UKRAINE // REPORTAGE – Hvordan skaber man håb, fællesskab og overskud midt i krig og bombardementer? I Kyiv bygger den danske byaktivist Mikael Colville-Andersen pavilloner, planter terapihaver og maler asfalt i blomstrende mønstre. Han har skaffet over 1300 cykler til hjemmeplejere og frivillige og inviterer til Bloomsday med whiskey og højtlæsning – alt sammen som en del af en større kamp for den analoge, menneskevenlige by.
KYIV – Mikael og jeg står på den lille palle, der udgør vores scene, og jeg har lige givet ordet til ham. Nok er det mig, der er den litterære bagmand og ankom med nattoget til Kyiv her til morgen med bogen under armen og en flaske irsk whiskey i hånden. Men det er jo Mikaels plads og installation – han er den egentlige vært.
Mikael har boet her i 3 år, importeret gamle cykler, udgivet bøger, anlagt terapihaver og forvandlet Kyivs ældste plads til, hvad han selv kalder for verdens største eksempel på ’taktisk urbanisme’ – selv New Yorks Times Square, der fik et make-over for nogle år siden, er mindre.
På en måde er dette underlige sjove arrangement jo den første indvielse af vores plads. Og kommer der luftalarm, siger vi bare F*** You, Putin
”Vi er bare to skøre danskere, der laver en irsk aften i Ukraine. Det her bliver sjovt,” siger Mikael Colville-Andersen. Det irske er naturligvis på grund af Bloomsday, den 16. juni, dagen hvor James Joyce-fans hvert år læser hans monumentale og vidunderligt morsomme bog Ulysses op – og grunden til, at vi står her i dag, midt i Kyiv og midt i krigen.
En Bloomsday midt i bomberegnen
”Men inden vi får begyndt vil jeg lige minde om, at herunder ligger der 1500 års historie,” siger han og stamper i scenen. ”Det er den ældste plads i Kyiv – alle gader førte hertil. Her lå et marked, 15 lag under vores fødder. Vikingerne kom med deres både ned ad floderne. Byzantinerne kom sydfra. Der var endnu intet – intet! – mod øst. Sankt Petersborg kom 700 år senere, Moskva endnu senere. Intet Rusland. Men der var et Ukraine.”
Pladsen er Kontraktova Ploscha i Kyivs ældste bydel Podil langs Dniprofloden. ”På en måde er dette underlige sjove arrangement jo den første indvielse af vores plads. Og kommer der luftalarm, siger vi bare F*** You, Putin.”
Og så lægger han for med at læse en passage, han har gået og øvet sig på den sidste time – som en Hamlet skuespiller har han vandret hvileløst op og ned af scenen, det halvlange, flagrende grå hår, whiskey i hånden. Vi er cirka 15 mennesker, der hver har et tekststykke, nogle af dem har først lige fået papiret i hånden og har ikke haft en chance til at forberede sig. Så der bliver hakket og snublet i Joyces umulige tekst og grint og debatteret, hvad fanden det her nu skal betyde.
Forbipasserende stopper op og kigger, lytter, smiler. Hvad er dette? Må man det? Midt i en krig? Ja, man må, er alle enige om.
Nataliya, én af vores mange ukrainske oplæsere og en livslang Kyiv-bo, indleder sin læsning med at sige, at ”det er helt fantastisk, dette her, det er præcist, hvad denne plads kunne før krigen, hvad Podil er kendt for. Det anarkistiske, det sjove, en happening. Det er alt det, vi skal have tilbage.”
Mikael og jeg stråler om kap.
To timer og to flasker whiskey senere, og efter en tam lille luftalarm (der er luftalarmer og så der er luftalarmer – og den anden af slagsen skal vise sig at komme 3 timer senere, hvor Kyiv bliver ramt af krigens hidtil største nattebombardement med 440 droner og missiler og og hvor over 20 mennesker mister livet, da bl.a. en boligblok styrter sammen sidst på natten), er vi kommet til bogens berømte afslutning. Det er der, hvor Molly Bloom i fri bevidsthedsudvidende ordstrøm endeligt siger JA til sin mand Leopold Bloom, der snorker ved siden af i sengen, ”ja jeg vil ja”.
Fremtiden er analog, den kører på cykel og ligger under et træ
Mikael har meldt sig til at læse netop denne passage. Jeg har instrueret ham i at råbe det sidste ja, så hele pladsen kan høre det, så Putin kan høre det i Kreml, så hele Ukraine og verden ved, at vi er mange, der siger ja. Og han leverer varen: ”’and yes I said yes I will YESSSS’ – Slava Ukraina!”
