Trappetræning: ”Fra afmagt til handling – fitness for dine borgermuskler 2”

af i Featured/Kultur/Liv & Mennesker

Engagementstrappen handler om at løfte i flok. Og den er velegnet trappetræning både for dig, der selv står bag et projekt, du helst vil løfte sammen med andre – og for dig, der helst vil bakke op om andres projekter. 

Forleden var jeg ved Møns Klint. Og mens jeg prustede op ad de 450 trin, slog det mig, hvor meget denne trappebestigning mindede mig om livet som iværksætter. For det er med store projekter som med stejle, uendelige trapper: Når man står for foden af dem, virker det fuldstændig uoverskueligt at betvinge dem, men tager man dem trin for trin går det trods alt opad.

Er man ligefrem iværksætter, er der ikke engang en trappe. Man står for foden af en stejl skrænt, og må finde sin egen vej. En vej, man ikke på forhånd kan forudsige, men først opdager, udvikler og skaber undervejs, efterhånden som rødder springer frem som håndtag og vandrestøvlerne finder uventet fodfæste på sten og små fremspring. Hvis det skal lykkes, skal der to meget vigtige og til dels modsatrettede ting til. Man skal på den ene side holde fokus på målet – den store, gode grund til, at man bakser sådan lige nu. Og på den anden side er den eneste vej frem mod målet, at man tager det i små skridt. Trin for trin. Ellers gi’r man op med det samme.

Nyt afsnit i serien “Fra afmagt til handling – fitness for dine borgermuskler”

Sådan gik jeg og tænkte, mens jeg trin for trin sneglede mig op ad de smukke hvide skrænter. Og derfor er det nu tid til at tage hul på kapitel 2 i mit fitnessprogram for borgermusklerne. Denne gang med fokus på trappetræning.

Det er med store projekter som med stejle, uendelige trapper: Når man står for foden af dem, virker det fuldstændig uoverskueligt at betvinge dem, men tager man dem trin for trin går det trods alt opad.

Serien handler om at træne sine borgermuskler og gøre det nemmere at nå fra tanke til handling, når man får en god ide til, hvordan samtiden kunne blive lidt bedre.

Baggrunden er trist: Da jeg var lille forstod jeg ikke, hvordan holocaust og folkemord kunne lade sig gøre. At så få reagerede på uhyrlighederne, der foregik lige rundt om dem. Det fatter jeg på et helt grundlæggende plan stadig ikke. Men nu, hvor voksenlivet trænger sig på, forstår jeg det desværre meget bedre. Hvis ikke man holder sine borgermuskler i form, bliver det helt uoverskueligt at handle på sine gode intentioner. Målet ligger uendeligt langt ude i fremtiden, det bliver svært at se vejen derhen – og hvis man ikke allerede er i form, tør man ikke rigtigt forlade sig på, at vejen nok skal vise sig undervejs. Måske genkender man ikke engang de redskaber, håndtag og tydelige trappetrin, der ligger lige for foden af en.

Sidste gang – i del 1 – trænede vi det makroskopiske blik. Nu skal vi i gang med trappetræningen.

Lad os starte med en lille bevægelse…

Som mental opvarmning til dagens øvelser, starter vi med at se en lille film. Den tager 3 minutter og kommer her…
(Jeg har lige lidt knas med at få den til at spille direkte herfra. Så hvis den ikke starter, når du klikker på pilen, kan du følge dette link i stedet.)

Der er mange vigtige pointer i denne ultrakorte film. Men ud over den vigtige pointe om, at man som initiativtager ikke skal være så bange for at blive til grin, hæfter jeg mig i forhold til dagens træningsprogram især ved pointen om ”The first follower”.

Pas på med altid at fokusere på ildsjælene

Herhjemme har vi en tendens til at fokusere utroligt meget på ildsjæle. Men det er ikke alene ubæredygtigt, fordi ildsjæle har det med meget hurtigt at brænde ud og springe fra projekt til projekt, så snart den buldrende opstartsenergi er ebbet lidt ud. Det er også forkert, fordi ”the first follower”, som det fremgår af filmen, ofte er mindst lige så afgørende som ildsjælen, hvis ideen skal sprede sig fra bare at være en god, men lidt tosset, ide.

Pointen om ”The first follower” er også vigtig, fordi den er med til at vise, at vi alle sammen har nogle meget vigtige – om end ofte ret forskellige roller – i et vellykket projekt. Alt for mange, får aldrig rykket på deres borgerlyst, fordi de kigger på de kendteste ildsjæle og tror, man skal være ”gjort af et særligt stof”, hvis man skal sætte et projekt i gang. Klar til at risikere alt. Udleve projektet med hud og hår. Men reelt bliver langt de fleste projekter stærkere, hvis der er en blanding af personlighedstyper med på holdet. Der skal være nogen, der er klar til at tage det lange, seje træk, og som elsker den drift, de færreste ildsjæle tænder på.

