VIDENSKAB – “Det er en interessant historie, far – for dig!” sagde min 19-årige søn. Og han er ellers med på mangt og meget og har hørt både Anja C. Andersen og Holger Bech Nielsen flere gange OG forstået det meste. Historien blev til støv i mine hænder. Det var anden gang. Men – som Stephen Hawking sagde i København i august 2016: ”If you feel you are in a black hole, don’t give up. There’s a way out.”
Den mystiske stjerne
I maj 2016 kunne man i en DR-artikel på nettet læse en opfordring til at hjælpe forskerne med at forklare objekter omkring en mystisk stjerne:
”Noget ukendt – og måske kunstigt – kredser om den fjerne stjerne KIC 8462852, der er blevet kaldt galaksens mest sære. Nu vil forskere have hjælp til at løse mysteriet.”
Stjernens lys varierer, og nogle gange ”dykker” lysstyrken så meget og hurtigt, at man kan måle det over timer, dage og uger. Dykkene foregår uden nogen form for regelmæssighed, så man kan udelukke, at det ”bare” er en stor planet, som kredser om stjernen og med faste mellemrum skygger for lyset. Det skulle også være en ordentlig motherfucker af en planet, for de størst målte dyk i lysstyrken er på hele 22 procent.
Samtidig viser analyser af gamle fotografiske plader, at stjernens lys generelt er faldet med andre cirka 20% over 100 år – og den slags plejer normalt at tage mange millioner år for en stjerne.
Stjernen er med andre ord ikke spor normal. Og et hold af forskere – med Dr. Tabetha Boyajian som den mest ihærdige – prøver at matche data med kendte naturvidenskabelige scenarier og forklaringer og kommer til kort. Noget blokerer for stjernens lys, men man kan ikke forklare hvad.
Kun én anerkendt og seriøst publiceret teori står tilbage, og den er så meget den sidste forklaring, at Tabetha Boyajian, kaldet Tabby, end ikke nævner den i den første videnskabelige artikel i Monthly Notices of the Royal Astronomical Society i september 2015:
Måske er det Alien Megastructures, der skygger for lyset, dvs. noget, der er bygget af rumvæsner?
Oh wow, tænkte jeg og hoppede på vognen.
Dyson Spheres
Det lyder som det rene science fiction, men det er det ikke. I 1960 publicerede den anerkendte engelske fysiker og matematiker Dr. Freeman J. Dyson fra Princeton University det teoretiske grundlag i en artikel i Science.
Man var under den kolde krig blevet rigtig gode til at lytte efter radiosignaler og mente, at man også ville kunne finde eventuelt intelligent liv i universet, hvis man vendte antennerne udad og lyttede godt nok.
Freeman Dyson mente, at der var en anden og bedre måde: Hvis intelligent liv eksisterede i universet, ville det sandsynligvis være mange gange mere teknologisk avanceret end mennesket og have behov for meget mere energi.
Kunne Dyson Spheres være forklaringen på stjernens mærkværdige opførsel? Ja, i teorien. Og i sommeren 2016 var det stadig den eneste teori, som ikke direkte blev modsagt af data. Kunne og burde man tage denne teori seriøst? Ja, var svaret fra astrofysikerne
Behovet for mere energi kunne ”simpelt” (i hvert fald matematisk simpelt) løses ved at etablere en skærm eller skal af solpaneler omkring stjernen, som indfangede al stjernens energi. Eller blot mere energi end det, som havner nede på planeterne, hvis man ikke bruger den slags tricks.
Bare for eksemplets skyld beregnede Dyson, at menneskeheden ville kunne bygge sådan en skal, hvis vi kværnede Jupiter – vores solsystems største planet – om til byggematerialer og gik i gang.
Dyson understregede, at det ikke var et konkret forslag, men kun et tankeeksperiment, men det var jo også mange år før, at en byggematador blev valgt til posten som verdens mægtigste mand på stort set de kvalifikationer, så hvem ved?
Sådanne konstruktioner – senere benævnt Dyson Spheres eller Dyson Shells – ville skygge for stjernens lys, men ikke for dens varme, og Dyson slog derfor til lyd for, at man burde kigge efter infrarød stråling fra usynlige objekter, herunder ”stars which are known to be binaries with an invisible companion”.
En usynlig ledsager!
Tilbage til KIC 8462852, også kaldet Tabbys stjerne eller WTF-stjernen – angiveligt en forkortelse for Where’s The Flux?
