BØGER // ANMELDELSE – I 1930’erne arbejdede Simone Weil på fabrik for bedre at kunne sætte sig ind i arbejdernes vilkår. Nu ligger den franske filosofs lille essay om de kuede arbejdere, der skulle dukke nakken og lære at tro på, at de ingenting var værd, i ny oversættelse.
Kender man ikke allerede Simone Weil, er nu et godt tidspunkt at stifte bekendtskab med hende på. Efter hendes essays Personen og det hellige, Note om afskaffelsen af de politiske partier og Iliaden eller styrkens digt blev oversat til dansk i 2019, syntes en Weil-renæssance, der ikke ser ud til at være på snarlig retræte, at have skudt op også blandt danske læsere.
Nu er hendes essay, Erfaring fra livet ved fabrikken, i hvilket hun forsøger at forstå arbejderens livsvilkår, og hvad det hårde fysiske samlebåndsarbejde gør ved et menneske, blevet oversat til dansk.
Simone Weil voksede op i et sekulært jødisk hjem, der var både dannet og privilegeret. Som en af de første kvinder blev hun i 1931 kandidat fra det parisiske eliteuniversitet Ècole Normale Supérieure, hvor hun studerede samtidig med Simone de Beauvoir, der beundrede og misundte hende for at have et hjerte, der bankede for hele universet.
Hun formår at krydse klinger mellem venstrefløjs- og konservativ tænkning
Hendes indlevelsesevne var særligt kendetegnende for hende. Hun brast i akut gråd, når hun blev konfronteret med andre menneskers smerte, som da hun f.eks. læste i avisen om hungersnøden i Kina. Simone Weil hungrede efter lighed og sultede sig selv, når andre mennesker i verden sultede. Hendes medstuderende på universitet kaldte hende ”det kategoriske imperativ i nederdel”, fordi hendes opfattelse af den moralske pligt nærmede sig det ekstremistiske.
Hun døde som 34-årig i 1943 af empati, sult og tuberkulose.
Hun vakte opsigt i sin samtid og blev kaldt mangt og meget. Eksistentialisten Albert Camus kaldte hende den eneste store ånd i samtiden, digteren T.S. Elliot kaldte hende for det 20. århundredes største helgen, og præsident Charles De Gaulle erklærede hende sindssyg.
Som bare 12-årig diskuterede Simone Weil filosofi med sin bror på oldgræsk. Hun værdsatte sin opvækst og vidste, at den havde lært hende meget. Samtidig var hun slående bevidst om, hvor blind hun var over for mange andre livsforhold. Hun følte for arbejderne og ville forstå industriens proletariat indefra. Man måtte erfare for at forstå.
Simone Weils fabrikserfaringer
Selvom hun var både klodset, ekstremt nærsynet og led af absolut mangel på fingerfærdighed, blev hun ansat på en af Renaults bilfabrikker i 1934. Hun så slaver og ikke mennesker, for fra det øjeblik man trak i arbejdstøjet, var man overleveret til trældom og ydmygelse. Hun forstod hurtigt fabrikkens lov: ”Hold kæft, producer og husk, at du ingenting er værd”.
Alt i rummet – materialerne, lydene, lyset og samlebånd – var til for at understrege menneskets status som arbejder. Rodløsheden var total, der var intet at knytte an til, og selv de mest selvstændige var blevet bøjet under jernets kulde og fabrikkens lov om altid kun at skulle være til for andre.
Fabriksarbejderen er det tætteste, mennesket kommer på en maskine, ufri i bevidsthed og bevægelser. Kroppens gentagelser under arbejdet kaldes ikke for rytmer, men kadencer. Ansigterne er sammenbidte, angsten og ulykken har sat sig i kroppens holdning.
Hun beskrev sin tidsalder som en “personlighedens tidsalder”, som havde kvalt grundlæggende idéer om godt og ondt og gjort dem til subjektive kategorier
Simone Weil skriver om, hvordan fabrikken mærkede hende med mistro, og hvordan hun intuitivt begyndte at tro, at hvis mennesker henvendte sig til hende, så måtte det være med noget ubehageligt. Hun lod sig overraske med det gode fremfor det onde.
Personlighedens tidsalder
Dette strider grundlæggende imod det, hun i sit essay Personen og det hellige kalder ”det hellige”, som er den konstellation i mennesket, der gør, at man som udgangspunkt tror, at andre vil gøre godt og ikke ondt mod én. Det skyldes noget guddommeligt, men arbejdet på fabrikken overskrider det helliges naturlige udgangspunkt i mennesket.
Simone Weils Erfaring fra livet ved fabrikken er særdeles relevant i dag, og der er meget at hente hos filosoffen. Noget af det særligt interessante ved hende er, hvordan hun formår at krydse klinger mellem venstrefløjs- og konservativ tænkning. For selvom hun politisk var socialist og kæmpede bravt for arbejdernes vilkår, var det altafgørende for hende at bekæmpe rodløshed både for det enkelte menneske og kulturen.
Hun beskrev sin tidsalder som en “personlighedens tidsalder”, som havde kvalt grundlæggende idéer om godt og ondt og gjort dem til subjektive kategorier. Man kan kun spekulere i, hvad hun ville have kaldt vores tidsalder. Vel nok en hyper-personlighedens tidsalder?
Læs også Bo Heimanns anmeldelse af Florian Illies’ roman, Kærlighed i hadets tid, her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
