POV SPORT // SPONSORERET – Noah Strømsted er 15 år. Han kører racerbil med 200 kilometer i timen og lidt til i ungdoms- og udklækningsklassen Formel 4, men om en fire-fem år, er det både Noahs og hans families veltilrettelagte ambition, at han kører næsten dobbelt så stærkt i Formel 1.
Noah har en plan. En businessplan. Måske nærmere en drengedrøm. Men dog en kalkuleret en af slagsen. Der er sågar sat tal på sandsynligheden for, at den går i opfyldelse. Sådan rundt regnet 25 procent, og det er da også noget af forfølge, om end 75 procent også er en pæn stor risikomargin for, at det ikke lykkes.
Hvis Noah Strømsted havde været den ældste i søskendeflokken i familien på Edlevej i Hellerup, var det ikke sikkert, at han og hans fars fornemmelse for forretningsplaner, var kommet i støbeskeen overhovedet.
Men når nu Noah kun er 15, og hans ene søster på 22, Clara, er flyttet hjemmefra for at studere på University of Oxford 50 kilometer fra London, den mellemste søster, Luna på 18, går på i 2.G og langt hen ad vejen kan klare sig selv, eller i hvert fald være alene hjemme, hvis hun da ikke drager med både far og mor og Noah på weekendracereventyr, så synes planen mere realistisk end som så.
Ulykken i Barcelona
Ofte rejser han også på egen hånd ud i verden, skifter fly, og hvad dertil ellers hører i logistikken med et skuldertræk, hvis mor Christina skulle give udtryk for en form for bekymring på den konto:
”Det er jo bare som at tage bussen, mor.”
Den køber den 53-årige psykoterapeut Christina Malling Strømsted. Som en slags kunsten at give slip på sine børn. De kan selv. Til gengæld havde hun lidt sværere ved at kapere det voldsomme crash, Noah i sit sidste løb blev uforskyldt offer for. Hun var til stede på banen sammen med sin mand og ene datter, da det fandt sted, men det foregik uden for åsyn, og sikkert meget godt, for live-billeder af den slags kan få hjerter til at stå stille. I værste fald for evigt.
Når Noah fortæller om det, tager han det nu meget stille og roligt, og forklarer i detaljer forløbet op til, under og efter ulykken, som om det blot var en af sportshverdagens almindeligt forekommende udfordringer, når man nu tilfældigvis som 15-årig har valgt at køre racerbil med et par hundrede kilometer i timen.
Naturligvis sker det ikke ligefrem jævnligt, og tager sig sjældent så dramatisk ud, som I kan se på videoen nedenfor. Sikkerheden i alle motorsportsklasser er blevet så meget bedre hen over de sidste 20 år, at dødsulykkerne så langt fra når op på statistikkerne fra 70’erne og 80’erne, men de forekommer dog stadig i sjældne tilfælde. Det er i sit ultimative udtryk en farlig sport. Fart, adrenalin og koncentration til grænsen. Og så koster det kassen, når man kommer op i klasserne.
Selv nede i Formel 4, hvor Noah nu er på kontrakt med det spanske hold Campos Racing og skal køre både den spanske serie i det nye år fra maj til november for Campos Racing og fra den 9. januar for PHM-teamet i F4 Emirates Championships i UAE. Den danske serie har han droppet, fordi han allerede kæmper med om podiet hos de bedste internationale kørere i verden. Da han i forrige sæson begyndte i den, nåede han ikke alle løb, men deltog i 12, vandt de ni og havde motorproblemer i de to.
Så at søge mod udlandet og kontrakt med et team lå ligefor, om end det midt i 8. klasse gjorde ham nødsaget til at skifte skole, fordi ledelsen ikke ville lade ham rejse så meget og lave sine lektier og opgaver online uden at deltage på fuldt undervisningsskema. Ikke det letteste tidspunkt at sige farvel til de gamle klassekammerater, men han klarer sig nu fint i 9. klasse med den digitale skoletaske under armen og hjelmen i den anden ude i den store verden.
Interessen for alting begynder jo et sted. Vendingen går ofte over samme barnelæst: Jeg vil være professionel fodboldspiller, tennisspiller eller Formel 1-kører. Børneværelsenattedrømme med plakater på væggene som nattens tapet og spark, grundslag eller gearskift på repeat med helt ud på søvnens lyserøde skyer, hvor alt kan lade sig gøre. Lige indtil man vågner, op på hesten igen, træning, træning, træning og livets nåleøjer.
Skulle man ud i noget sandsynlighedsregning er Formel 1-kører nok det sværest opnåelige af alle sportsgrene. Fordi det er en verdensomspændende sport, og der er altså kun er 20 af dem i hvert års grand prix-serie. Fordelt på 10 hold og lige så mange tredje-kørere, som lejlighedsvis får chancen i det omrejsende motorsportscirkus.
For Noahs vedkommende skal vi helt tilbage i fem-seksårsalderen. Far og søn-fritidsinteresse, der for farmand Morten Strømsted var en stor passion og fascination, der har det med at smitte af og sætte sig i drenge på tur med far. Det var han ofte til forskellige motorbaner i Sverige og Danmark.
