UKRAINE // RADIKALISERING – Siden krig brød ud i det østlige Ukraine for snart syv år siden, har hundredvis af fremmedkrigere flokkedes til for at kæmpe på begge sider af konflikten. Blandt de stridende grupperinger er højreekstremistiske fraktioner synlige og attraktive for udenlandske kombattanter, hvilket øger frygt for radikalisering.
De marcherer gennem Kievs gader i fuld militæruniform, Azov Bataljonen. Side om side med soldater fra det ukrainske militær bliver de hyldet af skaren af fremmødte, der er der for at vise deres værdsættelse af de mænd, som i deres øjne standhaftigt beskytter et Ukraine under angreb.
Det er sommeren 2019, Ukraines uafhængighedsdag. Applausen svirvler gennem luften og det blafrer med gul-blå flag, som soldaterne fra Azov Bataljonen bærer. Den tidligere milits af frivillige krigere er nu officielt indlemmet i det ukrainske militær. På deres flag ses et symbol, med en bemærkelsesværdig lighed med runetegnet “Die Wolfsangel”, et yndet symbol blandt Nazi-Tysklands frygtede SS-korps.
Som i flere andre militser, der har deltaget i krigen i det østlige Ukraine, er en del af Azov Bataljonens mandskab udgjort af fremmedkrigere. Det er estimeret, at antallet af fremmedkrigere, der har taget del i konflikten, kan nærme sig 2000, hvoraf flere har kæmpet for højreekstremistiske grupperinger som Azov Bataljonen.
Talrige våbenhvileaftaler og coronapandemiens samfundsomvæltende indvirkning har ikke kunnet gyde olie på vandene i det østlige Ukraine. I 2021 er der meldt om talrige kamphandlinger til stadig fare for civilbefolkningen, som gennem syv år har måttet leve og overleve i konfliktzonen blandt stridende soldater, selvbestaltede frihedskæmpere, krigsturister og tilrejsende fremmedkrigere.
Krig i Europa
Siden foråret 2014 har væbnet konflikt raset i den ukrainske Donbass-region, som grænser op mod den store russiske nabo. I kølvandet på tumulten, som fulgte folkeopstanden i Kiev og den russiske annektering af Krim-halvøen, løsrev to områder i Donbass-regionen sig fra centralmagten i Kiev og erklærede sig uafhængige folkerepublikker, hvorefter den ukrainske regering indledte en militær offensiv for at tilbagevriste dem.
De heftige tidlige kampe er blevet erstattet af en anspændt stilstand, som trods adskillige fredsforhandlinger, fangeudvekslinger og optimistiske forventninger ved valget af den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky i 2019 ikke viser tegn på snarlig forløsning
Donetsk og Luhansk, de to løsrevne folkerepublikker, er siden konfliktens oprindelse blevet støttet af det russiske regime i deres kamp mod centralmagten i Kiev. Konfliktzonen har gennem årene udviklet sig til et morads af stridende militser og væbnede grupperinger af frivillige, som erklærer troskab til enten Kiev, Moskva, Donetsk eller Luhansk.
Væbnet stilstand
”Det er en konflikt, der ikke har nogen løsning i sigte”, siger Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier, om konflikten i det østlige Ukraine.
Han definerer den aktuelle situation som en frossen konflikt med sporadiske udbrud af kampe, hvor Donetsk og Luhansk, de to løsrevne folkerepublikker, fungerer som delvist selvstændige stater, understøttet af det russiske regime.
De heftige tidlige kampe er blevet erstattet af en anspændt stilstand, som trods adskillige fredsforhandlinger, fangeudvekslinger og optimistiske forventninger ved valget af den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky i 2019 ikke viser tegn på snarlig forløsning.
I konfliktzonen er der en stadig tilstedeværelse af ukrainsk militær samt dets allierede militser, som står over for de russisk-støttede separatiststyrker fra de løsrevne folkerepublikker. Selv for garvede analytikere kan fremtiden for de løsrevne folkerepublikker og Ruslands langtidssigtede mål for dem være vanskelig at give konkrete bud på.
To konflikter
”Internt i Rusland var der meget stor opbakning til annekteringen af Krim-halvøen. Det er der ikke på samme måde med Donetsk og Luhansk”, siger Flemming Splidsboel Hansen.
