ØKONOMI & BÆREDYGTIGHED // DEBAT – Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har i den sidste tid haft travlt med at mistænkeliggøre forskellige universitetsfag, fx kønsstudier. De beskyldes for at politisere og køre deres egne fordomme af som videnskab. Dahls hovedargument er, at disse fags teorier ikke er ”rationelle”, skriver Hans Erik Avlund Frandsen, der gerne vil foreslå dem et nyt område, de kunne kaste sig over: de økonomiske teorier, der har domineret den vestlige verden i årtier. For hvad bygger disse teorier egentlig på, og har vi ikke her at gøre med en politisering, der er langt vigtigere?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det kniber lidt med at få konkrete eksempler frem. Hvem er det, der har gjort hvad, hvornår? Her har de to kritikere et større arbejde foran sig, hvis de skal leve bare nogenlunde op til deres egne krav om videnskabelig hæderlighed. Så måske er det urimeligt at foreslå dem et nyt område, de kunne kaste sig over: de økonomiske teorier, der har domineret den vestlige verden i årtier. Læs Morten Messerschmidt og Henrik Dahls kronik Antividenskab vinder ind på universiteterne – det må og skal slås ned i Berlingske her.
hun spørger beskedent, om man dog ikke i det mindste kunne gøre det til en regel at undersøge empirisk, om det nu også i den virkelige verden var gået, som man havde forudsagt
Der kunne ellers være god grund til at se nærmere på, hvad disse teorier egentlig bygger på, og man kan da også med god grund spørge, om ikke det er her, vi har at gøre med en politisering, der er langt vigtigere, end hvad der måtte foregå (eller ikke foregå) på de få fag, Dahl og Messerschmidt (og vores forskningsminister!) har kastet sig over.
5% empirisk information og 95% spekulation
Lad os tage et par eksempler:
En af de store kanoner er Simon Kuznets, som udarbejdede teorien om, at hvis ulande vil ud af fattigdommen, så er ”voksende ulighed et uundgåeligt trin på vejen mod økonomisk succes for alle”. Påstanden er, at indkomstuligheden først stiger, så stagnerer, for så at falde igen (Kate Raworth: Doughnut økonomi, s. 220f).
Man er nødt til at nurse investorerne, så skal det nok senere komme alle til gode. Den argumentation har de vestlige lande og deres magtfulde institutioner som Verdensbanken og IMF benyttet sig flittigt af i den politik, man har ført over for lande i den tredje verden.
Problemet er at denne teori ikke korresponderer med den faktiske udvikling. Da man får tal nok til at afprøve, om den holder i virkelighedens verden, viser det sig, at den ikke kan verificeres. Senere indrømmede Kuznets selv, at teorien byggede på ”5% empirisk information og 95% spekulation” (Raworth, 221).
man må spørge, hvorfor økonomerne, når de gør sig kloge på, hvad det ”rationelle” er i den virkelige verden og for virkelige mennesker, ikke først konsulterer nogle psykologer og antropologer. Eller bare nogle almindelige mennesker, som nok ville have kunnet fortælle dem et og andet
Denne skødesløshed over for empirien er åbenbart ikke nogen undtagelse. Katerina Juselius fortæller i sin bog om Økonomien og virkeligheden, at en banal fremskrivning af, hvordan økonomien hidtil har udviklet sig, klarer sig absolut bedst, sammenlignet med de modeller økonomerne selv arbejder med, og ”de avancerede modeller a la Finansministeriet klarer sig klart dårligst” (34).
Og hvad angår effekten af de reformer, deres teorier og modeller anbefaler, ser det ikke bedre ud. Juselius medgiver, at man jo ikke så godt, når det gælder samfundsøkonomiske problemstillinger, kan lave forsøgseksperimenter på forhånd, men hun spørger beskedent, om man dog ikke i det mindste kunne gøre det til en regel at undersøge empirisk, om det nu også i den virkelige verden var gået, som man havde forudsagt.
Men det interesserer åbenbart ikke økonomerne. Og når der endelig er nogen, der ulejliger sig med at undersøge det, viser det sig, påviser Juselius, at et sådant virkelighedstjek sætter et stort spørgsmålstegn ved teoriernes holdbarhed. Her må der altså være en del at komme efter for Henrik Dahl.