Kunne Dyson Spheres være forklaringen på stjernens mærkværdige opførsel? Ja, i teorien. Og i sommeren 2016 var det stadig den eneste teori, som ikke direkte blev modsagt af data. Kunne og burde man tage denne teori seriøst? Ja, var svaret fra astrofysikerne.
Teorien er central i en artikel, som Dr. Jason Wright m.fl. publicerede i The Astrophysical Journal i slutningen af 2015. Alle var enige om, at rumvæsner og alien mega-engineering ikke er en rigtig god forklaring, og at man med flere data og mere tid kunne udvikle nye teorier og hypoteser og i sidste ende finde den mere naturlige sammenhæng. Advancing The Frontiers of Science.
Men hvad nu hvis…?
Kickstarter-kampagne og Citizen Science
Vejen frem var flere målinger og data, men observatorietid er dyr, skal bestilles lang tid i forvejen og spiller derfor ikke ret godt sammen med stjernens højst irregulære og aperiodiske opførsel.
Løsningen blev at appellere til offentligheden om at bidrage til crowdfunding på Kickstarter-platformen, så Tabetha Boyajian og hendes team kunne kigge på stjernen et helt år via det private Los Cumbres Observatory Global Telescope Network (LCOGT).
For tiden kan vi bare ikke forklare, hvad der foregår omkring stjernen. Og uanset om vi ender med rumvæsner eller en ny naturlig forklaring, er der tale om intet mindre end det største mysterium til alle tider. Og dermed mulighed for at opnå ny banebrydende viden om universet
I forvejen var Tabbys stjerne lidt af en – nå ja undskyld – stjerne i Citizen Science, dvs. videnskabelig forskning, som bedrives af eller med involvering af amatører, frivillige og andre ikke-professionelle (andre navne for samme fænomen er f.eks. crowd science, crowd-sourced science, volunteer monitoring eller networked science eller ”borgerinvolvering i videnskabelig forskning”).
Planet Hunters
I 2009 opsendte NASA Kepler-rumteleskopet, som skulle lede efter jordlignende planeter omkring et lille overskueligt udsnit på 150.000 stjerner i vores galakse. De blev fotograferet hvert 30. minut i fire år, og data blev fodret ind i computere.
Men der blev også oprettet et Citizen Science-projekt fra Yale University kaldet Planet Hunters. For det mærkelige – men svære at forstå og acceptere – er, at mennesker er bedre end computere til at opfange de anomalier i lyskurverne, der betyder, at der er planeter om stjernerne. På Planet Hunters’ hjemmeside kan man læse følgende:
”The project was a gamble on the ability of human pattern recognition to beat machines just occasionally and spot the telltale dip from a transiting planet that was missed by automated routines looking for repeating patterns. It may have been the case that no new planets were discovered and that computers had the job down to a fine art. The gamble paid off. The original Planet Hunters project discovered a bounty of unknown planet candidates and several confirmed planets, resulting from the efforts of nearly 300,000 volunteers worldwide.”
Planet Hunters opdagede Tabbys stjerne (og en hel bunke flere) og overgav de mærkelige data til forskerteamet på Yale. Selv siger Tabby, at stjernen aldrig ville være blevet fundet af computerne.
I en lille video, som ledsager Kickstarter-kampagnen, og i en TED-talk fra foråret 2016 følger Tabby op på Planet Hunter-projektets gode resultater og har de store ord fremme: Ganske vist må enhver hypotese, der involverer fremmede rumvæsner være last resort, og som videnskabskvinde sætter hun sine penge på, at der er en naturlig forklaring, selvom det vil være awesome to find aliens, siger hun. Men for tiden kan vi bare ikke forklare, hvad der foregår omkring stjernen. Og uanset om vi ender med rumvæsner eller en ny naturlig forklaring, er der tale om intet mindre end det største mysterium til alle tider. Og dermed mulighed for at opnå ny banebrydende viden om universet.
Og du inviteres til at være med: Der er brug for en long term data collection plan. Og er du fascineret af tanken, kan du til at være med i fællesskabet og arbejde sammen med Tabby og hendes team.
Jeg undrer mig over, at det største mysterium til alle tider ikke automatisk baner vejen og skaffer sig plads på de offentlige observatorier, f.eks. på European Southern Observatory bedre kendt under forkortelsen ESO, som er et samarbejde mellem 11 europæiske lande. Eller i det mindste skaffer sig en offentlig forskningsbevilling. I Kickstarter-projektforslaget fra maj 2016 giver Tabby forklaringen:
Der er hård konkurrence om observatorietid mellem gode videnskabelige projekter, man skal ansøge og udvælges, og denne proces tager tid. Og et nyt spændende projekt skubber ikke automatisk de allerede tildelte projekter til side. Konkurrencen om de offentlige forskningsbevillinger er tilsvarende hård, der er en succesrate på ca. 15% – og der er en tendens til at prioritere forskningsprojekter, der med stor sandsynlighed giver resultater hurtigt.
