VALGET AF MITTERRAND 1981 // ESSAY – 10. maj 1981 blev socialisten François Mitterrand valgt til Frankrigs præsidentembede. Valget var intet mindre end en sensation og varslede en kovending især i Frankrigs økonomiske politik. Den unge journalist Dan Tschernia arbejdede på den danske ambassade i Paris og overværede både euforien over systemskiftet og den konservative sabotage af den nye politik. Det gik ikke stille for sig.
Den 10. maj 1981 var der selskab på den franske ambassade på Kongens Nytorv i København. Jeg var med. Vi skulle se tv den aften. For der var valg i Frankrig, og ambassaden havde fået installeret en stor satellitantenne på taget af sit gamle fine palæ.
Ved hjælp af den, kunne vi følge valget direkte på de franske stationer. Formålet med min tilstedeværelse var at lave et indslag til TV-Kulturafdelingens kulturmagasin.
Der gik et sus gennem forsamlingen. De franske diplomater hviskede diskret med hinanden.
Det blev en dobbeltpremiere – at se direkte tv fra udlandet og et fransk systemskifte. Da klokken blev otte talte de franske studieværter ned: 10-9-8-7-6-5-4-3-2-1- vinderen er – et billede af socialisten François Mitterrand tonede frem.
Han havde vundet snævert med 51,76% af stemmerne over den afgående præsident Valéry Giscard d’Estaing. Det var en sensation. For meningsmålingerne havde ellers forudsagt, at Giscard – trods sin meget ringe popularitet – ville vinde valget.
Der gik et sus gennem forsamlingen. De franske diplomater hviskede diskret med hinanden.
Min kollega Ole Michelsen sagde muntert til den sympatiske ambassadør Pierre Gorce: ”Nå, nu vil der nok ske store forandringer!” Hvortil ambassadøren meget diplomatisk svarede ”La France reste la France” – ”Frankrig vedbliver med at være Frankrig”, hvilket jo var sandt nok.
Ovenfor kan man se debatten mellem de to kandidater, der gik videre til den sidste runde i det franske præsidentvalg i 1981: Valéry Giscard d’Estaing vs. François Mitterrand
Vi sagde farvel og tak for i aften, og nede på gaden ventede en lille flok af de yngste diplomater på os. De var henrykte og inviterede på champagne på en nærliggende restaurant. Systemskiftet skulle fejres.
Stemningen i Frankrig var stadigvæk euforisk. Embedsmænd og mediefolk, der havde været skubbet til side under de forrige regimer, kom til ære og værdighed og indtog ledende stillinger på universiteterne, tv- og radiostationerne og andre steder, hvor det nye regime ønskede sig loyale ledere
Nogle måneder efter havde jeg søgt og fået stillingen som kultur- og presseråd – leder af kultur- og presseafdelingen – på den danske ambassade i Paris.
Jeg tiltrådte 1. september. Stemningen i Frankrig var stadigvæk euforisk. Embedsmænd og mediefolk, der havde været skubbet til side under de forrige regimer, kom til ære og værdighed og indtog ledende stillinger på universiteterne, tv- og radiostationerne og andre steder, hvor det nye regime ønskede sig loyale ledere.
Ved en middag hos min kone og mig betroede en nydelig danskgift bankmand en lige så nydelig og ligeledes danskgift borgmester, at i banken, hvor han arbejdede, som nu var blevet nationaliseret, ”saboterede” de regeringens beslutninger.
”Chez nous on sabote – et chez vous?” – ”hos os saboterer vi – hvad gør man hos Dem?” Borgmesteren var den forkerte at betro sig til. Han var socialist og lykkelig over Mitterrands sejr. Der var kold luft imellem dem resten af aftenen.
Nogle år før min diplomatiske ”karriere” havde jeg lært en spændende sociolog at kende.
Hans speciale var medier, og han underviste på universitetet. Dvs. han røg ud og ind af universitetet alt efter hvem, der regerede landet.
Nu fik han sin storhedstid. Regeringen gjorde ham til leder af Udenrigsministeriets kulturafdeling. Det var en meget stor organisation dengang. Medarbejderne var unge begavede og veluddannede folk på min egen alder. Jeg fik hurtigt et godt forhold til dem, og nogle af dem kom i vores hjem.
Der var tale om en veritabel udrensning af samme art, som sociologen selv tidligere havde været udsat for. Den og den er sat på ”kærren”, fortalte hans medarbejdere med et udtryk fra revolutionen, hvor dødsdømte blev sat på en kærre og kørt til guillotinen.
Det viste sig, at sociologen i sin nye rolle som direktør for deres tjeneste opførte sig helt vildt. Han fyrede rask væk folk, der ikke delte hans politiske anskuelse. Medarbejderne så med rædsel på, hvad der skete med gode, kompetente kolleger.
Der var tale om en veritabel udrensning af samme art, som sociologen selv tidligere havde været udsat for. Den og den er sat på ”kærren”, fortalte hans medarbejdere med et udtryk fra revolutionen, hvor dødsdømte blev sat på en kærre og kørt til guillotinen.
