Pang!
Om testosteron, magtpositioner og våbenhandlere.
Pang!
Om feminisme, hustruvold og sexisme.
Pang!
Om reality-tv, Miss Universe og Årets Kamp.
Pang!
Om religiøs fanatisme, klimaforandringer og racisme.
Pang!
Om økologi, menneskerettigheder og humanisme.
Pang!
Om egoisme, dobbeltmoral og storhedsvanvid.
Pang!
Om tolerance, respekt og værdighed.
Pang!
Om verden af i dag.
Pang! Pang! Pang!
Det Kongelige Teater spiller netop nu forestillingen Pang! af den tyske dramatiker Marius von Mayenburg.
Som man forhåbentlig kan se af indledningen til artiklen, er der tale om teater på amfetamin. Emnerne og problemstillingerne ryger rundt i luften, så man både skal holde tungen lige i munden og acceptere en galoperende teaterforestilling i ekstremt høj tempo.
Jeg er vild med Pang! i Madame Nielsens oversættelse (ham der også hedder/hed Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk, Nielsen), i Heinrich Christensen iscenesættelse, i scenografien af Jonas Fly
Gør man det, så venter der til gengæld et festfyrværkeri af en teateroplevelse.
Foto: Camilla Winther, DKT pressefoto.
Jeg er vild med Pang! i Madame Nielsens oversættelse (ham der også hedder/hed Claus Beck-Nielsen, Das Beckwerk, Nielsen), i Heinrich Christensen iscenesættelse, i scenografien af Jonas Fly.
Jeg er vild med de seks skuespillere Mads Rømer Brolin Tani, der spiller drengen Rolf Pang. Stine Schrøder Jensen, der spiller Rolfs mor, Rikke. Morten Burian, der spiller faren, Dominik. Simon Bennebjerg, der spiller tv-producenten, Tom Rørbæk. Christine Gjerulff, der spiller blandt andet naboen Nete, barnepigen Natalia. Morten Christensen, der også har flere roller, blandt andet som jordmoderen Mathilde, våbensælgeren Stall og nabomanden.
Jeg fik en teateroplevelse, hvor jeg var underholdt, hvor jeg grinede, hvor jeg blev overrasket, hvor jeg tænkte, ”ups, det er for meget”, hvor jeg så genialt udtænkt scenografi, og hvor jeg på vej hjem fik noget at tænke over.
Råt for usødet – Rolf for usødet
Forestillingen begynder inden forestillingens hovedperson, drengen Rolf Pang, overhovedet er født. Det vil sige, Rolf står i et hjørne og skyder mod publikum med sin finger. ”Pang, pang, pang.” Du er død. Som han siger: ”Så længe jeg ikke er født, så kan forestillingen ikke gå i gang. Uden mig, sker der ingenting i aften.”
Rolf, der altså endnu ikke er født, slår tonen an. Han fortæller om denne dødsyge verden, vi lever i. En verden som et lyskryds, som skifter fra rød til grøn, fra grøn til rød, fra rød til grøn, som om hele verden er ved at gå i stå af bare kedsomhed. En verden, hvor det ikke er rart at lytte til tiden, for hver gang vi lytter, så nærmer døden sig på stilletter.
Vi bliver nu præsenteret for Rolfs forældre. Rikke og Dominik Pang. Lykkelige, middelklasseforældre, der venter deres første barn. Dominik er underdirektør i firmaet Pengustaio, der producerer designkøkkenmaskiner. Rikke og Dominik spiser økologisk og sundt, de er pacifister, imod krig, for ligestilling, handler fair trade, så deres varer ikke er lavet af børnearbejdere, og de er imod vold.
Moren bliver straks nervøs. Hun er klar til rollen som curlingmor, men er allerede på barselsgangen nervøs for, om Rolf kan komme på gymnasiet, om han kan lære at tale mandarin og lære at spille violin
På barselsstuen er overlægen og jordmoderen klar til at tage imod forældrene. Mod alle odds, så venter Rikke tvillinger, men situationen er alvorlig. Den lille dreng i moderens mave har nemlig dræbt sin tvillingsøster under svangerskabet. Er det ikke bare typisk manden at slå kvinden ihjel inden fødslen, lyder det fra overlægen. Patriarken, der vil bestemme og sætte sig på magten.
