Fremtidens klimaløsninger: Glem ikke humanisterne og teologerne

i KLIMAKRISE/Humaniora af

KLIMAKRISE // KOMMENTAR – Danske politikere er optaget af teknologiske løsninger på klimakrisen, men dydsetikken peger på nødvendigheden af at inddrage menneskets valg og dets forhold til naturen i en samlet forståelse: Menneskelig adfærd er en afgørende faktor i vores forsøg på at beskytte naturen, og på at leve med og i den på en hensigtsmæssig måde.

Befolkningen har givet regeringen et stort mandat til at gennemføre en grøn politik. I disse dage forhandles en ny finanslov på plads, og det svirrer med forslag i medierne om store summer, som skal afsættes til den grønne omstilling. Her er det især penge til udvikling af teknologiske løsninger, der nævnes, når politikerne foreslår indsatsområder: Hvis forskere får penge til at udvikle nye teknologier, så vil vi komme nærmere en løsning af klimakrisen. Sådan synes tankegangen at være.

Selv om det er indlysende, at den type forskning vil være værdifuld, så skal man ikke glemme, at der også er andre typer af løsninger på klimakrisen, nemlig løsninger, der handler om menneskers adfærd og deres forhold til naturen. Det er trods alt menneskers valg som forbrugere og som forvaltere af naturen, der er årsag til nogle af de store miljømæssige problemer, vi står overfor, og det er derfor også menneskers valg, der kan tilvejebringe løsninger på nogle af de samme problemer.

De humanistiske og teologiske traditioner rummer teorier, argumenter, og frem for alt et sprog, om menneskets valg og dets forhold til naturen, som er en enorm ressource i det nuværende forsøg på at løse klimakrisen

De humanistiske og teologiske traditioner rummer teorier, argumenter, og frem for alt et sprog, om menneskets valg og dets forhold til naturen, som er en enorm ressource i det nuværende forsøg på at løse klimakrisen. Desværre nævnes humanister og teologer alt for sjældent i disse dage, når politikere overvejer, hvordan de mange penge skal fordeles blandt forskerne, og det er ærgerligt, fordi humanister og teologer ville have meget at bidrage med.

Lad mig give to eksempler, ét fra den dydsetiske tradition, som humanister og især filosoffer har udviklet, og ét fra den teologiske tradition, hvori naturen er blevet opfattet som et eget og særligt sprog.

Dydsetikken

Dydsetik er en etisk teori, der går tilbage til græsk antik filosofi, og som prægede al filosofisk etik i den vestlige tradition frem til det 18. århundrede. Over de seneste tiår er den blevet genoplivet, og den regnes i dag for en af de vigtigste etiske teorier i moderne etik. Dydsetikken hævder, at menneskets moralske karakter er central i en etisk teori, fordi det er karakteren, der danner udgangspunkt for de valg, menneskets foretager sig — både i forhold til sig selv og i forhold til andre mennesker.

Med ‘karakter’ menes personlighedstræk som eksempelvis omsorg, tålmodighed, nysgerrighed og mod. Hvor andre etiske teorier nok antager, at sådanne karaktertræk er vigtige, men ikke centrale, mener dydsetikken netop, at karakteren er helt central for vores handlingsliv: Karakteren former vores dispositioner i moralsk handling, og den er nært forbundet med den motivation, vi handler ud fra. Det er derfor centralt for dydsetikken at indarbejde overvejelser over motivation, fordi, som Aristoteles påpegede, selv den mest sofistikerede og bedst argumenterede etiske teori ikke gør nogen forskel i den virkelige verden, hvis ikke dens udøvere (mennesker) har lyst til at gøre det gode og rigtige.

Bidraget til løsningen af den moderne klimakrise

Denne tradition for dydsetik, der altså går tilbage til antikken, blev genoplivet i 1980’erne og fremefter af filosoffer som Alasdair MacIntyre, Filippa Foot, Rosalind Hursthouse og mange andre.

