BOLIGPOLITIK // DEBAT – Boligpolitikken er kollapset. Uligheden eksploderer de facto trods regeringens ønsker om det modsatte. Alligevel ønsker højreorienterede partier flere skattelettelser. Mange drømmer om større friværdi og højere aktiekurser. Vi giver her et sjældent venstreorienteret bud på, hvordan det er muligt at nedsætte skatten for rigtig mange.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvorfor er det i orden at få det hele foræret uden at røre en finger?
Moralen er ellers, at du skal gøre dig fortjent til din løn. Statsminister Mette Frederiksen svang sig endda op til at sige, at vi skal ”aflive den sejlivede myte om, at det skal være lystbetonet at gå på arbejde”.
Vi giver her et sjældent venstreorienteret bud på, hvordan det er muligt at nedsætte skatten for rigtig mange – faktisk de fleste, der har en beskeden indkomst fra arbejde, pension, offentlige ydelser eller lignende.
Der er nemlig råd til at hæve det personlige fradrag for alle, såfremt vi bliver enige om at indføre en formueskat. Personfradraget betyder, at du har et stort nul i trækprocent op til grænsen for personfradraget. I 2022 er fradraget på 46.600 kroner.
Ulighed er en vækstdræber, og at samfundet, som helhed bliver ”mindre godt” ud fra en række sociologiske kriterier
Hvad vil det betyde, hvis vi hæver bundgrænsen til 100.000 kroner? De fleste vil i snit kunne spare omkring 20.000 kroner i skat om året. Betyder det noget i en tid med inflation? Ja, rigtigt meget især for personer med små indkomster. De offentlige finanser vil umiddelbart få et stort provenutab på op til 80 milliarder, såfremt vi ikke gør andet. Her kommer formueskatten ind som redningsplanken for de offentlige finanser, såfremt der er politisk vilje til at genindføre formueskatten. Afskaffelsen af formueskatten fejrer netop i år jubilæum. Det er blevet til 25 år uden formueskat.
Ulighed er en vækstdræber
Formueskatten har i lang tid været uspiselig rent politisk. Der er argumenteret med, at en formueskat fører til manglende dynamik og initiativ. Det gælder dog kun såfremt formueskatten er så skrap, at den dæmper virkelysten og motivationen til at udvikle kapitalakkumulationen. Der argumenteres videre med frygten for kapitalflugt fra landet, hvilket kan være en reel trussel – så længe vi ikke har en global formueskat – men det kan langt hen ad vejen forhindres ved hjælp af en høj exit-skat og kontrol af formålet med større kapitalbevægelser over grænsen.
I bogen Vesten mod Vesten (2019) skrev Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, meget sigende (forkortet), at den økonomiske ulighed er blevet undersøgt, udstillet og afdækket, men det er undtagelsen, at økonomisk ulighed har været en faktor, som afgjorde valg. ”Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at vælgerne i oplyste demokratier ikke tvinger deres folkevalgte til at omfordele fra de mest formuende og de højeste indkomster til resten af befolkningen, men tværtimod har accepteret, at de rigeste betaler mindre og mindre i skat til fælleskassen i en periode, hvor deres velstand er steget enormt. Mig bekendt har ingen partiledere i vestlige demokratier vundet et valg i det 21. århundrede på at ville bekæmpe ulighed. I hvert fald ikke økonomisk ulighed”.
Forholdsvis små procentsatser i en formueskat vil ikke presse det store flertal af landets formuende personer
Tilsvarende underbygger bogen Klimavalget (2021) af Kasper Møller Hansen m.fl. (red.), at emnerne klima og tidlig pension flyttede vælgere, mens såvel økonomien som omfordelingen spillede en birolle for vælgerne ved folketingsvalget i juni 2019.
Om ulighed fører til økonomisk vækst eller det modsatte har været omdiskuteret i den internationale samfundsvidenskabelige litteratur, men der er efterhånden en klar overvægt af økonomiske institutioner (se fx OECD) og uafhængige økonomiske eksperter fra universitetsverdenen, der mener, at ulighed er en vækstdræber, og at samfundet som helhed bliver ”mindre godt” ud fra en række sociologiske kriterier.
I virkelighedens verden er der en stor gråzone mellem ingen formueskat og en for høj formueskat. Forholdsvis små procentsatser i en formueskat vil ikke presse det store flertal af landets formuende personer, da deres afkast af formuen i forvejen er forholdsvist højt, hvilket betyder, at de meget formuende kan se frem til fortsat udvikling af formuen, blot skattesatsen er passende lav.
Større progression i skattesystemerne
Den franske økonom Thomas Piketty har i sine bøger Kapitalen i det 21. århundrede (2013) og Kapital & Ideologi (2019) argumenteret for større progression i skattesystemerne, og for at formue- og arveskatter er nødvendige for at opnå større lighed. Ideelt set er Piketty fortaler for, at landenes skattesystemer skal samordnes på globalt niveau for at reducere kapitalflugt til skattefrie zoner med det formål at spare skat – for slet ikke at tale om skattesnyd og hvidvask.