Det barn skal I passe på, han er ikke normal, lyder det fra overlægen. (hun vil senere få en betydelig rolle i handlingen, som vi ikke vender tilbage til i denne artikel, men som man selv må opleve i teatret.)
Moren bliver straks nervøs. Hun er klar til rollen som curlingmor, men er allerede på barselsgangen nervøs for, om Rolf kan komme på gymnasiet, om han kan lære at tale mandarin og lære at spille violin. (Sjovt, her er et lille kiks i den tysk-danske oversættelse. I den tyske middelklasse er det et mål, at børnene lærer at spille et instrument. Sådan er det ikke rigtigt i Danmark, her vil forældrene hellere have deres barn bliver god til sport!)
Rolf bliver nu født. I en fødselsscene, jeg sjældent har set før på et teater, kommer Rolf til verden, ud af et stykke livmoderplastik, livagtigt smurt ind i rødt (se fotos øverst på artiklen).
Fødslen er filmet af Tom Rørbæk, tv-producent. Han streamer live til 40 millioner seere verden over og skal lave en dokumentarfilm om usædvanlige børn. (Publikum kan følge optagelserne fra Toms videokamera på en stor tv-skræm på scenen.)
Pang! Stykket kan for alvor begynde.
Foto: Camilla Winther, DKT pressefoto.
Absurde, tankevækkende paradokser
Herfra begynder en række absurde begivenheder og optrin i familien Pang. Vi er hjemme, hvor der spises økologisk, og kælderen er fyldt med kvinder, som er på flugt i denne frygtelige verden styret af mænd. Kvinder i en verden, som måske ville se anderledes ud, hvis man i en femårig periode fratog alle med testosteron i kroppen deres magt.
Vi er på legepladsen, hvor de fleste forældre er forsynet med kaffe i papbægre, siddende med deres mobiler og sms’er mens børnene leger. Men ikke Rolfs forældre: De er nærværende. Og da Rolf har slået et andet barn, må pacifistiske Rikke-mor forklare den anden mor; at drenge skal lære at slå igen, ellers overlever de aldrig i denne verden.
Vi er med Rolf til violinundervisning, der ender med, at Rolf tager sin violinbue og stikker den igennem øjet på læreren Sjøgren. Violinlærerens hårde disciplin blev for meget for Rolf
Vi er hjemme, hvor naboens kone, Nete, kommer ind og søger ly hos familien Pang. Netes mand slår hende. Hustruvold, overgreb. Den lede stodder skal få igen.
Mor-Rikke er rasende, men forstår samtidig ikke, at Nete ikke vil filmes live, så alverdens kvinder kan lære af Netes historie. Drengen Rolf afskyr vold mod kvinder, men forstår ikke, hvorfor tanken om at slå kvinder ikke er tilladt. Nabomanden Schmidt er et svin, men i en verden fuld af svin, må man bare sørge for selv at være det største svin.
Vi er med Rolf til violinundervisning, der ender med, at Rolf tager sin violinbue og stikker den igennem øjet på læreren Sjøgren. Violinlærerens hårde disciplin blev for meget for Rolf.
Vi er med, da barnepigen Natalia bliver fyret, fordi hun ifølge moren har været seksuelt nærgående overfor Rolf. Men hverken barnepigen eller Rolf forstår noget. For det er jo faren, der siger: at have Natalia som babysitter i huset uden at måtte kneppe hende, er som at have en Lamborghini stående i garagen uden at måtte køre i den.
Forestillingen eskalerer, lag på lag bygges på. Rollerne bliver tydeligere og tydeligere. På overfladen er det de voksne, dem med de rigtige og fornuftige holdninger, der gang på gang krakelerer.
Rolf er den gennemskuende part. Måske populisten, der gennemskuer råddenskaben og egoismen og i sin egen søgen mod succes og magt skyr alle midler. Er Rolf en lille Trump?
Og vi vil ikke nøjes med otte afsnit af en krimiserie, vi vil have 60 mord, før vi er tilfredse, og vi vil ikke nøjes med én pædofil præst, vi vil have mange
Hele forestillingen eksploderer, forløses og forvirres af to livetransmitterede begivenheder: Boksekampen mellem far, Dominik og voldspsykopaten, naboen Ejnar Schmidt.
