var trukket frem i skarpt lys. Jeg kastede ét blik på træet og så, at det bare var et grantræ. Ædelgran ovenikøbet, som min mor syntes lignede plastic. Her skulle jeg nu fejre jul igen, og det var ok, for jeg vidste at man indimellem måtte dele sol og vind lige.

Små farvestrålende buketter blev sat i vand på bordene rundt omkring på stuen, og folk spiste vindruer og chokolade og talte dæmpet sammen mellem kl. 16 og 17 og igen mellem kl. 19 og 20. Med mine 13 år var jeg den yngste på gynækologisk afdeling

Efter jeg var kommet mig ovenpå narkosen, blev jeg overført til en sekssengsstue med højt til loftet, som på en banegård.

Klokken syv om morgenen blev jeg vækket ved at sygeplejersken ruskede mig i skulderen og udleverede et termometer. Da jeg havde en stor pose blod hægtet til min håndryg, måtte jeg ikke stå ud af sengen, heller ikke for at tisse. Herefter måtte patienterne døse lidt, mens mørket udenfor forvandledes til gråligt dagslys, der begyndte at svinde igen allerede ved tretiden.

Imens listede lyset sig sagte over linoleumsgulvet. Når det blev helt mørkt, var afdelingen kun oplyst af små cirkler af lys ved hvert hovedgærde. Når det blev mørkt, kom der besøg.

Små farvestrålende buketter blev sat i vand på bordene rundt omkring på stuen, og folk spiste vindruer og chokolade og talte dæmpet sammen mellem kl. 16 og 17 og igen mellem kl. 19 og 20. Med mine 13 år var jeg den yngste på gynækologisk afdeling.

Sygeplejersken rullede en mønttelefon ind til min seng, som min far ringede op til. Hans stemme lød langt væk, da han sagde ’det var vel nok ærgerligt,’ da vi begge var klar over, at jeg ikke kom til at fejre jul hos ham alligevel.

Jeg følte lidt, det var min skyld, at jeg lå der og ikke kunne komme af sted, men han kom ikke og besøgte mig. Efter otte dage blev jeg udskrevet og kom hjem dagen før jul. ’

Jeg vil aldrig glemme dig,’ sagde en af sygeplejerskerne og lagde en rødmosset, kødfuld hånd på min skulder.

Hvad vi rent faktisk endte med at lave den juleaften, husker jeg ikke. Det blev i hvert fald en aften uden min far eller en far-lignende skikkelse. Mellem julen i 1978 og denne var min mors pæne kæreste nemlig flyttet og med ham røg også min evne til at passe på kæledyr.

Omend jeg følte et kortvarigt gys ved at samle den livløse krop op, blev denne følelse snart afløst af lettelse. Min mor stak kaninen i en plasticpose og lagde den på reposen. Her lå den og frøs til is

Den hvide kanin stod nu i sit bur på vores bagtrappe og lugtede af pis i savsmuld, som jeg sjældent skiftede. En dag kom vores hund af vanvare til at brække ryggen på den, da jeg i et anfald af dårlig samvittighed havde taget den ud for at motionere.

Omend jeg følte et kortvarigt gys ved at samle den livløse krop op, blev denne følelse snart afløst af lettelse.

Min mor stak kaninen i en plasticpose og lagde den på reposen. Her lå den og frøs til is. Et par uger senere smed hun den i skraldespanden.

***

Fra det tidspunkt blev julen aldrig igen min egen. En enlig mor med to døtre kæmper med at være centrum for noget som helst; de er isbjørnemor og hendes to unger, som går ensomt over polarisen og kæmper mod omverden for at overleve.

De næste mange juleaftenener prøvede vi at slå os sammen med min mors veninder, med onkler og tanter fra min mors fødeegn, ja mange kneb blev taget i brug for at camouflere, at vi var en lille flok, og at vi var de eneste mennesker i verden, for hvem ’hjem’ var hjemme hos os.

Sammen jagtede vi følelsen af igen at opleve at fire mennesker + en kanin var nok. Det havde ikke gjort noget, at min mors kæreste ikke havde været min rigtige far. Det havde været den sandeste løsning, for min far var over alle bjerge, og jeg var både splittet og hel i grundformen, og nogle gange smager erstatningskaffen bedre end den ægte vare.

Langt væk kunne jeg mindes, hvem jeg var. Jeg var den lille pige i lilla slå-om-kjole som fik en kanin i julegave

Jul er ikke noget nemt territorium at besejre for et skilsmissebarn.

