TYSKLAND // VALGOPTAKT – I mere end 40 år har partiet De Grønne været på en utrolig rejse fra marginaliseret protestparti til professionaliseret magtparti. Først som partimedlem og senere som journalist har Niels Rohleder fulgt rejsen, der kan kulminere, hvis Annalena Baerbock bliver Tysklands næste forbundskansler efter valget i september.
Træerne vokser muligvis alligevel ikke ind i himlen for det tyske parti Bündnis 90/Die Grünen – i Danmark bedre kendt som De Grønne.
I april og maj så alt ellers lovende og lysegrønt ud. Partiets kønsparitetisk sammensatte formandskab, Annalena Baerbock og Robert Habeck (foto øverst) bekendtgjorde 19. april, at de var enige om at opstille førstnævnte som partiets kanslerkandidat til forbundsdagsvalget den 26. september.
Den tilsyneladende harmoniske udpegning af den 40-årige Annalena Baerbock, som har læst statskundskab og siden taget en master i Public International Law, foregik parallelt med, at formændene for de konservative unionspartier CDU (Armin Laschet) og CSU (Markus Söder) sloges offentligt og påfaldende aggressivt om, hvem der skulle være Unionens kandidat til kanslerposten.
Samtidig har det socialdemokratiske SPD de seneste mange år befundet sig i nærmest frit fald efter at have været et af landets to største partier siden grundlæggelsen af Forbundsrepublikken i 1949. Partiet opnåede sit bedste valg nogensinde med knap 45,8 procent i 1972 under forbundskansler Willy Brandt. Ved det seneste i 2017 klemte socialdemokraterne sig med 20,5 procent akkurat over en femtedel af de gyldige stemmer. I de fire mellemliggende år har partiet i perioder ligget nærmere 10 end 20 procent i mange målinger.
Det tyske valg 26. september 2021 er usædvanligt og uforudsigeligt. For første gang i Forbundsrepublikkens historie stiller den siddende kansler ikke op til genvalg. Ingen af de tre kanslerkandidater, der spås nogen form for realistisk chance, Baerbock, Laschet og socialdemokraten Olaf Scholz, kan altså støtte sig til en kanslerbonus (svarende til det, vi i Danmark omtaler som ”statsministereffekten”).
Det utrolige kunne ske: Tyskland kunne få en grøn kansler
Flere målinger i foråret havde endda De Grønne placeret højere end unionspartierne CDU/CSU, der bortset fra 1972, 1998 og 2002 har været Forbundsrepublikkens største parti ved samtlige valg siden 1949.
Der bredte sig en fornemmelse af, at det utrolige kunne ske: Tyskland kunne få en grøn kansler.
Den fornemmelse er svækket i dag, for siden har Annalena Baerbock med stor konsekvens vadet fra spinatbed til spinatbed – eller på tysk, hvor den slags fejltrin metaforisk illustreres med fedtskåle, von einem Fettnäpfchen ins nächste.
Mere derom senere.
Bevægelsernes parti
Vore dages strømlinede og professionaliserede grønne parti har meget lidt til fælles med det parti, der i 1980 blev grundlagt i Vesttyskland af aktive fra kvindekampen, anti-atomkraft-bevægelsen, fredsbevægelsen, miljøbevægelsen og den brede venstrefløj.
I årtier havde tysk politik i praksis været domineret af kun tre partier, der skiftedes til at sidde i regering. Det kristeligt-konservative CDU med det bayerske og endnu mere katolsk-konservative CSU som søsterparti (i praksis én fælles gruppe i Forbundsdagen), det socialdemokratiske SPD og det liberale FDP.
Berlinmuren og Tysklands deling gjorde det åbenlyst svært at vinde gehør for Moskva-tro synspunkter i Vesttyskland
En venstrefløj til venstre for SPD fik fra 1950’erne og frem ikke noget parlamentarisk udtryk. Mens den kolde krig var på sit højeste, havde den vesttyske forfatningsdomstol i 1956 forbudt kommunistpartiet KPD. Berlinmuren og Tysklands deling gjorde det åbenlyst svært at vinde gehør for Moskva-tro synspunkter i Vesttyskland. Med studenteroprøret og skuddene mod Benno Ohnesorg og Rudi Dutschke i Berlin sidst i 1960’erne og dannelsen af Rote Armee Fraktion radikaliseredes dele af venstrefløjen på en måde, hvor enhver form for parlamentarisk engagement blev anset for formålsløst.