Vi tager samtalekøkkenet alvorligt og sidder ved spisebordet, Noah for enden i hjemmeafslappet joggingdress, farmand bevæbnet med snakketøj og iPad med billeder at tale ud fra. Stueetagen af en Hellerup-kasse med Øresund i sidespejlet et par gader længere nede. I den velstillede del af landets hovedstad med parallelparkeringer, der for de fleste vedkommende foregår via bakkamera at bedømme på bilparkens bestand ned ad villavejen.
Motorsport er ikke en arbejdersport. Slet og ret. Der skal nogle midler til, når man stiger ud af gokarten og ned i en af de strømlinede Formel 4-biler, som er blevet den globale og standardiserede udgave af begynderklassen i den internationale motorsportsunion FIA’s regi.
Og 52-årige Morten Strømsted og hans hustru er da også tilpas velpolstret på den front. Christiana som nævnt som psykoterapeut. Morten er selvstændig erhvervsmand med eget holdingselskab. Tjener sine penge på virksomhedsudvikling, investerer i dem, udvikler dem, og sælger dem efter nogle år. Blandt andre Lomax Kontorartikler, og så er han medejer af restaurantkæden Bone’s.
Morten: ”Jeg har bare altid kørt lidt gokart og godt kunnet lide biler og haft nogle track days med blandt andre Nicolas Kiesa, som trænede med Porsche, og så havde vi Ronnie Bremer, der blandt andet var topkører samtidig med Jan Magnussen og Jason Watt, med som vores træner. Vi var jo glade amatører. Typisk kørte vi i Sverige på Sturup i lufthavnen og Knutstorp. Jeg havde Noah med på passagersædet for første gang, da han var seks. Vi har altid lavet alt muligt sammen med hjul og biler, på ski, beachvolley eller tennis.”
Formel 4 er kun begyndelsen
Noah: ”Jeg bliver 16 til juli. Jeg skal nok ikke have så mange køretimer, når jeg en dag skal have rigtigt kørekort. Lidt længere tid med teorien måske. Lige nu er det lidt svært med opgaver og afsluttende eksaminer, men meget er online, så det meste kan jeg lave, mens jeg er væk. Det bliver lidt svært til januar, når jeg skal ned at køre i Emiraterne. Jeg kan nå at køre UAE-serien, inden sæsonen i Spanien starter. Efter 9. tager jeg en online-10. klasse, hvor jeg skal bo hos holdet i Spanien. Jeg har lige skrevet kontrakt for det næste år. Jeg kørte der også noget af sidste sæson og var lidt uheldig med nogle crashes, havde en pole position og blev nummer 4 og 5, men jeg nåede også kun at køre to løbsweekender. Til næste år får den fuld gas.”
Morten: ”Formel-klasserne er blevet meget kommercialiseret. Der er en aldersgrænse på 23. Jeg er ligesom faldet for den, jeg træner med dem, men må ikke køre.”
Noah forklarer, at man skal være 15 år for at køre Formel 4 (i Danmark dog kun 14), 16 år for Formel 3 og 17 år for Formel 2. Han har endnu ikke kørt en fuld sæson i Formel 4, men det kommer han så til i næste sæson i Emiraterne og Spanien.
Hvorfor skal du ikke køre den danske serie?
Noah: ”Der er ikke rigtig nogle internationale kørere, banerne er okay, men mindre og anderledes end de baner, man kører på i udlandet, så man lærer ikke lige så meget. Jyllands-Ringen, Ring Djursland, den i Padborg, og så har de slået den svenske serie sammen med den danske i år.”
Morten: ”Det gode ved Danmark er, at bilerne er lidt neddroslet i forhold til de andre Formel 4-biler. De er lidt mindre, så man må starte allerede som 14-årig. Derfor kørte Emerson Fittipaldis (tidligere dobbelt brasiliansk verdensmester i Formel 1 i 1972 og 1974, red.) søn, Emerson Jr. også heroppe. Det var også derfor, at vi ikke rigtig kendte niveauet i udlandet og anede ikke, hvad vi havde med at gøre, og så fandt vi ud af, at Noah faktisk kunne køre med dér også.”
Hvordan begyndte interessen egentlig, Noah?
Noah: ”Det startede med nogle udlejningsgokarts, da jeg var fem-seks år, og så var jeg med på de track days med min far og syntes, det blev sjovere og sjovere og kørte mere og mere udlejningsgokart. Jeg kørte et DM indendørs, som gik rimelig godt og begyndte så at køre udendørs i hurtigere gokarts, da jeg var 9 og niveauet var meget højere. Samtidig begyndte jeg faktisk at køre nede i Spanien på en bane, der hedder Ascari ved Malaga.