Kunne det én dag med en ny verdensomspændende skattepolitik tænkes, at ejerne af de amerikanske hightechgiganter eller vores egne oligarker, fik hovedparten af deres enorme formuer konfiskeret, på samme måde som Vesten for tiden beslaglægger russiske oligarkers værdier?
Det må skønnes, at en progressiv formueskat i Danmark let kan tilrettelægges således, at den generer det ønskede provenu – eksempelvis de nævnte 80 milliarder kroner til at hæve personfradraget. En progressiv skala kunne være 0 % af den første million, 2 % af 1-5 millioner kroner, 5 % af 5-10 millioner og 10 % af nettoformuer over 10 millioner kroner, men det må selvfølgelig gennemregnes nøjere.
I første omgang er det den begrebslige debat, der er det væsentlige – frem for detaljer om de efterfølgende regneøvelser og politiske forhandlinger
Til sammenligning viser Danmarks Statistiks fordeling (målt efter disponibel indkomst pr. familie) af nettoformuen i 2020, at de 40 procent laveste indkomster har en nettoformue på mindre end 1 million kroner, og de 10 procent højeste indkomster har en nettoformue på over 8 millioner kroner.
Preben Wilhjelm skønnede i en kronik i Politiken (22/4 2022) med titlen: ”Tid til et paradigmeskift i boligpolitikken?”, at kapitalgevinsterne på ejerboliger løb op i gigantiske 800 milliarder kr. i de sidste to år.
De samlede offentlige udgifter ligger i størrelsesorden 1.300 milliarder kr. De offentlige indtægter bestod ifølge Danmarks Statistik i 2021 hovedsageligt af indkomstskatter på 771 mia. kr. og bare 43 mia. kr. i ejendomsværdiskat og grundskyld.
Blot for at få proportionerne med.
Satserne og bundgrænsen i formueskatten er ikke det mest interessante, da de altid kan justeres, så det hele går op. I første omgang er det den begrebslige debat, der er det væsentlige – frem for detaljer om de efterfølgende regneøvelser og politiske forhandlinger om at få den ønskede balance i de offentlige budgetter.
Paradoksal uretfærdighed
Det interessante ved den foreslåede formueskat er primært de omfordelende effekter, når personfradraget løftes op til et helt nyt niveau. Det er konkret og letforståelig bekæmpelse af økonomisk ulighed – og burde kunne skabe bred folkelig opbakning.
Grundlaget for formueskat er summen af alle aktiver minus alle passiver. Det betyder eksempelvis, at ejendomsværdiskatten og grundskylden mister sin betydning og kan afskaffes, hvis trinene, procenterne og bundfradraget i formueskatten kalibreres rigtigt. Heri ligger samtidig nøglen til, hvor kraftig en omfordeling, der ønskes fra politisk hold.
Vi afskaffer dermed en paradoksal uretfærdighed i den nuværende ejendoms-værdiskat, som i dag betyder, at alle betaler samme skat af samme ejendomsværdi uanset belåningen i ejendommen. Husejeren med lang ejeranciennitet betaler det samme som en ny køber, der typisk har meget gæld i boligen. Den ’gamle’ husejer har typisk en stor nettoformue, mens den nye husejer er så stramt belånt, at uventede prisfald kan føre til teknisk insolvens, dvs. nettoformuen periodisk bliver negativ. Det burde være klart for enhver, at evnen til at betale skat er langt større for boligejeren med den store friværdi end for boligejeren med lav eller ingen friværdi.
En udskiftning af den kendte ejendomsværdiskat og grundskyld med en formueskat vil som en vigtig sidegevinst gavne de unge, som i dag har meget svært ved at betale indgangsbilletten til boligmarkedet
Det forekommer os derfor yderst rimeligt at ændre skattebyrden i de to situationer, når friværdierne i meget stort omfang har været arbejdsfrie og først og fremmest skal ses på baggrund af den almindelige økonomiske udvikling i samfundet. Det er rigtigt, at boligejere har betalt skat og afdrag i årevis, men det er meget begrænset i forhold til stigningerne i ejendomspriserne i samme periode. Almindelig opsparing for den gennemsnitlige dansker går fri af formueskatten på grund af den skattefrie bundgrænse i formueskatten.
Samtidig bemærkes det, at alle aktivklasser principielt set beskattes ens lige fra ejerboliger til aktier, indestående på bankbøger, obligationer, biler, frimærker, malerier osv. Denne forenkling indebærer en vis reduktion i den skattetænkning og skatterådgivning, der lever af at udnytte de mange asymmetrier i skattesystemet med henblik på at nedbringe skatten.
Med den nye formueskat kan de gamle boliggevinster – der er opstået i ejerboligerne i de store byer, hvor væksten i friværdierne i de seneste par år har slået den ene rekord efter den anden – gradvist og delvist inddrages.