Gør det nemt for andre at være med

Så hvis du lige nu står for foden af trappen, og skal i gang med et nyt projekt, men du ikke helt kan overskue det, så husk, at du ikke behøver at løfte det alene. Hvis du selv er initiativtageren, gælder det om at gøre det nemt og sjovt for andre at blive en del af projektet. Vis klart og tydeligt, at du velkommer dem som ligemænd. Ganske vist var det dig, der fik ideen. Men nu er I sammen om den.

Det er ikke ensbetydende med, at alle beslutninger fra nu af skal træffes i fællesskab, for så risikerer I at projektet drukner i lange møder og et miskmask af ideer og mulige retninger. De bedste projekter er ofte præget af en kompromisløshed, der er svær at fastholde hvis man er for mange om at træffe beslutningerne i fællesskab. Men du skal være indstillet på at afgive ansvaret for forskellige delopgaver og en god del af æren for det samlede projekt.

Gør det nemt for initiativtageren at byde dig velkommen

Hvis du ikke selv har lyst til tage initiativet, men gerne vil bidrage til at føre andres projekter ud i livet, gælder det om at finde de initiativtagere, der reelt er indstillede på at gøre det til et fælles projekt.

Her er det ofte nemmest for initiativtageren at tage godt imod dig, hvis du byder ind med eller på en helt konkret opgave, som du påtager dig ansvaret for at løse. Gør det tydeligt og nemt at forstå, hvordan du kan bidrage til det samlede projekt. Hvis du bare kommer og siger, at du gerne vil hjælpe, kan det trods alle dine gode intentioner føles som en ekstra arbejdsopgave at finde på meningsfulde opgaver til dig.

Velkommen til det store faglige sammenskudsgilde

Uanset om du selv har en god ide eller du gerne vil bidrage til andres, er du derfor nødt til at træne noget ansvarsfordeling og forventningsstyring. Her kan det være en god ide at tænke på projektet som et fagligt sammenskudsgilde.

Hvis det er dig, der har fået ideen, er du vært for sammenskudsgildet. Det er dig, der har fået ideen til at holde fest og din opgave at skabe rammerne. Det gør ikke noget, at du ikke selv har råd til at lave al maden eller tid til at stå for det hele – det kan du sagtens få andre til at hjælpe med, hvis bare de også er også er i festhumør. Og ikke mindst, hvis du gør det let for dem at hjælpe dig.

Hvis det er dig, der har fået ideen, er du vært for sammenskudsgildet. Det er dig, der har fået ideen til at holde fest og din opgave at skabe rammerne

Desværre er det lettere sagt end gjort. Vi kender alle sammen sammenskudsgilde-invitationen fra helvede: Nogen spørger, om ikke vi skal ses, men tager ikke ansvar for at vælge en dato eller fordele opgaverne. Snart drukner alle de gode intentioner i kalendergymnastik og frygten for at komme til at hænge på det hele, hvis man siger, man gerne vil hjælpe. Ingen melder rigtigt tilbage, eller siger, at de synes rigtig godt om ideen, men desværre ikke rigtigt kan overskue det lige nu. De få, der faktisk melder sig til at give en hånd, drukner i opgaver, der er meget mere omfattende, end de troede, da de meldte sig. Havde der været mange hjælpere, havde det ikke krævet det store af den enkelte. Men nu, hvor der er for få, bliver opgaverne tilsvarende mere omfattende. De brænder nallerne, og melder sig derfor ikke helt så gladelig en anden gang. Og værten bliver indebrændt over, at her tager man et godt initiativ, og så er alle bare så sløve, og ingen bakker op, og så kan det da også bare være lige meget alt sammen.

Alt for ofte er præcis sådan det føles, når man bliver spurgt om ikke man vil være med til at skabe et nyt fællesskab eller medudvikle en borgerlysten ide. Det er ikke lysten, der mangler – det er bare komplet uoverskueligt at gennemskue, hvad der forventes af en og hvornår man har løst sin opgave. Og så holder man sig selv hellere på unødigt stor sikkerhedsafstand.

Den gode invitation

Heldigvis kender vi også de andre invitationer. De gode af slagsen. Dem hvor man fra første linje levende kan se for sig, hvor dejlig en fest, det bliver. Datoen er meldt ud, så man hurtigt kan tjekke i kalenderen, om man kan den dag. Værten har allerede sørget for, at festen holdes et dejligt sted, så det behøver man ikke at bekymre sig om. Man skimmer listen over mad, der skal medbringes, musik, der skal vælges og stole, der skal slæbes. Den er nem at overskue, og det er nemt at melde tilbage, hvilken opgave man påtager sig – og så ved man, at hvis man løser den, har man gjort sit.

