
KOLONIALT // KOMMENTAR – Ophidselsen over den lille sproglige præcisering er helt ude af proportioner, skriver Alex Frank Larsen, der står bag den 20 år gamle tv-serie Slavernes slægt, som sendes sideløbende med den nye serie Slave af Danmark. Men der er en grund til, at præciseringen er vigtig.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er faldet politikere og andet godtfolk for brystet, at den kommende DR-serie om den danske slavetid anvender begrebet slavegjort. Det er der gode grunde til, først og fremmest respekten for slaveriets ofre og deres nulevende efterkommere.
Sideløbende med Slave af Danmark har DR TV besluttet at genudsende min 20 år gamle TV-serie Slavernes Slægt.
Det andet af fire afsnit har titlen ”Tivoli-Drengens Klan”. Det handler om Victor Cornelins, der som 6-årig blev sendt fra Dansk Vestindien med sin 4-årige halvsøster Alberta for at blive udstillet på Emma Gads koloniudstilling i Tivoli.
Under arbejdet med serien besøgte kameraholdet og jeg Sankt Croix med to af Victors børnebørn, Lotte Cornelins og Ben Besiakov. De mødte mange af familiens nulevende efterkommere. En af dem, Gail Watson-Chiang, er en af Victor Cornelins’ niecer og mødte ham i 1970, da han den eneste gang genså sin fødeø.
Hun giver i Slavernes Slægt en forklaring på, hvorfor ordet slave ikke falder i god jord i det tidligere Dansk Vestindien:
”Vi var aldrig slaver. Vi var slavegjorte afrikanere. Vi var fiskere, bønder, læger og arkitekter. Men da slavehandlen fandt sted, blev vi slavebundne afrikanere.”

Da Tivoli lukkede i 1905, var det meningen, at Alberta og Victor skulle vende hjem til deres mødre i Frederikssted på Sankt Croix.
Men det blev forpurret af den lokale mellemmand Edward Ford, der på vegne af et dansk handelsfirma med filial i Frederikssted havde fundet og sendt de to børn til København.
Ford nedlagde decideret forbud mod, at børnene vendte tilbage til øerne. De skulle forblive i koloniens danske moderland og blev sat i pleje i København. Hvorfor dog det?
Al research tyder på, at Ford havde betalt de to ludfattige mødre for at give slip på deres børn. At børnene var blevet solgt for at blive udstillet i Tivoli og dernæst forblive i København. Med andre ord: De var blevet slavegjort.
Børnenes bedsteforældre havde været slaver, men selv var de født et halvt århundrede efter slaveriets ophør.
For tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen er ”slave” et skældsord og en forbandelse, som han som en anden herremand drysser ud over linjerne i sin berygtede bog ”Fra socialstat til minimalstat”
Efter deres skolegang på Vajsenhusets Skole for forældreløse kom Alberta i en husholdningsskole på Frederiksberg. Hun døde som 15-årig af tuberkulose og blev begravet på kirkegården tæt ved Zoologisk Have den 31. marts 1917. Præcis på den dag, da Danmark overlod Dansk Vestindien til USA for 25 millioner dollars.
Victor valgte at forblive dansk, blev uddannet lærer og siden en kendt skole- og musikleder i Nakskov – og som barn den sidste slavegjorte dansker. Han døde i 1985 og er begravet ved Avnede Kirke nær Nakskov.
”Onkel Victor valgte ikke at glemme de grimme oplevelser, men at gøre de gode oplevelser til sin triumf over enhver form for modgang,” siger Watson-Chiang.

”Slavegjort” – en præcisering
Mens jeg arbejdede med slaveserien, blev jeg inviteret til møde i Kulturministeriet. Den daværende radikale kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen skulle til Vestindien i 1999 for at støtte et arkivsamarbejde om den danske slavetids historie på øerne.
Ministeriet bad mig om gode råd og at læse hendes tale inden afrejsen. Bortset fra nogle mindre ændringer var mit bedste råd, at ministeren tog det engelske udtryk enslaved til sig i en lidt kluntet dansk version – slavegjort.
Kritikken mod begrebet kommer i dag blandt andet fra MF Ole Birk Olesen (LA), den konservative rådmand Nikolaj Bøgh og dr.phil. og forfatter Poul Ferland. De mener, at en titel som ”slave” i sig selv siger, hvad det indebærer af tvang og umenneskelighed.
”Betegnelsen ’slave’ er imidlertid i virkeligheden tilstrækkelig til at angive, hvad vi taler om,” mener Ferland.
Gid det var så vel.
Det værste en slavegjort kunne gøre sig skyld i, var at søge sin frihed ved flugt eller modstand
For tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen er ’slave’ et skældsord og en forbandelse, som han som en anden herremand drysser ud over linjerne i sin berygtede bog Fra socialstat til minimalstat, når han skildrer den jævne danskers forhold til staten.
”Slavesind”. ”Slavesjæl,” fnyser han med mere i den dur:
”Slavenaturen har sat sig dybe spor i danskernes tankegang.”
”Danskerens liv er blevet statsliggjort. Der er skabt et herre-slaveforhold, hvor en stor del af samfundets medlemmer spiser nådsensbrød af statens hånd.”
”Denne ynkelige slavenatur gennemsyrer hele det danske samfund.”
Opfattelsen er altså, at slaveri skyldes slavens ”natur” eller hans/hendes egen underkastelse. Som om den slavegjorte selv ønsker sine lænker.
Intet kunne være mere forkert. Det værste, en slavegjort kunne gøre sig skyld i, var at søge sin frihed ved flugt eller modstand.

Med sin himmelråbende uvidenhed fik Anders Fogh Rasmussen demonstreret, hvor effektivt Danmarks grusomme slaveri – et af de mørkeste kapitler i landets historie – er fejet ind under historiens gulvtæppe.
Det ændres ikke ved den lille sproglige, men vigtig præcisering, som nogle hidser sig op over – helt uden for proportioner, når man tager emnet i betragtning.
Men heldigvis er der sket meget med belysningen af den danske kolonitid og dens følger i nutiden. Da jeg i 1995 kastede mig over historien, stod der i min søns historiebog for gymnasiet, at vikingerne holdt slaver. Og om 276 års kolonitid kun halvanden linje: at Danmark solgte Vestindien til USA i 1917.
Intet andet.
Alex Frank Larsen er modtager af Nairobi-prisen for over 25 års arbejde med følgerne af den danske kolonisering af Vestindien og Ghana.
Læs også Philip Sampsons kronik “Da Nella Larsen gik i Cirkus-Varieteen”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.