På hjemlig grund har Troels Engberg-Pedersen og Anne-Marie Søndergaard Christensen gjort en stor indsats for at formidle antik og moderne dydsetik på dansk.

Vi ved, at vi bør flyve mindre, reducere vores forbrug osv., men vi gør det ikke. Hvorfor? Fordi vi ikke har lyst til det

I lang tid var ordet ‘dyd’ associeret med snæver borgerlig seksualmoral, og ofte fremkaldte det en vis fnisen, hvis man brugte ordet i dansk sammenhæng. Men over de senere år har ordet mistet de konnotationer, og det har vundet respekt som én af de termer, vi kan bruge, hvis vi gerne vil tale om karakteregenskaber og deres betydning for moralsk handling, hvad der netop er afgørende i dydsetik.

Dydsetik kan yde et enormt vigtigt bidrag til løsningen af den moderne klimakrise, fordi den peger på et stort problem i denne krise, nemlig den afgrund, der eksisterer mellem hvad vi ved, vi bør gøre for klimaet, og så hvad vi faktisk gørfor klimaet.

Vi ved, at vi bør flyve mindre, reducere vores forbrug osv., men vi gør det ikke. Hvorfor? Fordi vi ikke har lyst til det.

Dydsetikken er værdifuld, fordi den spørger til de motivationer, der påvirker vores adfærd og vores valg. Dermed kan den også bidrage med præcis dét, vi savner i den aktuelle diskussion af klimakrisen, nemlig redskaber til at spørge ind til og forandre den motivation, der ligger bag vores valg og fravalg.

Genopdagelsen af dydsetikken

Efter dydsetikken blev genopdaget i 1980’erne, er den blevet anvendt på en række forskellige områder, eksempelvis uddannelse, omsorgsarbejde, sport, men også miljøetik. Styrken ved dydsetik er som sagt, at den adresserer de motivationer, der driver konkrete, moralske agenter til at handle etisk godt.

De to tidligere hovedpositioner i filosofisk etik, pligtetik og nytteetik, fremsatte nok generelle argumenter for etisk god handling, men de forsømte i vid udstrækning at forklare, hvad der motiverer en moralsk agent til at handle godt.

Moderne miljøetikere, der har taget dydsetikken op på forskellig vis, tæller blandt andre Thomas Hill, Ronald Sandler, Philip Cafaro og Clare Palmer, der bl.a. har spurgt, hvilke karaktertræk, der understøtter en miljøvenlig livsform. Over de seneste år er denne gren af dydsetikken, der går under betegnelsen ‘environmental virtue ethics‘, blevet en integreret del af moderne dydsetik. Kunne forskning i den type klimaløsning ikke være værd at støtte i dansk sammenhæng?

Den måske mest dybtgående blandt disse miljøetikere er nok Ronald Sandler, der i 2007 udgav bogen Character and Environment: A Virtue Oriented Approach to Environmental Ethics (dansk oversættelse: Karakter og miljø: en dydsteoretisk tilgang til miljøetik).

Hans udgangspunkt er Aristoteles’ dydsetik, som den var blevet genoplivet i 1980’erne og fremefter. Udgangspunktet for Aristoteles’ dydsetik var den antikke, græske bystat, og hans teori var, at borgerne tilegnede sig en række karakteregenskaber gennem opdragelse, uddannelse og social praksis; disse karakteregenskaber spillede en afgørende rolle for borgernes motivation, valg og handling, og de var derfor centrale i Aristoteles’ etik og politiske teori.

Dydsetikken og menneskets forhold til naturen

Genoplivningen af dydsetikken i 1980’erne betonede individets karakterdannelse, og karakteren blev betragtet som afgørende for individets trivsel eller lykke. I den angelsaksiske tradition i 1980’erne og frem blev dydsetikken til en teori om ‘menneskelig blomstring’ (‘human flourishing’).