En stadig gældende høj spærregrænse på fem procent, der er skabt for at undgå kaotiske forhold med mange små partier og hyppige valg som i Weimar-republikkens rigsdag op til Hitlers magtovertagelse i 1933, gjorde det svært for småpartier på begge fløje at slå igennem.
Men i januar 1980 havde de nye græsrodsinitiativer vokset sig stærke nok til at udfordre det eksisterende partisystem, og partiet Die Grünen blev dannet. Ved valget i oktober samme år fik partiet kun halvanden procent, men efter et par års konsolidering ændrede stemningen sig hos et stigende antal vælgere.
Et økologisk ikkevoldsparti
Blandt partiets absolutte frontfigurer de første år var Petra Kelly. I juni 1982 gav hun et interview til det store tyske nyhedsmagasin Der Spiegel:
Hun fastslog i klare vendinger, at De Grønne var et ”et fundamentalt antikrigsparti, et økologisk ikkevoldsparti, som ikke indgår i nogen koalition”. Parlamenter var for hende ”et sted som markedspladsen eller byggepladsen, hvor vi kan tale, fremføre vores standpunkter og informationer”. Hun ville være en stemme i parlamentet for ”en stærk basisbevægelse”, men ”ikke for at indgå i en koalition og få magt”.
”Hvis De Grønne en dag begynder at sende ministre til Bonn (Vesttysklands daværende regeringsby, red.), så er det ikke længere de Grønne, som jeg ville være med til at bygge op,” fastslog den på dette tidspunkt 34-årige Petra Kelly.
Det er bedre, hvis vi bliver liggende på seks eller syv procent og til gengæld forbliver kompromisløse i vores grundlæggende krav
Hun sagde også: ”Nogle gange er jeg bange for, at De Grønne pludselig får 13 procent og bliver til et magtparti. Det er bedre, hvis vi bliver liggende på seks eller syv procent og til gengæld forbliver kompromisløse i vores grundlæggende krav. Hellere det end at få ministerposter.“
”Parlamentet er ikke noget mål, men en del af en strategi. Vi er anti-parti-partiet“ (”Wir sind die Anti-Parteien-Partei“).
Den sidstnævnte sætning dannede en rammende overskrift over Spiegel-interviewet, og selvforståelsen som anti-parti-parti hang ved De Grønne i nogle år i 1980’erne, indtil Petra Kelly og hendes politikforståelse blev marginaliseret og fortrængt af politikere, der ville netop det, som hun foragtede og forsagede: deltagelse i koalitioner og dermed magt.
Magtforagteren Petra Kelly er historie og har været det i mange år. Omkring 1. oktober 1992 rettede hendes livsledsager og politiske allierede, den tidligere officer i Wehrmacht og Bundeswehr Gert Bastian, sin lille, dobbeltløbede Derringer 38 Special-pistol mod hendes tinding og trykkede af. Kort efter skød han sig selv.
Gert Bastian var ligesom Petra Kelly tidligere medlem af Forbundsdagen for De Grønne. Tidspunktet for dødens indtræden er aldrig præcist fastslået, for ligene af den myrdede Petra Kelly og af drabsmanden og selvmorderen Gert Bastian blev først fundet efter cirka tre uger.
Da skuddene faldt i Petra Kellys rækkehus i en forstad til Bonn, havde både Kelly og Bastian for længst manøvreret sig ud på et sidespor i forhold til partiet.
Skribenten melder sig ind
Ved valget tilbage i marts 1983 klarede De Grønne med 5,6 procent spærregrænsen og fik sit parlamentariske gennembrud på forbundsplan.
Succesen lokkede naturligvis mange nye medlemmer ind i partiet – heriblandt undertegnede, der på det tidspunkt som 20-årig boede i Flensborg.
Kampen mod oprustning og atomkraft rasede i Vesteuropa og med særlig heftighed i Vesttyskland, og det nye partis alternative stil og politikforståelse tiltrak mange på min alder. Min karriere i partiet blev kort. Jeg nåede at deltage i en række spændende og hyggelige møder i lokalafdelingen og være delegeret på en enkelt partikongres i Karlsruhe i marts 1984, hvor der skulle opstilles kandidater til Europaparlamentet, inden min uddannelse igen flyttede mig til Danmark og satte en stopper for min politiske aktivitet i Tyskland.
