POV SPORT // KOMMENTAR – Tour de France i Danmark synes en fysisk realitet. I hvert fald kører rytterne allerede rundt i København, så med mindre corona stikker en vatpind i hjulet på verdens største cykelløb, er der dømt fest og fart i gaderne fra på fredag.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvem husker Düsseldorf for fem år siden? Spørger kritikerne gerne. Det gør de færreste naturligvis. Hallo, en undseelig tysk by på kanten af Rurhdistriktet, der i dansk optik ikke har meget andet at byde på end et bedaget fodboldhold, hvor Flemming Lund en gang spillede.
Altså, for at komme over i Insta-forståelighed, faren til reality-pseudostjerne Tina Lund, der er hustru til den tidligere landsholdsspiller i fodbold, Allan Nielsen, der har drevet noget konspirationsteoretisk coachinghejs i Dubai, som vist ikke gik så godt. Heller ikke i forhold til skattefar.
København og Düsseldorf
København er ikke Düsseldorf, og selvfølgelig husker man København. Også som startby for Tour de France. Den smukke i klodemålestok lidt mindre metropol og hovedstad i verdens mest, næstmest eller trejdelykkeligste land. Kan ikke lige huske rangeringen fra et eller andet amerikansk livsstilsmagasin, der stadig falder i svime over, at man kan cykle inde midt i en by, og at der er pittoreske bygninger i alskens farver for postcoronacruisefarende på besøg i Nyhavn.
Alt imens og helt forudsigelig den ene og fjerde turistøkonom med en vis akademisk metode og empiri i kuglerammemodellen, der indberegner antallet af lejede hotelværelser, branding-effekt, og hvad har vi i, endevender effekten af det hele. Og at det sikkert ikke kan betale sig alligevel
Jovist, kan det det. Der er flere bundlinjer end tal. Blandt andre følelsen indeni. Nationalfølelsen, stoltheden, affektionen, begejstringen. Et indadvendt mentalhygiejnisk projekt. Grand Depart Copenhague er da en gigantisk fornemmelse at gå rundt midt i, og hvis ikke man har moneter til broen og vejen over til enkeltstarten, kan man stille sig i Vejle og Sønderborg og se med.
Vi skal da også have lidt underholdning for skattekronerne. ”Gang i sagerne og sang i gaderne”
Eller i Roskilde, Nyborg og alle de smukkke sommerlandstrækninger, Tour-feltet lægger vejen forbi. Eller nyde helikopterbilleder på flow-TV, når 180 rytter banker hen over Storebæltsbroen med 70 kilometer i timen for at komme først over stregen på den anden side. Det er ren margueritrute over hele linjen.
Tour de France er ikke kun lyden af sommer, det er et efterhånden indgroet moderne sportskulturelt og årligt skue i landet højt mod nord, som sætter sig ikke bare i hjernen men hele kroppen, som jo nærmest ville sygne hen, hvis løbet forsvandt. Det gør den så også til eftermiddagsluren, når man sidder og nikker til en halvkedelig etape. Som er en del af øvelsen og gentagelsen.
Vi skal da også have lidt underholdning for skattekronerne. ”Gang i sagerne og sang i gaderne”, som salig Richard Møller engang udtalte for vores slidsomme indtjening til vores alles bedste over skattebilletten. Ja, vi mangler varme og kolde hænder, mangel på arbejdskraft i det hele taget. Inflationen sender os duknakkede ud af supermarkederne, foroverbøjede over den manglende bugnende pengepung eller digitale købekraft i mobilen. Der er krig i Europa, recessionen står for døren. Det hele er ad helvede til.
Lars Løkke lagde grundstenen, Mette Frederiksen får lov til at klippe silkesnoren. Politik er en utaknemmelig branche, men den franske løbsboss Prudhomme slipper i det mindste for en tungeslasker i det ene øre fra overborgmesteren, når enkeltstartsmaskinerne drøner rundt i den gulnede hovedstad tynd på fredag.