Og Miss Universe-konkurrencen om at få verdensherredømmet. (Begge scener er forrygende, men du må selv hoppe en tur i teatret, hvis du vil vide mere. Spoilers er dødupopulære.)
Det hele vises på tv-skærmen, hvor vi vil have mere og mere. Vi vil have smadrede Formel 1-vogne, skiløbere der brækker ben, og faldskærme der ikke folder sig ud, og bungee jump hvor elastikken knækker. Og vi vil ikke nøjes med otte afsnit af en krimiserie, vi vil have 60 mord, før vi er tilfredse, og vi vil ikke nøjes med én pædofil præst, vi vil have mange.
Kikset tyske teatertradition på dansk
Tysk teater har en gammel tradition for at involvere publikum. Skuespillerne stopper op i teksten, kigger ud i salen og stiller spørgsmål eller går hen og rører ved tilskuerne. En slags regibemærkninger udført fra scenen til publikum. Ellers skuespillerne bevæger sig ud i salen til publikum. På Det Kongelige Teater har man taget den del af stykket med, men det er ikke en dansk teatertradition, og da salen (desværre) kun var en fjerdedel fyldt, så faldt mange af disse adoptioner til jorden.
Publikum virker forvirret, som om den ene halvdel frygter at blive involveret, den anden halvdel tænkte, hvorfor pokker begynder han nu at tale til os på den realistiske måde?
Og uden at kunne læse Mads Rømer Brolin Tanis tanker (det er ham, som mest interagerer med publikum), så virkede han lidt i vildrede, når han prøvede at fange personer til at deltage. Der er flere episoder, for eksempel en hvor Rolf Pang pludselig siger: Nete, hvor mange roller spiller du egentlig? Eller Christine Gjerulff hedder du vist i virkeligheden. Du spiller et hav af roller i denne forestilling, jeg spiller én. Jeg er Rolf Pang, jeg har hovedrollen.
Publikum virker forvirret, som om den ene halvdel frygter at blive involveret, den anden halvdel tænkte, hvorfor pokker begynder han nu at tale til os på den realistiske måde?
På den tyske teaterscene er det mere reglen end undtagelsen, at der tales til publikum, så enten skal vi danskere overføre den tradition til vores scener, ellers skal vi klippe de passager ud af teksten, når det forekommer. Personligt synes jeg, at det er sjovt og fint, men hvis salen ikke er med, så falder det mere til gulvet end det løfter.
Jeg elsker galskaben
Pang! havde, med titlen Peng, premiere i forsommeren på det anerkendte teater Schaubühne i Berlin. Marius von Mayenburg stykke vil rigtigt mange ting, og det mødte voldsom kritik hos flere af de tyske anmeldere. Var det et stykke om kvindekamp? Et stykke om mandens magtliderlighed? Om ekstremisme, der giver lederskab til ledere som Donald Trump? Et stykke om terror i hjemmet og i verden? Er stykket en fake news-alarm om en medieverden, der er gået amok i reality-tv i jagten på høje seertal?
Hvis teateret skal være et spejl, så sad jeg og kiggede på mig selv i cirka to timer. Pang! var præcist så forvirrende og så absurd, som jeg opfatter verden. Det eneste, der er givet, er, at det smukke er grimt og det grimme er smukt
Jeg har det nærmest modsat. Jeg kramme-elsker den galskab, som stråler ud fra scenen. Den måde, hvor både det venstreorienterede og det højreorienterede menneske bliver udstillet. Teksten balanceret mellem det absurde komiske, det tankevækkende og det rablende vanvid. Marius von Mayenburg sender os i alle retninger, så den enkelte tilskuer selv må finde sine helte og skurke.
Hvis teateret skal være et spejl, så sad jeg og kiggede på mig selv i cirka to timer. Pang! var præcist så forvirrende og så absurd, som jeg opfatter verden. Det eneste, der er givet, er, at det smukke er grimt og det grimme er smukt.
Så hvis der skal ruskes lidt op i de indgroede fordomme og de stereotype verdensbilleder, så gå trygt ind at se Pang!
Skuespilhuset, Mellemgulvet.
29.11.2017 – 07.02.2018
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
