
KONCERT // ANMELDELSE – Víkingur Ólafsson præsterede en maratongennemspilning på knap halvanden time ved sin stjernekoncert i Tivoli, skriver Knud Arne Jürgensen. En sammenhængende og uafbrudt fortolkning af Bachs, Beethovens og Schuberts storladne og intense værker, som om de oprindeligt var konciperet som én samlet musikalsk fortælling.
Ligesom sidste uges stjernepianist Aristo Sham er den nu 42-årige islandske pianist Víkingur Ólafsson uddannet på den legendariske Juilliard School i New York. Og ligesom Sham er hans klaverspil en forunderlig blanding af formidabel teknik og sjældent dyb musikalsk indsigt.
Til sit program i Tivoli i aftes havde Ólafsson dog valgt en markant anderledes tilgang ved at sammenkæde Bach, Beethoven og Schubert i én sammenhængende musikalsk fortælling på knap halvanden time helt uden ophold. Han lagde ud med Bachs intime præludium i E-dur, efterfulgt af Beethovens sjældent koncertopførte Sonate nr. 27 i e-mol og derefter Bachs suveræne Partita nr. 6 i e-mol. Den blev fulgt af Schuberts Sonate i e-mol, inden programmet blev afsluttet med Beethovens sværvægter, Sonate nr. 30 i E-dur. Herefter afrundede Ólafsson koncerten med sit eget fine arrangement af Bachs berømte Air, hvorved ringen blev sluttet.
At ”standing ovations” nærmest er blevet hverdagskost i danske koncertsale, er efterhånden et velkendt fænomen. Den stående applaus, som blev Ólafsson til del efter denne forbløffende gennemspilning i ét stræk af så krævende og sammensatte værker, havde dog en helt egen karakter og manifesterede sig snarere som en entydig, stille og intuitiv anerkendelse af et formidabelt musikerskab. Publikum var åndeløst lyttende, og deres fælles kvittering for Ólafssons magtfulde beherskelse fik derfor en ganske særegen form.
Det forunderligste ved denne koncert var derfor nok Ólafssons evne til at sætte værkernes individuelle klangverdener fri i komponisternes nodeuniverser
Denne pianists tilgang til klaviaturet rummer en nærmest velsignet ro og fredfyldthed, der ikke blot forplanter sig i hans spilleteknik, men også gør det muligt for ham at folde musikkens kontraster, spændstighed og egalitet ud. Dertil fører han publikum ind i en intim lyttesfære, hvor samtlige akkordrelationer og underliggende mellemstemmer lægges frem som stærke og fuldtonende nodestrømninger i såvel Bachs som Beethovens og Schuberts værker.
Det er denne særlige indadvendte koncentration, der i Ólafssons hænder får musikken til for alvor at udfolde sig i al sin rigdom, uanset om den er stille og tyst eller inciterende og udfarende.
Sammenkædningen af de tre store klavermestres musik lykkedes som én samlet og helstøbt musikalsk diskurs, hvor vi ubesværet bevægede os hen over halvandet århundredes musikalske kreativitet i ét langt åndedrag. Resultatet var en enestående oplevelse, som vel først og fremmest skyldtes den fine fornemmelse, hvormed værkerne var blevet sammenstillet, både hvad angår tonalitet (E-dur over for e-mol) og indbyrdes variation.
Fra Bachs majestætiske, strukturelle formmusik over Beethovens kombination af sangbarhed og eksplosive udladninger til Schuberts inderlige sårbarhed lod Ólafsson her klaveret synge og fortælle med en naturlig målrettethed. Det var aldrig teknikken, der farvede spillet. Det var snarere fortolkningens sigtepunkter, der bestandigt førte musikken videre.
Storslået var hans fortolkning af Bachs Partita nr. 6. Komponisten har vel selv kun kunnet drømme om at høre sin musik folde sig ud med den instrumentale og klanglige pragt, som et moderne Steinway-flygel kan bibringe den i dag. Den skønhed og dybde, som Ólafsson tryllede frem af instrumentet i Beethovens og Schuberts respektive sonater, har begge komponister vel ligeledes kun kunnet ane som mulige klangidealer.
Det forunderligste ved denne koncert var derfor nok Ólafssons evne til at sætte værkernes individuelle klangverdener fri i komponisternes nodeuniverser, og det i en grad, som kun nutidens mesterinstrumenter giver os mulighed for at opleve. Når musikken samtidig fortolkes og fremføres med en så velafbalanceret og fokuseret pianistisk intensitet og en så naturlig ligefremhed som her, kan fortidens mesterværker kun stå tilbage som nutidige, eviggyldige sandheder.
Som ekstranummer spillede Ólafsson til slut sit eget arrangement af Bachs Air fra orkestersuiten i D-dur i en svimlende smuk og tyst udførelse og tog dermed afsked med sit publikum. Man bevægede sig næsten med ham ud i himmelrummet og betragtede klodernes stumme dans i det nærmest lydløse kosmos. Større og samtidig mere intimt kunne det næsten ikke blive efter en så betydelig maratonpræstation af musikalsk indsigt og pianistisk mesterskab.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og