
KULTUR // KOMMENTAR – Noget har ændret sig på Kunstakademiet, siden Peter Brusendorff gik der. I hans øjne er aktionen mod Salys buste af Frederik 5. sammenlignelig med Talebans ødelæggelse af Buddha-statuerne i Bamiyan. Lad os endelig diskutere kolonialisme, siger han. Lad os endelig bruge kunsten. Men ikke ødelægge den.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forhåbentlig er jeg ikke den eneste, der husker, hvordan verdens førende terrorister, Talebanerne, for nogle år siden sprængte årtusindgamle, unikke Buddha-skulpturer udskåret af en klippevæg i Afghanistan.
Ikke fordi de syntes, de var grimme, ukunstneriske, men fordi de kunne, og fordi skulpturerne repræsenterede en forståelse, en civilisation, en religion, som ikke lige stemte overens med terroristernes mening om, hvordan hverdagen skal forme sig.
Nu har krænkede medborgere her i landet taget de samme metoder i brug. Lige her midt iblandt os. Uden sans for vores samfunds værdier, uden sans for vores samfunds sammenhængskraft – hey, lad mig sige det ligeud – uden respekt for det system, de love og de aftaler, der har givet dem en stemme. Og uden respekt for mig.
Lad kunsten tale
De føler formodentlig ingen forståelse for deres sag og synspunkter på Kunstakademiet, hvor de ellers kunne og havde mulighed for at udtrykke deres synspunkter i en kunstnerisk kontekst.
Men hvorfor stopper de da kommunikationen med deres terror?
At tage busten af Akademiets grundlægger, Frederik V, og kyle den i havnen er da ultimativt at pisse på sig selv og lukke døren efter sig. Uden ørenlyd, ære eller kunstnerisk format.
Ren og skær terrorisme.
Kolonitiden er ikke usynliggjort – men det har I lige sørget for, at den bliver
Det giver ingen kommunikation. Det demonstrerer bare mangel på talent, visioner og evner til at begå sig i en verden, der trænger til netop evner til at kommunikere følelsesmæssigt og kunstnerisk for at kunne åbne op for de traumer og blokeringer, der stopper for den forståelse, vi trænger til.
Udåden følges af denne meddelelse til pressen:
”Ved at synke Frederik V i kanalen ønsker vi at italesætte de måder, hvorpå kolonitiden er usynliggjort, men stadig har direkte konsekvenser for minoritetsgjorte mennesker inde og uden for kunstakademiet. Vi ønsker en kunstverden, der forholder sig til og tager ansvar – ikke kun for fortidens handlinger, men for de måder hvorpå kolonialismen stadig er aktiv i dag”.
Hvor er jeres faglighed?
Lad os se på de påstande:
- ”Italesætte”, skriver I: I går på et kunstakademi. I arbejder med billeder, skulpturer, rum, farver. Brug jeres medier. Hvis I vil italesætte, så gå på forfatterskolen. Indtil nu har vi ikke hørt et ord eller set en manifestation fra jeres faglige side.
- Kolonitiden er ikke usynliggjort – men det har I lige sørget for, at den bliver. Vores samfunds sejre og nederlag står til fri beskuelse landet over, og sådan skal det være. Det giver os mulighed for konstant at evaluere fortiden og lægge planer for fremtiden med det in mente.
- ”Minoritetsgjorte mennesker”. Hvem er det? Er det muslingefiskerne i Limfjorden, voldtægtsofrene i Østgrønland, småt sælgende kunstnere med store ambitioner? Og hvem har “minoritetsgjort” dem, og hvilke direkte konsekvenser for hvem.
- Hvis I ønsker en kunstverden, der tager ansvar for kolonialismen i fortid og nutid, så tag ansvar. At gribe til terroristiske metoder, som I gør, sætter bare hele processen med forståelse og healing af problemkomplekserne i stå.
Når vi ser på billederne af de årtusinder gamle Buddha-statuer, der sprænges i luften i Afghanistan, og skulpturen, der kastes i havnen herhjemme – hvad er så forskellen?
Peter Brusendorff indsendte sin kommentar, inden Katrine Dirckinck-Holmfeld stod frem som gerningskvinde til aktionen. Red./POV
Foto: Den ødelagte buste af Frederik V fiskes op af havnen, Nikolaj Bøgh
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her