Morten: ”Oprindeligt havde vi et hus dernede, som min søster og jeg havde arvet fra min mor. Det er en ret kendt bane, Ascari, sådan en medlemsbane. Og da Noah havde kørt så meget gokart og altid havde været med mig, han lytter jo som den kloge fyr, han er. Så som 10-årig prøvede vi lidt på parkeringspladsen i bilen, og vi var meget gode venner med træneren dernede, og så kom han ud at køre i den bil, der svarer lidt til en Golf GTI, som er rimelig hurtig. Da dagen var omme med 15 voksne mænd, havde Noah været den hurtigste. Det var jo bare for, at vi kunne have det sjovt sammen, selvom træneren næsten med det samme sagde, at Noah skulle det ene og andet.”
Hvordan bliver man god til at køre en racerbil?
Noah: ”Du skal være sådan lidt frygtløs, men ikke på den dumme måde. Der sad en træner ved siden af mig i bilen og fortalte mig, hvad jeg skulle gøre og ikke skulle gøre, da jeg startede. Det er meget med at lytte til input. Jeg nåede ikke at blive så vild med gokarten, fordi jeg kom over i bilerne ret hurtigt. Jeg kørte og trænede på Amager og i Roskilde og nogle løb i Jylland, mens jeg kørte gokart, og man når alligevel op på omkring 120 km/t. Jeg kørte så biler ved siden af, mens jeg fortsatte med gokart, indtil jeg var 13-14 år.”
Morten: ”Jeg kørte jo også. Det går altså sindssygt stærkt i de gokarts. Der sker også en del ulykker.”
Noah: ”Det føles i hvert fald hurtigere, fordi man ikke er beskyttet af noget i forhold til bilerne og sidder helt nede ved asfalten. Jeg havde en ulykke, hvor jeg fik brækket og trykket nogle ribben i et gokartcrash, da én ramte mit baghjul og jeg fløj ind i en væg med 80-90 stykker. Og man sidder bare dér på et plastiksæde.
I forhold til gokart var jeg også uheldig, for da det begyndte at blive seriøst med danske mesterskaber, så kom corona, og alle gokart-løbene blev aflyst. Banerne var lukket under lockdown, så jeg kunne ikke træne. Min far og jeg tog til Spanien i de to måneder, der var lukket ned, og jeg prøvede Formel 4 for første gang.”
Morten: ”Det var faktisk dér, vi fandt ud af, at det ikke bare var en forældreting, og fordi hans far kørte racerbil for sjov. Det var jo på det tidspunkt, hvor alle teenagerne sad og gloede ind i en skærm, og vi tog derned, fordi alt var åbent på racerbanerne. Michael Christensen, der var verdensmester med Porsche, drev det her Formel 4-akademi, hvor vi mødte Emerson Fittipaldi, og hans søn og en masse gode gokart-kørere. Så viste det sig igen, som med de voksne et par år tidligere, at ved den første test, vi dukkede op til på banen, at Noah var den hurtigste. Da gik det i hvert fald op for mig, at der var noget talent. Og derfra har det ligesom været seriøst.”
Men igen, hvori består talentet. Hvad er det, man kan, når man er god. Jeg kan også køre hurtigt i en bil, hvis jeg jokker speederen i bund?
Noah: ”Der er så mange sensorer og alt muligt på bilerne, du skal være klog og have den der følelse, når du sidder bag rattet i bilen, fordi der er kommet så meget teknik nu, at du skal have hovedet med, når du sidder ved instrumenterne. Rattet er lidt ligesom et Formel 1-rat med lidt færre knapper.”
Nu er det blevet meget internationalt for mig, så jeg har en coach, som har en kører i Formel 2 og én i Formel 3, som hjælper mig med det her
Morten: ”Noget af det data, Morten får fra simulatoren, er det samme som fra bilen, hvor man kan se, den røde kurve er bremsen, den blå er speederen. Du kan i princippet se, hvornår du skal bremse, og hvornår, du skal give den gas.”
Noah: ”Sådan her ser det ud i virkeligheden,” siger Noah og viser datakurver på mobilen.
Det ligner aktiekurser?
”Man kan se farten på bilen. Her er det to omgange, der bliver målt mod hinanden, så man kan se forskellen. Man kan også se en kurve for rattet, hvordan vi drejer, på hvilke tidspunkter.
Er det den slags, Nicolas Kiesa (tidligere racerkører og Formel 1-ekspert på TV3) er god til at aflæse, og som du brugte som coach på et tidspunkt?
Noah: ”Han hjalp mig meget i starten i Danmark. Lærte mig alting i forhold til at bremse, og hvordan man skulle køre. Men nu er det blevet meget internationalt for mig, så jeg har en coach, der har en kører i Formel 2 og én i Formel 3, som hjælper mig med det her.”
Og gokart-ulykken havde ikke taget modet fra dig?
Noah: ”Nej, og jeg havde jo så også den store ulykke i år i det sidste løb i Formel 4. På Formel 1-banen i Barcelona (Circuit de Catalunya, red).”
Morten: ”Det er faktisk tæt på, at man er lige så godt beskyttet som i en Formel 1-bil. Halo er først lige blevet indført i Formel 4, og jeg vil sige, at det faktisk var den, der om ikke reddede Noahs liv, så i hvert fald gjorde, at skaderne blev begrænset, da bilen vendte på hovedet. Både jeg selv, min hustru og Luna var til stede, men så det ikke ske. Bilen er helt færdig. Det er den første version af bilen med halo.”