Cykler som livline
Mikael Colville-Andersen er alt muligt: byplanlægger, forfatter, iværksætter, digter, tømrer, debattør, og, sin ikke helt unge alder til trods, mester i opdateringer på sociale medier. Han har haft sin egen TV-serie, Det fantastiske byliv, hvor han gik rundt i alverdens byer og viste, hvad der virker og ikke virker. Han har også hjulpet Paris til at blive en by med cykelstier og sløjfede bilbaner, og i sine bøger skoser han moderne storbyer for deres falden på halen for kapitalen.
Han har krudt i røven og er ligeså anarkistisk som vores Bloomsday-arrangement og som Joyce selv. Som en rød hoppebold farer han rundt i dét offentlige rum, han elsker, og som han aldrig undlader at minde os om er truet af ”alle vores smart cities og innovative lort. Fremtiden er analog. Vi skal have de dumme byer tilbage. Det er det, der redder os – almindelige mennesker på cykler, der keder sig. Kig dig omkring – det er folk i habitter, der bestemmer alt for meget. Det er til at gyse ved tanken om, hvordan Ukraine kommer til at se ud den dag, krigen er slut, og vi ser ind bag nutidens udgave af Marshallhjælpen, ser alle de shady deals, som er blevet indgået af Trump og alle de andre, så tech-industrien og bil-industrien kan komme og ødelægge endnu mere, med deres apps og deres motorveje. Det er sgu det, vi kæmper imod. Og så Rusland naturligvis!”
Og det er lige netop derfor, at Mikael Colville-Andersen de seneste tre år har været i Ukraine. Hans forlægger ringede i maj 2022, ikke for at tale om den bog Mikael snart skulle udgive på ukrainsk, men fordi der var brug for cykler i Ukraine, ”masser af cykler!” sagde han.
Nu er det sgu officielt. Dét er civil ulydighed. Oligarken derovre kan ikke længere få fingre i vores have
“Jeg begyndte at crowdsource i Danmark og i Tyskland. I starten kom der ikke meget ind, men så fik jeg hul igennem til politiet, de havde mange og langsomt fik vi dem til Ukraine. Det er blevet til 1300 cykler de sidste tre år, og alle bruges nu af sygeplejersker, hjemmeplejere, frivillige ude i landkommunerne, der hvor der ingen benzin er, og hvor krigen har ramt hårdest – mad, medicin, alt kan leveres fra et bagagebærer – relief on wheels! Det er fantastisk, så mange der har hjulpet – og som har fået hjælp.”
Han opremser en masse tal, som sikkert er korrekte – men i Mikaels mund lyder de uvægerligt lidt overdrevne. For det er netop kernen: Man tror ikke helt på mandens projekter, før man får syn for sagen. Jeg er taget til Kyiv for at gøre netop dette – se, hvad fanden han har gang i, læse Joyce med ham, drikke øl og – sammen med frivillige fra hele verden – være med til at bygge en 12×12 meter stor træpavillon midt på pladsen, hvor folk kan finde skygge, høre børnelatter og mærke, at livet stadig er her. Og vi skal male asfalten i lyse, vidunderlige mønstre inspireret af folkedragter og blomstermarker fra Ukraine.
To dage efter vores oplæsning sidder vi i den lille terapihave, som Mikael har skabt her i Podil, ikke langt fra Kontraktovapladsen.
”Det var vildtvoksende, mand, da vi klatrede over hegnet og besatte det, totalt invaderet af alle mulige træer – se de der amerikanske ahorn, der skyder op allevegne. Vi skar 90 % af dem ned, brugte dem til de naturlige hegn derovre, insekthoteller, plantekasser, bænke som vi laver ovre på værkstedet, og se her,” siger han og roder med foden i en bunke skrot, ”der ligger stadigvæk gamle træ- og porcelænsproteser fra protesefabrikken derovre, levn fra en tidligere krig.”
Verdens største taktiske byrum
”Dén fabrik blev købt af en russisk oligark for nogle år siden, det er noget gammelt lort, og han troede, at han ku’ få haven her med, smække en kontorbygning, et hotel, op,” fortæller Mikael, mens han peger ud over sit lille genskabte paradis, ikke mere end 75 gange 75 meter, som han er meget glad for. Der er to græsdækkede fordybninger i den solrige midte – og en selvsået hampplante. Her kan man gå ned og fordybe sig i, forsvinde en stund.
”Men jeg kender jo folk i bystyret her, det lokale parlamentsmedlem, en fin dame, og ved du hvad? Vi så lokalplanen den anden dag, og en eller anden navnløs bureaukrat har indført ordet ’terapihave’ her. Så nu er det sgu officielt. Dét er civil ulydighed. Oligarken derovre kan ikke længere få fingre i vores have.”