Tænk nu hvis… Hvis der nu var intelligent liv i galaksen, ville Tabbys stjerne være et realistisk godt bud på, hvordan vi ville opdage det
Tabby vurderer selv, at chancerne for at komme igennem med en bevilling til at undersøge stjernen nærmere via det traditionelle system er meget små: Det er for mærkeligt og usikkert, og stjernens uregelmæssige opførsel gør, at man skal følge stjernen over lang tid for at være sikker på, at man kigger og kan måle på den, når lyset dykker.
Mod Det Uendelige Univers
Jeg ser DR’s nyhedshistorie og springer på med et bidrag. Det samme gør 1.761 andre. Og i løbet af ganske kort tid har Tabby og co. rejst lidt over de 100.000 US dollars, som skal bruges i første omgang.
Men hvorfor?
Jeg er født i Det internationale Geofysiske År, hvor russerne opsendte den første Sputnik og dermed slog USA i opvarmningsheatet til rumkapløbet: De kom simpelthen først med at placere en menneskeskabt ting i rummet. Sputnik var kuglerund, og min mormor og morfar mente, at det var et passende kælenavn for mig. Og det, tror jeg, grundlagde min dragning mod Det Uendelige Univers.
Som barn stod jeg ofte med kikkerten og kiggede på nattehimlen, læste populære astronomi-bøger, fagartikler og bunker af science fiction, og jeg husker helt skarpt de uskarpe tv-billeder i et sommerhus i Nykøbing i sommeren 1969, da de første mennesker gik på månen.
Helt frem til starten på gymnasiet var jeg sikker på, at jeg skulle være astronom, når jeg blev stor. Så begyndte fester, piger og politik at lyse så kraftigt op, at stjernerne blev svære at se.
Jeg ser DR’s nyhedshistorie og bliver fanget ind. Jeg ved godt, hvad det var, som trak – og det var ikke den naturvidenskabelige fører-historie om en kæmpestor komet-sværm! Det var drømmen. Tænk nu hvis…
Men fascinationen slap aldrig sit tag. Den basale skønhed i stjernehimlen. Det uforståelige i uendeligheden. Den utrolige storhed i tid og rum. Den sikre viden om, at vi ikke har regnet den ud endnu og kun fatter så lidt af det hele, og den ydmyghed, som kommer i kølvandet. Skaberværket som måske kun er et værk, fordi det aldrig er skabt, fordi der aldrig har været et før, under eller efter.
Og værkets mange små og store finurligheder og mekanismer: Fjerne galakser, sorte huller, begivenhedshorisonter, superstrenge, rumtid, hyperdrive, fremmede livsformer, C-beams, lyssværd, kraften, dødsstjerner og filmstjerner. Science Fiction har altid været en god rasteplads for nørder og hvorfor vælge mellem det seriøse og det fantastiske, når man kan sige why not both?
Drømmen
Kickstarter-kampagnen og kombinationen af det seriøse og det fantastiske – astrofysik og aliens – viser sig på sigt at være et hit og betyder, at Tabbys stjerne får masser af omtale i fagtidsskrifter såvel som i nyhedsmedierne. I en i øvrigt ganske sober artikel fra det norske Aftenposten hedder overskriften:
”Denne stjernen oppfører seg som en full sjømann. Lyset fra ’Tabby’ snøvler og snubler. Den bisarre stjernen bliver bare merkeligere og merkeligere”.
Jeg ser DR’s nyhedshistorie og bliver fanget ind. Jeg ved godt, hvad det var, som trak – og det var ikke den naturvidenskabelige fører-historie om en kæmpestor komet-sværm! Det var drømmen.
Tænk nu hvis…
Hvis der nu var intelligent liv i galaksen, ville Tabbys stjerne være et realistisk godt bud på, hvordan vi ville opdage det.
En anden mulighed ville naturligvis være en UFO, der lander midt på Rådhuspladsen. Eller mere sandsynligt svæver truende over det meste af Indre By, bare fordi det gør den slags. Men mon ikke sådan en civilisation ville have givet et pip eller to fra sig, før den landede?