En halo (glorie), er en buet stang, der er lavet af titanium, der er placeret over cockpitet for at beskytte kørerens hoved, og som fra 2021 blev obligatorisk i alle Formel 1-, 2-, 3- og 4-biler.
Noah: ”Lige bag nakken var bilen knækket over. Da jeg først kom ud af bilen, havde jeg det egentlig fint. Jeg fik en sprøjte med noget smertestillende, så jeg havde det fint i to dage efter. Da jeg så kom hjem, vågnede jeg med opkast, feber og ondt i hovedet. Først var lægerne bange for, at det var en hjerneblødning, men de fandt så ud af, at det var en hjernerystelse. Jeg kunne først mærke det efter et par dage, fordi jeg havde fået den sprøjte.”
Morten: ”Den spanske eliksir.”
Noah: ”Sådan et crash går ret hurtigt. Jeg så først himlen, så jorden, da jeg vendte på hovedet, og jeg kunne se et par gnister, da bilen gled hen over asfalten. Da jeg landede og prøvede på at komme ud, blev min hjelm ved med at sidde fast nede i gruset, så jeg endte med at hænge med hovedet nedad i fem minutter, indtil de fik vendt bilen. Der var en brandslukker, der gik i gang, mens jeg vendte på hovedet, så der lugtede lidt af røg.
Jeg tænkte bare, at det var en omkostning. Den stod i 75.000 euro
Efter 20-30 sekunder var det okay, der stod nogle marshalls rundt om og snakkede med mig, med brandslukkere og lidt forskelligt. Lige den her bil var vores egen bil og ikke holdets, fordi der er kommet en ny version af den i år, så det er første år, de kører med bilerne, og de havde problemer med at få leveret dem alle til tiden. Vi endte med at købe vores egen, så vi også kunne testkøre.”
Morten: ”Jeg tænkte bare, at det var en omkostning. Den stod i 75.000 euro.”
Noah: ”Selve bilen kan man ikke bruge mere, men motoren, gearboksen og alle de små dele kan man stadig bruge.
I nogle serier, en ny klasse, de begynder på næste år, Formel Regional, er de begyndt at indføre budget caps på bilerne. Den er lidt hurtigere end Formel 4 og lidt langsommere end Formel 3. Den serie er virkelig dyr, og bilen er ikke særlig god at køre i, så nu laver den spanske mesterserie en bil, der er lidt hurtigere end både Formel 4 og Formel Regional, hvor de putter budget cap på, så der er flere, der kan være med.”
Så er vi tilbage ved, at vi er enige om, at det ikke er en arbejdersport?
Morten: ”Desværre. Da vi fik en dreng som 3’er, sagde alle vennerne: Good luck på skadestuerne. Men Noah er aldrig kommet til skade, og vi har lavet de vildeste ting. Skateboard, off piste på ski, hvor han skulle holde sig bag mig, så det ikke var ham, der styrtede ned. Han er aldrig rigtig faldet. Balance er nøglen. Det ville Kevin Magnussen også sige. Når du sidder i bilen, skal du kunne mærke bilens balance. Jeg er okay til det, men jeg kan aldrig udvikle det, som når man er ung.
Ja, det kan være farligt. Du kan også blive kørt over af en bus i morgen. Og så kommer der noget, som jeg ved mange tennisspillere slås med. Noget med venner, alkohol og fester, fravalg og tilvalg, som Noah er midt i nu, så man skal også ville det.”
Noah: ”Der er en del fester. Mine venner herhjemme drikker nu. Det kan jeg ikke. Så spiller vi noget fodbold henne på kunstbanen eller i hallen. Jeg har jo spillet fodbold som de fleste andre. Mest for sjovt sammen med vennerne, også i klub, i HIK. Jeg er okay i skolen. Jeg er ikke specielt meget hjemme for tiden, men jeg er okay i forhold til det fravær, jeg har.”
240 kilometer i timen
Hvad siger farmand i forhold til uddannelse og så videre. Tør I satse?
Morten: ”Ja, det er den eneste måde, du kan gøre det på. Du har så få år til at gøre det i. Omvendt ser man også mange unge elitesportssucceser, der giver mental break down og stopper dér, så jeg tror, at det er lige så vigtigt, at man har en langsigtet plan og også får lov til at være barn. I den sammenhæng er gymnasiet, hvis det kan kombineres, målet. Måske i en Team Danmark-model. Hvis det ikke kan, må det så blive enkeltfag på online-HF. Men det er primært den sociale dimension, som jeg også synes er vigtig.”
Hvad er det hurtigste, du har kørt i Formel 4-bil, Noah?
Noah: ”240 km/t. Jeg er lige kommet hjem fra en Formel 3-test, for at se hvor forskellig den er fra Formel 4, og de kørte 275. Man skal bare vænne sig til, at det går hurtigere. Det var første gang, jeg var i bilen. Deres faste kører er 19 år, og til allersidst kørte jeg lidt hurtigere end ham”
Er der noget at sammenligne med i forhold til 15-årige motorsportstalenter. Hvor god var Kevin Magnussen, da han var 15?
