Træk bogen tilbage, Gyldendal

i Danmark/Featured/Kultur/Politik & Samfund af

Historien om bogen ”Helt ude i hampen” er ved at udvikle sig til en større journalistisk og forlagsmæssig skandale. Den fortæller også noget om, hvor lidt middelklassen ved om hverdagslivet i underklassen.

Gyldendal bør trække bogen ”Helt ude i hampen. Mails fra underklassen” tilbage. I gratisavisen MetroXPress har journalist Lars Fogt i en blændende artikel dokumenteret, at en lang række af de påstande, Karina Pedersen fremsætter i bogen, er forkerte. Man kan næsten sige, at det er indholdet i bogen, der er langt ude i hampen.

Lars Fogt har gjort det, en lang række journalister – og redaktører på Gyldendal – skulle have gjort i de efterhånden 6-7 år, Karina Pedersen har været et fast indslag i velfærdsdebatten: afprøvet et par af hendes påstande. F.eks. denne:

“Dengang jeg voksede op sådan et sted, var der måske en fem-ti stykker, der havde fået børn i en alder af 15-16 år. Nu er det jo nærmest i hver opgang, du kan finde sådan en mor på den alder. Barnet spiser vingummibamser til morgenmad og en snickers til aftensmad, og moren magter det ikke.” Men, som Lars Fogt nøgternt skriver i artiklen:

Nu er vi alle sammen (denne artikels forfatter inklusive) bagkloge mandagstrænere, der pludselig kan se det helt usandsynlige i en lang række påstande i bogen.

”… en simpel søgning i Danmarks Statistik viser, at der i snit kun bliver født et barn af piger under 17 år om året i Fredericia de sidste otte år og ingen siden 2012. En by på 50.000 indbyggere, hvor Korskærparken kun udgør en brøkdel. Antallet af teenagemødre i Danmark falder i øvrigt voldsomt. Sidste år var der 35 mødre under 17 år i hele Danmark. I 1990 blev der født 87 af piger under 17 år – og det er i hele Danmark.”

Nu kan vi så alle sammen (denne artikels forfatter inklusive) være bagkloge mandagstrænere, der pludselig kan se det helt usandsynlige i denne og en lang række andre påstande i bogen.

En regulær skandale

Det er både brandærgerligt og en regulær skandale. Ærgerligt, fordi Karina Pedersens formål med bogen er at rejse en vigtig, samfundspolitisk debat: Hvordan hjælper vi bedst underklassen (de mange på kontanthjælp, de ufaglærte der ryger ind og ud af arbejdsløshed m.fl.) til at få et bedre liv? Ødelægger vi i virkeligheden deres muligheder i den retning ved at kvæle dem i alle velfærdsstatens velmente tilbud om kontanthjælp og et hav af sociale tiltag, så de synker hen i passivitet og kynisk udnytter systemets godhed?

Ja, mener Karina Pedersen, der i flere år har været blogger i det neoliberale blogunivers ’180grader’, der blev grundlagt af Ole Birk Olesen og i en periode var medfinansieret af LA-mæcenen Lars Seier Christensen. Ole Birk Olesen er folketingsmedlem for Liberal Alliance og forfatter til bogen ”Taberfabrikken”, der bygger på samme grundsyn som Karina Pedersens.

Det er en regulær skandale, at den samlede danske verdenspresse og landets største forlag er hoppet på limpinden.

Det er et helt legitimt synspunkt at have, og debatten om de sociale ydelsers størrelse og effekt burde være en af de vigtigste i et velfærdssamfund som det danske. Derfor er det skandaløst, at Karina Pedersen, som dokumenteret i Lars Fogts artikel, har været nødt til at opfinde en lang stribe løgne om det boligkvarter, hun voksede op i, og de mennesker hun omgikkes, herunder sine klassekammerater, for at få virkeligheden til at passe med sine politiske holdninger.  Og det er en regulær skandale og et svigt, at den samlede danske verdenspresse og landets største forlag er hoppet på limpinden.

Gyldendals svigt

Reaktionen fra Gyldendal er pinlig. Forlaget er Danmarks suverænt største, det dominerer det danske bogmarkedet og det har en tårnhøj troværdighed som garant for kvaliteten i sine udgivelser. Men svaret fra forlagets litterære direktør, Johannes Riis, på MetroXPress’ afsløringer lever ikke op til det ry. Han skriver i en mail til MetroXPress, at: ”Helt ude i hampen – mails fra underklassen giver sig ikke ud for at være dokumentarisk, men er et stærkt personligt vidnesbyrd, hvor forfatteren fortæller om sine oplevelser og erfaringer fra opvæksten i et belastet miljø. Forfatteren har en stærk stemme i debatten, og hun giver et enestående indblik i nogle miljøer, som litteraturen sædvanligvis ikke har adgang til eller skriver fra. Hun gør det i en ligefrem og påtrængende form, og det er af disse grunde, at Gyldendal har antaget og udgivet bogen.”

