
POV SPORT // ANALYSE – Sportsudstyrskæden Sportmaster er ejet af tre rige russere med europæiske pas. Den administrerende direktør for de godt 75 butikker i Sportmaster Danmark har lagt et opslag på LinkedIn, hvor han udtrykker sin fulde støtte til Ukraine.
Man kunne sagtens få den tanke, at sportsudstyrskæden Sportmaster forsøger at tage en boykot eller shitstorm i opløbet. Eller fjerne fokus fra deres ejerforhold. I hvert fald forekommer firmaets administrerende direktør, CEO, Andreas Holms, opslag på LinkedIn fredag noget opportunt.
Nærmest som et tilstræbt forsøg på en slags sportswashing eller på at flytte fokus fra russisk tilhørsforhold til ukrainsk støtte.
Proaktivt træk
Andreas Holm forsøger ikke at slå plat på Ruslands invasion af Ukraine. Han prøver nærmere at dække over, at Sportmaster ikke er dansk, men ejet af tre russiske rigmænd, der har købt sig til europæiske pas og driver deres forretninger fra et investeringsselskab i Singapore.
Det er under alle omstændigheder et proaktivt træk af Andreas Holm at rykke ud med nedenstående opslag på LinkedIn. I en tråd forsøger han sig sågar med, at hans ejere er fra Ukraine, og det er de to også, men de har senere skiftet til russisk statsborgerskab.
Som Andreas Holm skriver til et billede af det ukrainske flag med et hjerte midt i:
”Det er frygteligt at tænke på, at der er krig i Europa. De billeder, vi ser, er forfærdelige, og jeg har ondt af de ukrainske borgere, der nu befinder sig i et land i krig, i usikkerhed, i risiko.
Jeg deler 100% de værdier, som kommer fra det officielle Danmark, fra regeringen og fra erhvervsorganisationerne og tager dyb afstand fra krigen mod Ukraine og de aggressioner, landet er udsat for. Det er for én gangs skyld svært at finde ord, men vi må stå sammen om Ukraine!”
Sportmasters IT-direktør skriver i en kommentar til sin direktørs opslag:
”Jeg tilslutter mig Andreas’ kommentar og tanker i den her situation. Jeg tror, det er min første kommentar på LinkedIn. Men det er et så stort et emne, at vi alle sammen skal hjælpe verden til at finde en hurtig og fredelig løsning til at stoppe det, der sker i Ukraine. Kan ikke forstå, at det kan komme så langt i en verden, der kæmper for ikke at kæmpe!”
Også firmaets ”Head of Operations, Real Estate & Instore”, Louis H., bakker op:
“Jeg deler til fulde din stillingtagen i situationen.”
Som om hele direktionen er kaldt til tasterne. Og under opslaget har adskillige medarbejdere, butikschefer, butiksassistenter, deltidsansatte og administrative medarbejdere i Sportmaster liket Andreas Holms opslag. Hvilket de i øvrigt ofte gør.

Kort før årskiftet, i december 2019, blev Sportsmaster, der var ejet af kapitalfonden Nordic Capital, solgt til ”Sportmaster Operations Pte. Ltd.” med adresse i Singapore. Der blev i forbindelse med overtagelsen eftergivet en trecifret milliongæld af Nordea. Firmaet har udover Danmark selvstændige selskaber med samme navn i blandt andet Rusland, Hviderusland, Polen, Ukraine og Kina.
De tre tidligere russiske statsborgere bor ifølge dagbladet Børsen, der gennemgik overtagelsen i januar 2020, i Schweiz. Af Børsens historie fremgår det, at de tre forretningsmænd ejer over 90 procent af firmaet bag Sportmaster, som skal være registreret i det danske cvr-register og hedder Sport Nordic Holding.
Sportmaster gigantisk i Rusland
Den ene af de tre erhvervsfolk, Nikolaj Alekseevitj Fartusjnjak, er ifølge Børsen en kendt forretningningsmand i Rusland, og han står blandt andet bag det russiske Sportmaster, hvor kæden er gigantisk. Direktøren for Sportmaster i Rusland, Strakhov Leonid Borisovich, har flere end 2.000 ansatte.
Da Sportmaster annoncerede opkøbet lige før jul for godt to år siden, var det Singapore-firmaets første lancering i Vesten som led i en vækststrategi i den geografiske retning. Sportmaster (Danmark) har siden ejerskiftet lukket en del butikker og har i dag godt 75 fordelt over landet.
To af de tre ejere er dog rent faktisk født i det nuværende Ukraine, der dengang var en del af Sovjetunionen, og de flyttede senere til Moskva for at uddanne sig, blev boende og efter Ukraines selvstændighed lod de sig naturalisere og blev russiske statsborgere.
– Andreas Holm, hvorfor har du lagt det opslag på LinkedIn?
“Jeg er personligt berørt over det, der sker. En krig i Europa i 2022 var utænkeligt for lidt siden. I et globaliseret samfund som vores, hvor vi handler på kryds og tværs, giver krig store udfordringer og mange mennesker bringes i svære, svære situationer. Sportmaster Danmark er ejet af et selskab, hvor der er medarbejdere fra både Rusland og Ukraine. Der har været nogle enkelte personlige henvendelser til mig, om hvor jeg står i den her konflikt. En krig er en tragedie for alle mennesker. Det har berørt mig og derfor gjorde jeg min stilling klar,” udtaler Andreas Holm til POV Sport.
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her