Morten: ”Da Kevin kørte Formel Ford, som det hed dengang. Altså, Noahs bil brød sammen to gange ud af de 12 danske løb, han kørte, og han vandt så de ni ud af ti. Jeg tror, at den statistik er bedre end Kevins. Uden at tage noget fra Kevin i øvrigt og som Noah ser meget op til.”
Der må jo være ret mange, der har set, at du er god?
Noah: ”Det er mange hold, der har kontaktet mig for at få mig til at teste og køre med dem. Folk kender hinanden på kryds og tværs. Nu, hvor jeg har kørt for Campos, har jeg arbejdet med ingeniørerne, og det er dem, der finder alle dataene frem og forklarer os dem, de snakker meget på tværs af holdene. Hvem, der er gode. Hvis du er god og hurtig, finder folk hurtigt ud af det i sporten.”
Jeg spørger til de fysiske parametre. Hvor god form, man skal være i, og hvad det i det hele taget betyder. Så vi rejser os og går i kælderen, hvor der står en simulator i forrummet. Den bruger Morten mest, for Noah har også en på sit værelse. Derefter fortsætter vi over i den forvoksede garage eller Noahs gym.
Noah: ”Man køber selv simulatoren, og mange af banerne ligger på de spil, man kan købe i almindelige butikker. Den jeg sidder i nu, er en Formel 4. Det føles meget som at sidde i bilen. Selvfølgelig er der nogle ting, når man skal lære nye baner, og man skal stadig holde sig i god form. Det betyder også en del, at jeg kan have lyden i headsettet. Det er et dansk firma, Esport Racing, der sælger simulatorerne, og de kommer også og stiller den op. Man kan også køre Formel 1 i den, og det har jeg selvfølgelig prøvet. Også at køre galt. Den koster omkring 100.000 kroner.
Jeg skal trykke på bremsen som i en rigtig Formel 4, og den er meget hårdere end i en almindelig bil. Jeg trykker med cirka 120 kilo, så der skal noget fysik til. Formel 4 har ingen downforce. Altså, det, der trykker bilen ned til jorden, har den ikke noget af, så den er meget levende, og det mærker man også i simulatoren. Jeg skal ikke dreje meget forkert for at banke ind i barrieren.
Jeg føler virkelig, at jeg kører. Jeg kan sidde med slukket lys og fornemme det inde på mit værelse. Hvis jeg skal ned på en ny bane som nu Abu Dhabi, er det som at være der. Det er den her bane, et af løbene skal køres på dernede fra den 9. januar. Der er fem løb i UAE-serien og syv i den spanske. Altså, løbsweekender med tre løb hver weekend. Så 15 i UAE og 21 i Spanien. Man får point som i Formel 1. 25 for en sejr, 18 som to’er og så videre.
Jeg har ikke så meget tøj hjemme. Man skal selvfølgelig have en speciel dragt og en speciel hjelm. Den var den her (se billede, red), jeg kørte galt med. Der skete faktisk ikke rigtig noget med den, men når den får et stød, skal den skiftes. Den koster 5.000 euro.”
Morten: ”Du kan få en billigere simulator, men hvis du vil have noget, der minder om en rigtig kørersituation skal du derop. Vi gør så det, at Max Verstappen (Dobbeltregerende Formel 1-verdensmester, red.) har sådan et simulatorteam i Holland, hvor han også selv træner, som lige er steppet over, og der træner vi med Noahs coach. Og det minder endnu mere om den rigtige bil. Dér skal han ned næste mandag-tirsdag for at forberede de tre baner til mesterskabet i UAE. Jeg skal også køre lidt.”
Der er jo ikke så mange dødsulykker længere. Jeg er fra Ronnie Peterson-tiden og kan tydelig huske hans ulykke i 1978 på Monza, der kostede ham livet?
Morten: ”Heldigvis sker det ikke så ofte mere. Men vi har jo kørt rundt i Danmark med Emerson Fittipaldi og hans søn Emerson Jr. Og senior fortalte historier fra dengang, at han mistede tre venner om året. Det viste statistikken. De vidste at tre ud af 20 døde hvert år. Der var mange begravelser. Vi har hørt alle historierne fra dengang. Emerson fortalte, at de var med til at udvikle sikkerheden, crashteste hjelme, og ved de spanske løb begyndte de at sætte de der specielle barrierer op. Han var altid ude at løbe om morgenen, og en dag var han henne og sparke til en af barriererne, og de var overhovedet ikke spændt fast. Sådan var det dengang.”
Både for nakken, G-kræfterne, og så armene, fordi det er hårdt at dreje, bilerne har ingen servostyring. Og altså bremsen. Man sparker næsten hårdt som på en traktor
Noah: ”Jeg har en fysisk træner her i Danmark, der blandt andet arbejder hos Team Danmark, og som jeg plejer at træne med to gange om ugen. Og så træner jeg selv her i mit eget gym de andre dage efter nogle programmer.”
Hvad er vigtigt at træne, og betyder højden noget?
