ELFENBENSKYSTEN // ANALYSE – Hvis præsident Ouattara lider nederlag ved weekendens præsidentvalg, vil det kunne stå som et markant farvel til fransk indflydelse i Vestafrika. Dog kommer det næppe til at ske, for trods demokratiske tilbageskridt har præsidenten indtil videre formået at holde Elfenbenskysten oven vande i en region præget af ustabilitet, vold og fattigdom, skriver Mikkel Ørum Andersen og Christian Rusz Vestergaard fra Forsvarsakademiet.
Lørdag er der præsidentvalg i det vestafrikanske land Elfenbenskysten. Den siddende præsident, 83-årige Alassane Dramane Ouattara, meddelte i juli, at han genopstiller til en fjerde periode. Det har trukket fronterne op i den tidligere franske koloni.
Præsidenten, som i 2016 vedtog en ny kontroversiel forfatning, der fjernede begrænsningen for præsidentens embedsperiode på maksimalt to perioder, beskyldes af oppositionen og demokratiforkæmpere for forfatningsbrud. Modsat fremlægger Ouattara ændringen som en nulstilling, der fortsat muliggør hans kandidatur.
Valget er ikke kun vigtigt for ivorianerne og Elfenbenskystens fremtid. Det har også en enorm betydning for stabiliteten i hele regionen
Elfenbenskystens historie er kendetegnet ved kontroversielle præsidentvalg, hvor der ikke har været en fredelig overdragelse af magten siden 1995. Det kommende valg er indtil videre forløbet relativt fredeligt, men potentialet for en eskalation er til stede.
Ved seneste præsidentvalg i 2020 døde 85 personer som følge af uroligheder, og den hidtidige valgkamp har været præget af kritik mod valgsystemet, som beskyldes for at tilgodese Ouattara, udelukkelsen af flere prominente oppositionsfigurer samt et forbud mod demonstrationer, der flere gange er blevet overtrådt med voldelige sammenstød og massearrestationer til følge.
Valget er ikke kun vigtigt for ivorianerne og Elfenbenskystens fremtid. Det har også en enorm betydning for stabiliteten i hele regionen, tendensen i de geopolitiske vinde samt Frankrigs fremtidige indflydelse i landet og regionen. Et farvel til Ouattara vil signalere et endegyldigt farvel til fransk indflydelse i Vestafrika.
Præsidentkandidaterne
Tidligere på året blev fire centrale oppositionsfigurer, herunder tidligere præsident Laurent Gbagbo og den tidligere administrerende direktør for Credit Suisse, Tidjane Thiam, udelukket fra at stille op af valgkommissionen.
Førstnævnte nægtede selv at overgive magten til Ouattara tilbage i 2010 efter at have lidt et valgnederlag, som sidenhen førte til landets anden borgerkrig (2010-2011). Derudover er tidligere ungdomsminister og Gbagbos højre hånd, Charles Blé Goudé, og den tidligere premierminister Guillaume Soro ligeledes blevet nægtet at stille op.
Udelukkelsen af Gbagbo og Thiam betyder, at de to primære oppositionspartier, PPA-CI og PDCI, står uden reelle kandidater til valget.
I stedet har udbrydere fra oppositionspartierne, de to tidligere ministre Jean-Louis Billon og Ahoua Don Mello, fået lov at stille op. Mello tilhører venstrefløjen og har længe gennem sin rolle i diverse Rusland-Afrika-forretningsnetværk prædiket for anti-frankofon og anti-vestlig politik kombineret med et ønske om tættere samarbejde med Rusland og AES-landene (Mali, Burkina Faso og Niger).
Disse holdninger bakkes ligeledes op af landets tidligere førstedame fra 2000-2011, Simone Ehivet Gbagbo, der noget kontroversielt også har fået lov at stille op.
Foruden den venligstemte holdning til Rusland i regionen, er hun tilmed kendt som ”the iron lady” på grund af sin hårdhed og store autoritet i kulissen af sin eksmand Laurent Gbagbos regeringer, herunder over sikkerhedsstyrkerne.
