FREDSPROCES // ANALYSE – Det er nu fem år siden, fredsaftalen mellem regeringen i Colombia og guerillagruppen FARC blev underskrevet. Efter den mest blodige og langvarige konflikt i Latinamerikas historie med over otte millioner ofre – de fleste internt fordrevne, men også flere hundrede tusinde dræbte og forsvundne. Hvordan er det så gået med fredsaftalen? På ingen måde gnidningsfrit, og der er fortsat mange drab på sociale ledere og tidligere FARC-medlemmer. Men præsidentvalget om godt et halvt år vil måske ændre udviklingen, skriver Mogens Pedersen, forhenværende ambassadør i bl.a. Colombia.
Fredsaftalen blev indgået i slutningen af september 2016 efter flere års forhandlinger med Norge og Cuba som mæglere. Den blev underskrevet ved en flot anlagt ceremoni i den nordlige by Cartagena under tilstedeværelse af FN’s Generalsekretær Ban Ki-moon og USA’s daværende vicepræsident Joe Biden.
De er forbrydere og skal elimineres eller fængsles og stilles for landets domstole, lød det fra regeringspartiet
Men få dage efter skete det for mange utænkelige, at aftalen blev forkastet ved en folkeafstemning med ganske få tusinde stemmer. Efter genforhandlinger, som især ændrede FARC’s fremtidige politiske repræsentation i parlamentet, blev den endelige fredsaftale vedtaget i kongressen den 24. november samme år. Og som international anerkendelse modtog Colombias daværende præsident Juan Manuel Santos Nobels Fredspris.
Regeringen imod fredsaftalen
Lige som vejen til fredsaftalen var fyldt med forhindringer, har også gennemførelsen været vanskelig. I midten af 2018 vandt Iván Duque præsidentvalget som repræsentant for Centro Democrático (CD), et parti på det yderste højre, der var imod fredsaftalen.
CD mener i bund og grund, at man aldrig skulle have forhandlet med FARC – de er forbrydere og skal elimineres eller fængsles og stilles for landets domstole, lød det fra regeringspartiet. Fra da af har det været op ad bakke for aftalen, skønt der også er sket vigtige fremskridt.
Et vigtigt skridt i fredsaftalen har været afvæbning og demobilisering af landets største guerillagruppe, FARC, allerede få måneder efter fredsaftalen blev indgået. Op mod 90 procent af FARC-medlemmerne, cirka 13.000 mand, nedlagde våbnene og er siden i gang med at blive integreret i det civile liv med alle de udfordringer, som dette fører med sig. FARC er nu omdannet til et politisk parti med repræsentanter i parlamentet.
Der er etableret en fredsdomstol, der skal dømme de skyldige i de mange brud på menneskerettigheder under konflikten, både blandt FARC og i militæret. Mod at fremlægge sandheden om, hvad der reelt skete, og hvem der er ansvarlig for de mange og voldsomme overgreb, kan de skyldige få nedsat dom, og de mange ofre modtage erstatning.
Uden fremskridt er der fare for, at den voldelige konflikt vender tilbage, netop fordi den meget ulige jordfordeling er den væsentligste forklaring på de mange års konflikt
Fredsdomstolen har gjort betydelige fremskridt i de sidste par år. Bl.a. har ledelsen af FARC, nu omdøbt til partiet Comunes, indrømmet, at de har været skyldige i bortførelse og drab på mange uskyldige mennesker under konflikten. Fredsdomstolen har opnået stor international anerkendelse, herunder af Den Internationale Straffedomstol i Haag, hvilket blev bekræftet under straffedomstolens anklagers besøg i slutningen af oktober. Og dette på trods af regeringens modstand mod fredsdomstolens eksistens.
Den hårdeste nød at knække i fredsaftalen er uden tvivl jordreformen, netop fordi der er store økonomiske interesser på spil. Ifølge aftalen skal der opbygges en jordfond, som skal uddeles til de fattige bønder. Det er der nemlig stort behov for, da Colombia i modsætning til langt de fleste andre latinamerikanske lande, aldrig har haft en jordreform.
De store jordejere dominerer fuldstændig. De udgør under én procent af jordejerne og kontrollerer over 80 procent af jorden. Der er ikke sket nævneværdige fremskridt på dette felt – og uden fremskridt er der fare for, at den voldelige konflikt vender tilbage, netop fordi den meget ulige jordfordeling er den væsentligste forklaring på de mange års konflikt.
Fortsat vold mod sociale ledere
Et af de største trusler mod fredsaftalen er de fortsatte mange drab på sociale ledere, menneskerettighedsforkæmpere og tidligere FARC-medlemmer, hvilket bidrager til at skabe tvivl om, hvorvidt aftalen kan føre til endelig fred.
Disse drab finder især sted i de områder, hvor FARC opererede under borgerkrigen, som nu står tilbage som en slags ingenmandsland. Bag dem står ikke mindst paramilitære grupper, ofte støttet af de store jordejere, som er imod fredsaftalen, eller narkobaroner, der hersker i disse områder og som forsøger at tvinge bønderne til fortsat at dyrke koka.