Halvvejs i valgperioden – altså efter to år – skulle de forlade Forbundsdagen og gøre plads for suppleanterne
De 28 grønne parlamentarikere, som i 1983 rykkede ind i Forbundsdagen ved Rhinen i Bonn, stillede høje moralske krav til andre og ikke mindst til sig selv. Blandt andet havde de accepteret en rotationsordning, som er langt mere radikal end den, der herhjemme praktiseres af Enhedslisten. Halvvejs i valgperioden – altså efter to år – skulle de forlade Forbundsdagen og gøre plads for suppleanterne. De skulle ikke være levebrødspolitikere.
Efter en tid erkendte Petra Kelly og Gert Bastian dog, at de som nu erfarne politikere var uundværlige og dygtigere end suppleanterne, og at mandaterne mest hensigtsmæssigt blev forvaltet af dem selv. Rotationsordningen blev siden opgivet.
Joschka Fischers lange march
Blandt de 28 første grønne forbundsdagsmedlemmer fra 1983 var også den tidligere revolutionære gadekæmper Joschka Fischer.
Fischer står – om nogen – for det, der med et lån fra den marxistisk inspirerede teoris ordforråd kan kaldes ”den lange march gennem institutionerne”. Fra en karriere som militant studenteraktivist og voldsparat demonstrant i 1960’erne og 1970’erne udviklede han sig til De Grønnes førende realpolitiker og endte 1998-2005 som det samlede Tysklands vicekansler og udenrigsminister. Dermed blev han antitesen til det, som for længst afdøde Petra Kelly havde skitseret i Der Spiegel i 1982: kompromisvillig koalitionspartner, magthaver og minister.
Allerede i 1985 blev Joschka Fischer Vesttysklands første grønne minister på delstatsniveau, da han blev taget i ed som miljø- og energiminister i delstaten Hessen. Sin alternative anderledeshed sendte han lige i smasken på sin socialdemokratiske regeringschef Holger Börner og den forbløffede offentlighed, da han mødte op til edsaflæggelsen i blå jeans og et par hvide Nike-sko, hvilket gav ham øgenavnet der Turnschuh-Minister. Sportssko i et tysk ministerium var uhørt i 1985.
Berlinmuren falder
Det politiske landskab forandrede sig drastisk med Berlinmurens fald i 1989 og optagelsen af fem en halv østlige delstater i Forbundsrepublikken i 1990.
Det politiske oprør i den kommunistisk ledede undertrykkelsesstat DDR blev ledet af modige aktivister fra borgerretsbevægelser som Neues Forum, Initiative Frieden und Menschenrechte, Demokratie Jetzt og Demokratischer Aufbruch.
De østtyske vælgere delte ikke visse borgerretsforkæmperes idealer om et demokratiseret, men selvstændigt DDR
Men de, der havde forventet, at borgerretsbevægelserne ville få stor opbakning, da DDR i marts 1990 holdt sit første og sidste demokratiske parlamentsvalg, blev overraskede. Helmut Kohl og hans vesttyske CDU fik i løbet af få måneder opbygget et stærkt partiapparat i Østtyskland og vandt en bragende valgsejr med over 40 procent af stemmerne.
Borgerretsbevægelsernes sammenslutning Bündnis 90 fik under tre procent – et markant signal fra de østtyske vælgere om, at de ikke delte visse borgerretsforkæmperes idealer om et demokratiseret, men selvstændigt DDR som alternativ til det overforbrugende, kapitalistiske Vesttyskland. De ville hurtigst muligt være en del af Forbundsrepublikken med de ”blomstrende landskaber”, som Helmut Kohl lovede dem.
Hos de vesttyske vælgere faldt De Grønne håbløst igennem ved det første fællestyske forbundsdagsvalg i december 1990. Der blev stemt i to adskilte områder. I Vesttyskland havnede De Grønne under spærregrænsen, men i Østtyskland klarede alliancen mellem borgerretsbevægelser og østtyske grønne grænsen på fem procent.
Så fra 1990 til 1994 var østtyskere alene om at være grønne stemmer i Bonn. I 1993 blev Bündnis 90 og Die Grünen forenet i det navn, som partiet stadig bærer som udtryk for respekt for og anerkendelse af den forandring, som borgerretsbevægelserne skabte i Østtyskland i slutningen af 1980’erne. Men uden at kunne skjule, at partiet stadig er markant stærkere i Vest- end i Østtyskland. I høj grad et Wessi-parti med andre ord.
