SKOTLAND // ANALYSE – Det er ikke helt overraskende, at Nicola Sturgeon gik af i utide. Ligesom New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, kastede hun håndklædet i ringen, før det blev for sent.
NEWCASTLE – “I don’t expect violence,” sagde den skotske førsteminister, Nicola Sturgeon, i sin tale i Edinburgh onsdag i sidste uge. Hun holdt en glimrende tale, hvor hun bekræftede, hvad vi allerede havde læst alle vegne i timerne forud på internettet i Storbritannien: Hun ville tage sin afsked som førsteminister.
Selvom underteksterne på tv bekræftede, at hun ikke forventede voldeligheder, var det slet ikke det, hun mente, eller det, hun sagde. I virkeligheden var det klynkende violinmusik – ”I don’t expect violins” – hun ikke ventede at høre, mens hun fortalte sine skotske og britiske tilhørere, at hun i fremtiden ikke mere skulle være skotsk førsteminister og dermed opgav at føre kampen for skotsk national uafhængighed.
Kampen om politisk uafhængighed har splittet skotterne i to store grupper, ligesom Brexit delte briterne som sådan i to
Skotsk dialekt og udtale er speciel, selv for det trænede sprogøre var det muligt at tage fejl af ”violence” og ”violins”. Og ingen af delene fulgte med afskeden.
Ikke alle er kede af, at Nicola Sturgeon går af efter otte år på posten, det var det, hun antydede. Ikke alle – ikke alle skotter – er enige om, at Skotland skal være selvstændigt fra resten af United Kingdom. I 2014 stemte flertallet mod skotsk selvstændighed ved en folkeafstemning. Kampen om politisk uafhængighed har splittet skotterne i to store grupper, ligesom Brexit delte briterne som sådan i to.
Man kunne tro, at den slags skabte balance, men det gør det modsatte. Man har konstant fornemmelsen af ubalance, af at der netop ikke er flertal for det ene eller det andet. Man kommer ikke videre. Nicola Sturgeons tid som politisk leder er afsluttet, men den sag, hun først og fremmest var politiker for at føre, den har hun ikke evnet at gennemføre.
En dygtig kvindelig leder
Man kunne så konkludere, at hun grundlæggende har fejlet som politiker, men sådan er det ikke. Hun har været en dygtig og på mange måder meget populær politisk leder. Mange skotter vil faktisk sørge over, at hun nu ikke længere leder det næsten uafhængige Skotland.
Det tæller også meget med, at hun er en dygtig kvindelig leder. Der er nok mange, der mener, at man ikke skal fremhæve kvindelighed som en positiv kvalitet i sig selv for en politiker. Mænd og kvinder skal jo være så ligeberettigede, er der mange, der vil mene. Men at have kæmpet sig frem til en politisk topstilling som kvinde underforstår næsten altid, som at man har haft mod og kræfter til at overkomme de ulemper, der kan følge med at være kvinde i den situation.
Og i Nicola Sturgeons tilfælde fremhævede hun netop i sin tale, hvor grotesk fjendtligt man bliver behandlet i de sociale medier som kvindelig politiker. Hendes tale har netop sat gang i debatten om misbrug af talefriheden på de sociale medier og om det enorme pres, det lægger på kvindelige politikere. Jo højere kvinder kommer op i hierarkiet, des større bliver presset, des flere er truslerne fra, som regel, anonyme mænd (og kvinder), og des mindre bliver politikerens mulighed for at bevæge sig frit omkring. Man får politivagt på.
Kampen for et frit og uafhængigt Skotland har Nicola Sturgeon tabt, det kommer man ikke udenom. Sin hjertesag har hun måttet opgive at gennemføre
Så uanset hvad man ellers mener om Nicola Sturgeon som person og som politiker, så kommer man ikke udenom de problemer, hun er eksempel på netop som kvindelig politiker i en tid, hvor tressernes og halvfjerdsernes fremskridt for kvindelig ligestilling er under stadig større pres fra modstanderne af deres relative frihed.
”Hvis en ung kvinde spurgte dig, om hun skulle gå ind i politik, ville du så anbefale det?” blev en kvindelig skotsk politiker netop spurgt om på BBC’s skotske radiokanal. ”Naturligvis,” kom svaret, men politikeren fulgte så op med at fortælle om det enorme pres, politikere i almindelighed – og kvindelige politikere i særdeleshed – bliver udsat for.