Noah: ”Den højeste i Formel 1 lige nu er 1,88. Verstappen er 1,84. De fleste kørere er ret lave. Jeg er 1,82 nu og bliver målt til 1,85 på vækstkurven. I Formel 4 er det ikke så stort et krav at være i så god fysisk form. Man træner mere frem til de næste serier, fordi Formel 3 er meget hårdere at køre. Både for nakken, G-kræfterne, og så armene, fordi det er hårdt at dreje, bilerne har ingen servostyring. Og altså bremsen. Man sparker næsten hårdt som på en traktor.”
Morten: “Og så kan man sige, når man tager 33 G impact, som Noah gjorde ved ulykken – hvis din nakke er stærk, så knækker den ikke. Du skal også være i stand til at spænde op i kroppen, så den fysiske træning er også for at undgå skader. (Når man bremser i en Formel 1-bil er G-trykket omkring 5, red).
I motorsport udgør talent måske kun en tredjedel, der er noget økonomi, som gør, at du kan komme ud at køre og den sidste tredjedel er management. Der er mange håbløse projekter, selvom de har penge og deltager i alle mulige løbsserier, så sejler de rundt. Det handler om talent, penge og ordentlig management/træning.
Det er en svær branche, fordi lige så snart man kommer på et Formel 1-akademi, så er der en masse, der skylder hinanden tjenester. Hvis Noah nu kom på et akademi hos Ferrari eller Mercedes, så har de måske fem kørere, og Noah kan havne på et hold, hvor der er tjenester i spil og på den måde bliver det lidt som i fodbold, at det ikke altid er den enkelte spillers kvaliteter, der er i centrum.
Der er agenter i sporten, men ikke mindst investorer. Vi er så heldige, at vi ligesom kan stå på fri fod og selv styre det. Vi har kunnet hyre de rigtige trænere og komme ind på de rigtige hold i forhold til Noahs udvikling. Nu er vi ved at være der, at vi skal have investorer ind. Budgetterne stiger jo. Fra 700.000 i Formel 4 til 1,2 millioner i Formel 3, 2 millioner i Formel 2. Euro vel at mærke.”
Både for nakken, G-kræfterne, og så armene, fordi det er hårdt at dreje, bilerne har ingen servostyring. Og altså bremsen. Man sparker næsten hårdt som på en traktor
Noah: ”De fleste unge, der kommer ind i Formel 1, for eksempel Logan Sargeant, der lige er blevet signet af Williams, betalte 20 millioner euro for at få det sæde med sponsorer. Og Felipe Drugovich, der vandt Formel 2, betalte 7 millioner euro for at blive reservekører for et af holdene. Så der er stadig virkelig mange penge i det.”
Morten: ”Det er ligesom, hvis man starter en virksomhed op, så skal du investere i at udvikle et produkt, og indtil du ligesom kommer på markedet, så tjener du ingen penge. Det er lidt det samme her. Og man ved så ikke lige hvilket produkt, der bliver det rigtige. I Formel 4 er der måske tre-fem på dit niveau, der har chancen for at komme til Formel 1, og man ved ikke, hvem der lykkes. Sidste år var der en 35 kørere i den spanske serie og omkring 45 i den italienske, så der er jo kandidater over hele verden.
De andre danskere er vokset op i gokart-miljøet. Noah er en outlier og kommer fra noget helt andet. Det er også derfor, at det er vildt, at han performer, som han gør. Han har ikke været en del af et elitemiljø, så det svarer lidt til en tennisspiller på 18, der kommer ind og vinder det hele.
Når vi poster penge i det her, er det fordi, der er en chance for, at Noah kan leve af det. Det værste er, hvis man pacer børn et eller andet sted hen, hvor de ikke har en chance. Det ser vi blandt nogle af hans kørervenner, hvor forældrene griber det an som om, det er Formel 1, så børnene bliver stressede og sygemeldte og det ene og andet. Sandsynligheden for at det ikke lykkes af alle mulige andre årsager, er jo ret stor, og så skal man have haft det sjovt og lært noget undervejs. Hvis det så lykkes, er det en bonus.”
Det folkelige gennembrud
Det er efterhånden også blevet en kompliceret størrelse at forstå, når man sidder og ser Formel 1 på TV med regler, flag, sektorer, dæk og tekniske udtryk?
Morten: ”Men for menigmand har dokumentaren ”Drive to survive” på Netflix fået folk til at forstå det. Ellers bliver det let noget teknisk nørderi og også lidt kedeligt, hvor Mercedes bare har domineret nogle år. ”Drive to survive” har betydet, at interessen bare er blevet meget større hos såkaldt almindelige mennesker.”
Hvis Kevin Magnussen kørte en Red Bull-bil, ville han så også ligge helt i top?
Noah: ”Ja, bilen i Formel 1 er afgørende for, hvem der vinder. Der er to kørere på et hold, og hvis nogen bygger en meget bedre bil end de andre hold, er der to kørere, der stikker af. Det har meget med penge at gøre. Nu er der kommet et budget cap, men førhen var der ikke noget, og de store hold kunne bare bruge flere penge til at investere. Også på at udvikle bilen i løbet af sæsonen.”