Fællesnævneren for oppositionskandidaterne er dog, at de næppe har realistiske chancer for at fravriste Ouattara magten den 25. oktober.
Ouattaras bedrifter
Hjulpet på vej af udelukkelsen af sine største konkurrenter, forbuddet mod demonstrationer og et voksende folkeligt disengagement i politik er Ouattara som sagt den klare favorit. På trods af demokratiske tilbageskridt har han også indtil videre formået at holde Elfenbenskysten oven vande i en region præget af ustabilitet, vold og fattigdom.
Elfenbenskysten deler lange grænser med sine nordlige naboer Mali og Burkina Faso, som i nyere tid har haft store udfordringer med terror og jihadistiske grupper. Særligt den Al-Qaeda affilierede gruppe, JNIM (Jama’at Nusrat al-Islam wal-Muslimin al-Islam), har forsøgt at etablere sig i den nordlige del af Elfenbenskysten, hvilket har medført en stigning i flygtninge og generel usikkerhed.
Reformerne har resulteret i flere styrker, en ny nordlig central militær kommando og øget grænseovervågning
Håndteringen af den jihadistiske trussel har længe været en prioritet for Ouattara, som hidtil har benyttet sig af både militære og socioøkonomiske reformer til at bekæmpe truslen. Reformerne har haft fokus på det fattige og borgerkrigshærgede nordlige Elfenbenskysten, begge dele med økonomisk støtte fra velvillige vestlige og multilaterale donorer.
Reformerne har resulteret i flere styrker, en ny nordlig central militær kommando og øget grænseovervågning. Dernæst er eksisterende baser i grænseområdet blevet udvidet, mens der ligeledes er indført tiltag med fokus på at opbygge tillidsrelationer mellem militæret og lokalsamfundet.
Slutteligt har Ouattara åbnet et anti-terror akademi uden for Abidjan (Académie Internationale de Lutte contre le Terrorisme) med fokus på træning og uddannelse af styrker til indsættelse i jihadistinfiltrerede områder.
Reformerne har også resulteret i et mere homogent forsvar – dette på trods af, at særligt hæren ellers historisk har været kendt for sine mange fraktioner med selvstændige agendaer.
Parallelt med de militære reformer er der også blevet indført en række socioøkonomiske tiltag. Generelt har Ouattara bekæmpet korruption og sørget for økonomisk udvikling i hele Elfenbenskysten.
Siden han kom til magten i 2011, er indkomsten pr. indbygger, korrigeret for inflation, vokset med 80 procent. I dag er Elfenbenskysten målt på BNP den andenstørste økonomi i Vestafrika, kun overgået af Nigeria. Gennem infrastruktur- og uddannelsesprojekter har Ouattara fokuseret på at forbedre de socioøkonomiske vilkår i særligt det nordlige Elfenbenskysten.
Alligevel står Elfenbenskysten, på trods af sin borgerkrigshærgede nære fortid, i en langt bedre og mere stabil situation end sine nordlige nabolande
Nye veje, telefonmaster og endda lufthavne har forbundet de nordlige regioner til resten af landet og styrket lokaløkonomien. Samtidig har man gennem programmet PSGouv2 fra januar 2022 forsøgt at afhjælpe den store arbejdsløshed ved at tilbyde aflønnede faguddannelser til folk med lidt eller ingen formel uddannelse.
Endelig hjælpes regeringens indsatser også på vej af, at mange i de nordlige regioner er loyale over for Ouattara, som – sammen med mange fra sin inderkreds – selv stammer fra det nordlige Elfenbenskysten.
Dette har ikke forhindret, at jihadistiske militante opererer i området omkring grænsen til Burkina Faso, der har forhindret angreb ind i Elfenbenskysten. Alligevel står Elfenbenskysten, på trods af sin borgerkrigshærgede nære fortid, i en langt bedre og mere stabil situation end sine nordlige nabolande Mali og Burkina Faso, hvor store områder er under jihadistiske gruppers kontrol.
