TRUMP-PLANEN // ANALYSE – Da USA’s præsident Donald Trump i denne uge præsenterede sin plan for en afslutning på krigen i Gaza, blev den hilst velkommen, og den er blevet betegnet som visionær. Men udsigterne til virkelige resultater står hen i det meget uvisse.
HAIFA – Tyrkiet vil være til stede, når forhandlingerne om Trumps Gaza-plan på tirsdag indledes i Qatar. Styret i Ankara sender Ibrahim Kalin, som står i spidsen for den tyrkiske efterretningstjeneste og betragtes som en af præsident Recep Tayyip Erdoğans tætte allierede. Han har et stort ord at skulle have sagt i udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål.
Skridtet er interessant, fordi det på mange måder kendetegner en reaktion på Trumps udspil, der kan ses en række steder i regionen. Angiveligt har Erdoğan gennem de næsten to års krig i Gaza støttet Hamas, og i hvert fald har han søgt at fremstå som en varm fortaler for den palæstinensiske sag. Men fordi han også har haft hænderne fulde som følge af Tyrkiets rolle i den syriske borgerkrig, har han hele tiden holdt sig på sidelinjen i forhold til krigen i Gaza.
I hele regionen er der en fornemmelse af nye strategiske vinde i en virkelighed under hurtig forandring, og derfor kan det i høj grad betale sig at holde sig på god fod med Trump
Da Trump og den israelske leder Benjamin Netanyahu mandag bekendtgjorde deres enighed om planen, var Tyrkiet imidlertid blandt de otte stater med muslimsk befolkningsflertal, som straks sagde god for planen, og dette er noget af en kovending. Netop på grund af sit fortsatte engagement i Syrien og sit meget kantede forhold til Syriens nye leder, Ahmed al-Sharaa, som har Trumps støtte, havde man kunnet forvente en noget mere kølig tyrkisk modtagelse af planen, og navnlig når den fremstår med Trumps tydelige fingeraftryk.
Nye strategiske vinde
Det drejer sig naturligvis først og fremmest om Gaza og om at finde en løsning. Men bag de ædle motiver ligger også en stor del pragmatisk tænkning og hensyntagen til politiske og strategiske forhold. Man kunne også kalde det egeninteresse.
På den baggrund er det såre naturligt, at både Jordan og Egypten var hurtige til at bakke op om aftalen. De er begge naboer til den umiddelbare konfliktzone, og både i Amman og Cairo har man længe kunnet se en begrundet frygt for, at krigen skulle brede sig til de respektive landes hjemmebane.
En smal stribe langs hele hegnet omkring den lille enklave bliver udlagt som særlig sikkerhedszone
At også Tyrkiet, Pakistan og Indonesien giver grønt lys og ligefrem roser Trump for hans initiativ, rummer så en række andre elementer. Naturligvis udtrykker de medfølelse med den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza og ser det som en presserende nødvendighed at få løst den humanitære krise så hurtigt som muligt. Men bag dette ligger også en udtalt bekymring for egen stabilitet og sikkerhed, og ikke mindst kan man tolke det som et ønske om ikke at blive hægtet af. I hele regionen er der en fornemmelse af nye strategiske vinde i en virkelighed under hurtig forandring, og derfor kan det i høj grad betale sig at holde sig på god fod med Trump.
”Jeg roser den amerikanske præsident Donald Trumps indsats og ledelse med henblik på at standse blodsudgydelserne i Gaza og opnå en våbenhvile,” lød det således fra Erdoğan, som i øvrigt mødte Trump i Det Hvide Hus i sidste uge. For første gang i seks år.
Den ansete kommentator Thomas L. Friedman fra The New York Times går endda så vidt, at han kalder planen ”visionær”. Han, som aldrig har holdt igen med sin skarpe kritik af Trump, betegner det som ”en begavet plan om at omdanne et bombekrater til en affyringsrampe for fred”.
Det er store ord, som i det betændte mellemøstlige klima hurtigt kan blive blæst omkuld, men ret beset omfatter planens 20 punkter en række interessante elementer.
Ifølge planen skal de resterende 48 israelske gidsler, hvoraf de 20 fortsat vurderes at være i live, løslades øjeblikkeligt. Til gengæld skal 1.950 palæstinensiske indsatte løslades fra israelske fængsler – heriblandt 250, som afsoner livstidsdomme. Ydermere skal Hamas afvæbne sig selv. De af bevægelsens soldater, som gør det frivilligt, vil få amnesti, mens de øvrige skal have frit lejde til at forlade Gazastriben.
Meget tyder på, at Trump har sat ham stolen grundigt for døren, da de to mødtes i Det Hvide Hus først på ugen, og har presset Netanyahu til at acceptere sin model.
Der vil også blive tale om en gradvis israelsk tilbagetrækning, dog på den måde, at en smal stribe langs hele hegnet omkring den lille enklave bliver udlagt som særlig sikkerhedszone. Og som en vigtig del af aftalen, vil den palæstinensiske civilbefolkning få garanti for at kunne blive.
Hamas vil blive sat uden for politisk indflydelse. Indtil der kan etableres en stabil palæstinensisk ledelse, vil Gazastriben blive bestyret af en særlig gruppe, hvor vi i toppen vil finde to af Trumps egne mænd, svigersønnen Jared Kushner og hans særlige mellemøstudsending Steve Witkoff. Endelig kommer triumviratet til at bestå af Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair, der stiller sin erfaring og viden til rådighed for projektet.
