LBGTQ+ // REPORTAGE – Med hele indre by pakket ind i regnbueflag har man næppe tænkt to gange over, at Folketeateret på Nørregade også har lyst op i festlige farver de sidste to uger med CPH Queer Theatre Festival. Byen har summet af liv og arrangementer i forbindelse med WorldPride, og der er nærmest blevet flaget mere med pride-flaget end med Dannebrog. Er man trådt ind ad teatrets døre er det dog stået klart, at her er regnbueflaget ikke bare sæsonpynt.
Under årets Pride har Folketeatret, sammen med blandt andet Bøssehuset, BLOX, og Skuespilhuset, lagt scener til den internationale CPH Queer Theatre Festival, der er løbet af stablen for allerførste gang.
LBGTQ+ kunstnere fra hele verden har deltaget i festivalen, blandt andet de prisvindende West End-instruktør Andrew Keats og Moira Finucane – endog bæredygtigt på live-forbindelse fra Australien. I det hele taget er det et imponerende program, festivalen præsenterer.
Jeg er sådan en, der har læst Judith Butler på universitet og abonnerer på den idé, at køn er performativt, og at seksualitet er et spektrum
Når byen er fyldt med underholdning og begivenheder i mangfoldighedens navn, der alle kæmper for opmærksomhed samtidig, kan man alligevel fristes til at spørge, hvad det egentlig er, en scenekunstfestival som CPH Queer Theatre Festival kan og skal – og hvem det er for?
Repræsentation for alle
Mit udgangspunkt for deltagelse i denne festival var ikke at se mig selv repræsenteret på scenen. Jeg er sådan en, der har læst Judith Butler på universitet og abonnerer på den idé, at køn er performativt, og at seksualitet er et spektrum.
Jeg har leget med tanken om at kalde mig queer, men lever primært som hetero-cis-kvinde. Altså en, der er tildelt kønnet kvinde ved fødslen, identificerer sig sådan og tiltrækkes af det modsatte køn (binært set). Kort sagt falder jeg udenfor LBGTQ+ definitionen.
Derfor spurgte jeg den ene af de to festivalledere, Jeremy M. Thomas, som også er kunstnerisk leder af teaterkompagniet HIT, hvem festivalen er tiltænkt? Jeremys svar er, at festivalen er for alle.
Målet er ikke at normalisere noget, snarere at fremhæve det universelle i det at gennemgå faserne af et menneskeliv i de forskellige fortællinger
Han og Lars Werner Thomsen, festivalens anden leder, har lagt en hel del energi i at finde og invitere kunstnere og fortællinger, som er moderne, har noget nyt at sige og bidrager til et bredt program.
Når teatre præsenterer LBGTQ+-forestillinger, er det ofte historier om homoseksuelle cismænd. De historier er vigtige, men CPH Queer Theatre Festival skulle gerne repræsentere mere og andet end det. Festivalen hedder udtrykkeligt ”queer” og ikke ”gay”.
Derfor har de præsenteret forestillinger med og om non-binære, biseksuelle, panseksuelle og aseksuelle. Samtidig har der naturligvis også været plads til de homoseksuelle fortællinger, såsom Folketeatrets egenproduktion, Den unge Elias’ Lidelser, skrevet og spillet af Elias Sadaq.
Universelle fortællinger
Ved at lade folk med alle slags baggrunde blive præsenteret for et hav af forskellige fortællinger, der repræsenterer forskellige kønsidentiteter og seksualiteter, håber holdet bag CPH Queer Theatre Festival, at der kan bygges bro mellem forskellige communities.
Målet er ikke at normalisere noget, snarere at fremhæve det universelle i det at gennemgå faserne af et menneskeliv i de forskellige fortællinger – og naturligvis fordi repræsentation er vigtig i kunsten.
Jeremy fortæller, at følelser som kærlighed, ensomhed og tilknytning er universelle. Den roste forestilling The Shy Manifesto, han selv har instrueret, har en queer teenager i hovedrollen, men omhandler temaer som nok er genkendelige for de fleste teenagere i dag.
Den elskede drag queen Ramona Macho bemærkede under sit show til Cabaret Night, at det at spille på trappen i foyeren gav lidt krydstogsstemning
Den delvist digitale forestilling omhandler nemlig cybermobning og generel identitetssøgen. Man kunne forestille sig, at netop denne forestilling ville gøre det godt som pensum i landets 9.-klasser.
Som publikum på læsningen af Southern Bedfellows, som blev sat op last-minute med stykkets egen forfatter, den amerikanske rising star, non-binære Riley Elton McCarthy, blev jeg selv overvældet af et hav af ”universelle følelser”.
Smukt oplæst af Riley og Annelise Nielsen med amerikansk sydstatsdialekt lod jeg mig suge ind i en historie om at finde sin identitet, dybt venskab og om vælge sig selv først. Denne oplevelse gjorde så stort indtryk på mig, at jeg drømte om kønsidentitet hele natten.
Jeg håber meget på en genopsætning, så også denne forestilling kan komme på pensum blandt det yngre teaterpublikum.
Liv, krydstogtstemning og glade dage
Der har også været plads til regulær feststemning under CPH Queer Theatre Festival. Den elskede drag queen Ramona Macho bemærkede under sit show til Cabaret Night, at det at spille på trappen i foyeren gav lidt krydstogsstemning.
At hendes engelsk var lidt haltende gav blot lidt mere eksotisk stemning til det musikalske show. Som publikum oplevede jeg her en varm følelse af tryghed og fællesskab.
Når mange emner bliver sat under lup, og man kan shoppe rundt i forestillinger uden forventning, stifter man bekendtskab med noget nyt
Danmark er et godt land at være LBGTQ+ i, men det er ikke altid nemt. At skabe steder og rum, hvor alle er frie til at være dem, de er, og så tilmed i kunstens navn er vigtigt. At se et etableret sted som Folketeatret pyntet med regnbuefarver og gøre en aktiv indsats for inklusionen har været en sand fornøjelse under denne Pride.
Det er derfor, der er behov for og plads til en teaterfestival som CPH Queer Theatre Festival. Når mange emner bliver sat under lup, og man kan shoppe rundt i forestillinger uden forventning, stifter man bekendtskab med noget nyt.
Under paraplyen ”queer” skaber man plads for inklusion i scenerummet – og på publikumsrækkerne – fremover. Samtidig kan poplærere stykker få reprise, så flere får mulighed for at se dem og andre kan få momentum til solospilleperioder.
Jeg krydser fingre for, at vi ser endnu en CPH Queer Theatre Festival under næste Pride.
Har man lyst til at opleve noget queer scenekunst, selvom byen ikke længere vil være pyntet med regnbueflag, kan man skynde sig at sikre sig billetter til Berghain om Berlins Technoscene, som spilles på rulleskøjter, og til The Feminine Octagon – or aristotle can eat me, begge i Bøssehuset 27.08 – 11.09.
LÆS FLERE ARTIKLER AF SOPHIE BLENDSTRUP HER
Topfoto Johan Persson: fra On the Way to the Sawmill på CPH Queer Theatre Festival
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
