KUNST // KOMMENTAR – Politisk censur i vestlige lande handler ikke om at kritisere værker, men om at deklassere kunstneren fra rollen som kunstner. Dette rammer især udøvere af såkaldt ”politisk kunst”. Chikanen har efterhånden grebet så meget om sig, også efter angrebene i Paris og København, at der i London nu er etableret en tjeneste, Arts Censorship Support Service, som yder støtte til kunstnere, der mødes med censur.
Den vestlige kunstscene har længe været under pres fra diktaturer, der vil undertrykke den frie offentlige samtale. Gennem intimidering, trusler og væbnede angreb søger man at statuere eksempler og skræmme andre fra tematikker, diktaturerne ikke bryder sig om bliver genstand for debat.
Men også internt i de vestlige lande er der vokset en ”politisk korrekthed” frem, som tilfører kunstnernes modstandere moralsk legitimitet til at udøve censur. Vi kalder det bare noget andet. ”Deplatforming”, ”cancel culture” eller ”call out culture” betegner en anderledes modstander, som ikke desto mindre har et vist held med at forstyrre, og i visse tilfælde lukke ned for møder, produktioner, udstillinger og udgivelser.
Kunst i skyggen af terror
I slutningen af januar fandt et særligt arrangement sted i Proviantgården på Christiansborg. I panelet på konferencen Kunst og terror sad overlevende fra Utøya, angrebene på Krudttønden og Synagogen i København, foruden Maryse Wolinski, enken efter tegneren George Wolinski, som blev slået ihjel under massakren på redaktionen i Charlie Hebdo.
Den svenske kunstner Lars Vilks, som er på Al Qaedas dødsliste, og dermed årsagen til det store politiopbud inde i og udenfor huset denne lørdag, var også inviteret. En sikkerhedsekspert fra Israel delte af sin rige erfaring med terrorens væsen.
Som beretningerne skred frem, stod det endnu tydeligere end ellers, at kunstnere og avistegnere kan udgøre en første linje i demokratiets kamp mod diktaturet
Selv sad jeg i panelet, fordi jeg forrige sommer arrangerede en udstilling om politisk kunst, hvor flere af de tilstedeværende kunstnere var repræsenteret. Den overordnede fællesnævner var med andre ord kunst og terror, som også var arrangementets titel. Formålet var at markere det femte år siden angrebene på Charlie Hebdo, Krudttønden og Synagogen.
Som beretningerne skred frem, stod det endnu tydeligere end ellers, at kunstnere og avistegnere kan udgøre en første linje i demokratiets kamp mod diktaturet. Det er ikke nogen eksakt videnskab, hvordan det helt præcis foregår, men visse værker bliver brugt som påskud for totalitære kræfter, som vil knægte ytringsfriheden og den politiske proces i demokratierne. Kunstnere betaler en høj pris for den rolle, personligt og professionelt. Det er livsfarligt.
Man skulle tro, når man hører sådanne beretninger, at disse kunstnere har hele den vestlige offentlighed med sig. Men ganske snart forstår man, at det forholder sig næsten stik modsat. De politiske kunstnere og satirikere kan befinde sig på en meget forblæst udpost. I stedet for at hylde dem spørger folk: Hvad skal det tjene til med al den ballade? Er kunstnerne ikke bare opmærksomhedssøgende narcissister?
Detronisering af kunstneren
Noget af forargelsen skyldes, at kunstneren udviser en dybt sarkastisk holdning overfor værdier deres omgivelser regner som uantastelige. Den moralske indignation skaber til gengæld en kamuflage for en anden type modstand i form af såkaldt ”udskamning”, ”call out-culture”, ”cancel culture”, deplatforming og hetz. Men det er ikke nok kun at stoppe et værk eller en produktion. Man må også sørge for at gøre det på en måde, som ikke strider imod vores liberale og meritokratiske selvforståelse.
En vigtig del af den vestlige form for censur går ud på, at man opstiller kriterier for kunst, som den pågældende kunstner umuligt kan opfylde, f.eks. ”gode intentioner”. Værket skal være ”godt udført”, og ”kunstneren skal have noget på hjerte”, som Michael Thouber fra Kunsthal Charlottenborg siger det (Kulturmødet på Mors, 2019). Kritikeren dømmer suverænt om, hvad kunstneren har eller ikke har ”på hjerte”.