Potentiale for uroligheder
Ikke alle har fået lige stor gavn af de socioøkonomiske projekter og den økonomiske udvikling, som har fundet sted i Ouattaras regeringstid. Kritikere af de socioøkonomiske projekter peger på, at der er tale om ”kortsigtede løsninger” på langsigtede strukturelle udfordringer.
Mens landbefolkningen i de nordlige regioner, særligt i grænseområderne, eksempelvis har fået adgang til elektricitet og vandboringer, mangler der fortsat asfalterede veje og jobmuligheder.
Ligeledes står mange, som har modtaget en faguddannelse, uden job efter uddannelsen, og der mangler kvalificeret personale på flere af de skoler og medicinske klinikker, som er blevet opført på tværs af landet.
Den politiske mistillid afspejles også i stemmeprocenten, hvor kun 20,3 procent af de 18-24-årige stemte tilbage i 2015, mens under 25 procent stemte ved valget i 2020
Samtidig er en voksende skepsis blandt den unge generation, som ofte kritiserer de politiske frontfigurer for at være ude af trit med realiteten. Hovedargumentet er, at den politiske elite ikke har oplevet stor udskiftning siden 1990’erne, og at Nationalforsamlingens 225 medlemmer p.t. kun repræsenteres af én person under 40 år – dette i et land, hvor 75 procent af befolkningen er under 35.
Den politiske mistillid afspejles også i stemmeprocenten, hvor kun 20,3 procent af de 18-24-årige stemte tilbage i 2015 mens under 25 procent stemte ved valget i 2020.
På længere sigt kan den manglende demografiske afspejling i Nationalforsamlingen og generelle demokratiske medbestemmelse medføre, at de freds-, forsonings- og udviklingsprocesser, som har været undervejs i Elfenbenskysten siden afslutningen på borgerkrigen i 2011, sættes over styr.
Det er næppe en holdbar løsning på langvarig fred og stabilitet, og det understreger samtidig et strukturelt demokratisk problem i Elfenbenskysten, hvor systematik og lovgivning overskygger reelle samfundsmæssige problemstillinger såsom arbejdsløshed, sundhed og uddannelse.
Geopolitiske implikationer
Den anti-frankofone retorik er, selvom det ikke er noget nyt fænomen, central for de potentielle geopolitiske implikationer af valget.
Ouattaras regering er den sidste i regionen til at opretholde tætte forbindelser til Frankrig. Det var luftstøtte fra Frankrig og FN, der hjalp med at fjerne Laurent Gbagbo fra magten i 2011 og dermed banede vejen for, at Ouattara kunne blive præsident. Siden har de to opretholdt tætte militære, diplomatiske og økonomiske forbindelser.
Dette imedens andre lande i regionen, der traditionelt har været en sikker fransk indflydelsessfære, én efter én har vendt Paris ryggen, og fundet nye internationale samarbejdspartnere i form af særligt Kina, Rusland og Tyrkiet.
Valget i Elfenbenskysten er dermed endnu en slagmark i den globale kamp om indflydelse, der pågår i disse år. På tværs af Afrika, men særligt i Vestafrika, har især Rusland, igennem misinformationskampagner, systematisk forsøgt at puste til anti-koloniale, anti-frankofone og generelt anti-vestlige følelser og underminere demokratiske processer.
Blandt kritikere spekuleres der i, at det udelukkende er en symbolsk handling, der tilsikrer, at Frankrig ikke lider samme skæbne som i andre tidligere franske kolonier
Formålet har været at tilgodese deres egne geostrategiske interesser, dels ved at svække vestlig indflydelse, dels ved at skabe gode betingelser for kupregeringer. I Elfenbenskysten er dette primært foregået gennem influencere og regeringskritiske partier, herunder Laurent Gbagbos PPA-CI.