Han påpeger Krim-halvøens historiske tilhørsforhold til Rusland og dens status som velbesøgt ferieø for russiske turister, hvilket står i skarp kontrast til Donbass-regionens nedslidte kulmineområder, der trods nærheden er langt fattigere end de russiske naboområder.
Tjetjenske bataljoner bekæmper Rusland som hævn for tidligere nederlag, mens højreekstreme militser ser sig selv som Ukraines og dermed Europas sande forsvarere mod russisk aggression
Kievs hensigter står derimod klarere: En tilbageerobring af de løsrevne områder og udstødelsen af pro-russiske militser fra Donbass.
”Krim-halvøen er jo de facto annekteret af Rusland, og mange ukrainere har affundet sig med, at de ikke får det tilbage. Det betyder dog ikke, at de har opgivet Donbass”, fremhæver Flemming Splidsboel Hansen.
Gamle fjendskaber
Det kan være svært at gennemskue, hvad der får udenlandske borgere til at satse liv og lemmer i en kompleks grænsekonflikt på kanten af Europa. Flere forskere mener, at de stridende fraktioner vinkler konflikten som del af et større historisk narrativ for at tiltrække udenlandske ideologer og kampklare frivillige.
De tilrejsende fremmedkrigere er primært fra det østlige Europa, men ifølge rapporter er et større antal vesteuropæere, heriblandt flere danskere, rejst til Ukraine for at deltage i konflikten.
Tjetjenske bataljoner bekæmper Rusland som hævn for tidligere nederlag, mens højreekstreme militser ser sig selv som Ukraines og dermed Europas sande forsvarere mod russisk aggression. På den anden side mobiliseres frivillige til at kæmpe for et Rusland-venligt Donbass, fri fra det vestligt sindede Kiev. Kort sagt er der frit valg på den ideologiske hylde.
I de internationale medier har de højreekstremistiske bataljoner på ukrainsk side fået tildelt mest spalteplads. Ukraines komplicerede forhold til den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig har givet grobund for stærkt ideologiske fortællinger, som nutidens højreekstreme grupperinger benytter som kampkald i deres strid mod Rusland.
”Det bliver en forståelsesramme, men den er bare svær at rationalisere, nu hvor Rusland selv er gået i en nationalistisk og højreorienteret retning. Men den spiller stadig en rolle. Fascinationen, brugen af SS-symboler og måden, de iscenesætter sig selv på, på den ukrainske side er en afspejling og glorificering af fortiden med Anden Verdenskrig og østfrontskamp”, siger Chris Holmsted Larsen, chefkonsulent ved Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme og forsker i fremmedkrigere i Ukraine.
I en større sags tjeneste
Chris Holmsted Larsen er dog varsom med at tillægge den ideologiske drivkraft for stor betydning.
”Hvorfor rejser man fra Brasilien for at kæmpe i Ukraine? Det er nok ikke primært ideologisk tænkning, men mere et ønske om eventyr”, siger han.
Azov Bataljonen benægter hårdnakket nogen form for nazisympati. Dog kommer man ikke udenom, at flere kendte højreekstremister gennem årene har tilsluttet sig bataljonen
Han påpeger, at den gængse fremmedkriger ofte føler sig fremmedgjort i hjemlandet og i mange tilfælde har en baggrund med psykiske problemer og kriminel løbebane. Krig under fremmede faner kan være billetten til noget ”større”.
”Det er en form for genfødsel for hele deres mislykkede liv. Pludselig får de en mulighed for at slette fortiden og træde ind i den her store kamp mellem godt og ondt – set fra deres perspektiv af. På den måde kan de viske tavle ren og sige, nu er jeg på den gode side”, siger Chris Holmsted Larsen.
Uklare alliancer
Ukraine var i starten af konflikten desperat efter mandskab og ildkraft mod de pro-russiske styrker. Derfor vendte man et blindt øje til de tilrejsende højreekstremister, der agtede at tilslutte sig væbnede grupperinger.
Den mest velkendte gruppering er førnævnte Azov Bataljon, der blev kreeret som direkte modsvar til Ruslands annektering af Krim-halvøen og engagement i Donbass-regionen. Officielt kæmper de for at bevare Donbass som ukrainsk territorium.
Azov Bataljonen er vidt anklaget for at have ideologisk rod i højreekstremistiske, nynazistiske tanker og for aktive forsøg på at rekruttere højreekstremister fra udlandet.