Morten: ”Formel 1 er jo også teknologiudvikling, hvor i Formel 2, 3 og 4 er det mere kørerne, det gælder, fordi bilerne er de samme. Formel 1 handler både om kørerne og teknisk udvikling, hvem der er bedst til at udvikle. På den måde er det næsten sjovere at se de andre Formel-klasser, se de unge kørere lave fejl, og der skal flere færdigheder til. Hybridbilerne er jo for eksempel udviklet i Formel 1.
Hvordan ser planen for Noahs videre karriere ud?
Morten: ”Vi planlægger at gå i markedet. Vi har et prospekt på Noah, og han har et aktieselskab i Spanien, hvor alle rettigheder ligger. Og efter han har haft nogle løb i Emiraterne begynder vi at snakke med nogle investorer. Det er egentlig det, jeg laver til hverdag.
For Noah er det lidt samme koncept. Det er ikke et hobbyprojekt, men en forretning. Man skal bruge 10 millioner euro for at komme i Formel 1. Fra nu, hvor han kører Formel 4, over Formel 3, Formel 2 og så for at blive god nok. Altså, ligesom man udvikler en astronaut eller en jægersoldat. Det er de penge, der skal til. 75 millioner kroner. Det er budgettet.
Man kan gøre meget. Nu har han en fysisk træner fra Team Danmark, der også har været træner for Christian Lundgaard, som har været i Formel 2 og ved, hvad der skal til. I sidste ende er det jo Noah, som skal hive i træningsmaskinerne.
Sponsorerne skal være internationale, men kan selvfølgelig være danske. Mærsk, Lego. Bone’s er sponsor i dag, Bella Gruppen, Bella Centret og Marriott Hotellerne, som jeg også er involveret i, har været den største partner indtil nu. Hvor vi lærer lidt, hvordan de kan bruge Noah som produkt. Det er ikke så meget pengene, som det at lære at arbejde med og aktivere brands.”
Noah: ”For tre-fire måneder siden fik vi en aftale med et mexicansk racerteam, Escuderia Telmex, der ejes af en godt 80-årige mand, der på et tidspunkt var verdens rigeste mand, der hedder Carlos Slim. Han går meget op i ræs, så han smider en masse penge i unge kørere, blandt andre Sergio Perez i Formel 1, så han betaler en masse penge til Red Bull for at Perez kan køre der. Normalt har det kun været mexicanske kørere, de har haft, indtil jeg kom med. Nu er det mexicanere og én dansker.”
Nu er det ikke noget, der i al beskedenhed afgørende påvirker familiens økonomi. Det gør det mange steder, hvor man satser hus og hjem. Det er det heldige for os
Interesserer du dig for businessdelen i det?
Noah: ”Ja, jeg synes, det er meget sjovt at følge med i, hvad det koster, og hvad man skal bruge. Risikoen ved at bruge pengene.”
Morten: ”Du har været ret medbestemmende. Noah har været involveret tidligt. Når vi kører bilen rundt og rejser rundt, så snakker vi om tingene. Jeg vil gerne have, at det skal være hans eget projekt. De penge, vi bruger nu, er jo de penge, han skal betale fra sin fremtidige indtægter, så derfor er det meget fint, at han har medindflydelse på tingene.”
Er det også et projekt som er i din forretningsinteresse?
Morten: ”Nu er det ikke noget, der i al beskedenhed afgørende påvirker familiens økonomi. Det gør det mange steder, hvor man satser hus og hjem. Det er det heldige for os. Det er et investeringsprojekt som alle andre, men selvfølgelig med en hel særlig passion for biler, Noah, og jeg kan i det hele taget godt lide at være sammen med unge mennesker i sport, og så er det jo meget heldigt, at det lige er Noah, der er med. Passionsdrevet forretning. Jeg kan godt lide, at der er nogle tal bagved. Det virker som om, at det prospekt vi har lavet med Noah og sandsynligheden for, at han kommer i Formel 1, så er Noah penge værd i dag. Ganske mange penge. Hvis det nu var en plastikdippedut, jeg udviklede, så ville Noah have en ganske pæn værdi.”
Så hvis I pitchede i Løvens Hule, ville Noah komme derfra med en pæn sum penge?
Morten: ”Præcis. Det har vi allerede en dialog med nogle om. Men selvfølgelig, fordi han er så ung, så vil vi gerne have nogle resultater.
Det er jo også en sårbar tid, piger og bajere ud af det blå. Det er jo svært at vide, hvordan man udvikler sig fra 15-17?
Morten: ”Der sker en masse ting, og det er også vigtigt at understrege, og som jeg har fortalt Noah, at det øjeblik, hvor han ønsker at stoppe, og hvor han ikke synes, det er sjovt, så skal han bare sige til. Også fordi Christina og jeg bruger meget tid på det.”
Christina er kommet hjem fra indkøbstur og byder ind i samtalen:
Christina: ”Jeg er mere med til løbene, og har også været med til træninger om sommeren i Spanien. I starten tænkte jeg: ’Det går over’, så da var jeg ikke ret involveret. Og så fandt jeg ud af, at det ikke gik over. Nu, hvor jeg ved meget mere om det, synes jeg, det er sjovt at være med. At se og forstå det. Ikke at køre eller være involveret på samme måde som min mand. Mere det, at Noah nu er med i det og hele ideen med at være en del af et team.”