Hvad med finanskrisen?
Han kunne også se på, hvad der foregik op til, under og efter finanskrisen.
Den nuværende overvismand, Carl-Johan Dalgaard, sagde for nylig i Information, at økonomerne dengang ”kradsede sig i nakken over finanskrisen”. De var ”usikre på, hvad krisen betød for samspillet mellem finanssektoren og realøkonomien, og hvor længe den ville vare”.
Det er godt nok en temmelig reduceret udgave af den faktiske virkelighed, som var, at bortset fra et par outsidere (som blev grinet ud), var der ingen der så, at noget faretruende var på vej. Økonomerne havde selv anbefalet, at man fik gennemført fri bevægelighed for kapital og fjernet diverse begrænsninger på finansvirksomhedernes aktiviteter.
Teorien fortalte, at agenterne – her de finansielle virksomheder – altid handlede rationelt, og at de derfor automatisk ville regulere sig selv. Det gjorde de bare ikke, og man må spørge, hvorfor økonomerne, når de gør sig kloge på, hvad det ”rationelle” er i den virkelige verden og for virkelige mennesker, ikke først konsulterer nogle psykologer og antropologer. Eller bare nogle almindelige mennesker, som nok ville have kunnet fortælle dem et og andet.
Det nye columbusæg er budskabet om, at så længe væksten er højere end renten på statsgælden, vokser økonomien. Og dermed skrumper gælden af sig selv
Det var næsten rørende at se den hjælpeløshed, økonomerne udstillede – samtidig med at de ikke veg tilbage for at fortsætte business as usual. Fx sagde formanden for den amerikanske centralbank, Alan Greenspan, at han ”var vildledt af en fejl i de modeller, jeg troede, var korrekte” (Juselius, s. 117).
Juselius fortæller også historien om den engelske dronnings forbavselse. Hun var utilfreds med at have tabt 25 mio. euro, og kunne ikke forstå, at hun ikke var blevet advaret, når man nu havde alle disse højt betalte og højtuddannede økonomer rundt omkring på topuniversiteterne. Hvorfor havde de ikke opdaget, hvad der var i gang?
Hun forelagde sin undren for London School of Economics. Den tyggede de på et halvt års tid og kom så endelig med et svar:
”Deres Majestæt, årsagerne til vores manglende evne til at forudse timingen, omfanget og alvoren af krisen – og dermed afværge den, er mange, men er først og fremmest et svigt i den kollektive evne blandt mange intelligente mennesker, både herhjemme og i udlandet, til at forstå risiciene i systemet som helhed” (Juselius, s. 99).
Også helt aktuelt ser vi nogle forbavsende kursskift, som tilsyneladende finder sted, uden at nogen overvejer, hvad det betyder for tilliden til de teoretiske præmisser for økonomernes analyser.
“Folk sparer for meget op”
Et eksempel er lederen af London School of Economics, den tidligere vicedirektør i IMF og Verdensbanken, Minouche Shafik, som for nylig er blevet præsenteret i både Information og i Weekendavisen (27+ 31/3-21) som et af de hotteste navne i den økonomiske verden.
Hun har i sine forskellige jobs selv været med til at få gennemført det, man har kaldt ”strukturreformer og markedstilpasninger”, men som reelt har været en række nedskæringer til skade for de dårligst stillede befolkningsgrupper.
Nu medgiver Shafik, at indgrebene ”medførte en masse chok i produktionen og arbejdslivet, og dem blev folk ikke beskyttet imod”.
Hun taler noget diffust om ”den sociale kontrakt”, der blev ødelagt. Skurken er meget bekvemt en subjektløs ”globalisering”. Hun kunne vel med lige så stor ret have talt om, at det var de politiserende økonomer, der havde ansvaret. Derfor vil hun nu have ”en bedre social kontrakt”, som går ud på, at staten må hjælpe dem, der rammes, ”de skal have bevidstheden om, at de ikke er overladt til sig selv”. Vi skal have ”et mere tillidsbaseret og gensidigt forhold mellem verdens stater og deres respektive borgere”.