Under ansvarets og Gerhard Schröders åg
Fra 1994 var det nu forenede grønne parti med et lille islæt af østtyske borgerretsaktivister for alvor tilbage i Forbundsdagen, og i 1998 lykkedes det partiet, med Joschka Fischer som frontfigur, vicekansler og udenrigsminister, at komme med i en SPD-ledet flertalsregering under kansler Gerhard Schröder.
Efter 16 års konservativt ledet regering under Helmut Kohl forekom skiftet til en såkaldt rød-grøn regering forfriskende og moderne, men Schröder-Fischer-koalitionens eftermæle er præget af de drastiske forringelser af ydelser til arbejdsløse under den såkaldte Hartz IV-reform – et projekt, der ikke kan siges at være et markant venstreorienteret fingeraftryk. Nærmest tværtimod.
En løsning, der ikke gjorde ondt på bilindustrien, men derimod på De Grønne og Jürgen Trittin, hvis afmagt blev offentligt udstillet
Daværende miljøminister fra De Grønnes venstrefløj, Jürgen Trittin, kæmpede i Bruxelles for skrappe EU-krav til dieselbilers udstødning, men Volkswagen-koncernen, hvor kansler Schröder havde siddet i bestyrelsen som ministerpræsident for delstaten Niedersachsen, trak i de rigtige tråde og opnåede en løsning, der ikke gjorde ondt på bilindustrien, men derimod på De Grønne og Jürgen Trittin, hvis afmagt blev offentligt udstillet.
Den stærkeste symbolske illustration af De Grønnes udvikling i løbet af de første 20 år er billederne af udenrigsminister Joschka Fischer, der på De Grønnes ekstraordinære kongres i maj 1999 blev ramt af rød maling i protest mod, at regeringspartiet støttede deltagelse i NATO-interventionen i Kosova.
Hvad var der i 1999 tilbage af Petra Kellys ”fundamentale antikrigsparti og økologiske ikkevoldsparti, som ikke indgår i nogen koalition”? Ikke meget.
Siden 2005 har De Grønne på forbundsplan været ufrivilligt fri for regeringsansvar. Tidligere tiders kampe mellem realpolitikere og fundamentalister er ebbet ud. Mange fra partiets venstrefløj er gennem årene drevet over i venstrefløjspartiet Die Linke, der blandt andet bygger på resterne af DDR’s Socialistiske Enhedsparti (SED).
Fleksibel koalitionspartner i delstaterne
De Grønne indgår og har indgået i regeringskoalitioner med alle Tysklands parlamentariske partier på delstatsplan – fraregnet naturligvis det højrepopulistiske og i nogle sammenhænge højreekstreme Alternative für Deutschland. AfD’s fremvækst og repræsentation i samtlige delstatsparlamenter og Forbundsdagen tvinger de tyske partier til at udfolde fantasi og fleksibilitet, når de danner deres flertalsregeringer. AfD behandles af alle partier som et paria-parti, og når man på forhånd tager et betydeligt antal mandater ud af ligningen og i øvrigt vil undgå mindretalsregeringer for næsten enhver pris, er et stabilt flertal svært at finde.
Kretschmann har gennem 10 år opbygget et image som Landesvater. Og så er han vist ikke så grøn, at det gør noget
Størst succes på delstatsniveau har partiet haft i det sydtyske Baden-Württemberg, hvor De Grønnes Winfried Kretschmann har været regeringschef siden 2011. Først med SPD, og da han havde taget for mange stemmer fra socialdemokraterne og dermed lukket luften ud af dét parti som muligt partner, med CDU. Kretschmann har gennem 10 år opbygget et image som Landesvater. Og så er han vist ikke så grøn, at det gør noget. Heller ikke for bilkoncernerne Daimler-Benz og Porsche, som har hjemme i hans regeringsby Stuttgart.
Mindretalsregeringer er stort set uhørte i en tysk sammenhæng, og efter forbundsdagsvalget i 2017 så det længe ud til, at resultatet ville blive en Merkel-flertalsregering med deltagelse af CDU/CSU, FDP og De Grønne. Forhandlingerne brød sammen. Ikke på grund af manglende grøn kompromisvilje, men på grund af FDP-chefen Christian Lindners stejlhed.
Resultatet blev, at SPD måtte tage endnu fire udmarvende år under ansvarets åg som Merkels juniorpartner.