Eller der er lagt op til, at alle bare tager madkurve og tæpper med til sig selv. Så er der med garanti nok til alle, og vi kan deles om det, der er. Så ånder alle lettet op. Der kræves minimal koordinering og det skal nok gå alt sammen, selv hvis hende, der havde meldt sig til at slæbe stole bliver syg. Fest skal der nok blive – det er bare et spørgsmål om, hvor stor og overdådig den bliver – og hvor komfortabelt man kommer til at sidde.

Det er den oplevelse, du som initiativtager til et borgerlystent projekt, skal stræbe efter, når du inviterer andre til at deltage i projektet.

Sammenskudsgildet trin for trin

1) Gør det nemt for andre at forstå, hvorfor projektet er vigtigt i den store sammenhæng – og gør det nemt for dem at se for sig, hvor spændende, sjovt og meningsfuldt det vil være at deltage.
De fleste har en gang i mellem et lille ekstra overskud i hverdagen, de gerne vil bruge til fordel for det fælles bedste. Men det er uhyre kostbar tid og energi, som de økonomiserer meget med – og du konkurrerer med uendeligt mange andre projekter derude om deres opmærksomhed. Så lad være med at tro, at det er selvindlysende, hvorfor det er netop er dit projekt, man skal hjælpe med at føre ud i livet. Forklar meningen med det hele.

2) Gør det nemt at få overblik over, hvilke opgaver, man kan hjælpe med at løse.
Knæk opgaverne ned på mikrohandlinger, der er nemme at forstå. Hvad går opgaven ud på? Hvad kræver det at løse den? Hvornår betragtes opgaven som afsluttet?

3) Meld ud, at det nok skal blive til noget uanset, hvor mange I bliver.
Beslut tid og sted og hold fast, selvom der vil komme mange forslag om, at det jo også lige kunne ændres til en anden dag. Man får alligevel aldrig doodlet sig frem til et perfekt datomatch – og selv hvis man gør, kommer der sidsteøjebliksafbud. Så spar hellere alle for kalendergymnastikken og brug kræfterne og borgermusklerne på indholdet. Dem, der kan kan… Men understreg også, at den enkelte virkelig gør en forskel, hvis projektet skal blive lige så stort og vigtigt, som du drømmer om. Ingen har lyst til at spilde deres tid på et projekt, der alligevel risikerer ikke at blive til noget, men de fleste synes det er rart at vide, at netop deres bidrag faktisk vil gøre en forskel for, hvor godt det bliver.

Bak op!

Hvis du selv foretrækker at være gæst, er din vigtigste opgave synligt at påtage dig en mikrohandling. Byd ind med høj klar røst, at du påtager dig opgaven. Så kan alle andre se, at der sker noget, og at andre gerne vil være med til at løfte opgaven. Og så bliver det straks mere ufarligt for dem også at påtage sig en mikroopgave. Også her er ”the first follower” nærmest uvurderlig. Så hvis du på nogen måde kan springe til med det samme, vil det gøre en kæmpe forskel for det samlede projekt. De første par tilkendegivelser er guld værd.

Meget ofte vil du som potentiel gæst støde på en god ide eller et projekt, du egentlig gerne vil bidrage til – men som du slet ikke kan overskue omfanget af. Givetvis fordi initiativtageren ikke har trappetrænet tilstrækkeligt meget. Der mangler simpelthen rammer og mikrohandlinger. Her kan du selvfølgelig bare vælge at zappe videre til det næste projekt, hvor initiativtageren har gjort sig mere umage. Men hvis ideen er god og vigtig nok, kan du jo også vælge at påtage dig opgaven og hjælpe initiativtageren med at arrangere sammenskudsgildet. Måske er du bedre til at definere mikrohandlinger for de andre potentielle gæster? I så kan du gøre en kæmpe forskel.

Eksempel: Lockoutskolen 2013

Som konkret eksempel på et fagligt sammenskudsgilde kan vi kigge på den ”lockout-skole” jeg i holdt under lærerkonflikten i 2013.

Nadja Pass

Da det havde stået på i nogle uger, opdagede jeg, at jeg den kommende mandag faktisk havde en helt åben dag i kalenderen. Jeg skrev på Facebook, at hvis der stadig var konflikt næste mandag, ville jeg gerne stå for en skole. Hvis jeg bare var mig, turde jeg ikke tage ansvaret for mere end 4 børn – og jeg ville så lære dem noget af det, jeg allerede selv er ret god til: Madlavning, klippeklistre, skrivning… Hvis vi var flere voksne til at deles om ansvaret, ville jeg i stedet booke foreningens fælleslokale, så vi kunne have flere børn og udbyde flere aktiviteter.

