POLITIK // ANALYSE – Hvis dannelsen af SVM-regeringen har sendt partierne til højre for denne i en offentlig familieterapi, har partierne til venstre i højere grad bidt frustrationerne i sig. Men nu vil en ny venstrefløjsgruppe gøre op med tavsheden.
Skribenten var ikke i tvivl. Mens “de borgerlige mediers politiske journalister” i september valfartede til Aalborg og Herning for at skrive om henholdsvis Socialdemokraternes kongres og Det Konservative Folkepartis landsråd, skete der samme weekend i al ubemærkethed noget i Valby. Noget, der meget vel kan vise sig at være “af større politisk relevans”.
“Her så en ny politisk organisation nemlig dagens lys,” hed det i artiklen på det venstreorienterede netmedie Solidaritet.
“Denne nye politiske organisation fik navnet Venstrefløjen”.
Enhedslisten har aldrig set sig selv som blot et venstreorienteret korrektiv til Socialdemokratiet. Men i virkelighedens verden er det selvfølgelig netop blot det, som partiet har haft mulighed for at være på Christiansborg
I Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforenings (BJMF) lokaler havde Enhedslistens Græsrodsnetværk således indbudt til en konference, hvor de 100 deltagere (en femtedel på Zoom) endte med at vedtage et “grundlag for venstrefløjsorganisering“.
Grundlaget kritiserer Enhedslisten for at være styret af “vælgermaksimering”, troen på at “samfundsændringer kommer fra Christiansborg” samt retten sig ind efter “den offentlige mening”, hvilket angiveligt senest skete i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. Invasionen har fået Enhedslisten til at opgive sin modstand mod Nato, indtil der er “gangbare alternativer”, og støtte, at Danmark sender våben.
“Derfor er der brug for, at en ny venstrefløj organiserer sig,” hedder det i vedtagelsen.
“Hvis desillusionerede kammerater blot melder sig ud enkeltvis, er kampen tabt – og Danmark har ikke længere et ægte socialistisk parti. Hvis vi organiserer os, kan vi kæmpe sammen og måske endda tiltrække nogle af de kammerater, der har meldt sig ud.”
Prøv, prøv og prøv igen
Hvis dannelsen af SVM-regeringen har sendt partierne til højre for denne i en offentlig familieterapi for at drøfte relationen mellem dem, og hvem der i “fars” (læs: Jakob Ellemann-Jensens) fravær er deres statsministerkandidat, har partierne til venstre i højere grad bidt frustrationerne i sig.
SF har haft succes med en konstruktiv opposition, hvor partiet opsamler utilfredse socialdemokrater ved at være kritisk over for regeringen – men uden at være for kritisk og netop lukke døren til regeringskontorerne
Eller det har SF’s formand Pia Olsen Dyhr, som fra sin første dag som formand, efter SRSF-regeringens kollaps, har arbejdet for atter at komme i regering, i hvert fald gjort.
Ligesom Vurderingsportalens hjemmeside har Pia Olsen Dyhr i stedet måttet opfordre alle til at være tålmodige. Hvor frustrerede boligejere før kunne læse på hjemmesiden, at “vi håber, at du vil prøve igen senere”, er det nu håbet, at “du vil prøve igen om nogle dage”.
Kompasset stod forkert
Det, altså at komme i regering, når – hvis – der er et såkaldt rødt-grønt flertal i Folketinget, prøvede Pia Olsen at komme efter folketingsvalget i 2019 og igen efter valget i 2022.
Ifølge formanden var SF endda “reelt” i regering i den forrige valgperiode og fravalgte selv, efter folketingsvalget, at gå med i den nuværende. Årsagen var ironisk nok, at De Konservative betakkede sig for tilbuddet om gå med. Det fik Venstre til at hæve sin pris for at hoppe om bord og dermed også den pris, som SF skulle betale.
“Hvis vi både skulle levere topskattelettelser, store bededag og afskaffelse af seniorpension, så stod kompasset det forkerte sted,” har Pia Olsen Dyhr forklaret netmediet Altinget.
Siden har SF haft succes med en konstruktiv opposition, hvor partiet opsamler utilfredse socialdemokrater ved at være kritisk over for regeringen – men uden at være for kritisk og netop lukke døren til regeringskontorerne.