Nu er problemet, at ”folk ikke bruger penge”. De sparer for meget op
Og det får hun opbakning til fra både chefen for WTO og Christine Lagarde, der er chef for Den Europæiske Nationalbank.
Men ”som tak for gestussen” skal borgerne så ”hanke op i sig selv så de ikke bliver en unødig byrde for samfundet”. Folk har nemlig ”mistet deres fornemmelse for gensidighed med staten og resten af samfundet”.
Hun foreslår, at man sætter skatterne op – dog ikke i Danmark, hvor ”skattetrykket i forvejen er højt”. Men så kan man bare låne sig frem. De institutioner hun tidligere har arbejdet for, har nemlig ”ændret markant syn på statsgæld”. Før måtte gælden ikke overstige 90-100% af BNP. Det må den så gerne nu, hvor det nye mantra er, at det afgørende er, hvad det koster at låne penge, og hvad de bruges til.
Nu er problemet, at ”folk ikke bruger penge”. De sparer for meget op. Og endelig løftes sløret for den pludselige omsorg for ”folks” tryghedsfølelse: Den nye ”samfundskontrakt” mellem folket og staten skal ”være med til at få verdensøkonomien til at opføre sig lidt mere normalt”.
Nu er det i orden med en stor gæld
Shafik er ikke alene om, pludselig at have fået et helt nyt syn på gæld. Nu har vi ellers i årtier hørt en prædiken om, at staten ikke måtte gældsætte sig, og at der skulle spares alle vegne for at få orden i regnskabet.
Førtidspensionister og bistandsklienter og arbejdsløse måtte forstå, at den hårde økonomiske nødvendighed tilsagde, at der måtte skæres ned. Skatten kunne ikke sættes op, for så ville man skade investeringslysten og dermed konkurrenceevnen, altså måtte velfærdsbevillingerne og folk på overførselsindkomster holde for.
Nu er der andre boller på suppen: Nu har økonomerne pludselig fundet ud af, at det er helt i orden med en stor gæld. Staten kan bare låne og ad den vej få dækket sine store udgifter. Det nye columbusæg er budskabet om, at så længe væksten er højere end renten på statsgælden, vokser økonomien. Og dermed skrumper gælden af sig selv. Sagt på en anden måde:
Når BNP vokser, er der råd til at betale renterne, som jo også er ekstremt lave for øjeblikket. Vil man gerne vide, om det er sandsynligt, at de vil blive ved med at være det, så spørger man forgæves hos økonomerne.
Kunne man forestille sig – for nu at minde om Henrik Dahl og Messerschmidts bekymring – at økonomerne er syltet lidt for godt ind i deres egne ideologiske fordomme? Eller værre: at de ligefrem ”politiserer”?
Det går man bare ud fra, vil være tilfældet. Som det fremgår af interviewet med overvismand Carl-Johan Dalgaard i Information 21/1-21, så er ”forventningen”, at renten forbliver lav i mange år.
Nu er ”mange år” noget af et elastikbegreb, og der er da også kritiske røster blandt nogle af politikerne. Mette Frederiksen synes imidlertid, at ”det er en lidt gammeldags måde at se det på”, når journalisterne spørger til, hvor pengene skal komme fra. Men Informations Chr. Bennike mener, at den slags indvendinger minder ”mere og mere om de stakkels japanske og amerikanske soldater, som i 1946 stadig udkæmpede Anden Verdenskrig på små isolerede stillehavsøer, fordi ingen havde fortalt dem, at krigen var slut” (2/1-21).
Overvismand: “Gælden behøver vi ikke kere os om”
Og Bennike har den økonomiske sagkundskab med sig. Den 13/2 kan han berette, at ”vi er vidner til et regulært paradigmeskift i synet på statsgæld”. Den tidligere overvismand, Michael Svarer siger, at ”fundamentet for diskussionen har ændret sig.”
