FOTOKUNST //ANMELDELSE – ”On Being An Angel #1” kan lige nu ses på C/O Berlin. Det er den første tyske udstilling, der præsenterer et tværsnit af den amerikanske fotokunstner Francesca Woodmans værker. De danskere, der vover sig til Berlin den her pandemiramte sommer, har en forførende og foruroligende kunstoplevelse i vente.
Regntunge skyer har formørket himlen over pladsen ved Zoologischer Garten, da vi træder op fra undergrundsstationen. Julivarmen er trykkende, og et pludseligt skybrud tvinger os til at vente under togbroen, få meter fra udstillingsbygningen C/O Berlin. De før så venlige og solbeskinnede omgivelser afløses på et øjeblik af den melankolske stemning, som et sommeruvejr kan hensætte én i.
Det vejrlige pausenummer føles som en passende optakt til Francesca Woodmans smukke og dystre univers. I ly for regnen fortaber vi os i et sort/hvidt billedunivers befolket af udstoppede dyr, åle, kvindekroppen i forvredne positioner, rum i forfaldne huse og engles flygtige, hvide skygger.
C/O Berlin er genåbnet med flere coronarestriktioner såsom publikumsbegrænsning og krav om mundbind. Den flere måneder lange afbrydelse har også betydet, at Francesca Woodman-udstillingen er forlænget ind i september. I løbet af sit korte liv satte Woodman et bemærkelsesværdigt kunstnerisk aftryk. I dag regnes hun for en af de mest indflydelsesrige kvindelige stemmer i den kunstfotografiske kanon fra anden del af det 20. århundrede. Hun blev født i 1958 i Denver og døde som 22-årig i 1981, da hun sprang ud af vinduet fra en bygning i New York. Hun efterlod sig mere end 1000 negativer og omkring 800 fremkaldte fotografier.
Et fotografi viser en liggende kvinde. Ansigtet er bortvendt. Den ene brystvorte er synlig under den hvide bluse, et blikfang, en sensuel hentydning, der spoleres af fluen på halsen. Hvert element giver os lidt. Er hun faldet om, bevidstløs, død?
Ud over Woodman-udstillingen byder galleriet også på Linda McCartneys nostalgiske Polaroid-dagbogsserier og samtidskunstneren Sophie Thunes første soloudstilling. Fælles har de en optagethed af det nære, det kropslige og de arketypiske, kulturhistoriske kvinderoller. Sophie Thune er et nutidigt bud på en kunstner, der træder i Woodmans fodspor og indskriver sig i en tradition for at undersøge fremstillingen af kvindekroppen i kunsthistorien og kulturen ved at bruge sin egen krop som kunstnerisk materiale.
En engel går gennem rummet
Udstillingen har fået plads på første sal og består af 102 fotografier og en sammenklippet film med performancelignende sekvenser. Filmklippene følger samme æstetik som fotografierne og er en slags dokumentation af de skygge– og surrealismestudier, som Woodman viderefører i sin fotopraksis.
Den dæmpede belysning i udstillingsrummene er behagelig for øjet. Det er en fryd at bevæge sig rundt mellem fotografierne. For år tilbage lånte jeg en bog med Woodmans fotografier. Omslaget var bordeauxfarvet, og den opslåede bog dækkede hele mit stuebord. På samme måde får fotografierne i udstillingen lov til at tage den plads, det rum, de kræver. De fleste af fotografierne er sort/hvide i et 13×13 format, indsat i en bred, hvid ramme og mange af dem har gådefulde og poetiske titler såsom: ”Then at one point I did not need to translate the notes, they went directly to my hands”.
Der er varmt bag mundbindet, og min ledsagers briller dugger, vi må helt tæt på for at studere detaljerne. Fotografierne er ikke kronologisk men tematisk kuraterede; fra loftshøje blueprint-fotografier af en kvindekrop i positioner, der giver associationer til græske antikke skulpturer og søjler til erotiske, surrealistiske, memento mori-motiver, hvor en ofte nøgen Woodman performer foran kameraet i samspil med spejle, glassplinter, ål, sprækker, revner, fluer, tapet.
Når jeg tænker på Woodmans fotografier, tænker jeg på glas. Det skarpe, spidse, kantede overfor det kurvede, bløde, ødelæggelsesvillige. Mørket komplementerer lyset, kvindekroppen som en forsonende kontrast til det skarpe glas.
Kombinationen af lysindfald og kroppen i bevægelse skaber et sløret omrids af en skikkelse. Virkningen er fornemmelsen af noget immateriel, en engel, et spøgelse.
Et fotografi viser en liggende kvinde. Ansigtet er bortvendt. Den ene brystvorte er synlig under den hvide bluse, et blikfang, en sensuel hentydning, der spoleres af fluen på halsen. Er hun faldet om, bevidstløs, død. Det næste fotografi er sløret, som om det er taget i bevægelse; kvinden ligger på et gulvtæppe med blomster i slyngede mønstre. Armen er udstrakt, henover den nøgne arm snor en sort slange sig. Mønstrene i gulvtæppet minder om slangens bugtende krop. Det er, som om kroppen mimer formerne i omgivelserne. Armens bøjning mimer formen på den sammenslyngede ål i baljen. Det er selvportrætter i den forstand, at kunstneren afbilder sig selv, men det er ikke for beskuerens skyld, at billedet er taget. Der er noget flygtigt, undvigende og intimt over fotografierne; det er som at smugkigge ind i et hemmeligt rum, hvor en mystisk ceremoni finder sted.
I billedserien ”From space 2” går Woodman i et med tapetet ved at holde et stykke løsrevnet tapet op foran sin krop. Kroppen, der udviskes, tildækkes eller sløres, er et tilbagevendende motiv, og det er også her, at engle-associationen kommer ind i billedet. Kombinationen af lysindfald og kroppen i bevægelse skaber et sløret omrids af en skikkelse. Virkningen er fornemmelsen af noget immateriel, en engel, et spøgelse.
En forstyrrelse af erotiseringen
Hos Woodman er der tydelige referencer til surrealismen og den surrealistiske kunstner Hans Bellmer, der fotograferede sin partner Unica Zürn i rollen som en slags bondagemodel.
Nogle af Bellmers mest bemærkelsesværdige fotografier forestiller Zürns ansigtsløse krop, der har fået et deformt og ugenkendeligt udtryk på grund af de sammensnørede kropsdele. Tøjklemmer og reb bliver hos Woodman også brugt til at skabe deformerede kropslige udtryk. I sin fotokunst genfortolker og dekonstruerer Woodman kvindens rolle som begærsobjekt i det mandlige blik. Kvinden bliver i den patriarkalske kultur til gennem mandens blik. Hun er en form, der defineres af manden, og således er hun bærer og ikke skaber af mening.
Woodmans smukke unge krop er seksuelt appellerende, men den surrealistiske, uncanny og forfaldende kontekst, som hun placerer sig selv i, er med til at forstyrre det erotiske udtryk, og på den måde afviser motiverne også at blive reduceret til passive objekter i det mandlige blik.
Det kvindelige skønhedsideal har i et vestligt historisk perspektiv været forbundet med renhed og uberørthed, men det er et kvindebillede som udfordres i Woodmans kunst.
Påmindelsen om vores forgængelighed og forfald er hele tiden til stede. Det er i spændingsfeltet mellem kroppen og det tiltrækkende som den ene pol, og det immaterielle og frastødende som den anden pol, at de dragende, forstyrrende, smukke og uhyggelige motiver opstår.
Hovedillustration: On Being an Angel #1, Providence, Rhode Island, 1977 ©Francesca Woodman.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
