RUSLAND // BOGANMELDELSE – Alle regimer bruger i et eller andet omfang fortællinger om fortiden til at legitimere deres eksistens og deres konkrete politik. Men ingen gør det så eftertrykkeligt som det nuværende styre i Rusland – måske i så høj grad, at det efterhånden er historiefortællingen, der styrer politikken, og ikke omvendt. Det har historikeren Morten Lassen skrevet en spændende bog om.
I oktober 2017 deltog Morten Lassen i en konference for historikere i Skt. Petersborg i anledning af 100-års jubilæet for den russiske revolution.
Her oplevede han, at en slags tåge blev lagt ud over begivenhederne. De blev fremstillet på den måde, at alle parter i revolutionerne og den efterfølgende borgerkrig i virkeligheden ville det samme, nemlig Ruslands enhed og statens opretholdelse. Det ansporede ham til at dykke mere ned i den besynderlige måde at omgås fortiden, som har præget Rusland de senere år.
Det evige Rusland
Der er næppe nogen stat, der i løbet af det 20. århundrede har gennemgået så mange og så radikale brud som Rusland/Sovjetunionen. På trods af det (eller måske på grund af det) presser styret ét uimodsigeligt narrativ om det evige Rusland ned over befolkningen. Rusland har igennem mere end 1000 år grundlæggende været det samme, og båndet mellem folk og stat er og har været ubrydeligt.
Hvilken effekt har styrets massive propaganda? Det er ikke noget, bogen gør så meget ud af, og det er selvfølgelig også svært at sige noget om det. Lassen fremhæver, at valgresultater og meningsmålinger tyder på, at befolkningen generelt bakker op om styret og det officielle narrativ. Men hvor dybt stikker denne opbakning?
Det er bestemt ikke nyt, at kampe om hvordan man skal forstå fortiden, har fyldt meget i Rusland. Man vil gerne føre statens oprindelse tilbage til grundlæggelsen af Kiev-Rus staten (med centrum i det, vi nu kalder Kyiv) i slutningen af 800-tallet. Men var det vikinger eller slaver, der grundlagde denne stat? I 1800-tallet rasede historiepolitiske kampe mellem slavofiler og zapadnikker, som mente, at Rusland skulle overvinde sin tilbageståenhed ved at tilnærme sig og efterligne den europæiske civilisation.
Selvom de historiepolitiske kampe altid har været til stede, er der sket en uhørt skærpelse af disse i de senere år. Der er sket en skærpelse af brugen af historie som våben, som ikke mindst Putin har været eksponent for.
Historiepolitik før Putin
Morten Lassens bog er i det store og hele kronologisk bygget op. Allerede det første kapitel om ”Sovjetmenneskets historiesyn” tager udgangspunkt i Putin som et produkt af den patriotiske uddannelse i Sovjetunionen. Den begivenhed, der kom til at stå som det helt centrale erindringssted – både i Sovjetunionen og efterfølgende – er Den Store Fædrelandskrig (det vi andre plejer at kalde 2. verdenskrig). Dyrkelsen af Den Store Fædrelandskrig foldede sig først rigtigt ud under Bresjnev (1964-1982). Stalin var lidt nervøs for, at et alt for kraftigt fokus på krigen ville stille ham i skyggen af den populære marskal Sjukov.
Sovjetunionens sammenbrud var ifølge Putin den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede. Det, Putin begræder, er ikke kommunismens, men det russiske imperiums sammenbrud. Sammenbruddet indledte det, man i moderne russisk historiebrug kalder ”forvirringens tid”. Betegnelsen rummer en bevidst analogi til perioden 1603-1613, dvs. perioden lige før den første Romanov-zar kom til magten.
Fra forvirring til aktivisme
Den moderne forvirringens tid afsluttedes med Putins første præsidentperiode (2000-2004). Forholdet mellem Rusland og Vesten lå ikke fast på det tidspunkt. Fra Vestens side så man velvilligt på den nye præsident, men tog ikke af den grund nødvendigvis hensyn til Ruslands interesser.
Farverevolutionerne (Georgien 2003 og Ukraine 2004) rystede Putins tiltro til Vesten. Hans stadig mere negative opfattelse af Vesten blev tydelig under hans stærkt konfrontatoriske tale under en sikkerhedspolitisk konference i München i 2007.
Putins aktivistiske historiepolitik blev markeret fra starten. Der blev allerede i 2001 vedtaget et Program til patriotisk opdragelse af borgeren i Ruslands Føderation. Programmet blev udbygget og fornyet flere gange senere, men det indeholdt fra starten de elementer, der siden hen blev forstærket, som f.eks. dyrkelsen af traditionelle russiske værdier (fællesskab, selvopofrelse), produktion af nye lærebøger til historiefaget og forbedring af militærets ry, bl.a. gennem støtte til produktion af patriotiske film.
Under 1980’ernes glasnost blev det muligt at tale om de mørke sider af livet i Sovjetunionen som f.eks. forfølgelserne under stalinismen. I 1990’erne skulle børnene også i skolen konfronteres med dette, og der blev åbnet for metodefrihed og pluralisme i historieundervisningen. Det skulle der under Putin gøres op med.
Militarisering af uddannelsessystemet
Der blev flere gange gjort forsøg på at etablere et system med én obligatorisk lærebog i historie til hvert klassetrin. Det lykkedes dog først i 2023 at få produceret en sådan lærebog til 10.-11. klassetrin. Tilsvarende bøger til de andre klassetrin vil formentlig være klar i løbet af 2024.
I løbet af 00’erne skete der en stigende militarisering af uddannelsessystemet på alle niveauer. I pædagogiske manualer for 3-5-årige lægges der op til, at man skal simulere slag med ”Ruslands herlige våben” og fylde sandkassen med modeller af militært udstyr og fæstninger.