Der gik præcis 4 sekunder, før en landskabsarkitekt havde meldt sin søn til som elev og sig selv som underviser. Hun ville tage en masse materialer med og bygge en modelby med ungerne. Og i løbet af få timer kunne min skole tilbyde undervisning i animation, indianer-traditioner og journalistik. En veninde meldte sig som madkundskabslærer og bagte kanelsnegle til alle. En teenager, der selv var lockoutet, underviste i parcour. Nogle af mine naboer meldte sig som gårdvagter i et par timer. Alt i alt var vi vist 15 voksne og 25 børn i løbet af dagen. Alle havde en fest. Og alle lærte alt muligt nyt.

Og det var ret nemt at arrangere, fordi jeg fra starten havde arrangeret det som et fagligt sammenskudsgilde. Hvis vi vender tilbage til punktopstillingen ovenfor, kan man pinde det ud og sige:

1) Vigtigheden: Der var ingen tvivl om, at det var vigtigt. Lockouten kørte på 3. uge, og både forældre, bedsteforældre og arbejdspladser, der tappert havde fundet på alle mulige aktiviteter for børnene, ved at være godt slidt. Det trak tænder ud. Men faktisk var vi mange, der ikke var så mærkede af det og havde masser af energi til at give en hånd. Alle os, der ikke selv havde børn eller børnebørn i den skolesøgende alder. Os var der bare ingen, der spurgte om hjælp. Vi var ikke en del af konflikten på nogen af siderne. Vi var hverken for eller imod lærerne. Men vi var FOR børnene og ville gerne hjælpe, de fleste af os vidste bare ikke rigtigt hvordan. Her blev lockoutskolen en kærkommen og nem anledning til at gøre noget.

2) Opgaverne: Som vært – og i dette tilfælde rektor – havde jeg stået for rammerne, lokalerne og koordineringen. Men inden for de rammer var det meget nemt for alle andre at byde ind. Man kunne både være der hele dagen eller bare lige stemple ind i en time. Man kunne byde ind med noget fagligt, dele noget, man virkelig brændte for eller bare være gårdvagt.

3) Skalérbarheden: Skolen var 100% skalérbar. Det ville også have fedt, hvis det bare havde været mig og fire unger oppe i lejligheden. Men jo flere andre, der bød ind og jo sejere kurser, de udbød, jo sjovere blev det for os alle sammen. Datoen var ikke til diskussion. Det var kun den mandag, jeg kunne. Og selvfølgelig var der så mange, der ikke lige kunne undervise eller havde pasningsbehov den dag. Men det var der så til gengæld så mange andre, der kunne – og som ikke ville have kunnet, hvis vi havde rykket det til en anden dag. En vigtig del af tilmeldingsiveren og letheden i det hele skyldtes uden tvivl, at ingen var i tvivl om, at det nok skulle blive til noget. Det var bare et spørgsmål om, hvor fantastisk, det blev.

Således mentalt opvarmede ved at tænke i sammenskudsgilder, er vi klar til at tage fat på den egentlige fitnessøvelse for de indre borgermuskler. Den hedder engagementstrappen og træner evnen til at strukturere sit projekt som et fagligt sammenskudsgilde.

Engagementstrappen trin for trin

Helt basalt handler engagementstrappen om at skabe så mange forskellige indgange til projektet som muligt. Frivillige er ikke bare frivillige – der er lige så mange forskellige grunde til, at folk kan have lyst til at være med, som der er forskellige måder, de har lyst til at bidrage på. Som initiativtager er du automatisk selv meget tændt på ideen og klar til at lægge et stort stykke arbejde for at føre den ud i livet. Sådan kan du ikke forudsætte, at nogen som helst andre end dig selv har det med projektet. Endnu, i hvert fald. Du er nødt til at vække deres interesse og give dem nogle gode oplevelser med projektet, så de selv får lyst til at være mere med. Hvis du fra starten forudsætter, at de kaster sig fuldt og helt ud i det og er klar til at sidde i bestyrelsen de næste to år for noget, de dybest set endnu ikke aner, hvad er, er det ikke så mærkeligt, hvis du har svært ved at få flere med. Selv på den bedste ide.