Ny formandsduo i 2018
I januar 2018 blev de to realpolitikere Annalena Baerbock og Robert Habeck valgt som De Grønnes formandsduo.
Habeck kan føre en dagligdags samtale på dansk om ukomplicerede emner
Den 50-årige romanforfatter Robert Habeck, der har læst filosofi, tysk og filologi i Sydtyskland og studeret kortvarigt på Roskilde Universitet i starten af 1990’erne, bor i Flensborg, hvor han er opstillet til Forbundsdagen. Han kan føre en dagligdags samtale på dansk om ukomplicerede emner (hør et eksempel her). Dog er hans dansk ikke bedre, end at samtalen foregik på engelsk, da han i maj på Facebook skulle diskutere alvorlig politik med Pia Olsen Dyhr og Rune Lykkeberg. Robert Habeck står som partiets nummer to til en tung ministerpost, hvis De Grønne kommer i regering.
Habeck har tidligere været miljøminister i Slesvig-Holsten og har i modsætning til sin med-forperson Annalena Baerbock altså regeringserfaring. Alligevel afstod han fra posten som partiets kanslerkandidat. Mange grønne medlemmer og sympatisører spørger i dag sig selv, om dét var klogt.
Allerede i maj blev det kendt, at Annalena Baerbock havde glemt at opgive nogle biindtægter til Forbundsdagens forvaltning – et klart problem i et parti, der fører kampagne på fuld åbenhed om politikeres personlige økonomi.
Desværre gik der ikke mange dage, før plagiatjægere havde fundet lange passager, som kandidaten havde skrevet af
Den grønne kanslerkandidat skulle naturligvis præsentere en programmatisk bogudgivelse op til valget. Det skete i juni med bogen ”Jetzt. Wie wir unser Land erneuern” (”Nu. Hvordan vi fornyer vores land”). Desværre for Baerbock gik der ikke mange dage, før ivrige plagiatjægere havde fundet lange passager, som kandidaten (eller hendes ghostwriter) havde skrevet af uden kildeangivelse.
Så var der sagerne om hendes cv, hvor hun (eller hendes hjælpere) bl.a. havde fået skrevet, at hun var ”medlem” af UNHCR. FN’s Højkommissær for Flygtninge er ikke noget, man som enkeltperson kan melde sig ind i, men hun har naturligvis ret så langt, at hun som tysk statsborger er medlem af FN i kraft af sit lands medlemskab. Men mere UNHCR-medlem end du og jeg er hun altså ikke.
Siden foråret er Annalena Baerbocks mindste bevægelse blevet fuldt med falkeblik af journalister, modstandere, plagiatjægere og andre. Nogle har ment, at hun var særligt udsat som kvinde, men også CDU-kandidaten Armin Laschet, der ikke kunne holde sig for grin, da han lyttede til forbundspræsidentens alvorlige tale i oversvømmelsesområdet i Nordrhein-Westfalen, og som har haft sin egen plagiatsag i sommerens løb, er blevet kritisk iagttaget og behørigt udstillet.
Problemer med østtysk geografi
Annalena Baerbock bor og er opstillet i Potsdam i Eks-DDR. Men hun er vokset op i Vesttyskland og dermed ingen autentisk Ossi. Det demonstrerede hun tydeligt, da hun i starten af august optrådte sammen med Robert Habeck i det fredede naturområde Biesenthaler Becken nord for Berlin og omtalte stedet som ”Oderbruch” – et område langs den tysk-polske grænseflod Oder, der starter omkring 30 kilometer længere mod øst. En journalist fra Bild-Zeitung fangede fejlen og blæste den ud til vælgerne via Twitter.
Forleden var Annalena Baerbock på besøg i Bochum i Ruhr-området, hvor den lokale fodboldklub netop efter 11 års fravær er rykket op i Bundesligaen. Naturligvis skulle toppolitikeren fra Berlin udtrykke sin sympati med de lokale ved at modtage og iføre sig en mørkeblå spillertrøje fra VfL Bochum. Desværre for Annalena Baerbock er klubbens hovedsponsor det store, kommercielle boligselskab Vonovia, som De Grønne som regeringsparti i delstaten Berlin vil forhindre i at sætte sig på stadig flere dele af lejeboligmarkedet i Berlin. Også det blev en pressehistorie med ordet Fettnäpfchen i overskriften.