Azov Bataljonen benægter hårdnakket nogen form for nazisympati. Dog kommer man ikke udenom, at flere kendte højreekstremister gennem årene har tilsluttet sig bataljonen. Selv om bataljonen siden 2014 har været en officiel del af den ukrainske hær, er der vedblivende uvished om, hvem den reelt tager ordrer fra.
The Soufan Center, et amerikansk forskningscenter med speciale i anti-terrorisme og ekstremisme, har påpeget en række sammenfald mellem Azov Bataljonen og militante islamistiske gruppers ageren. Blandt de slående ligheder er en aktiv rekrutteringsstrategi, facilitering af træningslejre og international netværksdannelse.
Wagner-gruppen
På den anden side af konflikten benytter Rusland, ifølge Chris Holmsted Larsen, de pro-russiske militser til rekruttering af lejesoldater gennem den lyssky Wagner-gruppe, en paramilitær organisation med stærke bånd til det russiske regime.
I konfliktzonen har de udover frit lejde til træning med våben og krigsførelse mulighed for at danne stærke relationer på tværs af nationale grænser. De netværk, som bliver dannet, kan efter hjemkomsten opretholdes via sociale medier
“Vi ved, at mange af de højreekstremister, som har været ude og kæmpe ved den russiske front, før eller siden ender i grupper som Wagner og så bliver sendt til konfliktzoner som Syrien og Mozambique,” siger Chris Holmsted Larsen.
Blandt ligesindede
Selv om fremmedkrigerne i Ukraine i vid udstrækning er taget afsted for at deltage i krigsførelse med stærk ideologisk og politisk drivkraft, er eksperter ikke i samme grad bekymret for risikoen for vold og terror i hjemlandet som ved de heftigt debatterede syriske fremmedkrigere.
Den ukrainske konflikt er nemlig i høj grad lokalt forankret, hvorimod borgerkrigen i Syrien antog et internationalt aspekt gennem Islamisk Stats talrige opfordringer til angreb i deres rekrutters hjemlande.
Den primære frygt ved fremmedkrigernes deltagelse i Ukraine-konflikten er derimod højreekstremistisk networking. Deltagelse i konflikten skaber ikke kun nye netværk, men er også med til at udbrede eksisterende, da det ofte er personer fra hjemlige ekstremistiske netværk, som tager til konfliktzonen sammen.
I konfliktzonen har de udover frit lejde til træning med våben og krigsførelse mulighed for at danne stærke relationer på tværs af nationale grænser. De netværk, som bliver dannet, kan efter hjemkomsten opretholdes via sociale medier.
“Så det handler mindre om unge mænd, der bliver radikaliseret og bevæbnet, men mere om de allerede radikaliserede, der bliver trænet og networker blandt ligesindede”, udlægger den litauiske forsker Egle E. Murauskaite det i en længere forskningsartikel om emnet fra 2020.
I stormens øje
De valfartende højreekstremistiske fremmedkrigere i Ukraine-konflikten kan ses som en del af en større tendens i vesten, hvor der i de seneste år har været et øget fokus på og bekymring omkring højreekstremisme.
Politiets Efterretningstjeneste og Center for Terroranalyse har i deres seneste trusselsvurdering fra 2020 øget trusselsniveauet fra højreekstremistisk terror i Danmark
“Spørgsmålet er, om vi står i stormens øje, eller er på vej ud af det”, siger Chris Holmsted Larsen og tilføjer, at Donald Trumps embedsperiode på sin vis var hvedebrødsdage for den yderste højrefløj.
En hidtil uhørt rå tone emmede i fire år fra Det Hvide Hus, og præsidenten for det mest magtfulde demokrati i verden leflede åbenlyst for højreekstreme grupperinger.
Soldaterkammerater
Politiets Efterretningstjeneste og Center for Terroranalyse har i deres seneste trusselsvurdering fra 2020 øget trusselsniveauet fra højreekstremistisk terror i Danmark.
Truslen vurderes primært at være fra soloaktører, men det nævnes yderligere, at højreekstremister i stigende grad gør brug af internationale netværk, hvor de koordinerer og udveksler idéer. Konfliktzoner som Donbass er frodig jord for internationale højreekstreme netværk.
