SKYGGEHJERTE // BOGUDDRAG – Det er mig, der flytter ind til hans skydespil og særlige vaner, kaffe før godmorgen og salt på cirka alt, pludselige beskeder på telefonen, selvom han sidder i sofaen ved siden af. ”Elsker den måde, du er dig på.” Ind til hans søgende hænder, der ind imellem bliver krævende, kommanderende: Kom! Og jeg kommer. Ind til ham i sengen, og hans hænder gør resten, finder vej til det, de vil have, for så at forsvinde. POV International bringer her et uddrag af Louise Juhl Dalsgaards nye roman, Skyggehjerte.
Min mormor sagde indimellem, at det var bedre at stille en kold gryde på et varmt komfur, end det var at stille en varm gryde på et koldt. En kold gryde på et koldt komfur, derimod, gjorde ingen forskel. Hverken komfuret eller vandet tog skade, men ingen af delene gjorde heller nogen gavn. Alt forblev ligesom bare det samme.
Da min mormor mødte min morfar, var det en kold gryde, der mødte et varmt komfur. Han arbejdede som svend hos en lokal tømrer, mødte ind klokken seks og fik fri, når mesteren lod ham gå. Nogle dage var det klokken tre, andre dage klokken fem, de fleste ikke før efter klokken syv.
Min mormor var stuepige i et af de huse, han satte i stand, en stor gård med fire længer. Taget på staldbygningen var faldet sammen under en storm, og de måtte aflive to kvæstede kvier. Min mormor kogte vand til kaffe og bragte drikken ud til de to stalddrenge, der havde slået dyrene ned. De havde blod til op over albuerne.
Min morfar brugte heller hænderne end munden. Han høvlede planker helt lige uden brug af et vaterpas og kunne på øjemål afgøre et søms længde på millimeteren. Det var også ham, der efter stormskaden på staldbygningen, byggede taget op igen og denne gang så omhyggeligt, at ingen kvier nogensinde igen skulle risikere at miste livet. Jeg ved ikke, hvad min mormor tænkte om hans tavshed, om hun fandt den mystisk eller mistænkelig. Om hun beundrede ham eller undrede sig over den hårfine præcision, de nænsomme detaljer. Over måden, han målte op på, bevægede læberne uden lyd, slog sorte streger:
– Sådan og – Sådan.
Men min mor har fortalt mig, at hun noterede det hele i sin dagbog, på den samme side som hun skrev om fluepapir, der skulle skiftes og den plet på gårdejerens lagen, det næppe havde været meningen, hun skulle se. Hun skrev også ned præcis, hvor de stod, den dag stormen rasede. Tilfældighedens nådesløse algoritme.
Selv overlod hun ikke noget til tilfældigheder, hun bagte brød og skar i skiver, pakkede det i en kurv og satte det under spærene til min morfar. Han spiste og lagde en seddel til tak. Bare det, ”tak”, og min mormor svarede med en ny kurv dagen efter, denne gang var der pålæg til brødet. Rester af steg og et hårdkogt æg. På sedlen med min morfars tak tilføjede hun et ”Velbekomme”.
Det blev ved længe, med sedler med tak og selv tak, en håndtegnet kat, et kryds. Efter to måneder var taget igen som nyt, gårdejeren fordelte kødet fra de nedslagtede kvier, der i mellemtiden havde ligget på frost, mellem min morfar og de to stalddrenge, købte to nye stykker ungkvæg. De gav hinanden hånd på gruset foran køkkenet, hun håbede på et tegn, et ekstra fast tryk eller et særligt ømt blik, men min morfar sparkede bare lidt til småstenene, mumlede ”Jamen så” og forsvandt.
Ti minutter efter stod han der igen, på gårdspladsen, han havde glemt en tommestok. Min mormor nikkede bare og fortsatte med at rense porrer, han vinkede til hende med stokken, da han gik igen. Hun mente bestemt at kunne læse et ”Vi ses” af hans læber.
De mødtes en uge senere, hun havde fundet et par handsker, hun mente måtte være hans. Han tog imod dem med et nik, lagde tommestokken fra sig og bød hende en stol. Så sad de sådan lidt, i hver sin stol, kun viserne på stueuret prikkede huller i tavsheden. En bil kørte forbi på vejen udenfor, min morfar smilede, takkede for handskerne, han havde egentlig ikke savnet dem, sagde han, men han havde savnet hende. Hun skrev det ordret i dagbogen, ”han havde savnet mig.”
Jeg ved ikke, om der skete mere den dag, om hun svarede ham og hvis ja, med hvad. Måske spurgte hun, om han havde smagt på kødet fra de slagtede kvier, eller hun ville vide om de hårdkogte æg havde fået nok. For meget?
I ugerne efter lærte hun sig udtryk, der før havde været hende fremmede. Høde og rem og hanebånd. Hun skrev om 3-4-5 reglen: ”Man binder tolv knuder på et tov og laver en trekant. Den ene side skal være tre knuder lang, den anden fire og den tredje fem knuders længde, så ved man, at den er retvinklet.”
Der står ikke noget i min mormors dagbog om sitrende hænder, brændende læber, tørst. Om længsel eller bankende hjerte, kun om not og fer og etau og fals. Simshøvl og tapsamling.
Jeg spurgte engang min mor, hvordan min morfar var lykkedes med at rejse penge til at købe et hus:
– På samme måde som alle andre, svarede hun. – Ved at lægge skilling på skilling og længe nok.
Jeg ved ikke, hvordan det er med os.
Om vi er kolde eller varme gryder, da vi mødes der ved busstoppestedet og senere på hotellet i Valby. Jeg ved kun, at da vi endelig beslutter os for at flytte sammen, er det mig, der flytter. Ind i hans liv, hans lejlighed, der er fyldt med hans ting og hans rutiner og håndklæder, der alle er sorte og med hank i begge ender. Ind til roserne, han køber hver mandag og fredag.
– Fordi, svarer han, når jeg spørger, hvorfor han forkæler mig sådan og så ofte? Og kysser mig i panden:
– Fordi dig.
Det er mig, der flytter ind til hans skydespil og særlige vaner, kaffe før godmorgen og salt på cirka alt, pludselige beskeder på telefonen, selvom han sidder i sofaen ved siden af. ”Elsker den måde, du er dig på.” Ind til hans søgende hænder, der ind imellem bliver krævende, kommanderende: Kom!
Og jeg kommer. Ind til ham i sengen, og hans hænder gør resten, finder vej til det, de vil have, for så at forsvinde. Ind i søvnen, otte timer, et godmorgen og tilsyneladende glemsel om den foregående aftens begær, hændernes lidt for hårde vilje.
Han stryger mig over kinden, rejser sig og kommer tilbage ti minutter senere med dampende varm kaffe og en croissant, han har lunet i ovnen.
– Fordi kun det bedste er godt nok til dig.
Så går han ud på badeværelset for at tisse, han lader døren stå åben, jeg hører den plaskende lyd fra urinen, der rammer kummen og så et suk, da hans blære bliver lettet for trykket:
– Ah!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og