“What do you think may happen?”

af i EU/Internationalt/Politik & Samfund

BREXIT // ANALYSE – Den politiske situation i Storbritannien ændrer sig konstant. Regeringsleder Theresa May forsøger med sin politiske ”ubåds-taktik” at vinde tid, så valget til sidst står mellem hendes aftale eller ikke nogen. Ingen ved om det lykkes, men det står klart, at Mays taktik, hvor hun dykker under overfladen og bruger sin usynlighed til at komme igennem den politiske storm og vinde tid, indtil videre ikke har båret frugt, men tværtimod bragt hende i yderligere politisk knibe. Det skriver UK-kommentator Hans Christian Andersen fra Storbritannien, som selv tipper på en udsættelse af  Artikel 50 og en meget blød Brexit. 

“Hvad mon der vil ske?” Det er et af de spørgsmål, der oftest stilles i det britiske parlament for øjeblikket. Og det er politikerne, der spørger journalisterne og analytikerne, ikke omvendt.

Svaret er: “Det ved vi ikke, men her er en række mulige scenarier, som du kan læse i avisen i morgen.” Og der udgives så naturligvis en mængde artikler med meninger og analyser. Hver dag sin salve, hver dag sin dramatiske politiske udvikling.

Sådan har det ikke været under hele Brexit-processen. Før folkeafstemningen i juni 2016 var Theresa May selv klassisk diskret og røbede så lidt som muligt om, hvor hun stod som remainer.

At hun var det, var man dog klar over, og hun gjorde det også klart, at Nordirland ville blive et hedt emne i Brexit-processen. Godt set og ærligt sagt, Nordirland synes efterhånden helt at styre processen.

Som med så meget andet i hele Brexit-processen, er der politiske fælder alle vegne, selv for den årvågne

Det var netop til at forudse, som Theresa May gjorde. Ikke desto mindre endte hun med at henvende sig til et nordirsk parti, Democratic Unionist Party, (DUP) for at få de nødvendige mandater, da hun havde forøget sit partis flertal ved parlamentsvalget i 2017.

Der var ikke meget at vælge imellem: DUP er et Brexit-parti, det har meget til fælles med Mays egne konservative. Dets ti mandater sikrer regeringens overlevelse. Men May kom også til at vælge side i en gammel nordirsk strid, og hun støttes af et Brexit-parti i en landsdel, der stemte remain. Som med så meget andet i hele Brexit-processen, er der politiske fælder alle vegne, selv for den årvågne.

Årtiers uroligheder i Nordirland i Nordirland er ikke glemt, hvor konflikten mellem protestanter og katolikker – unionister, der insisterer på deres britiske identitet og nationalitet og på den anden side republikanere – kostede 3.600 menneskeliv, også som ofre for IRA bombekampagne i Storbritannien.

DUP, nægter at acceptere Theresa Mays Brexit-aftale med EU, fordi den indebærer, at Nordirland kan få et andet forhold til EU end resten af UK. Og et af DUPs argument er så nordirsk – men også så overraskende, efter tyve års fred i Nordirland: “People have died for what we believe.”

Mays politiske ubåds-taktik

Til at begynde med tog Theresa May og hendes regering imidlertid nogle beslutninger, der nok er med til at gøre tilværelsen vanskelig for hende i parlamentet i 2019.

For eksempel beslutningen om at bruge kong Henrik 8.’s beføjelser til at gennemføre ny lovgivning udenom parlamentet. Henrik 8. skulle i sin tid ud af et besværligt forhold til et andet europæisk system: Den katolske kirke, og der ville ikke være meget tid til det meget omfattende lovgivningsprogram, der følger med at trække sig ud af fyrre års samarbejde med EU.

Regeringen ville få travlt, men alligevel.