Sandler er ét eksempel på en humanist, hvis forskning udgør et værdifuldt bidrag til løsning af klimakrisen. Selv om teorien og terminologien kan virke fremmedartet, så er det, han taler om, næppe helt ukendt

Problemet, som Sandler så det, var, at den så primært kom til at handle om mennesket alene, ikke om naturen eller menneskets forhold til naturen. Derfor har han udviklet dydsetikken, så den i langt højere grad kommer til at angå menneskets forhold til naturen.

Han mener for det første, at etiske dyder kan betragtes som dyder, hvis de anerkender eller fremmer goder ud over de menneskelige goder, eksempelvis værdien af dyr og planter. For det andet mener han, at man med rette kan tale om et særligt sæt af dyder, der angår menneskets forhold til det naturlige miljø, såkaldte ‘environmental virtues’: Det er dyder, der anerkender og fremmer udviklingen hos ikke-menneskelige væsner som dyr og planter. Hans eksempler på sådanne dyder er ‘bæredygtighed’ (virtue of sustainability), ‘naturforvaltning’ (virtue of stewardship), ‘samhørighed’ (virtue of communion), men også ‘respekt for naturen’ (respect for nature), selvbeherskelse (temperance) og ‘undren’ (wonder). Hans tese er, at dette er karakteregenskaber, vi som mennesker kan kultivere, og som vil have en stor og positiv betydning for den adfærd, vi mennesker udøver i forhold til naturen.

Sandler er ét eksempel på en humanist, hvis forskning udgør et værdifuldt bidrag til løsning af klimakrisen. Selv om teorien og terminologien kan virke fremmedartet, så er det, han taler om, næppe helt ukendt.

Samhørighed

I Danmark har det længe været kendt, at ophold i naturen kan have en terapeutisk virkning. For de tusinder, der hver weekend tager ud i naturen som ornitologer, botanikere, naturfotografer eller andet, er det velkendt, at ophold i naturen, og nær omgang med den på den ene eller anden måde, udvikler sider i én, som ophold i vores hjem, vores kontorer, vores biler ikke udvikler.

Det er netop dette ‘noget’, som Sandler forsøger at sætte ord på og udvikle til en etisk teori til gavn for mennesket og naturen. Et hjemligt eksempel på Sandlers dyd ‘samhørighed’ (virtue of communion) kunne være den glæde og tilfredsstillelse, som lokale borgere oplever, når de går sammen om at genoprette eller bevare dele af det nære, naturlige miljø, eksempelvis vandløb og deres fauna og fiskebestand.

Dette forsøg hos Sandler er langt fra afsluttet, og derfor ligger der også en stor opgave for humanistiske forskere i at forstå den dydsetiske tradition og dens udvikling og anvendelse i forhold til en moderne kontekst. Og det er kun ét eksempel på en humanistisk tilgang til klimakrisen — der er mange andre mulige strategier i mange andre humanistiske fag, der dog har det til fælles, at de med deres kendskab til menneskets sprog og sociale og kulturelle adfærd formår at levere bidrag til diskussionen om menneskets forhold til naturen.

Og som sagt er dette en vigtig indsigt, fordi en del klimamæssige problemer forårsages af menneskets valg og adfærd — hvad der omvendt også betyder, at problemerne i en vis udstrækning kan løses ved at mennesket opfordres til at genoverveje sine valg og adfærd. Det er ikke nyt at pege på den menneskelige faktor i klimadiskussionen — en teolog som Mickey Gjerris har også gjort det, ud fra en anden indfaldsvinkel (eksempelvis Upraktisk håndbog i lysegrønt håb, 2019).

Den levende natur som guddommens sprog

Mit andet eksempel på et forskningsmæssigt bidrag til klimaløsningen, der ikke er af teknologisk karakter, stammer fra teologien. Vi er i dag uhyre optaget af kommunikation, og med det mener vi typisk kommunikation mellem mennesker, gerne via sociale medier.