Som voksen svandt glæden ved julen ind til ingenting. Med et stik af misundelse holdt jeg nu jul med nye familier, som påduttede mig deres juleskikke og definition af hygge og glæde.

Da jeg en dag fik venner og kærester, hvis forældre ikke var fraskilt, mærkede jeg den luksus de nød ved fravær af tvivl om de nære ting. ’Jul fejrer vi altid hos mine forældre i Værløse’ sagde en harmonisk kæreste engang.

’Hyggeligt,’ sagde jeg og tog med et sted hen, hvor jeg igen i lyset fra træet kunne observere mennesker som kendte hinanden og gentog de samme ritualer uden skyggen af tvivl om, at deres måde var den bedste.

I hvert fald den eneste de havde haft den luksus at nyde. Vel havde de fejret jul med nogle andre fra tid til anden, men bagefter kunne de hurtig enes om, at det ikke havde været rigtigt rart, fordi tingene ikke var som hjemme hos dem.

Som alle andre skilsmissebørn fluktuerede min virkelighed alt efter, hvem jeg var sammen med, og denne omstillingsparathed spredte sig til alle områder af tilværelsen.

Da jeg som lille besøgte min far, var der ingen parlør som kunne hjælpe mig med at tale med indbyggerne i fars verden, men det behøvede jeg som regel heller ikke. Uden ord vidste jeg, at reglerne skiftede, når jeg tog over vandet fra København til Nordjylland.

’Det gør vi ikke her,’ sagde de i far-land, hvis jeg f.eks. insisterede på at gå i seng så sent jeg ville eller spise slik om fredagen.

Som voksen forsøgte jeg at genskabe den jul for mine egne børn, og jeg havde bebrejdet dem mange gange, at de ikke var den samme taknemmelige lille pige i den lilla kjole. I stedet sprang de rundt og pakkede gaver op uden ærbødighed for mine minder

’Nå nej,’ tænkte jeg indvendigt. ’Dumme mig’. Jeg levede i flere verdener og camouflerede mig, så de indfødte troede jeg hørte til.

Så jeg voksede op, og for hver gang jeg kopierede andres livstil og traditioner svandt min egen fornemmelse for, hvem jeg selv var, ind lidt efter lidt. Ivrig efter at høre til, blev jeg et restprodukt, langsomt udhulet af de andres solide selvfølelse.

Langt væk kunne jeg mindes, hvem jeg var. Jeg var den lille pige i lilla slå-om-kjole som fik en kanin i julegave.

Når jeg lukkede øjnene, kunne jeg stadig genkalde mig at se stuedøren gå op. Jeg kneb øjnene sammen for at se stjernekasterne sprutte gnister, og jeg kunne se ned ad min fine kjole og mærke kaninens bløde pels, mens jeg varsomt tog den op.

Som voksen forsøgte jeg at genskabe den jul for mine egne børn, og jeg havde bebrejdet dem mange gange, at de ikke var den samme taknemmelige lille pige i den lilla kjole. I stedet sprang de rundt og pakkede gaver op uden ærbødighed for mine minder.

LÆS MERE AF MALENE LEI-RABEN HER

Illustration: Piet Mondrian.

Malene Lei Raben

Malene Lei Raben er cand.jur. med speciale i film- og tv-brancen, hvor hun har indtaget flere lederstillinger senest som chef for TV 2’s enhed for Ekstern Produktion & Rettigheder. Malene arbejder indenfor et krydsfelt af strategisk- og juridisk rådgivning, kulturel virksomhed og kommerciel drift. Ved siden af den erhvervsmæssige karriere har Malene deltaget i den hjemlige debat som fast skribent for Politiken igennem otte år og været Smagsdommer i DR’s program på DR2/DRK. Med sin baggrund som direktør i Blu, administrerende direktør for VEGA, sit mangeårige virke som advokat for centrale aktører indenfor den danske film- og tv-branche og senest erfaringen fra TV 2 har Malene stort set været hele paletten rundt i den hjemlige mediebranche. Man kan ikke være en god rådgiver eller leder i den kreative branche, hvis man ikke respekterer og interesserer sig dybt for udkommet af den kreative proces, mener Malene. Med en anden indstilling er man bare en bureaukrat, der forgæves vil sætte ting i system, som ikke egner sig til det. Privat er Malene gift med Søren, der driver familiens virksomhed i både Danmark og Tyskland og mor til tre unge kvinder, som hun er dårlig til at lægge skjul på, at hun er meget stolt af. Hun gider ikke at lave mad længere men vil hellere ligge på sofaen med en bog. Malenes virksomhed findes her.