En puritansk strømning slår igennem i kunstlivet, og publikum bliver umyndiggjort
Denne tilgang omtales gerne som ”politisk korrekthed”, men den kan ikke desto mindre løse et praktisk problem i kunstverdenen, hvor kuratorer har fået en enorm betydning. Deres chefer er i stigende omfang hentet fra medier og kommunikation. Dette skaber en sproglig og kognitiv afstand, især når kuratorernes indbyrdes konkurrence driver dem længere og længere ud i abstrakte udstillingskoncepter. Disse koncepter er i de senere år kommet under kritik for at være fremmedgørende overfor publikum, ganske enkelt fordi teksterne kan være noget nær ulæselige selv for akademikere. Kommunikationsfolk bevæger sig i den modsatte retning. Deres opgave er at gøre ting lettere tilgængelige.
Således kan institutionernes ledere og deres kuratorer ende med at arbejde i modsatte retninger. Løsningen på dette har været, at de finder hinanden på en anden platform, nemlig det etiske. Med etikken som grundlag kan udvælgelsen af kunstnere gøres begribelig for begge parter. Det er dette, der vises til med udsagnet ”kunstneren skal have noget på hjerte”.
Det lyder tilforladeligt. Men det er det ikke, for der er jo ingen, der spørger kunstneren, hvad vedkommende egentlig ”har på hjerte”. Anklager, forsvarer og dommer optræder i én og samme person. Det accepteres, fordi resultatet tilsyneladende er ’godt’; kun den opbyggelige kunst udført af mennesker med noget ”godt på hjerte” bliver vist. Og hvad galt kan der vel komme ud af det?
Konsekvensen er, at en puritansk strømning slår igennem i kunstlivet, og publikum bliver umyndiggjort.
Institutionernes opgave
Dette problem – at censur, som vi ellers fordømmer, vinder frem i frie vestlige lande – løses med en tvivlsom cirkelslutning. Eftersom kritikeren opstiller kriterierne (at kunstneren har ”noget på hjerte”) er det sikkert, at kunstnere, som kritikeren ikke bryder sig om, ikke lever op til kravet. Og dermed er kunstneren slet ikke kunstner, men f.eks. ”provokatør”, eller (endnu værre) ”debattør”.
På toppen af det hele får kunstneren skylden for den udskamning, kunstværket, ifølge kritikeren, ”har udløst”.
Derfor skal det ramme offentligheden ekstra stærkt, hvis aktører indenfor kunstinstitutionerne går til det skridt at ville udøve politisk censur. De er skabt og opretholdt som et værn imod netop dét
Tilbage står kunstneren som en simpel aktivist, der har forsøgt at bedrage sine omgivelser med et påstået kunstværk, som i realiteten er et indlæg i en debat, og som, på toppen af det hele, har haft en krænkende effekt på sagesløse medborgere. De mange urimeligheder legitimerer kritikernes forsøg på at udelukke personen fra al offentlighed. Vedkommende er, når alt kommer til alt, sin egen værste fjende.
På én gang har kunstneren fået skylden for sin egen udelukkelse, og dem der stod for det, har vasket deres hænder. Men al politisk censur har en omkostning: Den tærer bort grundlaget for institutionernes eksistens.
Institutionerne har en kulturbærende rolle. Ikke kun forstået som fastholdt erindring, men også som aktive deltagere i kulturen som livsform. Institutionerne udgør en kontinuitet, og lader sig ikke styre af øjeblikkets politiske fejder. I demokratiet er de ikke instrumenter for politisk vilje.
Men det er de til gengæld i lande, der afviser enhver form for demokrati. Derfor skal det ramme offentligheden ekstra stærkt, hvis aktører indenfor kunstinstitutionerne går til det skridt at ville udøve politisk censur. De er skabt og opretholdt som et værn imod netop dét.
Jon Eirik Lundberg er leder af Læsø Kunsthal og arrangerede sommeren 2019 udstillingen ”Den politiske kunst” på Læsø.
Han udgiver i februar 2020 bogen ”Balladen om den politiske kunst; da call out-kulturen kom til Læsø”.
Illustration: Udsnit af Dan Parks collage med Ai Weiwei. Læsø Kunsthal.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
