Brad Pitt fortæller for første gang siden skilsmissen fra Angelina Jolie om et årelangt, massivt alkoholmisbrug – og om at være “retarded” når det kommer til følelser – i det amerikanske mandeblad GQ. “Nu – seks måneder senere – er Brad Pitt helt høj på matcha-te, tranebærjuice og terapi”, fortæller forfatter Pernille Melsted. Hun er vild med hans ærlighed, men ser en generel tendens: “Kvinder kigger (generelt) indad, lang tid før mænd gør. Det skaber en asymmetri i mange parforhold. Hun vil gerne gå i terapi. Han vil ikke. Hun går på kurser og læser bøger om personlig udvikling. Han gør ikke.”.
“I could drink a Russian under the table with his own vodka. I was a professional. I was good.”
Pæne, pæne Brad. Wholesome Brad. Han taler ikke om en fjern og vild teenagetid her, men om sit liv for bare et halvt år siden. Før han indrømmede, at han var alkoholiker, og før han gik i afvænning og blev ædru.
Det amerikanske mandemagasin GQ har scoret det første interview med Brad Pitt efter skilsmissen fra Angelina Jolie. Et brud, der nok kom som en overraskelse for de fleste, der har fulgt Brangelina-kærlighedshistorien og den støt voksende børneflok: Seks børn er de to verdensstjerner forældre til.
Alkohol var skurken
Der er så mange gode citater fra det interview, at jeg har svært ved at vælge, men to ting især slår mig, når jeg læser det.
For det første, tænker jeg på, hvordan Angelina Jolie så mange gange er blevet udråbt til skurken i deres forhold. Hun har forhekset ham. Hun er sindssyg. Hun vil kontrollere ham etc. Stakkels Brad. Han er jo under her spell, i kussechok, og kan slet ikke se klart.
Nu viser det sig, at hun har været sammen med en alkoholiker. Alkohol var skurken i det forhold. Hun har været gift med en mand, som sikkert både har været en vidunderlig ægtemand og far, men som også – nu med egne ord i GQ – har drukket massivt, har været i massiv fornægtelse af sit misbrug og har været decideret retarderet, når det kommer til sit følelsesliv.
Det må ikke være let at være gift med det der. Og slet ikke når man har børn sammen.
“I come from a place where, you know, it’s strength if we get a bruise or cut or ailment we don’t discuss it, we just deal with it. We just go on. The downside of that is it’s the same with our emotions. I’m personally very retarded when it comes to taking inventory of my emotions. I’m much better at covering up. I grew up with a Father-knows-best/war mentality—the father is all-powerful, super strong—instead of really knowing the man and his own self-doubt and struggles. And it’s hit me smack in the face with our divorce: I gotta be more. I gotta be more for them. I have to show them. And I haven’t been great at it.”
Det må ikke være let at være gift med det der. Og slet ikke når man har børn sammen.
Høj på matcha-te, tranebærjuice og terapi
For det andet tænker jeg på, hvor bittersødt det må være for en partner, der har levet en misbruger – og formentlig har tigget ham mange, mange gange om at få hjælp, både til at komme ud af sit misbrug og terapeutisk hjælp – at se ham rejse sig efter skilsmissen og blive et andet (og bedre) menneske.
Nu – seks måneder senere – er Brad Pitt helt høj på matcha-te, tranebærjuice og terapi.
“I just started therapy. I love it, I love it.”
Jeg tænker, at hun tænker: “Duh! Det var jo det, jeg sagde for x år siden!”
Men familien er opbrudt, the damage is done, og det kunne måske have været undgået. Det må være virkelig sorgfuldt. Det må være frustrerende for en partner – der måske i årevis har sagt, “du bliver nødt til at deale med det her shit. Du bliver nødt til at kigge på det” – at blive vidne til, at han nu pludselig handler. Når det er for sent.
Mænd versus kvinder
“I think I spent a lot of time avoiding feelings and building structures, you know, around feelings. And now I have no time left for that. That’s it! Sitting with those horrible feelings, and needing to understand them, and putting them into place. In the end, you find: I am those things I don’t like. That is a part of me. I can’t deny that. I have to accept that. And in fact, I have to embrace that. I need to face that and take care of that. Because by denying it, I deny myself. I am those mistakes. For me every misstep has been a step toward epiphany, understanding, some kind of joy. Yeah, the avoidance of pain is a real mistake. It’s the real missing out on life. It’s those very things that shape us, those very things that offer growth, that make the world a better place, oddly enough, ironically. That make us better.”
