TEATER // ANMELDELSE – James Stewarts drævende stemme er taknemmelig at efterligne. Om end lidt karikeret klarer det engelske firkløver i Mangled Yarn Theatre den amerikanske accent så fremragende, at vi faktisk føler os hjemme i Bedford Falls i It’s A Wonderful Life. Det er tilmed tusinde gange sjovere end originalen.
Den intime ramme på Literaturhaus passer perfekt til 4-personersversionen af juleklassikeren It’s A Wonderful Life – eller Det er herligt at leve, som den danske titel lyder. Men her foregår det altså på originalsproget.
Forestillingen starter, før tæppet er gået, fordi publikum bliver fulgt på plads af tre hjælpsomme engle – mest ivrig Clarence ASC.
Det er på en gang loyalt mod forlægget, ganske respektløst og ja, væsentligt morsommere end originalen
Bogstaverne henviser til, at han trods over 100 år i Himlen stadig er Angel Second Class. Han har endnu ikke vundet sine vinger. Når vi har sat os, og skuespillerne er gået bag tæppet, så får han endelig chancen. Han skal nemlig være skytsengel for George Bailey, der ellers har besluttet, at han er mere værd død end levende.
Skytsengel, 2. grad
Så får vi ellers forhistorien for Georges desperation – præcis ligesom i filmen med James Stewart og Donna Reed. Det er samtidig en præsentation af alle indbyggerne i Bedford Falls, hvilket spænder de fire skuespillere hårdt for. Rihanna Compton topper med 13 figurer.
Det klarer de med sjove regibemærkninger og en meget kreativ publikumsinddragelse. Det er improvisation på højt plan. Det er også mavepinefremkaldende morsomt. Arven fra britisk Christmas Pantomime forvaltes fornemt. Det gør ikke noget, at der bliver overspillet en smule og spillet for galleriet.
Kunsten er i virkeligheden at holde historien på sporet og få fortalt It’s A Wonderful Life. Det handler om George, der altid har sat sine drømme på pause for at hjælpe andre. Ved historiens start har han bare mistet troen på, at det har nyttet noget.
Det er på en gang loyalt mod forlægget, ganske respektløst og ja, væsentligt morsommere end originalen.
Juleklassikeren It’s A Wonderful Life
Som en filmhistorisk note må det tilføjes, at It’s A Wonderful Life faktisk ikke var noget hit ved sin premiere i 1946. Måske var dens New Deal-andels-halvsocialistiske morale ikke i tråd med en stigende skepsis mod den slags i Den Kolde Krigs første år.
I årene siden er filmens ry vokset. Både i USA og herhjemme har den haft rang som juleklassiker på tv i december måned. Som jeg husker det, var den i nogle år obligatorisk lillejuleaften på DR. Det hjælper absolut på fornøjelsen at kende It’s a Wonderful Life på forhånd – men jeg talte med en anden tilskuer, som havde moret sig pragtfuldt uden at kende originalen.
Frank Capras klassiker kan i øvrigt ses på Cinemateket endnu 22. og 23. december. Den begavede bearbejdning i Literaturhaus til 22. december.
Et radbrækket juleeventyr på Literaturhaus
I modsætning til filmens kulisser og effekter og elskede stjerner, klarer de fire Christopher Smart & Co. sig med forbløffende lidt. Et par tavler, nogle stole og et bord, et par dukker til at illudere Georges to børn og en fuldmåne ophængt på balkonen og belyst, når det passer i handlingen.
Literaturhaus er ikke en rigtig teatersal, men charmen ved at få mest muligt ud af de forhåndenværende materialer og inventar er til at føle på. Det er simpelthen skuespil af høj klasse – med komisk timing i særklasse, rolleskift i massevis samt lidt anakronistiske referencer og de førnævnte improvisationer.
Intet menneske, der har venner, er en fiasko
Alex Rivers er værd at fremhæve som den fumlefingrede og vingeløse engel af anden grad samt forestillingens skurk Mr. Potter. Der lægges slet ikke skjul på Potters slægtskab med Dickens’ Scrooge i Et Juleeventyr. Det er tilladt at råbe buh.
Nedtælling til jul
Skal man klage over noget i den forbindelse, så må det være, at It’s A Wonderful Life har for kort spilletid. Det er en forestilling, der helt uden tvivl vil blive anbefalet af alle, der har set den (og hvis jeg må tillade mig det: 6 julestjerner herfra). Word-of-mouth-reklame er bare lang tid om at virke.
Men vi kan jo håbe på, at Mangled Yarn Theatre vender tilbage til København. Med It’s A Wonderful Life eller med en anden molestreret (“mangled”) fortælling eller filmhistorie.
Åh … George og Clarence? Ja, forlægget er jo en Hollywood-film, så det ender godt. Clarence når frem i tide. Der er også en god morale. Måske med en klump i halsen, når skuespillerne skruer helt op for rørstrømskheden: Intet menneske, der har venner, er en fiasko.
Merry Christmas.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