Hertil er der flere ting at sige:

Jo, bogen giver sig ud for at være dokumentarisk. Det er ikke tilfældigt, at den ikke er placeret under ’skønlitteratur’ men under ’debat’, ’samfund’ eller ’fagbøger’ på diverse bestsellerlister. Men er blevet markedsført af forlaget som dokumentarisk, og bogen er helt entydigt blevet betragtet som dokumentarisk af de mange medier, der ukritisk har gengivet Karina Pedersens eksempler.

Bogen har skadet den politiske debat om vores socialpolitik umådeligt meget ved i den grad at bygge på forkerte præmisser, og alene af den grund bør Gyldendal trække den tilbage. Gør man ikke det, står forlaget tilbage med et imageproblem, hvor dets troværdighed er banket langt tilbage.

Nej, forfatteren fortæller ikke ”om sine oplevelser og erfaringer”. En pæn del af det har jo vist sig at være opdigtet. Og nej, forfatteren giver ikke ”et enestående blik” ind i underklassen. Blikket har jo vist sig at være ikke bare sløret men bevidst forvredet.

Ikke en skønlitterær bog

Der er forskel på Karina Pedersens bog og f.eks. ”Den der blinker, er bange for døden” af Knud Romer. Hans skildring af en opvækst i Nykøbing Falster fuld af mobning af ham og hån, spot og latterliggørelse af moderen, der var tysk, blev også kritiseret af hans gamle kammerater fra byen, der havde en helt anden oplevelse af, hvad der skete. Synnøve Søes familie har også en anden opfattelse af hendes barndom end den, hun selv skildrede i ”Fars”. Men til forskel fra de to bøger er ”Helt ude i hampen” entydigt et politisk manifest og et indlæg i en samfundsdebat, hvor fronterne er trukket skarpt op. Det burde forpligte såvel forfatter som forlag til at sikre, at de præmisser, de barske konklusioner bygger på, er rigtige. Og her har Gyldendal svigtet fatalt, selv om et forlag ikke ligesom som et medie har et juridisk ansvar for at indholdet i det, de udgiver, er korrekt.

Bogen har skadet den politiske debat om vores socialpolitik umådeligt meget ved i den grad at bygge på forkerte præmisser, og alene af den grund bør Gyldendal trække den tilbage. Gør man ikke det, står forlaget tilbage med et imageproblem, hvor dets troværdighed er banket langt tilbage.

Forleden beskrev vi her hos POV International, hvordan landets næststørste forlag, Lindhardt og Ringhof, har måttet trække en undervisningsbog tilbage på grund af et misvisende kort. Denne sag er langt alvorligere.

OPDATERING SØNDAG 4. SEPTEMBER 14.00:
Gyldendal beder nu om en redegørelse fra forfatteren.
OPDATERING SLUT

Mediernes svigt

Men hvad stiller medierne – og vi læsere – nu op med de mange interviews, anmeldelser og kommentarer, der nu viser sig at bygge på helt forkerte præmisser? Der bør selvfølgelig skrives rettelser og advarsler ind i en lang række af disse artikler, men skaden er sket. Korrektionen med oplysningerne om det fejlagtige indhold bliver erfaringsmæssigt ikke læst i nær samme omfang som den oprindelige artikel.

Rundt omkring sidder der mange journalister og redaktører med røde ører, men det tjener dog en del af dem til ære, at de erkender, at det her har man ikke håndteret godt nok. Det gør et par af de centrale medier i Lars Fogts artikel, og det har Zetland efterfølgende også gjort.

Hele dette tumultariske forløb siger noget om, hvor pressede medierne er blevet. Der er ikke tid og bemanding til at tjekke tingene godt nok, og der er en hård kamp om at komme først med de gode historier i en digital tidsalder, hvor der er deadline uafbrudt, døgnet rundt og året rundt.

Vi kender ikke deres virkelighed

Forløbet siger også noget om, hvor lidt hovedparten af vi journalister – og ansatte på store, toneangivende forlag – kender til hverdagen i Underdanmark. Journalister er så vellønnede, at de kun i ringe omfang bor de samme steder som Underdanmark, og endnu færre omgås mennesker fra dette segment privat.

Journalister har også en selvopfattelse af at tilhøre den kreative elite. Det er dette manglende kendskab til hverdagen for de mest sårbare og udsatte mennesker, der også i en række andre sammenhænge skævvrider den politiske debat herhjemme, hvor alt for meget fokus er på den privilegerede elites problemer, og hvor løsningerne tager udgangspunkt i deres hverdag.

Giv ham Cavlingprisen

Og MetroXPress’ Lars Fogt? Han bør indstilles til journalisternes fornemste pris, Cavlingprisen, for som den lille dreng i Kejserens ny klæder at have afsløret, at hverken forlag eller den øvrige presse har haft tøj på i denne sag.

Topfoto: Uddrag af bogforsiden.

Hvis du kunne lide det, du har læst, er du velkommen til at donere et beløb til mig på MobilePay eller Swift: 20 74 68 44. 

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.