Netanyahus dilemma
Thomas L. Friedman skriver også i sin analyse, at planen ville være relativt enkel af implementere, hvis den sigtede på at løse en mindre grænsestrid mellem Sverige og Norge. Men når den netop handler om en af de mest forbenede konflikter, som navnlig gennem de seneste to års krig har nået nye dybder, vil planen hurtigt kunne løbe ind i alvorlige vanskeligheder, for vi står med to parter, der begge vil have svært ved at sluge kameler.
Benjamin Netanyahu har erklæret, at planen faktisk opfylder alle de militære mål, den israelske regering satte sig, da det hele startede for knap to år siden. Men hvis vi sammenligner det med, hvad han i øvrigt har sagt gennem de mange måneder, er det også klart, at planen på ingen måde lever op til det, han betragter som en ultimativ sejr. Meget tyder på, at Trump har sat ham stolen grundigt for døren, da de to mødtes i Det Hvide Hus først på ugen, og har presset Netanyahu til at acceptere sin model.
Ved samme lejlighed fik den israelske premierminister også sagt officielt undskyld til Qatar, som protesterede skarpt over det israelske angreb på en bygning i hovedstaden Doha den 9. september. Det kostede 6 personer livet, hvoraf de fem repræsenterede Hamas, og det anrettede stor diplomatisk skade.
Men ved at acceptere planen har Netanyahu indtil videre skaffet sig en taktisk fordel. Han kan fremstå som den forhandlingsvillige leder, der viser interesse for en våbenhvile og en løsning på konflikten, mens bolden er spillet over på Hamas’ banehalvdel. Dette er et mønster, som vi har set gentage sig selv et utal af gange i løbet af krigen.
250 livstidsdømte palæstinensere med mange israelske menneskeliv på samvittigheden kan med Trumps plan se frem til at blive løsladt
Hermed har Netanyahu skaffet sig et pusterum. Det er en nødvendighed for ham, idet navnlig Bezalel Smotrich, der sidder med i regeringen som leder af det lille højreradikale parti Religiøs Zionisme, var hurtig til at gå til verbalt angreb på hele planen. Mens store dele af verden roste planen, betegnede Smotrich den som ”en eklatant diplomatisk fejltagelse”.
Han har ganske vist lovet, at han ikke vil skyde planen helt i sænk, men i israelsk politik kan den slags løfter godt vise sig at være forbigående. Han vil næppe lade det hele passere i ro, og han har da også allerede talt til mange israeleres frygt ved at nævne, at 250 livstidsdømte palæstinensere med mange israelske menneskeliv på samvittigheden kan med Trumps plan se frem til at blive løsladt.
Det kan derfor forventes, at Netanyahu vil holde gode miner til slet spil og sende sine folk til de videre forhandlinger med besked på at komme med ændringsforslag og endeløse indsigelser mod enkelte punkter i planen. Det er en forhalingstaktik, som Netanyahu ofte har benyttet sig af i den slags situationer.
Selvom det store flertal af palæstinenserne i dag higer efter en våbenhvile, er det langtfra sikkert, at Hamas deler denne interesse
For det er helt tydeligt, at den israelske leder befinder sig i et slemt dilemma. På den ene side har han sagt ja til Trump, der helt åbent har sat næsen op efter Nobels Fredspris, og på den anden side holder Smotrich og Israels radikale højrefløj et sværd over hans hoved. De truer med at bryde ud af koalitionsregeringen, hvis de ikke får deres vilje, og det vil sandsynligvis føre til valg og til en afslutning på Netanyahus politiske karriere.
Hamas er under pres
Hamas sidder med et tilsvarende dilemma. Bevægelsen er under svært pres, ikke mindst fra store dele af den arabiske verden, som vil have, at de går til forhandlingsbordet og godkender planen. Men Hamas ved, at de resterende 48 israelske gidsler, som de kunne have frigivet for længe siden, er den sidste rest af en form for livsforsikring. Og da planen ovenikøbet bærer frem mod en afvæbning af de mange mænd, som bevægelsen fortsat har under våben, samt besked på at forlade Gaza, er det hele jo noget, der minder om organisatorisk selvmord.
Hamas har ikke på noget tidspunkt i forløbet vist nævneværdig interesse for civilbefolkningens ve og vel, og selvom det store flertal af palæstinenserne i dag higer efter en våbenhvile, er det langtfra sikkert, at Hamas deler denne interesse.
Tilbage på scenen er en samling desperate folk, der ønsker at fortsætte krigen, så det er meget muligt, at Hamas vil møde op til forhandlingerne, men med den skjulte dagsorden at sabotere dem, for dermed at kunne spille det velkendte spil, hvor israelerne kan få skylden for, at det igen er brudt sammen.
Tilsyneladende har Hamas også et sværd hængende over hovedet. Trump gav bevægelsen 72 timer til at tage stilling til planen, og hvis svaret bliver negativt, har han mere eller mindre givet Netanyahu grønt lys til at lade krigen fortsætte med alle midler.
Dette er naturligvis ubehagelige udsigter, og det kan kun føre til nye katastrofer for civilbefolkningen i Gaza. Men ikke desto mindre kan det for visse dele af Hamas stå som den mest attraktive vej frem. For det vil igen fremstille Israel som aggressoren, og det vil kunne sætte en stopper for andre mulige udviklinger i regionen.
Det anses nemlig for sandsynligt at både Saudi-Arabien, Syrien og Libanon vil overveje at indgå normaliseringsaftaler med Israel, hvis Trump-planen omsættes til virkelighed. Det er præcis sådan et scenarie, Hamas for næsten alt i verden vil prøve at spolere.
Og det er netop det, der måske kan få det hele til at lykkes alligevel. Den store internationale interesse for planen kan bestemt betragtes som en indikation i den rigtige retning, og det kan i sig selv være nok til, at hverken Netanyahu eller Hamas vil have held til at spænde ben for det hele.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og