TEATER // ANMELDELSE – Noter om Blanche lykkes på engagerende vis at skabe rum til refleksion over skuespilleren som håndværker og skuespilleren som menneske. Fra starten stilles vi i tvivl om, hvad der er virkeligheden og hvad der burde være virkeligheden.
I den store sal på Husets Teater sænkes lyset ikke helt, før monologens udøver træder frem. Skuespilleren Nanna Cecilie Bang lister afvæbnende ind med en vandflaske i hånden og en morgenkåbe.
Hun hilser pænt og ridser så sine forventninger til sig selv, til stykket og til publikum op. Monologen er gået i gang, uden at gå i gang.
Noter om Blanche er det første projekt i Husets Teaters nye format Skuespillerens Værksted, der har til mål at fremhæve skuespillerens kunstneriske proces. Første skud på stammen lykkes på engagerende vis at skabe rum til refleksion over skuespilleren som håndværker og skuespilleren som menneske.
Det er en præstation i sig selv at orkestrere en monolog, der føles så organisk og alligevel dramaturgisk skarp
Fra starten stilles vi i tvivl om, hvad der er virkeligheden, og hvad der burde være virkeligheden. Sjældent har jeg set et stykke, der på så elegant vis diskuterer linjen mellem fakta og fiktion på scenen – eller måske rettere: Virkelighed og magi?
Den fine balance mellem autenticitet og iscenesættelse skyldes ikke kun Nanna Cecilie Bangs nærvær, men også instruktør Liv Helms skarpe iscenesættelse. Jeg forestiller mig, at samarbejdet mellem dem har været særdeles tæt for at skabe et så sårbart og ægte resultat på scenen.
Iscenesættelsen balancerer smukt mellem det spontane og det velkomponerede. Det er en præstation i sig selv at orkestrere en monolog, der føles så organisk og alligevel dramaturgisk skarp.
Noter om Blanche føles autentisk
Titlen Noter om Blanche skal faktisk tages ret bogstaveligt. Forestillingens tekst fremstår som den kunstnerisk inklinerede persons noteapp iscenesat. Altså alle de der digte og tanker, man skriver ned, når man er høj på fuglesang en eftermiddag, eller smådeprimeret med tømmermænd, eller på toilettet på en kedelig date. Det føles i hvert fald lige så autentisk, selvom forestillingens dramaturgi virkelig holder, takket være rammen, som er handlingen i Tennessee Williams’ teaterstykke fra 1947 A Streetcar Named Desire.
Nanna Cecilie Bang både spiller og spejler sig i den komplekse Blanche – og hun er en fabulous Blanche – men det er spørgsmålet om, hvem Nanna er i monologen, når hun fortolker det forvrængede spejlbillede, der er forestillingens omdrejningspunkt. Nanna kan lide at lyve, fortæller hun. Hun siger ikke sandheden, men det som burde være sandheden – og på den måde minder hun meget om Blanche.
”Hvordan kan man stole på en person, der lever af at lyve?” spørger Nanna som et ekko af mennesker, hun har mødt gennem tiden, med reference til sin ”uddannelse i at lyve” – altså skuespiller.
Selvom jeg ikke kender Nanna Cecilie Bang personligt og ingen chance har for at vide, hvad der er privat og hvad der blændværk, føles både skuespillet og fortællingen smerteligt ærligt, selvom den indadvendte tvivl i skuespilleren Nanna gennemsyrer alt. Som publikum spejler man skuespillerens våde øjne (som efter sigende ikke kan græde på kommando).
Red mig, jeg er så ensom
Nanna Cecilie Bang er så dragende og insisterende, som hun står der med sit bedende blik det ene øjeblik og en kæk, flirtende bemærkning det næste. Det er svært at kigge væk. Man tør heller ikke.
I den oplyste sal er vi som publikum (næsten) lige så eksponerede som hun, og man vil nødigt få hende til at græde som den gymnasieelev, der engang åbnede en cola midt i hendes sidste monologforestilling.
Altså få skuespilleren, Nanna, til at græde. Ikke den rolle hun spiller. Eller jo, det er vel det samme i denne monolog, eller hvad? Usikkerheden er udsøgt.
Noter om Blanche handler jo ikke bare om skuespil. Det handler om den mangefacetterede sandhed i, hvor uvirkeligt det er at være menneske
Som publikum husker vi at smile, grine, heppe på skuespilleren på scenen. Nogle hjælper hende endda på vej som medspillere eller giver ægte mobilepaydonationer til psykologhjælp. Det er grænseoverskridende på så mange planer, men det skal ses for at forstås.
Generelt er der meget at grine af i Noter om Blanche, som er teaterhåndværk fra øverste skuffe. Her er noget for teaterkendere, der vil forundres og deres eventuelle ledsagere, som vil underholdes.
Men Noter om Blanche handler ikke bare om skuespil. Det handler om den mangefacetterede sandhed i, hvor uvirkeligt det er at være menneske. Kom nu bare afsted.
Som en lille sidste indskudt bemærkning kan man sammenligne den smilende skuespiller med angst bag masken med den grædende klovn. Det er delikat tristesse, når Nanna Cecilie Bange med bedende, våde øjne og et halvt smil spørger ”Kan I lide mig?”. Hertil kan man kun svare, ja for sytten Nanna, det kan vi virkelig godt.
Klik dig videre til meget mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
