POLITIK // KOMMENTAR – Mette Frederiksen fik enorm opmærksomhed på sikkerhedskonferencen i München i år, hvor alle internationale medier ville vide, hvad den danske statsminister mener. Ikke bare om Grønland men også om Europas enhed og kløften til USA, skriver international analytiker Kristian Mouritzen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hendes navn er Mette Frederiksen, og denne kommentar er ikke et forsøg på at fremme hendes berømmelse, selv om det nok er svært, men en konstatering efter fire dage i München sammen med hende og tusind andre deltagere.
Hvor end man går, bliver man standset og spurgt, om man ved, hvad Mette Frederiksen mener om ditten og datten. Kinesisk tv. Amerikansk tv. Britisk tv. Tysk tv. De var der alle sammen, når de kunne fornemme, at man var dansk.
Når Mette Frederiksen trådte frem til en pressekonference med danske journalister, kom der også udenlandske hold af journalister forbi, og når man mødte hende inde i hotellet, hvor konferencen foregik, var hun skarpt forfulgt af internationale medier, der ville have hendes kommentar.
Hvor end man går, bliver man standset og spurgt, om man ved, hvad Mette Frederiksen mener om ditten og datten
Og det var ikke om Grønland. Det var om ALT. Om europæisk enhed, om kløften til USA, om EU’s nye rolle og en mulig “Europa First”-strategi, som er under dannelse. Ikke som et modsvar til USA. For de værdiladede ord i USA First-strategien vil blive udeladt i den europæiske model.
Ingen MAGA her, siger Tysklands kansler, Friedrich Merz.
Europa skal omdannes til en supermagt. Global, intet mindre, og Mette Frederiksen fører ifølge udenlandske medier an i denne omdannelsesproces.
Småsur Lars Løkke Rasmussen
Der er valgkamp, og jeg fornemmede en vis surhed over Mette Frederiksens berømmelse hos Lars Løkke Rasmussen, der også var til stede og ikke skulle være den person, som førte ordet under et møde med den amerikanske udenrigsminister Marco Rubio.
Det skulle Mette Frederiksen sammen med Grønlands statsminister, Jens-Frederik Nielsen.
Lars Løkke Rasmussen var så distraheret over dette, at han begyndte at tale helt uden for konferencens tema om, at Danmark nu skulle have en folkeafstemning om euroen.
Det var et klart afledningsforsøg på vores spørgsmål om Grønland, og hvorfor han måske ikke skulle deltage alene i dette vigtige møde med den amerikanske udenrigsminister. Det var et forsøg på at ramme forsiden ved at tage teten på, at euroen skal være Danmarks fremtidige valuta. “For danskerne på skiferien i uge syv ved, at det er dyrt at være dansker, når man skal veksle til euro”, var hans forklaring.
Den ramte ikke forsiden. Det gjorde Mette Frederiksen til gengæld.
For første gang siden Uffe Ellemann-Jensen har vi en politiker, alle uden for Danmark vil tale med
Nå, men det her er ikke en reklame for Mette Frederiksen, men en konstatering af, at vi for første gang siden Uffe Ellemann-Jensen har en politiker, som alle uden for Danmark vil tale med.
Mette Frederiksen er endvidere blevet EU’s og Nato’s førende høg. Hun vil have atomvåben og alt, der kan genere russerne.
Hvordan har jeg det med det? Jeg synes altid, at det er super, at vi har en verdensstjerne i vores midte. Det gør mit job lettere, for når alle udenlandske medier og politikere vil tale med hende, så vil de også tale med mig og andre danske journalister som en ussel kompensation.
Så bare kom an. Jeg er dansk, og jeg ved ALT.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.