Regeringen måtte slæbes i retten af en borger, Gina Miller, for at få dom for, at den ikke kunne forbigå parlamentet. “Det ligner diktatur”, sagde Miller om regeringens fremgangsmåde. “Forrædere”, kaldte leaver-pressen de britiske dommere

Og så prøvede Theresa May at sætte gang i Artikel 50-processen uden at forhøre sig med parlamentet.

Regeringen måtte slæbes i retten af en borger, Gina Miller, for at få dom for, at den ikke kunne forbigå parlamentet. “Det ligner diktatur”, sagde Miller om regeringens fremgangsmåde. “Forrædere”, kaldte leaver-pressen de britiske dommere.

Storbritannien var blevet et meget anderledes og mindre genkendeligt europæisk demokrati.
Men Theresa May er fortsat med sin politiske “ubåds-taktik”, hun er for det meste neddykket og usynlig: I mange måneder vidste ingen, hvordan det gik med forhandlingerne med EU.

Herefter “inviterede” Theresa May sit kabinet til landstedet Chequers i juli 2018, bad dem slukke mobilerne, lod dem overveje og støtte hendes aftale med EU, og hun havde taxier klar til at køre de ministre til stationen, der ikke ville makke ret men hellere gå af.

Det gjorde ingen af dem, men et par – Boris Johnson og hendes Brexit-minister, David Davis, gjorde just det et par dage efter. Kabinettet havde godkendt forslaget, der kunne sendes videre til parlamentet.

EU’s nødbremse

I november 2018 fik vi langt om længe allesammen aftalen at se:

Det 585 sider lange dokument, der står fast og ikke kan ændres; og det meget kortere grundlag for de fremtidige forhandlinger om forholdet mellem Storbritannien og EU. I de 585 sider finder vi EU’s “nødbremse”, “the backstop”, der skal sikre, at der ikke opstår en fast landegrænse mellem Irland (EU) og Nordirland.

Det blev i den grad en anstødssten, først og fremmest for Theresa Mays nordirske støtteparti, Democratic Unionist Party, men også for mange hårde brexit-ører, at Theresa May blev nødt til at udsætte afstemningen 11. december 2018. “I have listened”, sagde hun til et skeptisk underhus. Det hun havde hørt var, at de ville stemme forslaget ned.

Vi befinder os ikke i en normal tid. Theresa May er stadig regeringsleder, hendes bud til parlamentet er stadig ”my deal or no deal”: Hvis ikke I stemmer for mit forslag, ryger vi ud over afgrunden

Theresa May har ikke alene brugt sin usynlighed til at komme igennem den politiske storm. Hun prøver også konstant at vinde tid. Udsættelsen af afstemningen i december kom ikke bag på nogen.

Men mon ikke også hendes behandling af parlamentet har gjort dem vrede og bragt hende i den politiske knibe, hun nu er i?

”My deal or no deal”

15. januar 2019 tabte hun afstemningen om sin skilsmisseaftale med EU, med 230 stemmer. I normale tider ville det have været en katastrofe for regeringslederen. Hun burde gå af, der burde afholdes parlamentsvalg, hendes eget kabinet burde (som det kan ske hos de britiske konservative) fyre hende. Hendes aftale med EU burde falde.

Men vi befinder os ikke i en normal tid. Theresa May er stadig regeringsleder, hendes bud til parlamentet er stadig ”my deal or no deal”: Hvis ikke I stemmer for mit forslag, ryger vi ud over afgrunden og forlader EU uden en aftale.

Nogle taler om et “kup” i parlamentet: Menige medlemmer overvejer, helt legalt, at tage retten til at stille forslag til afstemning i parlamentet i en begrænset periode

May må nu håbe, at tiden bliver ved med at arbejde for hende og at parlamentet, når vi når hen til marts 2019, vil blive klar over, at der skal en aftale til, og hendes og EU’s 585 sider lange dokument er den eneste aftale, der er klar. Hun håber måske også, at EU vil give sig og komme med et bedre bud på the backstop, et som Democratic Unionist party kan acceptere.

