MINORITETER // KOMMENTAR – “Jeg håber, at tragedien i Oslo vil få folk til at tænke over, om det virkelig giver mening, når man siger Love is Love den ene dag – for så den næste at spekulere på, om den såkaldte woke-bevægelse eller såkaldte identitetspolitik er gået over grænsen. LGBTQIA+ er en paraply, ikke en gavebod“.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I morges, lige inden jeg hørte om skyderiet og aflysningen af Pride i Norge, læste jeg et debatindlæg af jurist Lilly B. Tang i Information, der ”appellerer” til ”alle besindige hverdagsmennesker: Protestér mod de magtfikserede tyranner, der nægter kvinder og mænd at have deres køn i fred. Hvis ikke, risikerer vi, at de få ødelægger det for de mange”.
Den sidste halvanden uges tid har jeg gået med opsparet vrede over DF’s anti-woke-kampagne med forslag om at indføre russisk-inspireret sindelagskontrollerende lovgivning, kritikken af den ‘retning’ LGBT+ Danmark har taget og det nyopståede Jordan Peterson-dyrkende Dansk Regnbueråd, og nu er jeg bare ked af det.
Jeg håber, at tragedien i Oslo vil få folk til at tænke over, om det virkelig giver mening, når man siger Love is Love den ene dag – for så den næste at spekulere på, om den såkaldte woke-bevægelse eller såkaldte identitetspolitik er gået over grænsen.
Minoriserede gruppers krav om rettigheder og ligestilling stopper ikke ved ‘retten til at elske den, man vil’. Den stopper heller ikke ved en kønsneutral betegnelse for en kage eller et kønsneutralt toilet. Og den stopper slet ikke, så længe det vitterligt er en kamp om liv og død at udtrykke sig eller leve på en helt almindelig ikke-kønsbinær måde.
Vi kan ikke sende “ubekvemme” mennesker og deres krav om at være sig selv ud på en tømmerflåde mens heteronormativitetsskibet sejler videre ud i horisonten
Transpersoner, nonbinære og minoritetsetniske personer har sat livet på spil og været afgørende i kampen for ciskønnede homoers og bipersoners rettigheder såvel som bukseklædte kvinders rettigheder og mænd med blomstrede skjorters rettigheder, men modreaktionen rammer os alle.
Det er ikke noget, der kan eller bør løses pragmatisk ved at kappe navlestrengen til T, Q, I og A og sende “ubekvemme” mennesker og deres krav om at være sig selv ud på en tømmerflåde, mens heteronormativitetsskibet sejler videre ud i horisonten.
LGBTQIA+ er en paraply, ikke en gavebod.
Som formanden for Dansk Regnbueråd siger i sin markedsføringsfilm: “Vores frihed skyldes også, at masser af helt almindelige danskere har accepteret sådan nogle som os. Tak for det. For den accept skal vi overleve på nu og i fremtiden.”
I lyset af begivenhederne i nat er det vist slået fast, at han har ret i, at det er en kamp om overlevelse, også i lande som vores.
Om accepten er så fuldendt, som han påstår, vil jeg sætte stort spørgsmålstegn ved.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her