Derfor er det en god ide at bygge en engagementstrappe, alle andre lige så stille kan bevæge sig opad, mens de lærer projektet at kende. Den ser sådan her ud:

Skærmbillede 2016-07-13 14.26.05

Engagementstrappen består i sin enkleste udgave af fire grundtrin:

  1. Initiativtagere har fået ideen til projektet eller fører projektet videre, hvis de oprindelige initiativtagere har trappet ud af initiativtager-ansvaret. De fungerer som en slags fyrtårne for projektet, fordi de formidler og fastholder de værdier og mål og den ånd, som projektet er startet i. Initiativtagerne sætter rammerne for projektet og inviterer folk til at skabe og videreudvikle projektet sammen med dem. De er værterne for det faglige sammenskudsgilde. Det er faktisk ikke nok at tænke på initiativtagere som frivillige. Hvis projektet skal lykkes, skal er være klar til i hvert fald i en periode at påtage sig en høj grad af pligtvillighed. Klar til at holde fast, også når den første berusende opstartsenergi ebber ud.
  2. Medudviklere er så begejstrede for ideen, at de hjælper initiativtagerne med at videreudvikle og styrke projektet. Typisk byder de ind i det faglige sammenskudsgilde med nogle vigtige kompetencer eller erfaringer, initiativtagerne ikke selv besidder – og straks står projektet meget stærkere.
  3. Deltagere har forstået ideen og vil gerne bidrage, men de har brug for at vide præcis, hvad deres opgave er, og hvornår den kan betragtes som løst. Jo bedre værten er til at afgrænse de forskellige opgaver, jo nemmere er det for deltagerne at påtage sig en enkelt opgave, løse den godt – og sandsynligvis få mod på at påtage sig en ny opgave.
  4. Tilskuere følger med fra periferien. Måske hører de om det, fordi nogle af deres venner deltager. Måske har de hørt om det i medierne. De er i hvert fald blevet så nysgerrige og inspirerede, at de har projektet på radaren. Måske er de fans på Facebook eller har tilmeldt sig nyhedsbrevet. Måske har de planer om at deltage, men har bare ikke lige kunnet få det til at passe endnu. Eller måske bor de for langt væk eller har andre omstændigheder, der afholder dem fra at deltage. Uanset årsagen udgør de det nysgerrige publikum: De kigger og hepper. Måske hjælper de også ved at viderefortælle de gode historier om projektet. Og på sigt deltager de måske også, hvis omstændighederne passer. For at få tilskuerne med, er det vigtigt, at der er nogle sjove, uforpligtende arrangementer, man kan deltage i – og vigtigt, at man ikke brokker sig over, hvorfor de ikke deltager noget oftere, men glæder sig over, at de faktisk er her nu.

Eksempel: Samtalesaloner

Som konkret eksempel på en engagementstrappe kan vi kigge på de Samtalesaloner, jeg i 2010 udviklede sammen med Andreas Lloyd, som et af vores mange eksperimenter i Samfundslaboratoriet Borgerlyst.

Drivkraft og vigtighed
Som initiativtagere var vores primære drivkraft, at vi gerne ville styrke den danske samtalekultur, og gøre det nemmere at tale med nogen, der har en helt anden alder, politisk overbevisning, etnisk baggrund eller faglig tilgang end en selv. Et behov, der forekommer endnu mere påtrængende her 6 år senere, hvor skyttekravene mellem landsdele og politiske fløje er kridtet endnu skarpere op, og det er blevet endnu sjældnere at lytte åbent og fordomsfrit til hinanden. Ikke alene ville vi med samtalesalonerne gøre det nemmere at falde i snak med fremmede og lytte åbent og fordomsfrit til hinanden. Vi ville også inspirere flere til at starte samtalerne nogle uventede steder. Som en fælles træningslejr for alle samtalelystne udviklede vi en metode, hvor en vært i løbet af to timer fører gæsterne gennem en række forskellige øvelser og samtalestartere, der gør det nemt for samtalepartnerne at springe direkte til de spændende spørgsmål. Det kan du alt sammen læse meget mere om her – men lige i denne artikel er det ikke så meget selve samtalerne og metoden, der er vigtige. Her handler det om, hvordan ideen spredte sig.

Ideens oprindelse
Selve ideen til samtalesalonerne opstod, da vi 5. juni 2010 launchede Borgerlyst ved en stor fest i Vega ud fra devisen: ”Grundlovsdag burde være årets største festdag, hvor vi fejrer samfundet, demokratiet og alt vores engagement – hvorfor skal den altid være så dødssyg?” Her havde vi kodet navneskiltene, så gæsterne i aftenens løb kom til at tale med 3 andre gæster, de ikke kendte på forhånd, om deres egne borgerlyst og samfundsengagement.

Vi var helt overvældede over, hvor godt det virkede. Hvor nemt gæsterne kom til at tale med hinanden på kryds og tværs – og hvor meget, deres øjne gnistrede, når de kunne springe direkte til de spændende spørgsmål i stedet for at skulle krabbe sig ind på hinanden med de klassiske ”nå hvad laver du så?” og ”sikke en smuk aften”-spørgsmål.