Der er altså ikke nogen grund til bekymring. Som den nuværende overvismand siger i det nævnte interview: ”Derfor behøver vi heller ikke kere os om, hvem der skal betale coronagælden”. Den kan vi bare rulle videre. Selvfølgelig skal der betales renter, men selve gælden kan man refinansiere ”med et nyt lån”.
selv om den ikke fylder meget i hans argumentation, når han alligevel frem til en glasklar konklusion: det er nødvendigt at standse den økonomiske vækst
Der er bare den hage ved alle disse optimistiske vurderinger, at de kun tilsyneladende forholder sig til den faktiske virkelighed. Deres kovending med hensyn til gæld forudsætter, at væksten bare fortsætter og fortsætter. Dvs. at man slet ikke medtænker den allervigtigste forudsætning for al økonomi: de materielle naturressourcer der bruges i produktionen.
Man går ud fra som en selvfølge, at der altid vil være nok og at det er uproblematisk at ’vækste’ i al uendelighed. I betragtning af klima-, biodiversitets- og ressourceproblemernes omfang allerede nu må det siges at være en temmelig frisk tilgang til virkeligheden.
Kunne man forestille sig – for nu at minde om Henrik Dahl og Messerschmidts bekymring – at økonomerne er syltet lidt for godt ind i deres egne ideologiske fordomme? Eller værre: at de ligefrem ”politiserer”?
Naturen sætter grænser for, hvad der er muligt
Der er dog en enkelt økonom, endda en af de store kanoner indenfor den borgerlige økonomi, P. Dasgupta, som har opdaget at der er problemer.
Han blev i 2019 af den engelske regering bedt om at vurdere forholdet mellem miljø, biodiversitet og økonomisk vækst. Information bragte to artikler om den rapport, han har afleveret (22+24/2-21). Jeg forholder mig i det følgende kun til referater og citater fra disse artikler.
Dasgupta omtaler kort klimakrisen, men selv om den ikke fylder meget i hans argumentation, når han alligevel frem til en glasklar konklusion: det er nødvendigt at standse den økonomiske vækst.
Dasgupta slår fast, at de ødelæggelser, vi er vidne til, ikke blot er en ”markedsfejl”. Det er simpelthen ikke muligt at fortsætte som hidtil
Det er et synspunkt, man ofte hører fra klimaaktivister, men det er noget af en nyhed, at en af verdens førende økonomer kommer frem til det resultat. I denne sammenhæng er det også en bombe under det paradigmeskifte mht. gæld, jeg lige har skitseret.
Der er en egen absurditet over Dasguptas rapport: Det er nærmest en sensation, at en økonom konstaterer, at mennesket er en del af naturen, og at naturen sætter grænser for, hvad der er muligt. Det kunne enhver bonde jorden have fortalt ham. Men hvis hans anfægtelse kunne trænge ind hos andre økonomer, er det kun godt, at virkeligheden også banker på hos ham.
Dasgupta slår fast, at de ødelæggelser vi er vidne til, ikke blot er en ”markedsfejl”. Det er simpelthen ikke muligt at fortsætte som hidtil. Man kan læse de to artikler og dér finde argumenterne, som også gennemhuller illusionen om, at man bare kan lave en cirkulær økonomi.
Eller afkoble klima- og biodiversitetsødelæggelserne fra produktion og økonomisk vækst.
Men hvorfor er vi havnet i den suppedas? Hvor det, man har opfattet som en økonomisk succes, ser ud til at have været ”en udbetaling på fremtidigt sammenbrud”? Hvem eller hvad er årsag til, at det nu ser ud til, at en helt ny form for økonomi er nødvendig?
Den økonomiske videnskab bærer i høj grad ansvaret for, at vi er havnet i en uheldsvanger økologisk krise
Her er Dasgupta ikke meget oplysende. Fortrængning er åbenbart en væsentlig del af det økonomiske tankesæt. I hvert fald er det påfaldende, at Dasgupta taler om det nødvendige stop for en fortsat økonomisk vækst, uden at reflektere over det påtrængende problem, at den kapitalistiske økonomi i sig selv forudsætter økonomisk vækst.