Man har ikke meget respekt for politikere, der ofte omtales som hyklere, hvis eneste grund til at gå ind i politik er, at de vil have et nemt job til en urimeligt høj løn, latterligt gode arbejdsvilkår og en hverdag, hvor de træffer afgørelser om ”almindelige menneskers” liv, et liv, som de angiveligt selv intet ved om.
Nicola Sturgeon – en skotsk nationalists karriere
Nicola Sturgeon blev født i 1970 i Glasgow, læste jura ved Glasgows Universitet og arbejdede som jurist i Glasgow, indtil hun blev valgt ind i det skotske parlament i 1999.
Det skotske parlament var en helt ny institution dengang, etableret af Tony Blairs Labour-regering, der kom til magten i 1997. Labour-regeringen havde netop ”devolution”, delvis politisk uafhængighed, på programmet for Wales, Nordirland og Skotland, og Sturgeon var derfor med fra starten.
Hendes parti, SNP, blev grundlagt helt tilbage i 1934 men fik først sit rigtige gennembrud i 1967. Det år vandt det sin første afstemning om en plads i London-parlamentet over Labour, som ellers dengang var det største parti i Skotland. Det nye parlamentsmedlem, Winnie Ewing, vandt sin plads i valgkredsen Hamilton.
Tanken om skotsk selvstændighed blev central for SNP i 1980’erne, og selvom partiet ikke vandt særlig fremgang i London-parlamentet (her i 2023 er SNP det tredjestørste parti i London), fik det stadig større indflydelse ved skotske lokalvalg. Fra 1999 til 2007 var SNP oppositionsparti i det skotske parlament, med Alex Salmond som partileder. I 2007 dannede SNP flertalsregering, og Salmond blev førsteminister, med Nicola Sturgeon som sin vice-førsteminister.
Da Salmonds SNP tabte folkeafstemningen om skotsk selvstændighed i 2014, trådte han tilbage, og Sturgeon overtog hans rolle som førsteminister. Ved den lejlighed stemte 55 % af vælgerne imod, og kun 45 % for, selvstændighed. Et flertal på ti procent er et klart flertal, og London-regeringen understregede, at man mente, at der nu ikke skulle snakkes skotsk selvstændighed i en generation.
Man kan diskutere, hvad ”en generation” er. Tredive år er en helt almindelig definition. Men løbet var alligevel så tæt, at Sturgeon følte sig inspireret til at fortsætte kampen. Det har hun gjort med ihærdighed og stort politisk talent lige siden. Så den politiker, man har set træde tilbage i februar 2023 som skotsk førsteminister, har været aktiv og ledende skotsk nationalist siden 2007 – i femten år – og har som førsteminister ledet kampen for selvstændighed i de sidste otte år.
Et politisk liv sluttet med tilbagetog og nederlag?
Kampen for et frit og uafhængigt Skotland har Nicola Sturgeon tabt, det kommer man ikke udenom. Sin hjertesag har hun måttet opgive at gennemføre. De skotske nationalister vil først og fremmest give London-regeringen (der jo er konservativ) skylden.
I det skotske parlament er der – takket være samarbejdet mellem SNP og de grønne – et flertal for uafhængighed. Det burde regeringen i London respektere, siger nationalisterne, men den nægter at give skotterne lov til at holde en ny folkeafstemning.
Hun vandt ikke det endelige slag, men hun holdt liv i sin sag
I London har man reageret på skotternes insisteren ved enten at ignorere SNP – det var Boris Johnsons fremgangsmåde – eller ved simpelthen at understrege, at Skotland ikke har juridisk ret til at bestemme, om der skal holdes en folkeafstemning om uafhængighed. Skotland er del at nationen United Kingdom, og det er London-regeringen og London-parlamentet, der bestemmer, om en del af nationen kan løsrive sig.
SNP raser, men de kan ikke gøre noget.
Nicola Sturgeon har forsøgt at komme omkring London-regeringens modstand ved at erklære det førstkommende parlamentsvalg for at være en de facto folkeafstemning. Hvis de skotske vælgere stemmer for SNP, vel vidende at de samtidig giver SNP et mandat til at løsrive sig fra London, så kunne det måske føre til selvstændighed.
Man kunne sige, at det ville virke lige lovlig udspekuleret fra SNP’s side, der netop udmærket ved, at de ikke har juraen på deres side. Men man ved erfaringsmæssigt, at ved parlamentsvalg stemmer briterne, som om valget var en slags folkeafstemning om de store politiske emner, ideen er ikke helt urealistisk.