Og mens vi forundrede så på gæsternes røde kinder og gnistrende øjne, gik det op for os, hvor meget vi også selv savnede at mødes på nye måder, at falde i snak med fremmede og tale åbent og fordomsfrit sammen, selvom man er uenige eller har meget forskellige ståsteder. En herlig gang i mellem sker det heldigvis af sig selv, men den grundlovsdag opdagede vi, hvor små skub, der i virkeligheden skal til for, at det sker meget oftere.

Det inspirerede os til udvikle samtalesalonerne som metode – og vi startede med at annoncere tre samtalesaloner samme efterår. En gang om måneden.

Udholdenhed
Interessen var stor. Men det krævede alligevel et forholdsvis langt, sejt træk, før ideen begyndte at sprede sig. Interessen og nysgerrigheden var stor, men i praksis dukkede der kun 15-20 gæster op til de første par samtalesaloner. Primært fordi vi var kommet til at gøre det unødigt svært at finde ved at vælge et lokale, der ganske vist var superhyggeligt og velegnet, når først man var der, men for svært at finde i den aflåste del af Kødbyen.

Og da den tredje samtalesalon lå i november hvor det styrtede ned og vi begge havde kærestesorger, var det ekstremt op af bakke – og lige præcis dér, kunne det sagtens være gået med samtalesalonerne, som det gør med så mange andre gode ideer. At man bliver frustreret og slipper dem, før de har nået at vise deres værd.

Medudviklere, deltagere og nysgerrige
Men heldigvis havde vi også til de første par samtalesaloner oplevet, at de gæster, der rent faktisk dukkede op, var ekstremt begejstrede for ideen. De fik helt røde kinder og gnistrende øjne undervejs i samtalerne, og flere vendte tilbage til os og fortalte, at de havde lært nye dejlige mennesker at kende, fået udfordret deres fordomme og fået skærpet deres ideer. Vi havde faktisk allerede nogle meget begejstrede deltagere, og en masse tilskuere, der heppede på sidelinjen, selvom de ikke lige kunne være med til selve samtalesalonerne. De fortalte, at de så i stedet havde brugt vores spørgsmål som samtalestartere ved middagsbordet eller blandt kollegerne i kantinen. Og det var jo nok så vigtigt, hvis vores ambition var at styrke samtalekulturen.

Vi besluttede at fortsætte, vi fandt nogle lokaler, der var meget nemmere at finde – og vi besluttede at køre samtalesaloner hver første onsdag i måneden samme sted i en lang periode. Det var med til at forankre ideen. Flere og flere dukkede op, pressen begyndte at omtale fænomenet og efterhånden begyndte stamgæsterne at blive medudviklere, der holdt deres egne samtalesaloner eller bidrog til ideen.

Open source og Creative Commons
Samtidig lagde vi alle materialerne – samtalemenuer, drejebøger og manualer til at holde sine egne samtalesaloner – ud på samtalesaloner.dk under en Creative Commons licens. Det vil sige, at alle er velkomne til at bruge og videreudvikle konceptet, så længe de deler deres materiale på samme vilkår, så alt, hvad der vedrører Samtalesaloner bliver ved med at være fælles eje til fordel for det fælles bedste. Og det har godtfolk over hele landet heldigvis benyttet sig ivrigt af – og derfor har Samtalesalonerne nu udviklet sig i mange nye retninger, vi aldrig selv havde haft fantasi til at forestille os:

Tekstildesigneren Marie Søgaard Tarpø spurgte, om hun måtte bruge de mange spørgsmål fra vores samtalemenuer til håndbroderede samtaleduge, man kunne lægge som samtalestartere på middagsbordet. Vi blev inviteret til Torshavn for at hjælpe med at opstarte samtalesaloner deroppe. Grupper af borgere, der ikke kendte hinanden før, slog sig sammen for at starte Samtalesaloner i Århus, Viborg, Køge, Gribskov.

Pludselig begyndte ministerier, kommuner og organisationer at spørge, om vi ville komme forbi som konsulenter og hjælpe dem med at tale bedre sammen. Bruge samtalesaloner som metode til innovation, borgerinddragelse og teambuilding. Bibliotekerne begyndte at bruge metoden flittigt – gennem samtalesalonerne lånte man hinandens perspektiver og erfaringer. Statens Museum for Kunst spurgte, om vi ville udvikle forskellige samtaleeksperimenter til SMK Fridays. Og de senere år går der ikke en uge, uden at der kommer mindst en ny henvendelse om at holde samtalesaloner i en sammenhæng, vi aldrig havde tænkt på før. Og ikke mindst, er der efterhånden virkelig, virkelig mange, der blot lader sig inspirere af konceptet og holder deres egne variationer over temaet Samtalesaloner. Så mange, faktisk, at det på Folkemødet 2016 var så udbredt, at ”samtalesaloner” som begreb nærmest var blevet en genrebetegnelse på linje med ”paneldebat”.

