ISRAEL OG PALÆSTINA // KRONIK – Israels jøder og palæstinenserne er begge uskyldige ofre. Begge sider er kørt fast som ofre for politik og dårlige ledere. En rigtig ændring er nødvendig for at genfinde fredens sprog og den menneskelige historie, og to stater til to indfødte folk skal på plakaten. Men først skal der en forsoningsproces i gang, og denne forsoning skal komme fra neden – fra folket selv – ikke fra politikerne foroven.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er brug for en game changer for at genfinde fredens sprog i den blodige og tragiske israelsk-/palæstinensiske konflikt, og en forsoningsproces mellem de to indfødte folk er essentiel, før det er realistisk at tale om en to-stats-løsning. Man kan dog ikke have det ene uden det andet. De to ting – forsoning og to stater – er uløseligt forbundet.
Hvis man vil have to stater, skal man også acceptere smertefulde sandheder og forsone sig med hinanden, og man kan ikke få sin gevinst – i dette tilfælde en stat – uden at gøre visse ubehagelige indsatser (“no pain, no gain”). Der er ikke noget andet valg end forsoning. Begge parter har “intet andet land”.
De to parter har begge ret til landet, men deres ledere har manipuleret med sandheden og sat dem op imod hinanden
Dette er realiteten, man skal forsone sig med:
Jøderne har en lang historie i Palæstina, indtil de blev tvunget ud af romerne efter to dræbende krige i det første og andet århundrede og forment adgang til deres hovedstad, Jerusalem.
De forlod dog ikke allesammen landet. Omkring 15-25.000 (3-5 procent af en befolkning på circa 470.000) opholdt sig i landet ifølge den osmanniske folketælling i 1882, året for starten af moderne jødisk immigration.
Muslimerne har ligeledes en lang historie i landet, fra det øjeblik de indvandrede fra Saudi-Arabien sidst i det syvende århundrede, på hvilket tidspunkt de fleste jøder var blevet tvunget i landflygtighed, dræbt (i krigene) og døde.
Ligesom jøderne føler muslimerne, givet deres mere end tusind år lange ophold i landet, et helt ubestrideligt tilhørsforhold.
De to parter har begge ret til landet, men deres ledere har manipuleret med sandheden og sat dem op imod hinanden, tilskyndet af kolonial politik, der går helt tilbage til 1916.
Den tragiske dualitet
I den lange og smertefulde israelsk-palæstinensiske konflikt er begge sider kommet til at se – og fremstille – sig selv som “retfærdige ofre”, et udtryk brugt af historikeren Benny Morris.
Det indfanger den tragiske dualitet: to folk, som hver især er overbevist om at have den moralske ret og historie på deres side og ser modstand som nødvendig.
Men denne fremstilling, uanset hvor historisk og emotionelt forankret den er, er en blindgyde. Den binder begge folk til en cyklus af skyld og skade på hinanden, og fastlåser fremtiden i fortiden.
Samtidig indrammer det den anden sides lidelse som enten “fortjent”, “overdrevet” eller “selvforskyldt”.
Resultatet er en cyklus af:
• Gensidig fornægtelse af den andens fortælling og smerte
• Retfærdiggørelse af vold som “nødvendig” eller “uundgåelig”
• Forankring af identitet omkring offerrollen og moralsk overlegenhed.
Det er på tide at bevæge os mod en anden form for forståelse, en der kan åbne døren til en form for helbredelse: at se begge sider ikke som retfærdige ofre, men som uskyldige.
Forsoningens sprog: Den fælles menneskelighed
Hvad nu, hvis vi ændrede spillet fuldstændigt?
Hvad nu, hvis vi holdt op med at fokusere på retfærdige ofre – dem, der tror, at deres historie og lidelse giver dem moralsk ret – og i stedet begyndte med at se begge parter som uskyldige ofre: almindelige mennesker, der har betalt prisen for krige, mure og politik, som de ikke er herre over?
Dette sprogskifte er mere end bare semantik. Det er en etisk nyorientering, som kan bane vejen for en anden slags fredsproces.
Ikke den slags, der forhandles mellem ledere alene, men en proces, der er initieret og gennemført af dem, det hele drejer sig om, helt almindelige mennesker, der har oplevet smerten og stadig vælger dialog frem for splittelse.
“Hvem led mest?” bliver mindre vigtigt end “Hvordan forhindrer vi mere lidelse?”
Hvorfor er dette vigtigt for en forsoningsproces? Først og fremmest humaniserer det begge sider og inviterer os til at se israelsk-jødisk og palæstinensisk lidelse, ikke som politiske våben, men som en fælles menneskelig tragedie.
Dernæst virker det afvæbnende for ideologisk absolutisme. Når hver side ser sig selv som retfærdig og den anden som ond, kollapser dialogen. Men når uskyld og tab anerkendes på begge sider, åbner der sig plads til empati og moralsk ydmyghed.
Det skifter derudover fokus til helbredelsen. Forsoningen afhænger nemlig af, at parterne formår at anerkende hinandens smerte – uden konkurrence. “Hvem led mest?” bliver mindre vigtigt end “Hvordan forhindrer vi mere lidelse?”
Det sletter ikke historien, men det blødgør hærdede identiteter
Sidst men ikke mindst er der tale om at omorientere retfærdighed mod fremtiden. Retfærdighed handler på den måde ikke længere kun om at retfærdiggøre tidligere fortællinger, men om at opbygge strukturer, der beskytter fremtidige uskyldige.