”Terapihaven er dog faktisk bare en lille efternøler, en slags community garden, som en lille håndfuld frivillige hjælper til med at drive. Familier lejer en plantekasse, der er vand derovre, vi skal lige have fundet ud af det med nøglen, den bliver ved med at forsvinde … Men det går jo ikke. Det skal åbnes op. Mit arbejde her er snart slut. Jeg skal hjem og se mine børn i Danmark. Fuck jeg savner Danmark!” udbryder han.
Straks indskyder han:
”Men jeg kan lave ting her, som ikke er muligt andre steder i verden, pga. krigen. Jeg er jo som en dreng i en slikbutik herovre. Selvom bureaukratiet er tungt. Jeg har et gyldent brev fra Kyivs borgmester Klitschko, den gamle verdensmester i boksning, der ny styrer byen med hård næve, og som af mange ses som en mulig udfordrer til Zelenskiy. Den danske ambassadør bad om et møde med ham – og hvem siger nej til danskerne, de er store i Ukraine, har mange penge og bruger dem fornuftigt. Så jeg fik lov at komme med, fik 5 minutter til at pitche mine ideer. Klitschko sagde ja og gav os næsten frie hænder nede på pladsen. “Mikael, den plads har for længe været negligeret”, sagde han til mig. Og den plads er altså større end fucking New Yorks Times Square. Det er verdens største taktisk-urbane projekt, vi har gang i – let at sætte op, let at tage ned igen.”
Den nordiske terapihave vokser i Kyiv – og den virker
Pengene kommer bl.a. fra Novo Nordisk, der har afsat store summer til at fremme mental sundhed og den psykosociale indsats i Ukraine. Novo gør det i erkendelse af, at det ikke blot er medicin og insulinpenne, der er brug for, men netop et meget bredere fokus på de traumer, individuelt og kollektivt, som krigen lige nu forårsager blandt almindelige ukrainere – alle folk oplever natlige bombardementer, alle har en far, en søn eller bror ved fronten, og alle har oplevet død eller lemlæstelse i familien indenfor de seneste tre år.
”Det store haveprojekt startede vi tilbage i 2023. Jeg havde allerede snakket længe med borgmesteren i Mykolaiv, en visionær og super driftig mand, der var en stjerne på Folkemødet på Bornholm, om at gøre hans næsten affolkede by til et lille København eller Amsterdam, når folk vender tilbage efter krigen. Og jeg havde hjulpet til med en lille have i byen Chernihiv, oppe mod grænsen til Belarus, som russerne invaderede i starten af krigen. Det – og cyklerne – var der så nogle, der havde hørt om og inviterede mig ud til det store psykiatriske Pavlova-hospital i udkanten af Kyiv. De havde et kæmpe areal, helt vildtvokset, en skov.
Ifølge meningsmålinger har ukrainerne verdens mindste tillid til hinanden – men der er alligevel intet, der bliver stjålet
Men teorien er jo helt klar på dette her: grønt er godt, når man ikke har det godt. Så med næsten 500 frivillige begyndte vi langsomt at skabe det, der på fint hedder en traume-informeret have eller evidens-baseret helbredsdesign i landskabshaver. Men det er jo bare en sansehave, som vi har det mange steder i Norden … det er jo ikke ligefrem rocket science, det her. Men det er det største, jeg har været med til. Og det virker! Folk fra hospitalet bruger vores Nordiske Terapihave, sidder på dens bænke, lægger sig i græsset, omgivet af løv og sommerfugle, og stirrer op i fucking himlen, mand! Dét er terapi.”
Fremtiden er analog – også i Ukraine
”Og det er terapi at sidde her i vores lille lokale community garden, få sig en plantekasse, være analog med naturen. Det er terapi, når vi står på pladsen – du, jeg og en flok nørdede ukrainere – og læser en skør, næsten ulæselig bog af en gammel irer op. Det er traume-sensitiv terapi at lukke pladsen af for trafik, stille træstrukturer op, male dem, male asfalten – ved du, at malet asfalt er 10 grader køligere end den sorte, og hvis du planter træer, er der endnu 5 grader mere at hente. Global warming – dohhh! Det er så simpelt, alt det analoge. Hvis du forbedrer et offentligt rum og stiller det til fuld rådighed ,så tager folk vare på det. Der er gamle damer, der kigger ud af vinduet, børn der leger, skraldet flyder ikke længere”. Mikael tilføjer:
“Det er jo lidt sjovt, for ifølge meningsmålinger har ukrainerne verdens mindste tillid til hinanden – men der er alligevel intet, der bliver stjålet, og du kan se det i det videre perspektiv også: Det er jo tilliden, der gør, at de kan kæmpe sammen mod overmagten, kan holde stand. Alle vores våbenleverancer er nødvendige, infrastruktur og you name it. Men det er, fordi de har den styrke. Og den styrke skal næres og beskyttes, med terapi og overskud. Det mindste, vi andre kan gøre, er sgu da at hjælpe, at skabe byrum og mentale tænkepauser.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og