Det er opgjort, at der siden fredsaftalen blev indgået er dræbt næsten 300 ex-FARC og over 900 sociale ledere. Blandt de sociale ledere finder man menneskerettighedsforkæmpere, ledere af oprindelige folk, colombianere af afrikansk oprindelse og fagforeningsfolk.
Fredsaftalen indeholder ingen tiltag med sigte på at reformere hær og politi, så de rent faktisk kunne støtte op om fredsprocessen. Hæren og også politiet har således ikke på effektiv vis søgt at beskytte de mange sociale ledere mod fortsatte angreb fra eksempelvis de paramilitære grupper.
FN’s Sikkerhedsråd har flere gange fremhævet de mange mord på sociale ledere som en af de største forhindringer for fredsaftalen. På Sikkerhedsrådets møde i midten af oktober blev regeringen i Colombia opfordret til at styrke beskyttelsen af disse og samtidig arbejde for at staten med alle dens instanser rent faktisk er til stede i de tidligere FARC-kontrollerede områder, hvor størstedelen af overgrebene finder sted.
Men måske blæser der nu nye politiske vinde, både internationalt og internt i Colombia, som kan give håb om at fredsaftalen får mere vind i sejlene i de kommende år.
Det internationale scenarie
Latinamerika har hidtil ikke stået højt på den amerikanske præsident Bidens internationale dagsorden. Bortset fra et par temaer, der har amerikansk, indenrigspolitisk betydning, nemlig Cuba og spørgsmålet om de mange flygtninge/migranter, der kommer ind via Mexico.
USA har i mange år ydet stor støtte til Colombia, hvoraf langt størstedelen er gået til den colombianske hær til bekæmpelse af koka/kokain. Colombia er verdens største producent af kokain, hvor halvdelen ender i USA.
Det var forventningen, at Biden ville ændre denne politik og mere klart støtte fredsprocessen. I oktober var den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken på besøg i Colombia. Han fremførte, at USA var parat til at støtte gennemførelse af fredsaftalen og respekt for menneskerettighederne, herunder at de skyldige for brud på menneskerettighederne under konflikten rent faktisk bliver stillet til regnskab. Unægtelig en anden tilgang end den, man har set under Trump, hvor USA’s fokus i forhold til Colombia var næsten entydigt på bekæmpelse af kokainproduktion og -eksport.
Det politiske landskab i Colombia er i vid udstrækning ændret til fordel for fredsprocessen, og efter lokalvalget i 2019 er det i mange af de større byer i dag oppositionen, der har magten
For nylig vedtog Repræsentanternes Hus en lov, der forbyder amerikansk støtte til oversprøjtning af kokamarkerne. Dette er i overensstemmelse med fredsaftalen, der taler om frivillig overgang til andre lovlige afgrøder.
EU støtter meget aktivt fredsprocessen – udover en fond til særlig støtte af fredsaftalen har EU udnævnt en særlig udsending til fredsprocessen. Fra FN’s side er der stor opmærksomhed på fredsprocessen i Colombia: En verifikationsmission følger løbende fredsaftalens gennemførelse, og FN’s Sikkerhedsråd drøfter udviklingen hvert kvartal på grundlag en kvartalsrapport fra FN’s generalsekretær.
Indenrigspolitisk – er der håb forude?
Næste år i maj er der præsidentvalg i Colombia, og flere af kandidaterne er stærke fortalere for fredsaftalen. Det gælder den tidligere borgmester i Bogota, Gustavo Petro, fra centrum-venstre partiet Colombia Humana. Ved sidste præsidentvalg opnåede Petro 43 procent af stemmerne, og han ligger lige nu øverst i meningsmålene. Den samme positive position over for fredsprocessen har en anden politisk nydannet, centrumkoalition ”Håbets Alliance”, som blandt andet inkluderer chefforhandleren ved fredsaftalen med FARC.
Hertil kommer, at der er nye politiske aktører på banen – især de unge, ikke mindst de studerende, men også oprindelige folk, fagforeningsfolk, folk af afrikansk afstamning og en del fra middelklassen, der deltog i de langvarige massedemonstrationer, der løb over flere måneder fra april til juli i år.
Jordreformen er et nøgleelement i at skabe varig fred, men den kan næppe føres ud i livet uden konfrontationer, da der er store interesser på spil
Udover modstand mod præsident Duques forslag til en skattereform var et at demonstranternes vigtigste krav gennemførelse af fredsaftalen. Det politiske landskab i Colombia er i vid udstrækning ændret til fordel for fredsprocessen, og efter lokalvalget i 2019 er det i mange af de større byer i dag oppositionen, der har magten.
Selvom valget først er næste år, er der en del, der peger i retning af, at Colombia vil få en regering, der fremover vil se mere positivt på fredsaftalen end den nuværende.
Det vil dog næppe betyde, at det er slut med vold og overgreb på befolkningen i Colombia. Jordreformen er et nøgleelement i at skabe varig fred, men den kan næppe føres ud i livet uden konfrontationer, da der er store interesser på spil.
Denne artikel er oprindeligt bragt i Globalnyt og bringes her efter aftale med Globalnyt og skribenten. Globalnyt er et uafhængigt medie, der beskæftiger sig med udviklingsspørgsmål og forhold i verdens fattige lande.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og