På de samme sociale medier, hvor mange vordende fremmedkrigere oprindeligt blev bekendte med de væbnede grupperingers strid, bliver kontakten til deres tidligere kampfæller vedligeholdt, når de vender hjem.
Fakta om fremmedkrigere:
#1 Konflikten i Ukraine – kort fortalt
I slutningen af 2013 strømmede ukrainere på gaden for at protestere mod, at den daværende præsident, Viktor Yanukovych, der var vidt anset for at være pro-russisk, ikke ville underskrive en aftale om et tættere ukrainsk forhold til EU.
Det var begyndelsen på en længerevarende protestbevægelse, kaldet Euromaidan, der b.la. udmøntede sig i demonstranters månedlange besættelse af Maidan-pladsen i det centrale Kiev og senere førte til talrige døde i sammenstød og kampe. Yanukovych flygtede til Rusland, og demonstranterne tog midlertidig kontrol over regeringen.
Moddemonstrationer, pro-russiske, forekom på Krim-halvøen, hvor der historisk set har været en stor russisk befolkning. Moddemonstranterne var støttet af såkaldte “små grønne mænd”, militærfolk uden identificerbare logo eller flag. Senere afsløres de som russiske soldater. Med tilstedeværelsen af det russiske militær og med assistance bliver der afholdt en afstemning om Krim-halvøens fremtid. Officielt stemte 96,8% for en genforening med Rusland – et resultat, der blev kritiseret af mange internationale ledere og organisationer, der dog ikke stoppede den efterfølgende russiske annektering af Krim-halvøen.
#2 Fremmedkrigernes rationale
Fremmedkrigernes rationale og ønske om at drage i udenlandsk krig kan inddeles i en række overordnede kategorier. Egle E. Murauskaite, seniorforsker og simulationsudvikler hos ICONS Project, START, ved University of Maryland, og Kacper Rekawek, som arbejder med forsvar og sikkerhed på GLOBSEC Instituttet i Bratislava, har i hver deres forskningsartikel beskæftiget sig med fremmedkrigeres motivationer og på baggrund af deres forskning, kan fremmedkrigerne inddeles på følgende måder:
Nulstillerne, der ønsker en ny karriere eller nyt liv i et andet land, og det at blive fremmedkrigere kan give dem det. Disse bliver ofte væk fra hjemlandet i lang tid, måske for altid.
Spøgelserne, rejser frem og tilbage mellem hjemland og konfliktzonen. De går ofte under radaren, og nogle eksperter ser denne gruppe som værende den farligste gruppe, når det kommer til fremtidig ekstremisme i hjemlandene og potentielt højreekstremistisk terror.
Eventyrerne, der mest af alt ønsker sig eventyr i form af action og kamp. De er ikke bange for at blive offentligt kendte og er ofte åbne for at kæmpe i andre fremtidige konflikter.
Historiske veteraner, individer, der af historiske årsager ønsker at kæmpe mod en erklæret fjende. I Ukraine-konflikten er det f.eks. tjetjenske og georgiske fremmedkrigere, der ser en mulighed for at få hævn mod Rusland for Ruslands tidligere angreb på Tjetjenien og Georgien.
Desillusionerede ideologer, en blandet gruppe, der dog deler en idé om, at den nuværende verdensorden ikke er den favorable. Ofte har de militærtræning og ekstremistiske holdninger. I Ukraine-konflikten er denne gruppe mest befolket af højreekstremistiske individer, der f.eks. kæmper for den hvide races overlevelse eller for at bekæmpe liberal globalisme. Konflikten er deres mulighed for at gøre denne større ideologiske kamp konkret for dem selv.
#3 Terrortruslen fra højreekstremisme i Danmark
Truslen fra højreekstremistisk terror blev øget fra “begrænset” til “generel” i PET og CTA’s seneste trusselsvurdering fra 2020. Det vil konkret sige at det nu vurderes, at der er kapacitet og/eller hensigt og mulig planlægning. Til sammenligning er truslen fra venstreekstremisme i Danmark “begrænset”, mens det overordnede terrortrusselsniveau er “alvorligt” – primært grundet den islamistiske terrortrussel.
LÆS BAGGRUNDSARTIKLER OM UKRAINE PÅ POV,
F.EKS. ANNE HAUBEKs OG THOMAS UBBESENS SERIE HER
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og