HISTORIE // INITIATIV – ‘Freedom’ er både en manifestation om en trist historie og mindet om en frihedskamp, som befolkningen i alle tre lande, Ghana, US Virgin Islands og Danmark, bør erindre, hædre og aldrig glemme. Initiativgruppe støtter opstilling af den ghanesiske kunstner Bright Bimpongs statue ‘Freedom’ i alle tre lande.
Af Karen Sivebæk Munk-Nielsen, Morten Kjærum, Henrik Schilling og Klaus Slavensky
Kampen om historien er ikke ny. Den er aktuel i forbindelse med genforeningsåret og Sønderjylland. Den popper op i forbindelse med besættelsen, den kolde krig og i debatten om benægtelse af Holocaust og folkedrab. Sådan har det tilsyneladende været siden den græske digter Aischylos skulle have sagt “I krig er sandheden det første offer”.
Krig, kamp, debat om hvem som skriver historien, bringer en anden talemåde frem, nemlig, at “Det er sejrherrerne, der skriver historien.” Her spiller monumenter en rolle, og det er meget forståeligt, at der i disse uger fokuseres på historieskrivningen i forbindelse med demonstrationer verden over mod racisme og dermed mange landes grumme koloniale fortid med slaveri.
Freedom er både en manifestation om en trist historie, men også mindet om frihedskamp, som befolkningen i alle tre lande, Ghana, US Virgin Islands og Danmark, bør erindre, hædre og aldrig glemme
Man kan selvfølgelig fjerne statuer, ændre gadenavne eller debattere den historie, som er foregået og som bør erkendes. Et af Danmarks sorte kapitler er slaveriet på De Vestindiske Øer, som er velbeskrevet i både historiebøger, i romaner, på film og i dokumentarudsendelser på tv.
Flere danske museer har løbende haft fokus på dette, og forbindelser mellem de tidligere Dansk Vestindiske Øer og Danmark er styrket. I de seneste år har dette samarbejde resulteret i, at der i København er rejst en statue af den ghanesiske kunstner Bright Bimpong. Freedom kaldes den. Statuen er et symbol på de slavegjortes kamp for friheden, og den forbinder en fælles historie mellem Danmark, de tidligere kolonier i Vestindien og Ghana.
Statuen forestiller en mand, som blæser i en konkylie, mens han med sin frie hånd hæver en sukkerkniv. Manden giver signal til det oprør på de Dansk Vestindiske Øer, som gik forud for, at de slavegjorte fik deres frihed, og slaveriet blev ophævet i Dansk Vestindien den 3. juli 1848.
Det er et fælles internationalt projekt, og Freedom står allerede tre steder; på US Virgin Islands på henholdsvis Saint John, Saint Thomas og Saint Croix. Her har statuen fået status som et af de vigtigste samlingspunkter for befolkningen i den tidligere danske koloni. Den 26. september 2019 blev så en version indviet af kulturminister Joy Mogensen foran Udenrigsministeriet ved Eigtveds Pakhus i København.
Vi bør hædre mindet om denne frihedskamp
Vi er en gruppe, som i fællesskab med Nationalmuseet i Danmark og det ghanesiske nationalmuseum, støtter i US Virgin Islands, som St. John Historical Society samt græsrodsbevægelserne CHANT og St.JanCo, arbejder på at give de mange statuer af kolonister i de vestlige lande et modsvar. Det skal ske ved at få opstillet en kopi af Freedom i Accra i Ghana.
På denne måde vil Freedom stå på tre kontinenter som et internationalt erindringssted og et minde, der symbolsk slutter trekanten mellem den tidligere slavenation Danmark og de tidligere kolonier i Vestindien, hvortil slavehandlere udskibede slavegjorte mennesker fra det danske Fort Christiansborg i det nuværende Ghana.
Projektet støttes i Danmark af et Board of Patrons, som består af syv forhenværende danske udenrigsministre: Uffe Elleman Jensen, Martin Lidegaard, Holger K. Nielsen, Kjeld Olesen, Villy Søvndal, Mogens Lykketoft og Per Stig Møller.
I Ghana var det i 2019 ‘Year of Return’, da det var 400 år siden, at de første slaveskibe forlod Ghana med kurs mod Vestindien. Eftersom langt de fleste slavegjorte mennesker i Dansk Vestindien kom fra det nuværende Ghana og den afrikanske vestkyst, har det stor symbolsk betydning for Ghana, at Freedom stilles op i hovedstaden Accra i løbet af 2020. Ghana udgjorde det tredje ben i udvekslingen af danske våben, afrikanske mennesker og vestindisk sukker.
Dertil kommer, at Danmark i Ghana spillede en meget aktiv rolle i slavehandlen og havde store interesser i Guldkysten, som området hed dengang. Herfra udskibede Danmark fra danske forter tusinder af slavegjorte mennesker til kolonierne i De Vestindiske Øer.
Freedom er både en manifestation om en trist historie, men også mindet om en frihedskamp, som befolkningen i alle tre lande, Ghana, US Virgin Islands og Danmark, bør erindre, hædre og aldrig glemme.
Klaus Slavensky
Født 1950. Forfatter og journalist. Forhenværende informationschef i Det Danske Institut for Menneskerettigheder.
Morten Kjærum
Født 1957. Uddannet: cand.jur. Direktør for Raoul Wallenberg Instituttet i Lund. Forhenværende direktør for EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og forhenværende direktør for Det Danske Institut for Menneskerettigheder.
Karen Sivebæk Munk-Nielsen
Født 1968. Uddannet Cand.Mag. i historie og kulturformidling. Ansat som overinspektør for Historie, Etnologi og Arkiv på Museum Vestsjælland. Har i mange år arbejdet med dansk kolonihistorie og er initiativtager til opførelsen af ‘Freedom’-statuen i København.
Henrik Schilling
Født 1964. Uddannet cand. mag i arkæologi samt fagjournalist fra DMJX. Tidligere kommunikationsansvarlig i Sagnlandet Lejre og presseansvarlig på Nationalmuseet. Driver i dag selvstændig kommunikationsvirksomhed med Schilling PR & Kommunikation, der er specialiseret i museer, kulturvirksomheder og attraktioner.
Illustration:
Det er en kopi af Bright Bimpongs statue ‘Freedom’, der står i København foran Eigtveds Pakhus og på de Dansk Vestindiske Øer, som skal stilles op i Accra i Ghana. Foto: Henrik Schilling.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her