Mister 25 procent
Morten: ”Som psykoterapeut er der mange interessante dynamikker i sådan et team. Der er noget med børnene, som bliver pacet og alt den slags. Vi laver det lidt sådan, som da datteren var med i Firenze, at der bliver lidt storbyferie over det i weekenden, hvis der er løb. Så tager vi fire afsted. Vi har nogle dygtige børn, bare på forskellige områder.”
Christina: ”De er passionerede på hver deres område.”
Morten: ”Den mellemste, Luna, spiller meget tennis, så vi spiller en del sammen. Og med den ældste er det det akademiske, vi snakker om. Det er vigtigt at have noget sammen. Men skal passe på at være forældre på den rigtige måde.”
Føler du, at du skal leve op til noget i forhold til dine forældre, Noah?
Noah: ”Jeg har det fint med det. Også at min manager fra Mexico presser på, uden det bliver for meget.”
Procentsatsen på at det lykkes?
Morten: ”I vores prospekt har vi sat den til 25 procent. Det virker højt, men alle Formel 1-kørere kommer fra Formel 2 eller Formel 3, og der er 30 kørere i Formel 3, 20 i Formel 2. Halvdelen af dem har næppe F1-talent og laver det som et dyrt hobbyprojekt. Groft sagt. Så er der 25 tilbage. Der kommer i snit fire nye kørere i Formel 1 hvert år, og hvis du er med i det i fem år, er der pludselig 20 pladser at gå efter. Det kan godt være, du ikke får pladsen, men du er i nærheden.”
Og så er det en fordel at komme stikkende med nogle sponsorkroner?
Morten: ”Der kan vi, der er både noget politisk, og der har vi Escuderia Telmex, der har politisk indflydelse og har kørerne. Det er næsten endnu vigtigere. Så vil man have en kineser, så en amerikaner. Det er ikke særlig fedt at være dansker. Her er jo ikke noget marked. Formel 1 er en international forretning. Og derfor vil vi også gerne have den rigtige investorbase, og så har vi de politiske interesser via Escuderia Telmex, så når muligheden byder sig, hvis det kræver penge, er der også mulighed for det.”
Et par sider fra Noah Strømsteds gennemarbejdede Formel 1-prospekt på 28 sider. Privatfoto.
Du tror fuldt og fast på Formel 1, Noah?
Noah: ”Ja. En times cykeltur i minus fem grader til Valby for at komme ud at træne fysisk, er da ikke det fedeste. Men ellers hænger det mig ikke ud af halsen. Tværtimod”
Morten: ”Jeg kunne jo også sagtens køre Noah til Valby for at træne, men sådan skal det ikke være.
Christina: Det blev jo pludselig lidt alvorligt, da han skulle skifte skole, og Noah skulle beslutte sig for, om han ville fortsætte på den skole, han gik på, som ikke ville acceptere, at han rejste så meget. Det synes jeg også var godt gået i 8. klasse, for det er et svært tidspunkt at skifte skole. Så at han er lykkedes med at få endnu mere fokus på motorsporten og holde fast i et godt socialt netværk, have venner med hjemme til frokost. At skulle navigere i to verdener, synes jeg er noget af det svære, for vennerne herhjemme er her jo hele tiden, og hvis de går til fodbold eller tennis, så snakker de om det. Der er ikke så mange, der ved noget om Noahs sport og kan snakke med om det.”
Noah: ”Jeg tror, jeg har 150 rejsedage om året.”
Så kan I jo facetime?
Morten: ”Hans manager er 27-28, og vennerne i miljøet, de har det supersjovt sammen, så det er ikke så meget, vi hører til ham. Mest et ”ok”, når vi spørger til, hvordan det går. Vi har da også gjort os umage med, og han har været meget genert som yngre, så nu er det fedt for os at vide, at han er et sted, hvor han har det fedt.”
Noah: ”Det har været godt for mig at møde en masse nye mennesker og teams. Jeg har haft en mentaltræner på et tidspunkt. For øjeblikket har jeg ikke brug for én.”
Pay back time
Havde du ikke brug for at tale med psykolog efter den store ulykke?
Noah: ”Nej, jeg havde ikke brug for at snakke om det bagefter.”
Morten og Christina småsmiler. Mor er trods alt uddannet psykoterapeut, da jeg spørger til, om han havde brug for én efter ulykken.
Christina: ”Men I så det meget på skærmen og evaluerede bagefter. Det var i hvert fald godt, at ham, der kørte ind i ham, ikke kom forbi, hvor jeg sad lige efter ulykken.”
Morten: ”Han får bank på banen næste år i mesterskabet.”
Noah: ”Der er altid lidt pay back.”
I modsat retning satser Noah Strømsted på pay back i cool cash. Den dag, han rammer Formel 1. Mindst 25 procent af ham er sikker på, at det bliver til virkelighed…
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her