Nye problemer
Men Nicola Surgeon har fået nye problemer at tumle med. Skotterne slutter ikke så entydigt op om hendes planer, som hun må have håbet. Hendes regeringsførelse har ikke været uden kritik fra skotterne selv. Hun og SNP har brugt mange ressourcer på kampen for uafhængighed, ressourcer, der nok havde været bedre anvendt på at løse et moderne demokratis hovedopgaver.
Undervisningssektoren har SNP ikke udviklet, skotske skoleelever klarer sig dårligere til prøver end elever i sammenlignelige lande. Den skotske regering har reageret ved at prøve at mindske betydningen af prøver i skolesystemet i stedet for at forberede eleverne bedre.
Og regeringen har ikke kunnet komme med en strategi for, hvordan lærerne kan støtte eleverne, når de vender tilbage i klasserne efter pandemien.
Det går ikke bedre med sundhedssystemet. Skotternes gennemsnitlige levealder er den laveste i Europa. Blandt mere specifikke sundhedsproblemer oplever man i Skotland, at borgere i landets fattigste områder oplever femten gange så høj dødelighed som borgere i de rigeste som følge af narkotikamisbrug.
Hvad mere er, i den seneste meningsmåling fra februar i år ser man, at skotterne nu er mere interesserede i sundhedsvæsnet end i politisk uafhængighed. Så det er ikke helt overraskende, at Nicola Sturgeon går af, mens tid er. Ligesom New Zealands kvindelige premierminister, Jacinda Ardern, kaster hun håndklædet i ringen, før det er for sent.
I den sidste ende storslået succes
Naturligvis må hun have håbet på at blive det selvstændige Skotlands første politiske leder, det var tydeligvis hendes livsopgave.
Undervejs er det lykkedes hende at lede Skotland med fast og myndig hånd i syv år. Hun vandt ikke det endelige slag, men hun holdt liv i sin sag. Skotterne er ikke glade for konservative politikere, især ikke de engelske, og selvom de skotske konservative for en tid stod relativt stærkt i skotsk politik, så har de ikke udgjort en trussel for SNP.
Til gengæld var det skotske Labour for ikke så længe siden Skotlands største parti. Efter at de engelske konservative havde lukket ned for skotsk kulminedrift og nedlagt skibsbygning, mistede Labour sine traditionelle kernevælgere: uden arbejdere, intet Labour. Men som den nuværende leder at Labour i London, Keir Starmer, siger, så er det netop til Sturgeons fortjeneste, at hun gjorde de skotske Labour-vælgere til SNP-vælgere.
Og så har hun holdt ud i syv år. I den tid i England gik det ikke så godt for lederne, hvor den ene efter den anden faldt: Nigel Farage (UKIP). Nick Clegg, Tim Farron, Jo Swinson (Liberale demokrater), Jeremy Corbyn (Labour), David Cameron, Theresa May, Boris Johnson, Liz Truss (Konservative).
Og i Skotland: Nicola Sturgeon. Scottish National Party.
Hvad sker der så?
Nicola Sturgeon selv skal nok leve med livvagter lidt endnu, men hun slipper forhåbentlig for at blive jagtet på de sociale medier. Hun håber at bruge mere tid på bogfestivaler, fortæller hun, og hvis hun lancerer sin selvbiografi (hun har ikke ført dagbog, fortæller hun), så kan hun forvente at tjene et millionbeløb.
Til gengæld er SNP’s planer om skotsk selvstændighed måske sat på pause. Inden udgangen af marts skal partiet finde en ny leder, og der er ikke umiddelbart nogen kandidat med samme erfaring og karisma som Nicola Sturgeon.
Der lurer adskillige farer for partiet. Hvis den nye leder er højreorienteret, risikerer SNP, at Labour får sine vælgere tilbage på venstrefløjen, og de grønne vil ikke nødvendigvis fortsætte i koalition med SNP.
Så vil den politiske situation i Skotland pludselig kunne ændre sig, fra årtiers stabilitet under Salmond og Sturgeon, til uvished. Men med over fyrre procents tilslutning til SNP i den første meningsmåling efter Sturgeons afgang har partiet ikke helt mistet grebet om skotterne.
Læs mere om Skotland og UK i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her