At De Grønne har andre – og formentlig stærkere – modstandere end sig selv er klart for borgerne i tyske storbyer, hvor der gennem de seneste dage er opsat store og dyre plakater med visne solsikker (De Grønnes signaturblomst). Med slagord som ”Masseindvandring”, ”Arbejdsløshed”, ”Klimasocialisme” og ”Totalitær” forsøger smædekampagnen at sætte negative etiketter på De Grønne. Kampagnen er ledsaget af hashtagget #GruenerMist (”grønt lort”), og på kampagnens hjemmeside kan man læse, at den er finansieret af firmaet ”Conservare Communication GmbH” med adresse i Hamborg. Hvem der finansierer firmaet, fremgår ikke.
Tætte målinger
I sensommeren 2021 med få uger tilbage til septembervalget er CDU/CSU tilbage som det største parti i målingerne. Men det er snævert.
De tre store partier i rækkefølgen CDU/CSU, Grønne og SPD ligger alle omkring 20 procent. CDU/CSU ligger i nogle målinger dog noget højere. Det liberale FDP står til at få mere end 10 procent af stemmerne.
Eftersom der også er omkring 10 procent til det højreorienterede AfD og 5-7 procent til det venstreorienterede Die Linke, skal der formentlig mindst tre partier til at danne en regering.
En overgang så det ud til, at CDU/CSU og De Grønne sammen ville få flertal (og derfor danne regering). Men eftersom begge partier på det seneste har nærmet sig de 20 procent oppefra, og De Grønne i nogle målinger nu ligger under 20 procent, er det ikke længere et sandsynligt valgresultat. Heller ikke en fortsættelse af den nuværende ”Store Koalition” mellem CDU/CSU og SPD ser ud til at være mulig, fordi disse partiers stemmer heller ikke er nok til et flertal.
Tilbage står følgende mulige treparti-konstellationer:
Jamaica: Kombinationen af sort (CDU/CSU), grøn og gul (FDP). Opkaldt efter farverne i Jamaicas flag. Forsøget blev gjort i 2017, men forhandlingerne brød sammen. Spørgsmålet er, om erhvervsinteresserne i FDP kan forenes med klima- og miljøpolitikken hos De Grønne.
Ampel (trafiklys): Grøn, rød (SPD) og gul (FDP). Igen svært at se FDP og Grønne i regering sammen – især hvis De Grønne er størst og gør krav på kanslerposten.
Kenya: CDU/CSU, Grønne og SPD. Opkaldt efter Kenyas flag. Afprøves for tiden i tre østtyske delstater. Konstellationen vil være endnu mere handlingslammet end Merkels Store Koalition.
Rød-grøn-rød eller Grøn-rød-rød: Altså De Grønne sammen med SPD og Die Linke. Konstellationen findes i delstater som Bremen, Berlin og Thüringen, men dér skal delstatsregeringen ikke føre udenrigspolitik, og især på udenrigsområdet og i forhold til NATO anser SPD og De Grønne Die Linke for utroværdige og upålidelige. Denne venstrekoalition er nok det mindst sandsynlige udfald af de kommende regeringsforhandlinger, og det er langtfra sikkert, at de tre partier til sammen vil have flertal (som de faktisk havde 2013-17 uden at bruge det).
Selv en fordobling vil være en skuffelse for et parti, der har følt, at selveste kanslerposten var inden for rækkevidde
Ud over de fire ovennævnte konstellationer med grøn deltagelse kan udfaldet også blive den såkaldte Tysklands-koalition (opkaldt efter det tyske flags farver): Sort (CDU/CSU), rød (SPD) og gul (FDP). De Grønne kan igen havne i den oppositionsrolle, hvor de foreløbig har henslæbt 16 år.
Det er imidlertid ret sandsynligt, at De Grønne i efteråret bliver regeringsparti, selv om Annalena Baerbocks chancer for at blive forbundskansler er svundet hen over sommeren. Under alle omstændigheder står partiet til mere end en fordobling at stemmetallet fra 2017, hvor det blev til sølle 8,9 procent. Men selv en fordobling vil være en skuffelse for et parti, der har følt, at selveste kanslerposten var inden for rækkevidde.
LÆS MERE AF NIELS ROHLEDER HER
Topillustration: De Grønnes frontfigurer, kanslerkandidat Annalena Baerbock og medformand Robert Habeck, som de gerne vil se sig selv – her på et pressefoto stillet til rådighed af partiet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
