TV // ANMELDELSE – I DR3’s nye humoristiske fiktionsserie Min kamp, følger vi Veronika Katinka, der på mere eller mindre kiksede måder kæmper for at lave en dokumentar om sit liv – og kæmper for at blive taget seriøst. Manuskriptforfatter og skuespiller Anna Juul tager formentligt et nyt skridt og advarer os om, at psykisk sårbarhed og dets blottelse måske er blevet til et instrument for anerkendelse: Der er gået præstation i sårbarhed.
Veronika Katinka er den bedste satiriske stikpille til Millennial-generationen, der nogensinde er opfundet. I en tid, hvor mennesker i deres hovmodige og forvirrede 20’ere nogle gange falder over hinanden for at modtage den kærlighed, der findes i anerkendelse, forekommer det, at mange begynder at slå sig og få blå mærker. Nogen kommer til at brække noget i tumulten og må lægge deres sind i gips, og nogen ender endda med at få smerter, der er kroniske.
Anna Juuls karakter i DR3’s nye satireserie Min kamp, hvis titel ej skal misforstås med en hidsig herres biografi fra det 20. århundrede – selvom egoet måske er lige så oppustet – fremprovokerer mærkeligt en ambivalent medlidenhed med et menneske, der åbenlyst hungrer efter udefrakommende reaktioner på sin eksistens. Det er svært ikke at grine af det uldede hår og de stålsatte øjne, der stift – og dog med et hint af tristhed – forsøger en ikke-karakterbristende mimen. Alt imens blikket forfølger dokumentarist in spe Dulfis kameralinse, der lunter forbi for at fange den biografiske positur, der kan give flest views på Instagram.
View this post on Instagram
Veronika Katinkas rejse er fyldt med karikerede situationer. Nogle af dem kunne være trukket ud af virkeligheden fra et kollegiekøkken med kreative sjæle, hvor der tit kan forekomme passivt-aggressive magtkampe, hvor den determinerende faktor for vinderen og den eliminerende faktor for taberen er, hvorvidt man er blevet antaget på Gyldendal, skal spille på Lille Vega eller udgive en artikel i Politiken – eller bla bla, der med en filosofisk fortolkning kan forstås som en endeløs cyklus uden hvile eller opnået tilfredshed.
Sårbarhed er det nye sort
Historien om Veronikas hæmningsløse og vulgære selvsikkerhed, der senere ser ud til at udvikle sig til noget mere jordnært, er en beretning om, hvordan forebyggelsen af ensomhed opnås med en not-to-do liste manifesteret i én person som gør alt trial-and-error arbejdet for en, så man ikke selv behøves at gøre noget for at lære noget.
En ungdomsgeneration som vores – specielt den der blev dannet i 00’ernes gymnasietid, der fostrede selvsikkerhed og just-do-it kultur (og uddannede selvsikre mennesker, der alligevel blev hamrende forvirrede indeni) – kunne ikke bære et fremtidigt ansvar for samfundet uden selvudslettende omkostninger. Det er statistikkerne fra psykiatrien om de unges mentale helbred et godt bevis på.
Vi har måske ikke så meget at sige, fordi vi ikke har været særlig meget igennem. Og det er hårdt, hvis man gerne vil have anerkendelse ved at fortælle en dyb historie. Mest om sig selv
Det er i forlængelse af dette blevet DR3’s opgave at eksponere denne sårbarhed ved at give unge et talerør. En sårbarhed som er et resultat af præstationspres og en ensomhed som resultat af sociale medier. Disse bliver eksponeret til alles gode ved at kommunikere og gøre det muligt for de unge at spejle sig i mennesker, der viser følelser og ikke er bange for det, de viser.
Anna Juul tager formentligt et nyt skridt og advarer os om, at psykisk sårbarhed og dets blottelse måske er blevet til et instrument for anerkendelse, og der derfor er gået præstation i sårbarhed. Det er måske det, de ironiske klap betyder i seriens afslutning, hvor Veronika endelig er blevet antaget af DR3, og ansætterne samt kameramanden Dulfi bifalder, at Veronika er blevet så ægte med langsomme ironiske klap. Hun fandt opskriften til succes: nemlig ved at vise sine følelser og bruge kampen mod sin psykiske lidelse, skizofreni, som den røde tråd i sit nye projekt.
”Det jo sådan, at hvis man skal være psykisk syg eller ensom, så kan man lige så godt være det på DR3”, proklamerer hun, måske med noget af den virkelige Anna Juul ironisk sivende ud for en stund.
Lidelse er underholdende
Måske er dette næste skridt i Millenial-generationens udvikling mod selvindsigt. At det at vise sine følelser ikke er hele kuren, men en symptombehandling af en kollektiv sygdom, hvis oprindelse stammer fra noget mere dybdegående.
Måske er de meningsløse projekter, der bliver instrumenter til at opnå omdømme og anerkendelse, meningsløse, fordi deres fiktion ikke helt flugter med en virkelighed, der er oplevet fra den, der søger anerkendelsen. Veronika Katinka har en ressourcestærk familie, men udgiver sig for at komme fra et miljø, hvor succesfulde digtere vokser op: almene boliger på Vestegnen og Amager.
Det værste for den kreative del af Millennial-generationen, udover at vi er unge og selvsagt en del mere uprøvede end dem, der er nået pensionsalderen, er, at vi sandsynligvis er den generation af mennesker det sted i verden, der har været igennem mindst kollektiv lidelse. Bortset fra coronaens år. Derfor har vi måske ikke så meget at sige, fordi vi ikke har været særlig meget igennem. Og det er hårdt, hvis man gerne vil have anerkendelse ved at fortælle en dyb historie. Mest om sig selv.
Det er okay at være kedelig
Lidelse, modgang og prøvelser er det, der skaber sårbarhed, erfaring og livsindsigt, og vi vil gerne se eller høre fortællinger, der viser den proces for mennesker. På den måde kunne corona være kærkommen, da behovet for at fortælle noget opstår, fordi coronalidelse nok bedst håndteres ved at tale om, hvor meget man keder sig, eller hvor rastløs man er.
Det er okay at være kedelig. Vi behøver ikke være mere eller mindre end den, vi er, og virkeligheden skal nok sætte én på prøve alligevel
Lommefilosofien fortæller, at lidelse gør én ked af det, men det er først, når man taler om, hvordan og hvorfor det er hårdt, at ensomheden brydes. Vel at mærke hvis man finder én, der lytter. Når man ikke har været igennem begivenheder med tumult og modgang, så har man ikke så meget at fortælle, og det er også okay. Selve det at være ked af ikke at have noget på hjerte til et projekt er interessant, og det er det, Veronika Katinka er et eksempel på.
Jeg antager, det er Anna Juuls budskab, at vi ikke behøver fortælle noget hele tiden for anerkendelsens skyld, men at vi er, som vi er, også selvom vi er kedelige. Det er okay at være kedelig. Vi behøver ikke være mere eller mindre end den, vi er, og virkeligheden skal nok sætte én på prøve alligevel. Specielt hvis man går planken ud og gør sig den ulejlighed at gøre verden mere retfærdig.
Bare husk at DR3 ikke er en ventil for promoverende selvrealisering og autentiske projekter for at øge chancerne for at blive antaget på Gyldendal.
LÆS SIMON HJORTDALS TEKSTER PÅ POV HER
Foto: Fryd Frydendahl ©DR.
Hint Rød – Prøv den sjove efterfølger Hint Rød til det populære Hint spil.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her