I den vestlige teologiske tradition, eksempelvis fra det 15. til det 18. århundrede, fandtes der imidlertid også en anden opfattelse af kommunikation, nemlig kommunikation mellem natur og menneske. I denne periode talte teologer og naturvidenskabsfolk om guddommens to bøger, nemlig Biblen og naturen: guddommen havde ikke blot meddelt sig til gennem profeterne i den Hellige Skrift, men også gennem den levende natur.

Hvis løsningsforslag til klimakrisen kunne knyttes an til teologiske traditioner, så ville disse mange menneskers valg og adfærd i forhold til naturen blive sat i spil

I naturen kunne mennesket opleve en andethed — en ‘andethed’ i forhold til det menneskelige samfund og den menneskelige, interne kommunikation. Opgaven var at “læse” naturens bog, og det var en opgave, som teologer tog alvorligt, og de udviklede derfor naturfilosofiske, metafysiske og fortolkningsmæssige teorier om naturen og menneskets relation til den, hvad der smittede af på en stor del af periodens øvrige litteratur.

Det har længe været antaget, at moderne naturvidenskab udviklede sig på trods af denne teologiske tradition, ikke på grund af den, men nyere forskning argumenterer for noget andet: Tænkere fra det 15. til det 17. århundrede, som eksempelvis Tycho Brahe, Giordano Bruno og Galileo Galilei, udviklede deres naturvidenskabelige teorier i tæt samspil med denne teologiske tradition.

Denne teologiske tradition er også relevant i en klimamæssig sammenhæng, fordi den ikke opfattede naturen som objekt for menneskelig klassifikation og forbrug, som megen moderne naturforståelse i praksis gør det, men som noget med egenværdi, og noget, som kommunikerer i et særegent sprog, som vi mennesker ydmygt må forsøge at forstå. Teologiske traditioner er også relevante i en anden sammenhæng.

Mange mennesker, både i og uden for Danmark, besidder en religiøs åre af en eller anden art: Hvis løsningsforslag til klimakrisen kunne knyttes an til teologiske traditioner, så ville disse mange menneskers valg og adfærd i forhold til naturen blive sat i spil.

Environmental Humanities

Man kan helt sikkert finde mange andre og nyere eksempler fra humanistisk og teologisk forskning, som peger på, at disse traditioner udgør en stor ressource i forståelsen af menneskets forhold til naturen.

De blotlægger et sprog, et væld af erfaringer og indsigter og teorier om menneskelig oplevelse af, og adfærd i, naturen. Et eksempel fra den modernistiske litteratur kunne være Hemingways novelle Big Two-Hearted River (1925), der fortæller om naturens helende virkning på en krigsveteran.

Dermed også sagt, at det ikke blot er filosoffer, der kan yde et bidrag til fremtidens klimaløsning blandt humanisterne; det kan mange andre fag også. I udlandet har vi over de senere år set en opblomstring af centre navngivet ‘Environmental Humanities’, der netop åbner op for bidrag fra humanistiske discipliner, og som dermed giver discipliner uden for de tekniske fag en platform til løsning af klimakrisen.

Eksempelvis har flere universiteter i Skandinavien etableret centre for Environmental Humanities, som i vid udstrækning bliver set på som aktive bidragsydere til løsning af fremtidens klimakrise. Mange steder i den angelsaksiske verden skyder den slags centre op i anerkendelse af, at den menneskelige adfærd er en afgørende faktor i vores forsøg på at beskytte naturen, og på at leve med og i den på en hensigtsmæssig måde.

Vi har i Danmark humanistiske og teologiske traditioner, der går meget langt tilbage, og som er internationalt anerkendte. De har selvsagt stor værdi i sig selv, men hvis de tilmed kan bidrage til at løse klimakrisen, hvorfor så vedtage en finanslov, der afskærer dem fra at gøre det?


Foto: Aristoteles-statue i Stagira, Grækenland. Flickr.com

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Leo Catana (dr.phil. og dr.theol.) er ansat som lektor på Sektion for Filosofi, Københavns Universitet.

Han arbejder med antik græsk etik og moderne dydsetik.

Seneste artikler om KLIMAKRISE