Og hvis astrofysikerne faktisk beyond doubt opdagede intelligent liv andre steder i galaksen – i form af Dyson Spheres eller andre eksempler på Alien Megastructures – hvad ville der så ske på jorden?
Der er selvfølgelig nogle praktiske problemer forbundet med at kommunikere med nogen på en stjerne, der ligger over 1.400 lysår væk. Det er som bekendt så langt væk, at det tager 1.400 år at nå frem for lys eller ting, der rejser med lysets hastighed på 300.000 km/sekund. Og derfor kan man ikke rejse ret langt interstellart – selv ikke i en helaftensfilm – hvis man ikke har fundet ud af, hvordan vi springer i rum-tiden.
Vil man kunne tage Trump og Brexit alvorligt, når vi pludselig ved, at vi ikke er alene?
Det ligger derfor i genren for denne slags spekulationer, at man har løst den lille detalje. Her tilbyder science fiction flere muligheder: Måske kan man folde rummet med et krydderi (Dune), smutte igennem et ormehul (Interstellar) eller slet og ret flyve på kærlighedens vinger (Brødrene Olsen – OG Interstellar).
Hvad vil der ske, når vi finder ud af, at vi ikke er den eneste intelligente livsform?
Vil der starte et militært oprustningsprogram på jorden, så vi vil kunne forsvare os mod aliens?
Vil nye religioner dukke op? Eller vil alle religiøse konflikter med et blive helt ligegyldige for de fleste?
Vil man kunne tage Trump og Brexit alvorligt, når vi pludselig ved, at vi ikke er alene?
Vil menneskeheden forenes i bestræbelser på at række ud i galaktisk fred?
Vil regeringer over hele jorden tage diskussionen om indrejseforbud til helt nye højder?
Vil opdagelsen føre til helt nye kosmiske måder at erkende livet på og føre til en strøm af filosofiske, religiøse og kulturelle nybrud?
Vil det blive ligesom med billedet ”Earthrise” fra 1968, som var første gang, alle mennesker med fjernsyn eller adgang til Life og lignende kunne se deres planet udefra, og som derfor for altid ændrede menneskets opfattelse af Jorden og rummet?
Det er ikke rigtig til at sige. Men når man tænker på det, hæver man sig på alle måder ud af sin dagligdag.
Der kommer ligesom et nyt perspektiv. Og det kan man have behov for.
Om ikke for andet, så for at huske sig selv på, at der kan være et Alternativ. Eskapisme, ja måske.
Eller behov for mening og for at være – i ordenes mest bogstavelige forstand – en del af noget større. Uden guder – eller måske med?
Drømmere – Realister: 0-2
1.762 personer har i skrivende stund bidraget med 107.421$ til Kickstarter-kampagnen. Og alle, som ikke har frabedt sig det, er med navns nævnelse og beløb takket på projektets hjemmeside. Tabbys stjerne har sat sig på tværs i mit indre univers, og jeg giver 100$ i tre hurtige klik.
Men hvad med de andre – hvoraf 48 er danskere og 23 bor i København. Er det nørder, citizen scientists eller fantaster?
Hvad drev dem? Hvor er de?
Stjernen har endvidere sin egen hjemmeside: http://www.wherestheflux.com/
Universet har altid fascineret mig, og jeg syntes, det var fantastisk, da jeg hørte om den her stjerne og dens uforklarlige opførsel. Og min nysgerrighed kunne næsten ikke bære, at der var lige ved at mangle penge på kampagnen, og derfor øgede jeg mit eget tilskud til 500$ de sidste dage. Tænk hvis vi aldrig fik svaret
Jeg kigger ned over listen, googler lidt og finder nogle danskere. I toppen af listen blandt andet Jes Hunsballe, som har bidraget med 500$. Det er alligevel en sjat penge! Jes er 42 år, farmaceut og arbejder med udvikling af lægemidler. Han er nem at finde, og jeg kontakter ham for at høre hvorfor:
”Jeg blev bidt af det. Universet har altid fascineret mig, og jeg syntes, det var fantastisk, da jeg hørte om den her stjerne og dens uforklarlige opførsel. Og min nysgerrighed kunne næsten ikke bære, at der var lige ved at mangle penge på kampagnen, og derfor øgede jeg mit eget tilskud til 500$ de sidste dage. Tænk hvis vi aldrig fik svaret!” lyder det.
– Er alle svar lige gode – bare vi får svar?