Efter udbruddet af fuldskalakrigen med Ukraine blev der i 2022 indført et nyt, obligatorisk fag i skolen: ”Samtaler om vigtige emner”. Hver mandag indledes undervisningen med, at medlemmer af ungdomshæren hejser flaget, og nationalsangen afsynges. Undervisningsministeriet stiller undervisningsplaner, videoer m.m. til rådighed tilpasset alle klassetrin. For 10.-11. klassetrin skal samtalerne bl.a. handle om, hvordan man kan vise sig som en sand patriot.
Man kan således til en vis grad kritisere Morten Lassen for at reproducere det statscentrerede historiesyn, der også ligger til grund for det officielle narrativ. Men dette er en mindre indvending, der ikke skal skygge for, at bogen er en velskrevet, veldokumenteret og skræmmende udstilling af det russiske regimes stadig mere toksiske historiebrug
Putins aktivistiske historiepolitik blev også udbredt via medierne. Staten fik hurtigt kontrol over alle tre landsdækkende tv-kanaler, som langt de fleste får deres nyheder fra, men Rusland har ikke som Kina fået inddæmmet internettet bag en effektiv firewall.
I dokumentarudsendelser og spillefilm fremstilles sejren i Den Store Fædrelandskrig som et resultat af hele det sovjetiske folks heroiske indsats. Selvopofrelsen iscenesættes æstetisk, så det nærmer sig en dødskult. (At hele folkeslag blev deporteret pga. påstået kollaboration med tyskerne, tales der ikke så meget om).
Den patriotiske opdragelse formidles bl.a. gennem ”frivillige” korps for børn og unge og gennem delvis tvungen deltagelse i parader, mindehøjtideligheder, festivaler og historiske reenactments. I 2015 åbnedes en forlystelsespark nord for Moskva med navnet Patriot-park. Her kan man f.eks. få lov til at deltage i genopførelser af stormen på rigsdagsbygningen i Berlin. Motorcykelklubben Natulvene (som Putin gerne lader sig se sammen med) gennemfører hvert år gigantiske shows på Krim, der sætter fokus på glorværdige scener fra russisk historie.
Interne og eksterne kampe
Rusland har i de senere år været igennem en række kampe om historien med andre lande fra den tidligere østblok. Når disse lande fjerner statuer, omdøber gader og pladser m.m., ses det som en falsificering af historien. Rusland er især meget følsom over for fjernelse af monumenter, der hylder Sovjetunionens indsats under Den Store Fædrelandskrig.
Når man i nabolandene begynder at dyrke nationale ”helte”, der har kæmpet imod Rusland eller Sovjetunionen, vækker det en voldsom vrede. Det sidste gælder f.eks. kontroversielle ukrainske skikkelser som Ivan Mazepa og Stepan Bandera. Som optakt til fuldskalakrigen mod Ukraine udgav Putin et langt og frådende historisk essay, hvor han påviser, at der ikke eksisterer en ukrainsk nation, og at den ukrainske stat er en kunstig konstruktion skabt af bolsjevikkerne.
Selvom nogle af Putins forbilleder er stærkt antikommunistiske, så omfavner hans historiesyn såvel det zaristiske Rusland som Sovjetunionen. Disse forbilleder omfatter bl.a. den højreradikale filosof Aleksander Dugin og den åbent fascistiske Ivan Iljin. For Putin er bevarelsen af den stærke stat det centrale. Om det sker i en zaristisk eller en bolsjevikisk form, er mindre væsentligt. Begge er afspejlinger af det evige Rusland og kan bruges som opbyggelige forbilleder. Det gælder f.eks. Ivan 4. (der i Vesten kaldes den grusomme) og Stalin.
Putins historieopfattelse er cyklisk. Idealet findes i en glorværdig fortid. Morten Lassen opsummerer Ruslands tilstand i 2010’erne (og vel også senere) sådan:
”En tidligere supermagt på vej ned økonomisk og demografisk, et tiltagende autoritært styre, der tilsidesætter retsstatens søjler og bedøver samfundet i zombiefjernsyn, en omsiggribende krigsvirus og dødskult, en evighedspolitik, der ophæver fakticiteten og placerer fremtiden i fortiden” (s. 224-225).
Det sker selvfølgelig, at narrativer, der bryder med det officielle, pipper frem, men det er ikke ofte, og der slås som regel hårdt ned på det. Kritiske bøger bliver fjernet fra offentlige biblioteker, og foreningen Memorial, der fra slutningen af 1980’erne har arbejdet for at dokumentere Stalintidens overgreb, blev beordret lukket i 2021 af højesteret.
Propagandaens effekt
Men hvilken effekt har styrets massive propaganda? Det er ikke noget, bogen gør så meget ud af, og det er selvfølgelig også svært at sige noget om det. Lassen fremhæver, at valgresultater og meningsmålinger tyder på, at befolkningen generelt bakker op om styret og det officielle narrativ. Men hvor dybt stikker denne opbakning?
Man kunne godt tolke regimets tøven med at øge rekrutteringen til den særlige militæroperation i Ukraine, og det, at der især rekrutteres udenfor de store byer, som udtryk for, at man ikke er ganske sikker på, at de unge står i kø for at ofre sig for nationen. Selv i totalitære stater er der om ikke andet passiv modstand.
Man kan således til en vis grad kritisere Morten Lassen for at reproducere det statscentrerede historiesyn, der også ligger til grund for det officielle narrativ. Men dette er en mindre indvending, der ikke skal skygge for, at bogen er en velskrevet, veldokumenteret og skræmmende udstilling af det russiske regimes stadig mere toksiske historiebrug.
Læs også analysen “Ruslands økonomi: Kanoner og brød” af Karsten Skjalm.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