Det er en egenskab, som er fraværende i den nuværende ejendomsværdiskat. Sådan fungerer den nye ejendomsværdiskat – der efter sigende, stærkt forsinket, skulle være på trapperne – desværre også. Men det gør en formueskat af nettoformuen heldigvis ikke. Og ja – skatten af nettoformuen reduceres, når værdien af dit hus eller aktiebeholdning falder, fordi nettoformuen er blevet mindre. Omvendt stiger skatten, når du afdrager på lån, fordi nettoformuen øges. Det samme gælder selvfølgelig, når ejendomsværdierne galopperer derudaf. Det giver vel god mening?
En udskiftning af den kendte ejendomsværdiskat og grundskyld med en formueskat vil som en vigtig sidegevinst gavne de unge, som i dag har meget svært ved at betale indgangsbilletten til boligmarkedet. Den dag de eventuelt selv bliver netto-formuende, typisk længere fremme i livsforløbet, må de til gengæld betale mere i skat.
Radikal omlægning af skattesystemet
En sådan, indrømmet, radikal omlægning af skattesystemet er en stor mundfuld for politikerne, men vil være spiselig for mange vælgere. Særligt for lav- og middelindkomstgrupperne, fordi der bliver tale om en kontant skatterabat. Og i den privilegerede top af befolkningen, fordi det alligevel ikke behøver at gøre rigtig ondt sammenlignet med i dag.
Skatten vil samlet set stige for de mest velhavende, men det er til at leve med. Nogle af de økonomisk bedrestillede vil endda finde det rigtigt. Det vil især gælde den mest oplyste del, der har læst Thomas Pikettys bøger med bredt anerkendte analyser af udviklingen i den økonomiske ulighed siden 1700-tallet. Herunder som nævnt forslagene om meget større progression i de eksisterende skattesystemer. Med andre ord kan passivitet være farligere end rettidig omhu.
På fordelssiden bliver der tale om større sammenhængskraft, når det – afhængigt af skattesatserne og det politisk valgte serviceniveau – bliver muligt, at videreudvikle velfærdssamfundet i en grad, så privathospitaler afløses af højtspecialiseret offentlige og gratis sygehuse, så privatskoler anses for et dårligere valg end den gratis folkeskole, så ældreplejen genvinder fordums styrke, så både håndværkeren og direktøren mødes i fodboldklubben og direktøren nogle gange bosætter sig i det samme boligkvarter som håndværkeren, så studerende fra alle lag får bedre råd til at udleve deres uddannelses- og boligdrømme i storbyerne etc.
Hvorfor ikke gå en anden vej? Der kan skabes balance på de offentlige budgetter gennem øgede indtægter. Vi har brug for mere retfærdighed. Det kan ske ved en relancering af formueskatten
Det lyder som en romantisk forestilling om de gode gamle dage, men kun hvis vi fuldstændig ignorer årsagen til, hvordan vi kom fra at være et af de mest lige samfund i 1960’erne til at blive et meget ulige samfund i 2020’erne, når vi måler på ulighed i formuerne.
Meget skete under deviser som frihed, liberalisering, deregulering, globalisering, individualisering, teknologisk udvikling mv. Det frie marked spillede selvfølgelig en rolle, men faktum er samtidig, at dansk økonomi er en ”lille blandingsøkonomi med en stor udenrigshandel”. Vi har, i modsætning til eksempelvis USA, en meget stor offentlig sektor inden for sundhed, ældrepleje, daginstitutions- og uddannelsesområdet.
Tilsammen er det fundamentet for et effektivt, konkurrencedygtigt og veldrevet erhvervsliv, selvom skatten er højere end i USA. På trods af den noget højere skat finder mange virksomheder det stadigt attraktivt at etablere sig samt at udvide forretningsomfanget i Danmark. De her nævnte dele af økonomien er formet af den dominerende politiske linje gennem årtier, herunder valget og sammensætningen af de offentlige indtægter og udgifter.
Vi har blot haft for vane at tale om de offentlige udgifter på finansloven og i kommunerne og alt for lidt om de offentlige indtægter og specielt deres sammensætning. I den aktuelle regeringsperiode har fokus ligeledes været på flere udgifter i forbindelse med coronapandemien og krigen i Ukraine, ret rundhåndet og uden fuld finansiering. Der mangler fokus på balancen mellem offentlige udgifter og indtægter, dvs. skatteopkrævningen, og hvem der skal betale mest i skat. På populistisk overbudsfacon er budgetloven, for nylig uden større eftertænksomhed, blevet lempet for at skabe plads til underskuddene i de kommende år.
Statsministeren har meldt ud, at der bliver tale om ”hårde prioriteringer” vel igen møntet på udgiftssiden? Den nærmere præcisering af de hårde prioriteringer og besparelser på andet end militæret afsløres sandsynligvis først efter det kommende folketingsvalg.
Men hvorfor ikke gå en anden vej? Der kan skabes balance på de offentlige budgetter gennem øgede indtægter. Vi har brug for mere retfærdighed. Det kan ske ved en relancering af formueskatten kombineret med et klækkeligt løft af personfradraget til 100.000 kroner. Så kan vi slå to fluer med et smæk: Større indtægter og mindre ulighed via større omfordeling fra den rigeste halvdel af befolkningen til den fattigste halvdel af befolkning. En sådan reform vil kunne mærkes i bunden af samfundet.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
