REVY // ANMELDELSE – Over to måneders benspænd for politisk satire sætter givetvis sit præg på sommerens revyer. Alligevel formår Tivolirevyen 2026 i sine bedste øjeblikke at løfte (glas)taget i Glassalen. Ikke mindst er den stærk musikalsk. Alle tråde samles således i en skarp, sjov og velsunget reference til ”svinevalget”, skriver Steen Blendstrup.
Tivolirevyen 2026 er tilbage i den klassiske lagkagerevyform. Der er egentlig ikke nogen sammenhæng mellem de enkelte numre, så vi kan som publikum frit vælge vores favoritter fra menuen. Musikaliteten er dog en rød tråd gennem hele revyen, ikke mindst båret af Lea Thiim Harder, der både har stemme til at synge Glassalen op og har leveret musik til et par af årets numre.
Det gælder blandt andet ”Tænk på mor” – en reference til Moder Jord og hvordan vi behandler hende – men hvor jeg reelt glemte at lytte til ordene, fordi det i sig selv er en fornøjelse at høre Lea Thiim Harder give den hele armen.
Sangen er klassisk dansk sommerrevy og vist det enkeltnummer, der høstede størst bifald blandt premierepublikummet
Hun er selvfølgelig også en af de tre små grise i ”Griseri”, der kommer alle de romantiserede børnesange om livet på landet igennem. Set i lyset af forholdene i svineindustrien er der nu ikke meget romantik tilbage for hende, Neel Rønholt og Sicilia Gadborg. Det er ikke den store stygge ulv, de frygter (de jyske ulve får ikke et ord med på vejen i år), men derimod Inger Støjberg.
Sangen er klassisk dansk sommerrevy og vist det enkeltnummer, der høstede størst bifald blandt premierepublikummet.
Oven på valget
Referencen til Danmarksdemokraternes leder er egentlig et godt eksempel på, hvordan Tivolirevyen 2026 forsøger at putte lidt politisk indhold ind, når Christiansborg går i dvale i over to måneder oven på et folketingsvalg.
Om Henrik Lykkegaard har foretaget et meget kvalificeret gæt, eller om han har ladet en sætning eller to stå åbne, indtil resultatet af regeringsforhandlingerne var i hus, skal lades usagt. Han har både skrevet og spiller hovedrollen ”Formandens beretning”, hvor Troels Lund Poulsen gør brættet op. Assisteret af enten en spindoktor eller en AI-assistent i øresneglen.
Han og hans mangeårige makker Niels Ellegaard giver nemlig fanden i aldersdiskriminationen og kaster sig ud i ballettens kunst som Harlekin og Columbine
Dybest set er det mere et karakterstudie i nogle politikeres manglende retoriske begavelse end egentlig politisk satire. Henrik Lykkegaards timing og komiske talent fornægter sig ikke – hverken i tekst eller udførelse. Der er bare ikke så mange vitaminer i den politiske satire.
Rene klovnerier
At man nogle gange skal tage sjov for sjov, viser Tivolirevyen 2026 imidlertid også. Igen med Henrik Lykkegaard som idémand og med klar reference til den gamle have. Han og hans mangeårige makker Niels Ellegaard, der både har huseret i Cirkusrevyen og flere succesfulde teaterstykker, giver nemlig fanden i aldersdiskriminationen og kaster sig ud i ballettens kunst som Harlekin og Columbine.
Hvorfor det er morsomt, er det forkerte spørgsmål. Det er det bare. På den ene side er det klassisk klovnekunst, på den anden side kan man – hvis man tilhører den generation – også genkende en sketch af Monty Python-skolen. Studietiden her har Lykkegaard adskillige gange gjort brug af. Det flirter med det absurde.
Smag og behag kan som bekendt ikke sammenlignes. Men den kan diskuteres. På forfatterfronten er der åbenbart stadig en håndfuld leverandører, der fastholder traditionen for sjove ordspil og tøhø-humor. Tivolirevyen 2026 kunne godt have undværet et par stykker. Man har næsten ondt af skuespillerne, der utvivlsomt kan mærke den manglende respons blandt publikum.
Så hurtigt videre til næste nummer.
Skuespillere og tekstforfattere
Det er så afgjort på den musikalske front Tivolirevyen 2026 står stærkest. Flere gange med Lea Thiim Harder som genial bidragsyder. Nummeret ”Posten skal ud” gør sig i en heftig rap morsom på bekostning af udbringningskaosset hos DAO, men det sættes smukt i relief af det foregående nummer, ”Rødt som et hjerte”, hvor Lea til egen musik og Bo Østlunds tekst besynger den nostalgiske hygge med landposten, der kigger ind til en kop kaffe (ja, en Madam Blå).
Når så Sicilia Gadborg selv har skrevet teksten til ”Perimenopause”, som mange kvinder i 40’erne vil kunne nynne med på – mellem grinene, naturligvis – så viser regnestykket, at revyens skuespillere har en overraskende stor andel i det samlede indtryk. Den bedste andel. Ikke bare i udførelsen, men også på idéplanet.
Traditionen for en god revyvise er først og fremmest fornyet gennem det musikalske udtryk – pop, rock og musical
Den side af Tivolirevyen 2026 fortjener måske udvikling over de kommende år. Om de enkelte skuespillere nu bare bidrager med deres egen fornemmelse for et godt grin, med musikalsk input, eller de ligefrem skaber deres helt egne numre med egne tekster.
Tivolirevyen 2026 tilbage i Tivoli
Men hatten af for et par af sommerrevyernes faste leverandører. Vase & Fuglsang står bag det store finalenummer, hvor de genialt parrer kunstnere fra før og nu i duetter af deres sommerhits. Tænk Birthe Kjær og Tobias Rahim, Poul Kjøller og Medina. Mere skal ikke afsløres her, men man forlader i hvert fald Glassalen med et smil på læben og sikkert også nynnende det ene eller det andet hit.
Man fornemmer et ønske om at forankre Tivolirevyen 2026 i netop Tivoli med referencer i flere sketches. Også et ønske om at levere en mere traditionel revy oven på eksperimentet med Tivolirevyen 2025. Begge dele lykkes. Traditionen for en god revyvise er først og fremmest fornyet gennem det musikalske udtryk – pop, rock og musical.
Det er måske revyens natur, at vi hver især vil have en fornemmelse af, at instruktøren godt kunne have brugt saksen over for et eller to numre. Hvis vi på den anden side har lyst til at sidde på en af havens restauranter over et glas og gennemgå et par af de andre numre, som vi elskede, så har revyen nået sit mål. Så ja, Tivolirevyen 2026 er i mål.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.