”Ja. Det er et forunderligt mysterium, som de klogeste astrofysikere ikke kan forklare. Alle de kloge hoveder og ikke én rationel forklaring. Det virker bare for voldsomt og underligt og sjovt med den der science fiction-hypotese ind over. Jeg har ikke de store forventninger til, at Tabby’s stjerne har noget at gøre med intelligent liv. Men der gemmer sig nok noget overraskende, og så kan vi få den klods på plads,” svarer han.
Jes er drevet af nysgerrighed og ikke af drøm. Men han holder virkelig meget af science fiction (og er den eneste, jeg har talt med, der synes, at Annihilation er en fantastisk film uden at have læst The Southern Reach-trilogien).
I en bibemærkning nævner Jes, at hans fætter er astrofysiker og nok synes, at det er lidt fjollet at kaste 500$ efter projektet. Måske er det også lidt problematisk med privat finansiering af den slags grundforskning? Det tema kommer op i en samtale med en anden bidragyder:
Morten Høybye Frederiksen arbejder som IT-konsulent, er 47 år gammel – og så er han formand for SF-Hvidovre. Han bidrog til kampagnen med 100$. Ham taler jeg også med:
”Det var ligesom lotto. Her handlede det om noget mystisk og måske epokegørende, det var meget langt væk og meget stort, og man kunne være med. Det var ikke spor sandsynligt med fremmede livsformer og alien-konstruktioner, men det gjorde, at man blev opmærksom. Og så var min datter på otte år på det tidspunkt meget interesseret i stjerner og astronomi.
Citizen science er fint som supplement til den offentlig finansierede forskning – men må ikke erstatte den. Morten siger:
”Det er fedt, at almindelige mennesker i internet-alderen kan arbejde sammen på nye måder i store netværk og bidrage seriøst. Det er fedt at få aktiveret folk og pulje små ressourcer og få noget ud af det. Man kan sige, at det var det, vi for 20 år siden håbede på, at internettet ville give mulighed for – før Facebook og alt det grimme der. Men det vil naturligvis være ærgerligt, hvis samfundet ender med ikke at ville betale for grundforskning, fordi der alligevel sidder 100 nørder og arbejder gratis. Her er der en parallel til frivillige i f.eks. socialsektoren. De er et fint supplement.”
I Planet Hunter-projektet er der tale om et supplement på 300.000 nørder world wide.
Vi bliver enige om, at der alligevel er et stykke vej op til f.eks. de 350 millioner kroner, som et netop opsendt rumobservatorium ved navn ASIM har kostet. DTU Space er videnskabelig leder, og den danske virksomhed Terma A/S er hovedleverandør. Det bliver nok ikke 10-50-100$-bidragene via Kickstarter og de frivillige nørder, som kommer til at true den offentligt finansierede forskning og udvikling. Eller den private storebror.
Bum! Alt det fantastiske og mærkelige og uvisse og alle perspektiverne er ramlet sammen og blevet til noget så ordinært som støv. Godt nok ikke helt almindeligt støv, ikke så fint, at det blæser væk med solvinden og ikke så groft, at… but who gives a flying flux?
Jeg skifter spor og spørger Morten, hvad der ville ske, hvis astrofysikerne faktisk fandt ud af, at der var intelligent liv derude – 1.400 lysår fra jorden. Ville folk stadig kunne tage klassekampen i Hvidovre alvorligt?
”Der ville sgu nok ikke ske det store. Jo, det ville komme på forsiden af alle aviser, men så vil det glide ned på side 2 og 3. Det er for langt væk til at have nogen betydning,” svarer han og fortsætter:
”Man ville nok nedsætte nogle udvalg, som der ikke ville komme noget ud af. Det, som ligger tæt på os, interesserer os. Altså hvis man ser bort fra miljøet på jordkloden, som vi er ganske godt i gang med at smadre, og det er meget tæt på,” funderer han.
Så vidt formanden for SF i Hvidovre. Som er realist. Og som ikke har set Star Wars eller Star Trek eller Star Noget Andet eller har tænkt sig at læse The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy. Som han dog har haft stående på reolen i en del år.
Det var alligevel noget ganske andet med Point of View Internationals chefredaktør Annegrethe Rasmussen, som har læst og set alt. I sin venstreorienterede ungdom mistede hun ganske troen på den socialistiske ide og vision for en stund, da hun fandt ud af, at solen alligevel ville nå forbi jorden og ud omkring Mars’ bane om senest 4½ milliard år. Men hvad skal det hele så nytte? spurgte hun mig seriøst og gik på cafe, hvor hun genvandt kampgejsten og blev realist.