Af samme grund støttede SF ikke Enhedslistens (og for den sags skyld FH’s) ønske om en folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag, og på partiets landsmøde i april forsikrede Pia Olsen Dyhr, at hun ikke vil “skrue oppositionsrollens besnærende frihed op på max”.
SF – som på partiets første valgplakat opfordrede til “Afrust vort land” – gik sidste år med i det i såkaldte nationale kompromis om sikkerhedspolitikken, som ikke bare sikrer, at forsvarsudgifterne stiger til to procent af bruttonationalproduktet (BNP). Afskaffelsen af netop store bededag skal være med til at sikre, at der er dækning af milliardchecken.
Venstrefløjens Weltschmerz
Lider SF under fantomsmerter over ikke at være i regering, synes Enhedslisten snarere at lide af Weltschmerz eller livstræthed – træthed over regeringen.
Modsat SF har Enhedslisten imidlertid aldrig set sig selv som blot et venstreorienteret korrektiv til Socialdemokratiet. Men i virkelighedens verden er det selvfølgelig netop blot det, som også Enhedslisten har haft mulighed for at være på Christiansborg.
Liste Ø er i dag i samme situation som i sine første år, efter at være kommet i Folketinget ved valget i 1994, hvor partiet blot kunne se til, mens de socialdemokratisk ledede Nyrup-regeringer lavede politiske aftaler til højre i Folketinget
Af samme grund har de interne spændinger været størst under Nyrup-, Thorning- og nu Frederiksen-regeringerne, hvor Enhedslistens principper først og fremmest blev og bliver sat på en prøve i forbindelse med de årlige forhandlinger om finanslovene.
Liste Ø er i dag i samme situation som i sine første år, efter at være kommet i Folketinget ved valget i 1994, hvor partiet blot kunne se til, mens de socialdemokratisk ledede Nyrup-regeringer lavede politiske aftaler til højre i Folketinget. En situation, som først ændrede sig i 00’erne, hvor den politiske midte blev udslettet, og valget kom til at stå mellem de to blokke i dansk politik.
Det Radikale Venstre havde som bekendt ikke det store held med det, da partiet i 2006 erklærede sig fritstillet i forhold til den tidligere regeringspartner, Socialdemokratiet, og i “Den anden vej” ikke alene stillede sig i spidsen for sin egen blok med gruppeformand Marianne Jelved som statsministerkandidat, men også krævede at få sin egen farve i meningsmålingerne.
Det gjorde, at Socialdemokratiet for første gang fik brug for Enhedslistens stemmer – og ikke kun under dronningerunderne. Hvilket Enhedslisten kvitterede for ved kræve betalt i form af indflydelse, og det kulminerede med det 18 sider lange såkaldte forståelsespapir med SF, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre efter folketingsvalget i 2019.
“Det her er lyden af et opgør med årtiers ulighedsskabende ‘reformpolitik’,” skrev Enhedslistens senere politiske ordfører, Pelle Dragsted, dengang på Twitter:
Trotskister og kommunister
I dag er Venstrefløjen dog ikke den eneste gruppering i – eller til venstre for – Enhedslisten. Liste Ø lægger hus til Socialistisk Arbejderpolitik (SAP), som skiftede navn fra Arbejderparti for at slippe for at blive kaldt et parti i partiet, mens den anden danske trotskistiske gruppe, Internationale Socialister (IS), forlod partiet og smækkede med døren i 2015.
“Grunden til, at vi har meldt os ud, er, at vi ikke tror på Enhedslistens perspektiv,” hed det dengang i en pressemeddelse.
“Vi anerkender Enhedslisten som symbol på modstand mod krisepolitikken, nedskæringer, racisme osv. Men vi tror ikke på, at krisepolitikken og racismen alene kan slås tilbage af venstrefløjens politikere, hvor dygtige de end måtte være”.
Det er endnu ikke besluttet at bryde med Enhedslisten og/eller omdanne Venstrefløjen til et parti, endsige forsøge at blive opstillet til Folketinget. Men det sidste, Liste Ø i dag har brug for, er en tofrontskrig med SF til højre
Derudover findes der de tre kommunistiske partier, nemlig Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som er en genforening af DKP og Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD), Arbejderpartiet Kommunisterne (APK) og Kommunistisk Parti (KP). Sidstnævnte – som udgiver netavisen Arbejderen – blev stiftet i 2006 som en samling af Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ml) og Kommunistisk Samling, som var en udbrydergruppe fra KPiD.
