TRUMP & NOBEL // KOMMENTAR – Forbigåelsen styrker Trumps eget og særdeles velkendte narrativ, skriver Annegrethe Rasmussen: At han er outsideren, der bliver uretfærdigt holdt udenfor af de selvfede globale eliter. I MAGA-fortællingen er manglen på anerkendelse beviset på, at systemet er korrumperet, men Nobels fredspris er faktisk også – med al respekt – en tvivlsom størrelse.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Selvfølgelig vandt Donald Trump ikke Nobels fredspris. Det ville den norske komité næppe have drømt om. Det var altid usandsynligt, uanset hvor mange AI-genererede tildelinger Benjamin Netanyahu og andre morede sig med online.
Prisen gik i stedet til den venezuelanske oppositionsleder María Corina Machado. Og det er naturligvis i sig selv værd at anerkende, men gemt i larmen omkring uddelingen ligger der to større pointer: nemlig dels i mediernes rituelle dækning, hvor Trump nu overalt bliver iscenesat som den forsmåede kandidat; dels i hele illusionen om, at verdens konflikter kan koges ned til et årligt afsnit af Peace’s Got Talent.
Avisernes overskrifter spekulerer i, at Trump har ”tabt” sin chance, selvom det næppe er tilfældet, hvis planen om fred i Gaza og starten på en tostats-proces realiseres. Der er som bekendt altid en ny fredspris i horisonten.
Trumps narrativ om ”folkets mand mod en global elite” passer fint til afvisningen fra Oslo
Og selvfølgelig ville Trump have nydt æren big time. Han forsømmer ingen mulighed for at bade sig i rampelyset, de røde løbere, den globale opmærksomhed. Hvis man gerne vil more sig lidt over den sag, kan man se med her:
Men tag ikke et sekund fejl: I virkeligheden passer nederlaget ham ganske godt.
Det styrker nemlig hans eget og særdeles velkendte narrativ: At han er outsideren, der bliver uretfærdigt holdt udenfor af de selvfede globale eliter. I MAGA-fortællingen er manglen på anerkendelse beviset på, at systemet er korrumperet.
I det Hvide Hus har man længe dyrket billedet af Trump som den handlekraftige forhandler, manden, der skaber fred, mens de gamle institutioner taler om den
På hjemmefronten er der en klar parallel: Der kommer aldrig en invitation til fancy fester i december fra New York Times til Trump.
Det liberale fyrtårn af en avis kommer aldrig til at anbefale præsidenten i en leder, og fra Det Hvide Hus strømmer fordømmelserne rituelt ind: Fake news, the failing New York Times og især den ”ikke-attraktive Maggie Haberman”, som Trump så charmerende udtrykker sig. Alligevel har hun hans private nummer, hun kan altid få et interview, og han ser hende lidt som ”sin private psykiater”, som han sagde i en af de mange samtaler, de førte, da Haberman skrev sin seneste bog om Trump.
Det er en stående vits i Washington, at Trump desperat drømmer om ros fra NYT. At attrå det, man fordømmer hårdest, er en velkendt psykologisk mekanisme, som præsidenten langtfra er alene om. Mon ikke vi er mange, der har en rem af huden.
Nuvel. Ikke at få prisen er derudover en fortælling med sin egen indre trumpianske logik.
I Det Hvide Hus har man længe dyrket billedet af Trump som den handlekraftige forhandler, manden der skaber fred, mens de gamle institutioner taler om den. Hans tilhængere fremhæver det hver gang, han og hans forhandlere ifølge sig selv er på vej til at mægle i konflikter, fra Gaza og Armenien over Pakistan og Indien til Etiopien. Tidsmæssigt sker det ofte med en præcision, der er et teater værdigt: En våbenhvile her, en fredserklæring dér, lige når det passer bedst ind i mediebilledet.
Her bliver Nobels afgørelse en del af et større drama, der rækker ud over Trump. Det bliver endnu et eksempel på, at den liberale verdensorden nægter at anerkende, at dens tid er forbi. De gamle magtcentre, lyder budskabet, klamrer sig til ceremonier og internationale ”normer”, mens den virkelige verden for længst er rykket videre.
Nobel-prisen er også politisk
Men den myte fortjener at blive pillet fra hinanden. For Nobels fredspris er – med al respekt – en tvivlsom størrelse. Den har i årevis været mere et prestigeinstrument end et pålideligt mål for faktisk fredsarbejde. I praksis belønner komitéen ofte symbolik frem for substans, og nogle gange bliver prisen givet til processer eller personer, der repræsenterer håb snarere end resultater.
Den amerikanske satiriker Tom Lehrer formulerede det præcist med et berømt citat, da Henry Kissinger fik fredsprisen i 1973: ”Politisk satire blev overflødig, da Henry Kissinger fik Nobels fredspris.”
Man kunne ønske sig, at en pris af denne karakter hævede sig over de politiske skel. Men i realiteten er Nobelprisen blevet en del heraf
Forskellen mellem satire og virkelighed kollapsede, mente mange. For Kissinger fik prisen midt under Vietnamkrigen, mens bombningerne af Cambodja stadig stod på. To medlemmer af Nobelkomitéen trådte tilbage i protest, og den vietnamesiske medmodtager Lê Đức Thọ afviste prisen med ordene om, at der ikke var nogen egentlig fred i Vietnam.
Episoden var ikke blot ”en parentes i historien”, som man siger, men et grundlæggende dilemma: Det er lettere at uddele priser for fred, end det er at skabe den.
Hermed står Nobelkomitéen konstant over for umulige valg: Hvem skal fremhæves, hvilke konflikter skal belønnes, og hvem skal ignoreres? Den norske jurist og fredsaktivist Fredrik Heffermehl har i årevis kritiseret komitéen for at bevæge sig væk fra Alfred Nobels oprindelige intention om at fremme afrustning og retsbaseret internationalt samarbejde.
Og i dag, i en medievirkelighed, der er domineret af spektakel, algoritmer og korte nyhedsøjeblikke i skærmbårne loops, er fredsprisen blevet endnu et redskab i kampen om legitimitet: Hvem fortjener prisen, hvem formår at udnytte den symbolsk og fremstille sig som offer? Hvem kan bruge en forbigåelse politisk?
Verden holder ikke op med at brænde, fordi det er Nobelpris-uge. Krige fortsætter, diplomater forhandler diskret, og forskellen mellem hype og handling er fortsat enorm.
Man kunne ønske sig, at en pris af denne karakter hævede sig over de politiske skel. Men i realiteten er Nobelprisen blevet en del heraf. Og hvis fredsprisens autoritative stemme langsomt udhules, siger det mindre om en præsidents fiasko og mere om, at selve den gamle institutionelle ramme rundt om arbejdet for fred er ved at gå i opløsning.
Læs mere af USA-korrespondent, Annegrethe Rasmussen, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og