Stjerne til støv
I en tid er det en fest at være med til at løse det største mysterium til alle tider, selvom jeg jo ret beset er på sidelinjen og 1.400 år for sent på den, hvilket er meget selv for mig.
Vi bidragydere får eksalterede updates fra Tabby, af og til flere gange om ugen:
“A 5% dip happening now!!!”
”Dip alert!!”
”WTF Has Gone Into a Dip!”
Overskrifterne er ledsaget af rå data, spændende grafer og staccato-telegrammer: ”Hello all, We have detected a dip in progress! Not much time to share details – we are working hard coordinating follow-up observations. Tabby and team.” Og dette havde ikke været muligt uden jer vidunderlige kickstarter-backers og den slags. Wow, vi er en del af det!!
Men efter enhver fest er der som bekendt bare støvet…
I oktober 2017 udsender NASA en pressemeddelelse, og Videnskab.dk samler historien op et par dage senere. Og lige efter nytår publicerer Tabby med 205 medforfattere (!!) fra 133 forskningsinstitutioner (!!!) sin anden videnskabelige artikel på baggrund af de data, som Kickstarter-kampagnen har finansieret:
Stjernens lys dykker ganske sikkert, men forskelligt i hver sin ende af spektret – mindre i den infrarøde, mere i den ultraviolette ende. Og så kan man i hvert fald afvise, at det er noget solidt, der skygger. Såsom f.eks. en usynlig ledsage-stjerne. En planet. Eller en Alien Megastructure. For så havde den skygget for alt lys, og dvs. lige meget over hele spektret. Snarere er det noget fint støv, som afbøjer noget af lyset.
Bum! Alt det fantastiske og mærkelige og uvisse og alle perspektiverne er ramlet sammen og blevet til noget så ordinært som støv. Godt nok ikke helt almindeligt støv, ikke så fint, at det blæser væk med solvinden og ikke så groft, at… but who gives a flying flux? Støv har vi masser af derhjemme, og den naturlige forklaring nærer ikke vores drømme.
Og jeg selv? Meget færdig, skulle jeg hilse og sige. Alt for videnskaben, men jeg synes, at støvet er et tab af stråleglans og fantastiske muligheder. Humøret er sort – i et omfang som man nok skal være astro-nørd eller psykolog eller begge dele for at forstå
Jes Hunsballe fik til gengæld sin klods på plads og synes, det er cool nok.
Morten Høybye Frederiksen synes, det er super, at Kickstarter-kampagnen gav videnskabelig bonus, men indrømmer dog, at ”man er jo lidt ked af det inde i maven. Hov, der er noget mystisk og ukendt, og det er spændende. Når så det er afklaret – så er man ligesom færdig.”
Og jeg selv? Meget færdig, skulle jeg hilse og sige. Alt for videnskaben, men jeg synes, at støvet er et tab af stråleglans og fantastiske muligheder.
Humøret er sort – i et omfang som man nok skal være astro-nørd eller psykolog eller begge dele for at forstå. So long Tabby, and thanks for all the fish.
Efterskrift
”So if you feel you are in a black hole, don’t give up. There’s a way out.”
Historien om Tabbys stjerne er stadig en interessant historie om amatører og frivillige, der arbejder sammen med professionelle i et hardcore videnskabeligt felt. Det kan lade sig gøre på mange andre felter, og det rummer stor samfundsnytte og smukke demokratiske perspektiver.
Stephen Hawking – som netop er død, RIP og æret være hans minde – får de sidste ord, fordi han igen samler ALLE trådene og sætter det hele på plads:
“There is nothing like the Eureka moment of discovering something that no one knew before. So my advice to young scientists is to be curious, and try to make sense of what you see. We live in a universe governed by rational laws that we can discover and understand. Despite recent triumphs, there are many new and deep mysteries that remain for you to solve. And keep a sense of wonder about our vast and complex universe and what makes it exist.
But you also must remember that science and technology are changing our world dramatically, so it’s important to ensure that these changes are heading in the right directions. In a democratic society, this means that everyone needs to have a basic understanding of science to make informed decisions about the future. So communicate plainly what you are trying to do in science, and who knows, you might even end up understanding it yourself.”
Stephen Hawking BBC Radio 4 2015
Der er stadig masser af mystik tilbage i Tabbys stjerne og støvet mellem os. Og der er stadig et uendeligt univers af stjerner med uendelig mange ting, vi ikke ved en bønne om.
Topfoto: Bent og Jesse i neon. Privatfoto.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