En eftermiddag ringede de fra hans kontor og bad mig møde hos ham ”med det samme”.
Jeg skyndte mig derover, det var nogle få gader fra den danske ambassade, og blev anbragt i et halvmørkt lokale.
Ingen forklaring.
Efter at have ventet i 1½ time – hvad der undrede mig i betragtning af, at jeg havde fået at vide, det hastede – kom jeg ind i et kontor, hvor der kun var lys fra en skrivebordslampe. Bag skrivebordet sad min gamle bekendte. Han så ikke op, men råbte ”De er fyret! Færdig! Det er forbi!”
Jeg prøvede at svare, men manden afbrød mig ”Ingen diskussion – De er politisk upålidelig og kan ikke fortsætte i tjenesten”.
”Og disse idioter, disse inkompetente fjolser har så i stedet kaldt på Dem! Kan De forestille Dem, hvor håbløs min situation er med sådanne tåber omkring mig?” spurgte han
Det var jo temmelig latterligt, og jeg gjorde ham opmærksom på, at det sådan set ikke var hans opgave at fyre en medarbejder i den danske udenrigstjeneste. Så kiggede han op – genkendte mig – og blev helt forkert i ansigtet. Han havde bedt om, at man omgående fik fat i kulturråden ved den franske ambassade i København:
”Og disse idioter, disse inkompetente fjolser har så i stedet kaldt på Dem! Kan De forestille Dem, hvor håbløs min situation er med sådanne tåber omkring mig?” spurgte han – i øvrigt uden at undskylde forviklingen.
Efter nogen tids forløb fik personalet i det franske udenrigsministeriums kulturafdeling nok af ham. De gjorde oprør, hvad der i det miljø var helt usædvanligt. Først plastrede de elevatorer og korridorer til med oprørske plakater. Senere blev deres klager så intense, at manden blev fyret.
Og min i øvrigt dygtige counterpart, Jean Claude Terrac, på den franske ambassade i København blev reddet fra fyring.
Der var flere af den slags besynderlige personer, som ikke kunne styre sig efter at have været holdt væk fra magten i mange år.
”Der er desværre en del tosser – des fous – som er blevet valgt eller som har fået store poster rundt omkring”, betroede en højtstående minister ambassadør, Ole Biering, og mig ved en sammenkomst.
Efter nogen tids forløb blev de værste af dem rangeret ud igen. Der skete mange spændende og positive ændringer af det franske samfund.
Økonomisk startede Mitterrands præsidentperiode dog ikke heldigt. Efter nogen tids forløb måtte regeringen sadle om og indføre en ”politique de rigueur” – en stram økonomisk politik. Til gengæld nærmest eksploderede kulturlivet under en af Frankrigs bedst begavede kulturministre – Jack Lang.
Der blev bygget en ny opera, museer blev renoveret og udvidet. Han indførte faste bogpriser, satte gang i støtten til film og teater. Ideerne væltede ud af Kulturministeriet.
Der blev oprettet lokalradioer. I begyndelsen tøvede Mitterrand af frygt for chilenske tilstande. I Chile havde private lokalradioer spillet en væsentlig rolle i forbindelse med militærkuppet i 1973 mod Salvador Allende.
Socialisterne var bange for, at noget tilsvarende skulle ske i Frankrig. De havde i øvrigt selv forsøgt sig med en ulovlig såkaldt ”fri” radio før Mitterrands valg. Og Mitterrand fik oprettet Canal Plus, en filmkanal.
Han igangsatte en række spændende byggerier – bl.a. af en åben Kube for enden af Paris’ historiske akse.
Det var den danske arkitekt J.O. von Spreckelsen, der havde tegnet den. De to udviklede et fint venskab, som jeg har beskrevet i min bog ”Spreck” om Spreckelsen (Aarhus Universitetsforlag, 2019). Han var meget begejstret for den franske præsident og omvendt.
Den velstående del af befolkningen mente, at landet var blevet det rene Albanien, og amerikanerne var heller ikke tilfredse. Men faktisk blev landet ikke særlig kommunistisk af det
François Mitterrand havde allieret sig med kommunisterne, og de fik derfor nogle ministerposter. Den velstående del af befolkningen mente, at landet var blevet det rene Albanien, og amerikanerne var heller ikke tilfredse. Men faktisk blev landet ikke særlig kommunistisk af det.
Efterhånden som tiden gik, blev Mitterrand mere og mere socialdemokratisk og mindre militant socialistisk.
Forholdet til Danmark blev meget nært. På ambassaden havde vi let ved at få kontakt til franske ministre og myndigheder. Til en begyndelse lettede det kontakten, at den danske regering var socialdemokratisk.
Anker Jørgensen var blevet skældt grundigt ud af Giscards regering – mest på grund af en oversættelsesfejl. Han var af det franske telegrambureau AFP blevet spurgt om hvem, han troede ville blive Frankrigs nye præsident, hvortil han svarede, at det nok blev Mitterrand – ”og ham kender jeg”.