Udtrapning
I dag har vi mere eller mindre selv sluppet samtalesalonerne og holder kun de store åbne saloner en sjælden gang i mellem for, at alle de nye værter, der aldrig nåede med til en af vores saloner under opstarten, får mulighed for at opleve det i den klassiske form. Og ellers har vi selv kastet os over nye ideer og eksperimenter og ideer. Som for eksempel det Samtaledøgn om Danmark, jeg 4. marts arrangerede sammen med Helle Solvang og Sproglaboratoriet på P1. Her benyttede vi en masse af samtalesalonernes metodik, men blandede alligevel kortene på en helt ny måde, hvor vi dels inviterede 100 forskere, tænkere, kunstnere, embedsfolk og politikere til at samtale i Tårnet på Christiansborg og dels gjorde det nemt for alle andre rundt om i landet at holde deres egen samtalesalon om Danmark ud fra den samme samtalemenu i løbet af det samme døgn. Hvilket over 30 forskellige personer valgte at gøre. I klubhuse, menighedshuse, forsamlingshuse og private hjem. Samme grundprincipper som Samtalesalonerne – og så alligevel i en helt ny form.

Hvert trin sin funktion
I løbet af de første 6 år har vi modtaget utroligt mange hilsner fra glade gæster og medudviklere rundt om i landet. Og hvis vi vender tilbage til spørgsmålet om, hvordan man som gæst bedst kan bidrage og være med til at sætte projekter i søen, selvom man ikke selv har lyst til at være initiativtager, er det her virkelig vigtigt at understrege, at hver eneste lille varm hilsen luner helt utroligt meget. Det er ufatteligt, hvor ofte de falder på et knastørt sted. Lige præcis der, hvor man var ved at opgive ævred. Og så er det en lille hilsen, der får det hele tilbage på sporet igen.

Så alle trin på engagementstrappen tæller. De nysgerriges små hilsner eller langdistance-applaus luner. Deltagerne viser med deres engagement, at det hele er værd at holde fast i og nytter noget. Medudviklerne sætter nyt skub i tingene og giver fornyet inspiration. Og hvis nogen påtager sig at blive blandt de nye initiativtagere tager det et stort pres fra de oprindelige initiativtageres skuldre, så de kan koncentrere sig om at udvikle nye ideer og projekter til gavn for alle. Hvert lille trin og skridt tæller.

Og hvad kan vi så lære af det?

  • Det er vigtigt at have en stor vision, som andre let kan forstå og relatere til. Rigtig mange vil vældig gerne bidrage, de ved bare ikke hvordan. Så jo mere meningsfuldt projektet er, og jo nemmere det er at se, hvordan man helt konkret kan bidrage, jo nemmere er det at samle bred opbakning til projektet.
  • Man skal ikke give op for tidligt, og man skal huske, at det ikke nødvendigvis er ideen, der er noget galt med – men det kan lige så godt være logistikken, der halter. Hvis initiativtageren ikke selv er så god til at bygge engagementstrapper og definere hvilke mikrohandlinger, der skal til for at løfte det samlede projekt, kan det i sig selv være en stor hjælp og vigtig opgave at byde ind på den opgave.
  • Det er vigtigt at være tålmodig. Der vil altid være nogle få, der fanger ideen hurtigt. Men de fleste vil gerne lige se tiden lidt an – og selvom de er klar, kan de have svært ved at nå frem rent fysisk. Men det betyder ikke, at de ikke hepper på sidelinjen.
  • Det er vigtigt at give medudviklerne frie hænder til at udvikle projektet i den retning, de tænder på og har særlige evner indenfor. Det er det, der driver deres engagement. Så pas på med, at der går alt for meget beslutningsfnidder i at diskutere selve projektet og den overordnede mening med det hele. Det står initiativtagerne for, og så har medudviklerne ansvar for de dele, der interesserer dem mest, men skal ikke trækkes med uendelige møder og beslutningsgange om det samlede projekt.
  • Når projektet kører af sig selv, er det ok for de oprindelige initiativtagere at trække sig lidt ud igen og koncentrere sig om nye projekter og ideer. Bare fordi man tog initiativ til noget, der udviklede sig eksplosivt, er det ikke ensbetydende med, at det er dér ens eget primære engagement ligger resten af livet. Tværtimod faktisk. Ofte er initiativtagere drevet af fornyelse og udvikling, og sjældent de bedste til at lede et projekt, når først det er i drift.

Og så strækker vi ud!