Men med det overvældende nederlag i parlamentet 15. januar er det svært at se, hvordan hun kan vende det til en sejr, ligesom det ikke virker sandsynligt, at EU vil ændre i teksten til aftalen.

Kupplaner i parlamentet

Til gengæld er der nye initiativer i gang i parlamentet, udenom regeringen.

Nogle taler om et “kup” i parlamentet: Menige medlemmer overvejer, helt legalt, at tage retten til at stille forslag til afstemning i parlamentet i en begrænset periode.

Her har labour-politikeren Yvette Cooper sammen med den konservative politiker Nick Boles skruet et forslag sammen, der vil fjerne “no deal” helt fra Brexit-processen.

Der er ikke flertal i parlamentet for at forlade EU uden en aftale, så sådan et forslag ville teoretisk kunne vinde, og det ville tage vinden helt ud af Theresa Mays sejl (her har vi selvfølgelig forladt ubåds-metaforen og bragt premierministeren op til overfladen).

Samtidig har den opfindsomme og initiativrige konservative politiker Dominic Grieve lavet et forslag, der gør det muligt at stille Artikel 50-processen i bero, så det britiske parlament får bedre tid til at forberede sig på at forlade EU – det er de slet ikke klar til pr. 29. marts.  Det vil også gøre det umuligt for Theresa May at lægge pres på parlamentet, det vil ikke længere være “my deal or no deal”.

Oppositionspartiet, Labour, har netop fremsat et forslag om en eventuel toldunion, men fordi lederen, Jeremy Corbyn, har sat sin underskrift på forslaget, vil parlamentets konservative formentlig ikke stemme for det. Men det åbner i hvert fald også for en debat om en folkeafstemning

Og så diskuterer man også muligheden for en ny folkeafstemning og et egentligt valg til parlamentet.

Norgesløsning er en mulighed

Så hvad bliver det så; “what do you think is going to happen?”
Svaret skulle formelt falde ved afstemningen i Underhuset i næste uge, men lad os se på mulighederne:

Et valg kan ikke blive med Theresa May som konservativ leder, det har hun selv sagt, så det komplicerer sagen.

En folkeafstemning kan ikke være en gentagelse af den i juni 2016, men hvis ikke Storbritannien forlader EU helt – hvis man fx også er med i en toldunion og måske også det indre marked – the Norwegiean Solution – så skal folket nok have lov til at udtale sig.

Oppositionspartiet, Labour, har netop fremsat et forslag om en eventuel toldunion, men fordi lederen, Jeremy Corbyn, har sat sin underskrift på forslaget, vil parlamentets konservative formentlig ikke stemme for det.  Men det åbner i hvert fald også for en debat om en folkeafstemning om et nyt forhold til EU.

Selv gætter jeg på en udsættelse af Artikel 50 og en meget blød Brexit. Selvom det ikke er i Storbritanniens interesse, er en Norgesløsning en mulighed.
Men situationen ændrer sig hele tiden, og Theresa Mays aftale er ikke helt død endnu.

Faktisk kan forsøgene på at styre udviklingen udenom regeringen i den sidste ende få parlamentets Brexit-ører til at vende tilbage til den.


Topfoto: Flickr

Hans Christian Andersen har boet i Storbritannien siden 1979, hvor han tog en PhD ved University of Hull og senere en MBA ved Durham University.

Siden 1982 har han boet i Newcastle upon Tyne, hvor han har været ansat ved Newcastle University, og fra 1991, ved University of Northumbria med bl.a. international markedsføring og kulturturisme som arbejdsområder.

I halvfemserne var han i tre år tilknyttet The Guardians udlandsredaktions Europatillæg med den skandinaviske nyhedsdækning som hovedområde. Siden 2004 har han deltaget i P1 Orienterings programmer, med britisk politik som emneområde, og har også deltaget i en række andre programmer i DR radio og tv og hos TV2.

Seneste artikler om EU