På fransk kom spådommen til at lyde som et ønske, et håb om at Mitterrand ville vinde. Formodentlig følte Anker det også sådan. Men det var ikke det, han udtrykte. Alligevel skabte det en diplomatisk krise mellem Frankrig og Danmark.
Nu havde François Mitterrand vundet, og den nye regering var glad for vores statsminister. Dertil kom, at den danske ambassadør dengang var dygtig og sympatisk, og de kunne lide ham.
Den gode stemning fortsatte efter regeringsskiftet i 1982. Især blev Jack Lang betaget af vores borgerlige regerings dygtige kulturminister Mimi Jakobsen
Der var en næsten konstant udveksling af ministre mellem de to lande.
Den gode stemning fortsatte efter regeringsskiftet i 1982. Især blev Jack Lang betaget af vores borgerlige regerings dygtige kulturminister Mimi Jakobsen.
Få måneder efter valgsejren fik François Mitterrand konstateret prostatakræft.
Det blev holdt hemmeligt. Frankrig havde traumer efter Georges Pompidous sygdom. Han var præsident fra 1969 til sin død i 1974. Også han var syg, hvad man heller ikke talte om. Men man kunne se, at han svulmede mere og mere op pga. kortisonbehandlingen.
Det lykkedes François Mitterrand at gennemføre to præsidentperioder à 7 år. Og befolkningen fik ikke noget at vide om sygdommen før til allersidst.
Da jeg efter fem år på ambassaden vendte tilbage til DR, tilrettelagde jeg en helaftensudsendelse om Frankrig (”Du Blide Frankrig” 1987). Den slags kunne man sende dengang. Som optakt interviewede jeg ham i præsidentpalæet – Elyséepalæet.
Han var i besiddelse af en enorm viljestyrke og holdt sig intellektuelt på toppen helt til sin død
Jeg så ham i det fjerne, dårligt gående og støttende sig til et par krykker for enden af en lang gang, der førte hen til det lokale, hvor han skulle filmes. Da han nærmede sig filmholdet slap han krykkerne og gik rank hen til os. Han vidste ikke, vi havde set ham i en anden tilstand lige før. Han var i besiddelse af en enorm viljestyrke og holdt sig intellektuelt på toppen helt til sin død.
Han var en barsk politiker i sit eget land, men meget høflig over for udlændinge.
Da forfatteren Henrik Stangerup hørte, jeg skulle interviewe præsidenten, bad han mig overrække ham en fransk oversættelse af romanen ”Det er svært at dø i Dieppe”. Mitterrands reaktion overraskede mig. Han blev rørt og takkede mange gange. Senere sendte han et begejstret brev til Stangerup.
Da François Mitterrand døde i 1996 – året efter sin afgang – væltede det frem med skjulte detaljer om hans liv.
Han var storforbruger af kvinder. Han var gift med Danielle, som han havde to sønner med. Ved siden af ægteskabet havde han en datter – Mazarine – som han havde fået med en kunsthistoriker, der for nogle år siden fik udgivet nogle digre bind med de hede og poetiske kærlighedsbreve, han i tidens løb havde sendt hende.
Mazarine blev sammen med sin mor indlogeret i en af statens ejendomme, hvor de kunne bevogtes. Mens Mitterrand levede, kendte kun få til hendes eksistens.
Hans vej til Frankrigs højeste embede begyndte i den højreorienterede del af fransk politik – bl.a. havde han under krigen gjort tjeneste i Pétains samarbejdsregering – og sluttede på den helt modsatte side i den franske venstrefløj.
I forbindelse med 40-året for hans valgsejr er de franske medier fulde af lovord – især for hans kulturpolitik, der har sat sig dybe spor i Frankrig
Det foragtede en del ham for.
François Mitterrand havde selv som justitsminister i en højreregering nægtet at benåde nogle dødsdømte. En af hans og justitsministerens, Robert Badinter, første handlinger var at afskaffe dødsstraffen. Guillotinen blev sat på museum.
I forbindelse med 40-året for hans valgsejr er de franske medier fulde af lovord – især for hans kulturpolitik, der har sat sig dybe spor i Frankrig. Kulturministre er siden Mitterrands dage blevet målt mod den enorme energi og fantasi, hans kulturminister Jack Lang udfoldede.
For mig som meget ung aktør i diplomatiets verden var det spændende at se, hvor meget det franske samfund ændrede sig i hans regeringsperiode, der kom til at vare 14 år.
Frankrig blev et mere åbent og mindre formelt land. Og jeg kunne, trods hans anløbne fortid, godt lide ham.
Nedenfor kan man – hvis man er glad for fransk historie og politik – se en specialudsendelse om François Mitterrand på France 3 Nouvelle Aquitaine og bl.a. genopleve jubelscenerne fra valget, der forandrede Frankrig:
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF DAN TSCHERNIA HER
LÆS MERE I POV OM FRANKRIG HER
Topillustration: Francois Mitterrand var Frankrigs præsident fra 1981-1995. Foto: François Mitterrand. Penultimos Días.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