I stedet taler han om, at det er ”vores eget” ansvar, når ”vi” ignorerer naturen, og hvis ”vi” fortsætter ”vores” nuværende kurs. ”Vi” kommer ikke uden om, at ”vores” økonomi er en økonomi med grænser. Dette alleomfattende ”vi” står ikke helt alene. Indimellem bliver skylden placeret lidt mere præcist. ”Den økonomiske videnskab” bærer ”i høj grad ansvaret for, at vi er havnet i en uheldsvanger økologisk krise”, siger han.
Problemet ifølge Dasgupta: Et institutionelt svigt
Også ”de intellektuelle” står for skud, fordi de har tolket de sidste 70 års udvikling som en ”økonomisk succes”.
Dasgupta peger dog også på en anden ansvarlig gruppe. Det er nemlig ”16% af verdens befolkning”, der står for 50% af belastningen af biosfæren, og halvdelen af alle CO2-udledningerne skyldes ”den rigeste tiendedel af befolkningen”.
Denne antydning af, at vi også har at gøre med nogle klasse- og magtforhold, får imidlertid ingen konsekvenser for hans forslag til, hvad man kan gøre ved problemet. For det første er det helt uklart, hvem han ser som aktør i denne nødvendige forandring. ”Nogen” må gøre noget, skriver han. Og det disse nogen skal gøre, er ikke at tage et opgør med uligheden eller kapitalismens indbyggede vækstmotor, men at omlægge ”samfundets institutioner”.
det er ikke hverken realistisk, rimeligt eller retfærdigt at gøre det til et spørgsmål om et kollektivt ”vi”. Eller blot at pege på forskellige institutionelle tiltag
Eksempelvis finanssektorens institutioner, der drives af ikke-bæredygtige incitamentsstrukturer. Eller uddannelsessystemet der forsømmer at lære børn og unge om naturen og ansvaret for den. Problemets kerne er ”et dybt forankret, vidtspredt institutionelt svigt” (jeg kursiverer, HEAF).
Derudover får vi nogle luftige ideer om, at der også er tale om en ”demokratisk” og en ”mental” omstillingsproces. Krisen appellerer til ”ændringer i vor sensibilitet”. Hvis ”vores udskejelser” skal tøjles, er det ikke nok med ”simple lovmæssige rammer og sociale normer. Vi er nødt til at lære, hvordan vi praktiserer selvbeherskelse”.
Det er alt sammen rigtigt. Det er vigtigt, at vi alle deltager i den nødvendige omstilling, og at vi alle skal indstille os på at leve med de konsekvenser, der vil følge af en omlægning af økonomien til en bæredygtig, ikke-vækststyret økonomi. Men det er ikke hverken realistisk, rimeligt eller retfærdigt, at gøre det til et spørgsmål om et kollektivt ”vi”. Eller blot at pege på forskellige institutionelle tiltag.
Endsige at henvise til at ”mange mennesker, måske i alle samfund, placerer det hellige i naturen. Og det hellige står ikke til forhandling.”
Det er et vigtigt skridt fremad, hvis økonomerne begynder at tage naturens grænser alvorligt. Men uden en vilje til at gøre op med den kapitalistiske økonomi, vil det kun bidrage til lappeløsninger.
Man skal enten have en meget livlig fantasi eller være økonom for at se det som en realistisk fremtid
Lappeløsninger kan også betyde noget, men langtidsholdbare er de ikke. Et kapitalistisk system uden vækst er en umulighed. Økonomernes normale bud er, at vi skal have en vækst på ca. 3% om året, hvis man skal undgå kriser og sammenbrud.
Det lyder måske ikke af så meget, men det afgørende er, at der er tale om en eksponentiel vækst. Kate Raworth fremhæver (s. 321f) at den globale økonomi med en sådan vækstrate i 2050 vil være næsten 3 gange større, end den var i 2015. I år 2100 vil den være mere end ti gange større og i år 2200 næsten 240 gange større.
Man skal enten have en meget livlig fantasi eller være økonom for at se det som en realistisk fremtid.
LÆS ALLE HANS ERIK AVLUND FRANDSEN
Topfoto: En af verdens førende økonomer, P. Dasgupta, omtaler kort klimakrisen, men selv om den ikke fylder meget i hans argumentation, når han alligevel frem til en glasklar konklusion: det er nødvendigt at standse den økonomiske vækst. Foto fra Pixabay
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