Fra Paris’ side har man forsøgt at imødegå anti-koloniale og anti-frankofone følelser ved udadtil at nedskalere sin indflydelse i Elfenbenskysten. Eksempelvis overdrog Paris i starten af året sin eneste militærbase i landet til det ivorianske militær. Dog bekræftede de respektive forsvarsministre efter overdragelsen, at de to lande fortsat har et tæt forhold.
Blandt kritikere spekuleres der i, at det udelukkende er en symbolsk handling, der tilsikrer, at Frankrig ikke lider samme skæbne som i andre tidligere franske kolonier, hvor folkestemningen i høj grad er anti-frankofon, og Paris har mistet sin tidligere stærke indflydelse.
Derudover har lukningen været en kærkommen mulighed for Ouattara til at opbygge popularitet ved at anerkende den udbredte Paris-skepsis samt det større behov for selvbestemmelse.
Pragmatisk idealisme i sit es
Der er således meget på spil, når ivorianerne nu går til stemmeurnerne. Selvom der ikke er stor spænding om, hvem der erklæres som vinder, får det formentlig vigtige implikationer.
Nationalt kan de manglende socialøkonomiske planer og negligering af de unge resultere i en større kløft mellem eliten og den unge generation – en kombination, der sjældent har medført langvarig stabilitet på kontinentet.
Regionalt kan potentielle uroligheder destabilisere ét af de få tilbageværende stabile lande i regionen og potentielt tillade, at jihadistiske grupper vinder yderligere fodfæste. Internationalt kan en oppositionssejr, enten ved valgurnerne eller under efterfølgende uroligheder, de facto betyde enden på La Francophonie.
På den korte bane er han det bedste bud på stabilitet – både økonomisk og militært
Elfenbenskysten er Frankrigs sidste bastion i Vestafrika, og Ouattara er tæt forbundet til Paris og Præsident Macron. En ny regering vil formentlig, især hvis den ledes af folk med tilknytning til den tidligere præsident Gbagbo eller inspireres af Don Mellos aggressive anti-vestlige retorik, følge flere af nabolandene og vende ryggen til Frankrig og Vesten til fordel for Rusland eller andre aktører såsom Kina eller Tyrkiet.
I Paris og Bruxelles vil man håbe, at valget forløber roligt, og at Ouattara, på trods af sine demokratiske mangler, beholder grebet om magten. På den korte bane er han det bedste bud på stabilitet – både økonomisk og militært.
Et nederlag til Ouattara vil resultere i et mindre homogent nord grundet lavere tilknytning til den politiske elite i Yamoussoukro og Abidjan. Det kan bane vejen for JNIM og andre lignende gruppers indtog i Elfenbenskysten.
Ouattaras 83 år og de unges stigende utilfredshed betyder, at Ouattara selvsagt ikke er en langsigtet løsning på de samfundsmæssige udfordringer, som Elfenbenskysten, Frankrig eller EU står overfor i regionen.
Læg dertil, at den voksende multipluralisme har givet de vestafrikanske stater en ny rolle, hvor partnerskaber i højere grad kan vælges og vrages efter behov og interesse.
Dette har skabt en mere dynamisk virkelighed, hvor Frankrig og EU til tider må søge kompromiser med hensyn til demokratiske normer og langsigtede strategier, såfremt man fortsat vil have indflydelse i en region med stor betydning for regional sikkerhed, naturressourcer og migration.
Dog er det essentielt, at vestlige aktører i fremtiden formår at være lydhør over for de problemstillinger, som har givet anledning til den anti-vestlige retorik, der præger regionen.
Det er således pragmatisk idealisme i sit es at håbe på en sejr til Ouattara: De demokratiske principper kan parkeres for en stund for at forhindre et relativt tab af indflydelse til aktører som Rusland, og at truslen fra jihadisme og generel ustabilitet spreder sig yderligere i regionen og derfra videre til Europa.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og