MUSIK // ANMELDELSER — Sangskrivningen hos de to musikere Kristine Hoelgaard og Søren Manscher forsøger at række ud efter inderligheden. Hoelgaard synger uskyldige sange i et popfolket, svævende, barometeragtigt univers med en inderlig vokal, der er ren og også pæn, lidt for pæn. Søren Manschers fortællinger er ikke stærke nok.
Hvordan kan man sammenligne lyden på Kristine Hoelgaards debutplade In the elephant house med andre kunstnere? På åbningsnummeret Home in my heart tænker jeg på, om hun er Agnes Obels lillesøster. På Some days lyder det som duoen Hush uden hø.
Hoelgaard synger uskyldige sange i et popfolket, svævende, barometeragtigt univers med en inderlig vokal, der er ren og også pæn, lidt for pæn. Jeg ville ønske, der var mere på spil.
Det kunne være interessant at høre Hoelgaards sange skåret mere ind til benet, for udtrykket på pladen bliver en retningsløs popgrød, der kræver store mængder smør og sukker for at blive spiselig
Gennemgående for albummet er en landlig, folket bondeidyllisk varm stemning, som skaber billeder af marker, korn, ishuse, uskyldigheder og tristesse. Det er mere Djursland end Denver, og det er ikke kun en kritik.
Sangene er bygget op om akkorderne fra westernguitarens stålstrenge, og det virker, som om der senere er sat bandlyd til. Mange steder på pladen bidrager bandet dog ikke med musisk mening, men er blot gråmeleret backing.
Det kunne være interessant at høre Hoelgaards sange skåret mere ind til benet, for udtrykket på pladen bliver en retningsløs popgrød, der kræver store mængder smør og sukker for at blive spiselig.
På sangene Bread and butter og Rhinestone heart nærmer vi os et band, der lyder mere interessant end mellemlagspapir, der knitrer. Ellers savner jeg en guitar, der kan skære reb over, eller en synthesizer som river i ørerne. Kristine Hoelgaard har med andre ord potentiale til at blive dronningen af P4, og det er måske ikke så ringe endda.
Søren Manscher – Det er balancerne der holder sammen på det hele
Er Hoelgaard dronningen af P4, er Søren Manscher kongen. Den 29-årige aarhusianer er aktuel med pladen Det er balancerne der holder sammen på det hele, der i øjeblikket holder ham beskæftiget som opvarmningsindslag for den tidligere Saybia-frontmand Søren Huss og dennes efterårsturne.
Sommetider er Manschers sange akkompagneret af en guitar, sommetider keyboard og lidt trommer. Instrumentationen er sekundær, i centrum er Manschers tekster.
Når man vælger at starte en plade med teksten: ”Jeg lånte to par sokker ud // til festen som vi holdt i går // sikke en fest”, har man ikke kun indskrevet sig i den danske sangtraditions hverdagshed og lavet intertekstuel vinkehånd til Johnny Reimar, man er også vis på at dele vandene.
Teksterne kredser på hele udgivelsen om realistiske småbidder fra hverdagens trivialiteter, der lyder som samtaler mellem venner eller samtaler med jeget selv. Her på Barndomsven: “for han skulle have kaffe mod lidt tømmermænd // og jeg skulle se om jeg kunne skralde brød // og vi aftalte at mødes oppe i krydset”.
Manscher er desværre et godt eksempel på, at der også er mange samtaler, man kan have med sig selv og venner, der egner sig mere til kladde end plade.
Med undtagelse af Jeg blaffer gennem Danmark, som er et flot nummer, er det svært at holde koncentrationen på de næsten 40 minutter pladen varer. Dertil er Søren Manschers fortællinger ikke stærke nok
Måske fordi den jyske troubadour ikke er en stor sanger, har han kastet sig ud i at tale mere end synge. Inspirationen er efter sigende hentet fra Bill Callahan, Bonnie ’Prince’ Billy og Mark Kozelek fra Sun Kil Moon. Lyden læner sig mere op ad Bo Evers, Thomas Buttenschøn og Rasmus Nøhr, som også dyrker det banale. Det kommer eksempelvis til udtryk på Du har alt for travlt: ”jeg vil gerne lave ingenting // jeg vil bare spise pizza, se en film // snakke om de ting jeg ved, ikke google alt”.
Når man vælger at tale sig gennem sangene, som Manscher gør det, i stedet for at give vokalen schwung, har man ikke mulighed for at give vokalen samme melodiske potentiale. Det betyder, at man til gengæld skal have gode og stærke fortællinger. Har Manscher så det?
Nej. Med undtagelse af Jeg blaffer gennem Danmark, som er et flot nummer, er det svært at holde koncentrationen på de næsten 40 minutter pladen varer. Dertil er Søren Manschers fortællinger ikke stærke nok.
Kristine Hoelgaard – In the elephant house. Udkom d. 13. september på Honeybank Records.
Søren Manscher – Det er balancerne der holder sammen på det hele. Udkom d. 4. oktober på Fragment.
Foto: Fra Søren Manschers plade Det er balancerne der holder sammen på det hele
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
