UKRAINE // KRONIK – ”Den kolde krig er ovre. Anden verdenskrig er ovre, men første verdenskrig er endnu ikke slut.” Ordene er en halv snes år gamle og stammer fra en tyrkisk minister, men de er lige så sande i dag. Det gælder helt aktuelt situationen i Ukraine. Den skal nemlig ikke forstås ud fra den kolde krig, men ud fra første verdenskrig.
For det er første verdenskrig, der skaber Europas politiske landkort, og det gælder i særlig grad Østeuropa. Vi har en tendens til altid at forstå Europa ud fra Vesteuropa, og glemmer derfor, at de østeuropæiske lande først opstår for 100 år siden.
De opstår ved, at de store ikke-oversøiske imperier gik ned, altså de imperier, der ikke havde kolonier, men derimod erobrede områder i deres egen nærhed: Det Osmanniske Rige, som Tyrkiet voksede ud af, Østrig-Ungarn, som de fleste østeuropæiske lande voksede ud af, og Rusland, som bl.a. de baltiske lande voksede ud af.
Videreførelse af imperiet
Men kun de to første gik helt ned: Rusland fortsatte som imperium, nu bare i kommunistisk version, og under og efter anden verdenskrig udbyggede Rusland endda imperiet med Østeuropa, så det blev større end det nogensinde havde været. Det er denne videreførelse af imperiet i Rusland efter, at de andre imperier gik ned, der får fatale følger i dag. For et imperium kan selvfølgelig ikke acceptere, at dele af imperiet bryder ud og gør sig selvstændig.
Filosoffen Hannah Arendt skriver i sin epokeskabende bog om det totalitære samfund, at de oversøiske imperier havde den fordel i forhold til de ikke-oversøiske, at de kunne være demokratiske hjemme og udemokratiske ude, mens de ikke-oversøiske var tvunget til at være udemokratiske både hjemme og ude.
Rusland, Osmannerriget og Østrig-Ungarn kunne ikke etablere de demokratier hjemme, som Frankrig og England kunne. Det kan man kalde hykleri – det demokratiske Frankrig og England opførte sig forfærdeligt i kolonierne – men hykleri er på mange måder det, der gør verden tålelig at leve i, og under alle omstændigheder muliggjorde hykleriet demokratiet. Derfor har det betydning den dag i dag, at Rusland fortsat er et imperium, og ikke en nationalstat, for det spærrer for demokratiseringen.
Modsat Rusland så gik det østrig-ungarske imperium under i 1918, og denne undergang betød oprettelsen af en lang række lande, der med tiden blev til nutidens demokratiske nationalstater i Østeuropa. Det skete ikke uden smerte, for nu at sige det mildt, for hele Østeuropa udgjorde et blandet befolkningsbælte, hvor nationaliteterne levede hulter til bulter og der skulle to omgange folkefordrivelser til – efter første og efter anden verdenskrig – før der blev etableret nationalstater med nogenlunde homogene befolkninger.
Det er et rige, der overskrider nationerne uden at tilintetgøre dem: Hvert folk kan bevare sig sprog og sin kultur under en fælles hat
Det er ikke kun Ukraine, der er en ’kunstig’ konstruktion. Men etableret blev de, og selv om der er masser af problemer med demokratiet i både Polen og ikke mindst Ungarn, så eksisterer der dog et demokrati, der kan have udfordringer – det gjorde der ikke før – på samme måde som, at når der er protester ved LGBT-parader, så skyldes det, at de overhovedet afholdes. Det gjorde de nemlig heller ikke før. Det skal vi huske på i forhold til den måske forførende mistrøstighed i forhold til situationen i Polen og Ungarn.
Samtidig er disse nye nationalstater i dag sat ind i et system, EU, hvis model paradoksalt nok stammer fra netop Østrig-Ungarn – altså imperiet, der modsat Rusland forsvandt. Dette imperium bestod af en lang række nationaliteter, der blev holdt sammen af kejseren og ikke af en nationalfølelse.