Nå ja, så er der alle de rasende bilejere og folk, der i det hele taget føler sig frataget deres ligusterdemokratiske ret til ro i gaden klokken 19 og TV-Avis klokken 21. Så sæt dog bilen i garagen og slå en klapstol op et eller andet sted på ruten og nyd din by på en sommerdag i stedet. Mobilen på lydløs. Man kan også tage billeder med den i den tilstand. Ned med blodtrykket og op med pulsen, når de er kørt forbi, fordi du garanteret føler dig motiveret til en cykel- eller løbetur. Anger management in the making.
Jeg dækkede selv doping-Touren i 1998 med anholdte Festina-ryttere, da vi gik i land på den franske kyst efter turen fra Irland. Ud med ur-mandskabet, der havde ampuller nok til det meste af en Roskildefestival, som alligevel foretrækker endnu stærkere sager. Året efter var jeg med karavanen rundt til Sheriffen fra Texas’ første af mange triumfer og oplevede dræberøjnene blandt kødranden af journalister ved Lance Armstrongs autocamper efter etaperne.
Bare ærgerligt
Jeg var også med til at lave historien på DR, der sendte Michael Rasmussen ud af Tour de France, da han praktisk talt havde vundet løbet, men havde rodet rundt i sine whereabouts og var selvlysende af bloddoping eller hundeblod, ejede sin egen blodslynge, og hvabehar.
Bare ærgerligt, sonny boy, at han blev knaldet, og farven på indtrækket i Ferrarien, som han tænkte på, da han de facto havde vundet Touren med etapesejren på Col d’Aubisque, mens han fløj i helikopteren ned fra bjerget. Han fik aldrig pengene, Ferrarien, æren og måtte nøjes med nappa og nylon og gummisko.
Det var jo bare journalistik.
Også da medierne omsider fik has på Riis, da han 12 år senere ikke kunne trække den længere og måtte tilstå et omfattende epo-misbrug, da han vandt Touren i 1996 og fyldte Tivoli og gaderne omkring med endnu flere mennesker end torsdag aften. Afsløringen miskrediterede Tour-triumfen og Tivoli-fejringen i 1996 er sjældent brugt arkivmateriale. Og sidenhen har han delt vandene.
Alt det vrøvl om at køre på lige vilkår, sådan var tiden osv. Vissevasse. De snød, og det gør man ikke i sport. Basta. I hvert fald kun indtil man bliver opdaget.
Vi fascineres og væmmes fremdeles ved Lance Armstrongs tyranniske styre og totaldominans i det meste af en dekade
Til gengæld fik Riis i modsætning til Rasmussen lov til at beholde alle pengene, og det har han på sin vis både levet godt af, men også på en eller anden vis bødet for siden. På samvittigheden, på folkeligheden, på de delte vande og i visse sammenhænge persona non grata, om end han da fik en mere end hæderlig karriere som sportsdirektør for et af verdens bedste cykelhold.
Vi fascineres og væmmes fremdeles ved Lance Armstrongs tyranniske styre og totaldominans i det meste af en dekade. Han har stadig sin karisma, sin veltalenhed og sine endeløse gule trøjer hængende i glas og ramme hjemme på væggen. En svigermors drøm i fåreklæder, som kan tryllebinde en foredragssal, og som næsten endda formår at skabe sympati for sit forehavende. Dræberøjnene har han endnu, så man knapt tør stille et kritisk spørgsmål, skulle man komme i nærheden af ham.
Jo, næsten alle gjorde det, nogle blev knaldet, andre gjorde ikke. Som i så mange andre sammenhænge ude i virkeligheden med tro og love og firkanter at krydse af på selvangivelsen.
Og nu hersker der coronakaos på flere Tour-hold, som tog sin begyndelse under Schweiz Rundt. Supersprederbegivenhed i Tivoli onsdag aften, da vi stod som sild i tønde til holdpræsentationen med TV2’s værter og ryttere i mundbind på scenen. Såmænd, også ude i Roskilde. Smitten var i forvejen stigende i København, men som om frygten er forsvundet. Vi tager det i nogenlunde stiv og et nyt stik i armen til efteråret, så går det nok.
Altså, hallo. Tour de France i Danmark. Det kommer aldrig til at ske igen. Enjoy. Og hey, allerede på lørdag kan du igen snige dig frit rundt i din lydløse Tesla i smukke København…
Se resultater og etapeprofiler fra Touren her
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