Jeg er vild med hans indsigter. Det er ren skyggeterapi. Smukt. Og hvor ville det have været fedt, hvis han ikke havde ventet, til han var 53 med at se indad.
Kvinder kigger (generelt) indad, lang tid før mænd gør. Det skaber en asymmetri i mange parforhold. Hun vil gerne gå i terapi. Han vil ikke.
Det spejler et mønster, jeg ser igen og igen.
Kvinder kigger (generelt) indad, lang tid før mænd gør. Det skaber en asymmetri i mange parforhold. Hun vil gerne gå i terapi. Han vil ikke. Hun går på kurser og læser bøger om personlig udvikling. Han gør ikke.
Jeg har kvinder i alle aldre på skyggekurser; nogle af dem er meget unge, i starten af 20’erne. De er så unge, at jeg er overrasket over, at de overhovedet er bevidste om, at de har fornægtet sider af sig selv allerede. Men det er de. Jeg har endnu til gode at have mænd i 20’erne på kursus.
Nogle gange har jeg mænd med på skyggekurser. De er typisk i 40’erne og står midt i en krise – eller er lige kommet ud på den anden side – og vil nu gerne forstå, hvem de er, hvorfor de er, som de er, og hvorfor de gør, som de gør.
De færreste mænd giver sig i kast med personlig udvikling, introspektion, kurser og terapi bare sådan for den præventive effekts skyld. Eller “for at lære sig selv bedre at kende”, som ofte er kvinders argument.
Skyggen banker på
Jeg plejer at sige, at skyggen banker på, når vi er omkring de 40. Forstået på den måde, at alt det vi har gemt væk og nægtet at forholde os til, viser sig her. Det er her, facaden krakelerer, maskefaldet sker, og skeletterne vælter ud af skabet (hvis der er nogle). Det, der har stået i skammekrogen (i skyggen) i vores bevidsthed, viser sig nu.
Og enten kan vi lukke øjnene for det og bedøve os – med arbejde, alkohol, sex, mad, træning, Netflix, en ny ung kæreste eller hvad vores drug of choice nu er. Eller vi kan kigge på det. Stirre det direkte i øjnene og forholde os til det. Hvis vi er kloge, laver vi dette vigtige indre arbejde, mens vi stadig er i forhold med vores elskede. I stedet for efter, hun er gået (ofte med børnene).
Jeg hylder Brad Pitt for at tage livtag med sine dæmoner. For at åbne øjnene for det, han har lukket dem for i så mange år. Og råber hurra for alle de mænd, der gør – og tør sige – som Brad:
“I am those things I don’t like. That is a part of me. I can’t deny that. I have to accept that. And in fact, I have to embrace that. I need to face that and take care of that. Because by denying it, I deny myself.”
For det er sandt. For både mænd og kvinder. Fornægtelse af det, der er skamfuldt i os selv, bliver en livsløgn, ingen får noget ud af at holde fast i. Vi bliver nødt til at kigge på det, vi ikke vil se på i os selv. Hvis ikke vi gør, vil det på et ubevidst plan styre vores liv og føre til massiv selvsabotage. Det fornægtede og fortrængte skal nok finde en vej ud. Det bliver pænest og mest civiliseret, hvis vi selv åbner døren.
Skam ikke børn ud
Og vi kan forhindre meget af denne fornægtelse og fortrængning ved ikke at skamme vores børn ud for deres følelser. Vi kan vise vores sønner, at man godt kan være bange og ked af det uden at blive kaldt en tøsedreng. Vi kan vise vores døtre, at man godt kan være vred og rasende uden at blive kaldt hysterisk.
Det, vi får point for at være i den familie og kultur, vi vokser op i, er det kompas, vi navigerer efter som voksne.
Sej. Tough. Rå. Hårdhudet. Eller klog.
Omsorgsfuld. Sød. Stille. Blid.
Hvis ikke vi bliver bevidste om disse egenskabers modsætning – og også begynder at lære dem at kende – kommer vi til at leve et endimensionelt liv, hvor vi – fastlåste i en persona og slaver af vores eget selvbillede – har meget lidt frihed og et meget amputeret følelsesregister. Og så kan vi være 100 procent sikre på, at skyggen banker på, når vi er midt i livet.
Pernille Melsted er forfatter til fire bøger, bl.a. ”Sæt dig selv fri – 13 genveje til at finde dine skyggesider og leve et mere ærligt og autentisk liv”. Hun underviser i og holder kurser og foredrag om skyggen.
Topillustration: POV International med LunaPicEditor – original fra YouTube.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