Det var andet afsnit i serien ”Fra afmagt til handling – fitness for dine borgermuskler”. Næste gang, du får en ide, som du gerne vil udvikle fra tanke til handling, så prøv at tænke på projektet som et fagligt sammenskudsgilde. Hvad skal der til for, at projektet bliver realiseret? Hvilke mikrohandlinger består det samlede projekt af? Og hvem kunne have lyst til at påtage sig nogle af disse mikrohandlinger?

Næste gang, du får en ide, som du gerne vil udvikle fra tanke til handling, så prøv at tænke på projektet som et fagligt sammenskudsgilde.

Husk også at se engagementstrappen for dig. Lad være at tro, at alle andre straks synes, ideen er lige så fantastisk som du selv synes, og derfor straks har lyst til at melde sig under fanerne. Tænk over, hvordan du kan gøre det nemmere for andre at lære projektet at kende og få nogle gode førstehåndsindtryk af projektet. Hvilke smagsprøver kan du give på projektet – og hvordan skal folk opdage dem?

Tænk dig om: Hvad plejer du selv at synes er sjovt, spændende eller attraktivt at deltage i – og hvornår orker du ikke, selvom ideen ellers var god? Der er ret stor sandsynlighed for, at mange af de samme godbidder og faresignaler også vil tiltrække eller skræmme andre væk fra dit projekt.

Og lad os så vende tilbage til de stejle trapper ved Møns Klint. Og til, hvor kikset jeg følte mig, da jeg prustede op ad de 450 trin og måtte holde pauser på de mange reposer. Kønt var det ikke, rart var det heller ikke, mens det stod på. Men ville jeg have undværet at opleve klinten nedefra. Fra stranden hvor man for alvor kan se, hvordan kridtformationerne knejser. Nej. Det ville jeg jo ikke have undværet. Havde det været mere bekvemt at vente oppe på toppen, hvor der også er lavet mange fine udkigsposter. Ja, det ville så absolut have været bekvemt. Men også så utroligt meget mere kedeligt.

For mit eget vedkommende er mine borgermuskler efter 6 år med Borgerlyst i væsentligt bedre form end min ret ringe fysiske form. Men følelsen er den samme. Det kan virke hårdt, svært og uoverskueligt, før man kommer i gang. Det er ikke altid lige kønt under selve akten. Men det føles ufatteligt godt bagefter.

God fornøjelse på trapperne derude!

Denne artikel er et remix af en masse pointer fra bogen ”Borgerlyst – mere handlekraft i hverdagen” af Andreas Lloyd og Nadja Pass. Den kan downloades gratis her, hvis du har lyst til at læse meget mere om engagementstrappen, sammenskudsgilder, mikrohandlinger og samtalesaloner.

Foto: Nadja Pass.
Illustration: Kristian Eskild Jensen.

Nadja Pass er opflasket på eventyr og champagne, stikker sin nysgerrige næse i alt, elsker at blive overrasket, overhører uforskammet ofte andre folks samtaler og river med jævne mellemrum et par måneder ud af kalenderen for at bo et nyt sted og lære noget, hun aldrig har prøvet før.

I april 2017 åbnede hun Samtidens Akademi, en helt ny form for læreanstalt og selvbestaltet instans, hvor vi som borgere kan samles for at bibringe vores samtid alt det, vi længes efter.

Hun står også bag Samfundslaboratoriet Borgerlyst, der prøver at gøre det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft i hverdagen. Borgerlyst har gennem tiden sat et hav af eksperimenter i søen. Det mest kendte er ”Samtalesaloner”. Forskellige samtaleøvelser og små skub, der får folk, der ikke kender hinanden i forvejen til at falde i snak. Ideen har efterhånden spredt sig over hele landet, og Borgerlyst videreudvikler hele tiden nye samtaleeksperimenter.

Alt Nadjas arbejde med Samtidens Akademi, Borgerlyst og Samtalesaloner er baseret på frivilligt arbejde. Smørret på brødet har hun som selvstændig konsulent gennem 15 år tjent som foredragsholder, magasinudvikler og facilitator. 

Nadja stod i sin tid bag det eksperimenterende magasin Reflexioner, der mixede videnskabsformidling med kunst og eksperimenterende skrivegenrer. Og hun har stadig et blødt punkt for trykte medier, selvom hun også gennem mange år har skrevet ivrigt om og på sociale medier. 

På POV skriver Nadja især om dannelse, nye fællesskaber, retorisk medborgerskab, samtalekultur, borgerlyst og socialt iværksætteri - men hun kan også finde på at lade tankerne flyde og kredse om alt fra sommerhusliv til puslespil og fluer. Intet er for stort og intet for småt.  

Du kan støtte Nadjas artikler på POV via MobilePay 29499696