Kryds ved Liste Ø
Selv om de skiftende konstellationer af kommunistiske partier og grupper, med skiftende navne, ikke har følt sig repræsenteret af – eller kun af – Enhedslisten, har de, og trotskisterne, anbefalet deres medlemmer at sætte krydset ved Liste Ø.
De ledende kammerater i Enhedslisten har heller aldrig for alvor frygtet, at partiets såkaldte modernisering siden folketingsvalget i 2007 skulle føre til en exodus.
Hvis man ikke bare har villet demonstrere, hænge plakater op og skrive resolutioner, men også have indflydelse, så har der kun været et sted at få dette på venstrefløjen: i Liste Ø. Det var netop derfor, at SAP, DKP og VS i sin stiftede Enhedslisten.
Spørgsmålet er, hvor alvorligt Enhedslisten bør tage Venstrefløjen, og hvilken – og nogen – politisk relevans denne får på venstrefløjen
Enhedslisten har imidlertid, ligesom alle partier, altid rummet et mindretal, ligesom i tilfældet med Græsrodsnetværket. De, der foretrækker den mere rene vare, er trætte af partiernes stigende topstyring – eller bare enhver form for styring (samme weekend som Venstrefløjen mødtes i Valby, trodsede hver fjerde af de delegerede på det konservative landsråd i Herning formanden, Søren Pape Poulsens, anbefaling om at droppe Pernille Weiss som partiets spidskandidat ved det kommende valg til EU-Parlamentet).
Men Pelle Dragsted, hvis politiske projekt er at gøre partiet (mere) bredtfavnende og taler om en “håbets aksel” mellem Liste Ø, SF og Alternativet, har erkendt, at det, i den nuværende situation, handler om at “lægge pres på regeringen udefra”. Når regeringen nu er på tilbagetog i spørgsmålet om en forringelse af seniorpensionen, skyldes det den folkelige modstand mod ikke mindst afskaffelsen af store bededag.
Frederiksen overraskede alle
Det er endnu ikke besluttet at bryde med Enhedslisten og/eller omdanne Venstrefløjen til et parti, endsige forsøge at blive opstillet til Folketinget. Men det sidste, Liste Ø i dag har brug for, er en tofrontskrig med SF til højre.
Enhedslisten fik 5,1 procent af stemmerne ved folketingsvalget i 2022 og gik 1,8 procentpoint tilbage i forhold til valget i 2019, og det var det andet valgnederlag i træk. Det er langt fra storhedstiden under Thorning-regeringen, hvor Enhedslisten på et tidspunkt i valgperioden stod til 13-14 procent af stemmerne, og inden for den statistiske usikkerhed dermed stod til at være lige så populær som Socialdemokraterne.
I stedet måtte valgkampsledelsen efterfølgende konkludere i en evaluering, at Enhedslisten blev overrumplet af statsminister Mette Frederiksens (S) beslutning ved valgudskrivelsen om at gå efter en “bred regering”. Indtil da havde det lydt, at Socialdemokratiet gik til valg på at fortsætte som etpartiregering.
“Selvom Enhedslisten stod som en klar kritiker af denne ambition hos Socialdemokraterne, kan det nu konstateres, at vi allesammen skulle have taget deres udmelding langt mere alvorligt,” hedder det i valgevalueringen.
Spørgsmålet er så, hvor alvorligt Enhedslisten bør tage Venstrefløjen, og hvilken – og nogen – politisk relevans denne får på venstrefløjen.
Foreløbig har en række medlemmer af Græsrodsnetværket vinket farvel til Venstrefløjen på grund af dennes modstand mod den danske militærstøtte til Ukraine, mens SAP, der historisk har udgjort netop venstrefløjen i Enhedslisten, har advaret mod en ny organisation.
Det er nu engang lettere at engagere de desillusionerede kammerater i at “bekæmpe klassefjenden” end i en organisering, der har interne kampe om den politiske linje som erklæret udgangspunkt.
Læs flere politiske analyser fra Kim Kristensen her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