Der er her tale om at opbygge en fælles ramme: At tale om israelske og palæstinensiske børn, familier, landmænd, butiksejere, tilskuere – som uskyldige ofre for en konflikt drevet af historie, politik og frygt – skaber et fælles moralsk grundlag. Det sletter ikke historien, men det blødgør hærdede identiteter.
En folkelig fredsproces
Vi har set denne model virke. Langfredagsaftalen i Nordirland bragte fred mellem katolikker og protestanter. Den blev underskrevet i 1998 og bliver ofte omtalt som en diplomatisk triumf. Men dens rødder var dybere: i årevis udspillede der sig forsoning i borgerforsamlinger med tværsekteriske samtaler og fælles sorg.
Afgørende var det, at denne forsoningsproces lykkedes, fordi den var “ejet af borgerne selv (civilsamfundet)” – men med opbakning fra politisk side.
Uden den ro og moralske klarhed, som den amerikanske senator George Mitchell, der ledede samtalerne, udviste, kunne fredsprocessen være vaklet. I stedet vandt han begge siders tillid. Fred er derfor ikke enten en græsrodsbevægelse eller en topstyret beslutning. Det er begge dele.
I den israelsk-palæstinensiske kontekst må vi forestille os noget lignende – og endnu vigtigere, vi må begynde at handle på denne baggrund. Forskellige jødiske-muslimske græsrodsinitiativer eksisterer allerede og venter nu på politisk vilje og fuld opbakning, og indkluderer bl.a. “Combatants for Peace” og ”A Land for All”.
Disse prioriterer lokale bestræbelser på sameksistens, fælles sorg, kulturel udveksling og græsrodsdialog. Det betyder at anerkende, at både israelske jøder og palæstinensere er blevet formet af historier om fordrivelse, frygt og forræderi – og at begge er i stand til at anerkende hinandens menneskelighed, selv når deres ledere ikke er det.
For at nå dertil må vi ændre den måde, vi taler på. Ikke “hvem har mest ret?” men “hvem lider stadig?” Ikke “hvem fortjener landet?” men “hvordan deler vi det med værdighed og sikkerhed for alle?”
Når vi starter med ofrenes fælles uskyld – snarere end nationernes omstridte retfærdighed – giver vi freden sit første, virkelige åndedrag.
Sameksistens var en mellemøstlig realitet
Vi må huske på, at sameksistens mellem jøder og arabere ikke er en utopisk fantasi. Den har historisk præcedens – ikke i teorien, men i den levede virkelighed. Kairo Geniza-dokumenterne, et enormt arkiv af hverdagsskrifter, afslører en forbløffende rig verden af jødisk-muslimsk-arabisk interaktion på tværs af 13 århundreder i Nordafrika, fra det 6.-19. århundrede.
På markedspladser, i domstole, familier og i korrespondance levede jøder og muslimer ikke kun side om side – de drev forretninger, afgjorde tvister, opdrog børn og navigerede livet sammen.
Dette bedrag af arabernes nationale aspirationer og den deraf udløste kædereaktion af mistillid mellem jøder og muslimer har præget deres forhold lige siden
Disse dokumenter er ikke et glansbillede af virkeligheden – den var (som virkeligheden altid er) rodet og fuld af spændinger og kompleksitet. Men dokumenterne beviser, hvad der ofte benægtes i dag: at sameksistens ikke kun er tænkelig – den huskes.
Det fundamentale bedrag
I den israelsk-palæstinensiske kontekst må vi tage udgangspunkt i de fælles menneskelige sandheder udtrykt i Kairo-Geniza og sætte en stopper for 100 års mistillid, som tager sin begyndelse med kolonial politik i første verdenskrig.
Det “fundamentale bedrag” (foundational betrayal), som har sat en kædereaktion igang og sået dræbende mistillid mellem jøder og muslimer lige siden, skyldes en fatal europæisk (engelsk-fransk) hemmelig aftale fra 1916.
Aftalen er kendt som Sykes-Picot-aftalen og gik ud på en opdeling af Mellemøsten efter enden på første verdenskrig i franske og engelske kolonier. Samtidig lovede englænderne araberne Syrien til gengæld for deres hjælp i kampen mod tyrkerne/osmannerne i første verdenskrig. Et løfte, som de ikke havde i sinde at overholde.
Dette bedrag af arabernes nationale aspirationer og den deraf udløste kædereaktion af mistillid mellem jøder og muslimer har præget deres forhold lige siden.
Israelske jøder og palæstinensere er uskyldige mennesker fanget i en storm, de ikke selv har skabt
Historiske kilder viser entydigt, at den arabiske nationalisme ikke fokuserede udelukkende på Palæstina til at begynde med, men på først og fremmest at erhverve Syrien.
Først efter at forræderiet om Syrien blev kendt, 1917-20, skete der en omorientering af arabisk nationalisme henimod Palæstina – og en afvisning af at dele Palæstina med jøderne.
For fremtidens skyld
Derfor må vi i den israelsk-palæstinensiske kontekst italesætte og lægge dette bedrag bag os – et bedrag, som har skabt to uskyldige ofre, jøderne og araberne – og sætte en stopper for 100 års mistillid.
Israelske jøder og palæstinensere er uskyldige mennesker fanget i en storm, de ikke selv har skabt – til at begynde med ofre for kolonial politik og sidenhen bragt i konflikt med hinanden af politikere på begge sider.
Når vi tager udgangspunkt i den fælles oplevelse af at være uskyldige ofre for politik og politikere, kan en forsoning realiseres – støttet af modigt lederskab og forankret i en fortid, hvor sameksistens var reel.
Og vi kan måske endelig finde en vej til fred. At støtte op om denne process er at være “rigtig pro-palæstinensisk”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og