Derfor kunne utallige folkeslag leve side om side i dette store imperium og hver dyrke deres eget sprog, litteratur og kultur. Der var intet officielt sprog i Østrig-Ungarn – i parlamentet var 10 sprog tilladt: tysk, tjekkisk, polsk, ruthensk, serbisk, kroatisk, slovensk, italiensk, rumænsk og russisk, og der var ikke nogen tolkning.
Den tyske kultur var heller ikke landets officielle, lige som det tyske folk ikke var det dominerende folk. Østrig var et stort rum for en mangfoldighed af nationer og kulturer – noget alle kunne referere til, men som ingen ejede – hverken et bestemt sprog eller en bestemt nation eller et bestemt folk.
I det russiske imperium svævede magten ikke over kulturerne og folkene, men identificerede sig med det ledende folk og den ledende kultur og det ledende sprog, nemlig den russiske
Retten til at dyrke sin egen kultur var slet og ret garanteret i lovgivningen og derfor kunne en tjekkisk nationalist med megen ret hævde, at hvis Østrig-Ungarn ikke eksisterede, måtte man opfinde det, hvis man skulle beskytte den tjekkiske kultur: Han vidste godt, at ellers kom man under Tyskland eller Rusland, og de ville ikke give tjekkerne samme mulighed for at være tjekker, men germanisere eller russificere dem.
Den model, som Østrig-Ungarn udgjorde, er simpelthen en alternativ model for Europa, i forhold til den model, som kom til at dominere i Vesteuropa, nemlig den homogene nationalstat. Det er et rige, der overskrider nationerne uden at tilintetgøre dem: Hvert folk kan bevare sig sprog og sin kultur under en fælles hat. Det er en model for Europa, der har vokset sig stærk i Centraleuropa og ikke i Frankrig eller England. Men det bliver den jo ikke mindre europæisk af. Til gengæld bliver vi måske mindre opmærksomme på den.
Kommunistisk version
I Rusland overlevede imperiet derimod som nævnt første verdenskrig, bare i en kommunistisk version, lige som det overlevede murens fald, bare i en formindsket udgave. Rusland blev ikke en nationalstat, men det blev heller ikke et imperium efter den model, som Østrig-Ungarn udgjorde. For i det russiske imperium svævede magten ikke over kulturerne og folkene, men identificerede sig med det ledende folk og den ledende kultur og det ledende sprog, nemlig den russiske. Det var en model, som kommunismen videreførte – det russiske kommunistiske parti var altid ledende i den kommunistiske verdensbevægelse.
Den tanke går igen, når Putin endog ikke vil anerkende Ukraines historiske eksistens, men mener, at det en kunstig konstruktion og hører til Rusland
Og også den russiske kultur skulle dominere i hele det russiske imperium, inklusive Østeuropa: En kongres for de slaviske lande kunne i 1945 skrive, at det ikke blot var en politisk nødvendighed at ”erklære russisk for officielt og almindeligt omgangssprog for alle slaviske lande, men også en moralsk nødvendighed”. Den tanke går igen, når Putin endog ikke vil anerkende Ukraines historiske eksistens, men mener, at det en kunstig konstruktion og hører til Rusland.
EU er en forening af den vesteuropæiske nationalstat og Østrig-Ungarns multinationale og multietniske rige. Det er en hybrid af to forskellige modeller for Europa, og det skaber naturligvis utallige udfordringer, men det har givet demokrati og sikkerhed i Europa, også for den del af de europæiske lande, der først blev født efter første verdenskrig.
Rusland fortsatte derimod som imperium og kunne derfor hverken indføre demokrati eller give de enkelte folkeslag autonomi. Det er svært at se, hvad der skal blive løsningen på det, men det er givet, at det også i fremtiden kommer til at skabe masser af ballade. Følgerne af første verdenskrig er stadig virksomme for øjnene af os.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
