POLITIK // BOGUDDRAG – Mogens Lykketoft er blevet kaldt Danmarks mest magtfulde mand, Den Røde Eminence og højrefløjs-socialdemokrat. Han er en statsminister som Danmark aldrig fik og Erindringer – holdning og handling er hans egen fortælling om begivenhederne. POV bringer her et uddrag fra bogen, hvor Lykketoft fortæller om, hvordan udlændinge kom på den politiske dagsorden i løbet af 1990’erne.
På andre områder trængte sociale og politiske problemer med indvandringen sig mere og mere på. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Vi forudså imidlertid ikke i 1993, at udlændingepolitikken fik så central plads i debatten, at det formentlig var årsagen til, at vores regering blev fældet i 2001, og V og K fik magten i samarbejde med Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti så dagens lys i 1995 som udbryderparti fra de kaotiske ruiner af Mogens Glistrups Fremskridtsparti. Fremskridtspartiet vandt allerede ved valget i 1994 frem på udlændingesagen i fattige og indvandrertunge områder i hovedstadsregionen.
Pia Kjærsgaard udbredte fra Dansk Folkepartis start en gigantisk skrøne om, at indvandringen kostede det danske samfund 50 milliarder kr. om året
Under Pia Kjærsgaards ubestrideligt ferme ledelse tonede DF den gamle skattenægtelse og velfærdsfjendtlighed mere og mere ned og vandt sin styrke ved en stadigt mere ensidig fokusering på udlændingepolitikken og på de voksende problemer med rod i ikkevestlig indvandring. DF bragede igennem, da de ved valget i 1998 med en start på 13 mandater var den eneste klare sejrherre. Partiet kom i skræmmende høj grad til at sætte tone og dagsorden for udlændingepolitikken og til at afgøre magtfordelingen i Danmark i 14 af de seneste godt 17 år.
Pia Kjærsgaard udbredte fra Dansk Folkepartis start en gigantisk skrøne om, at indvandringen kostede det danske samfund 50 milliarder kr. om året. Hun fik medvind af mange grunde; en af de vigtige kom i sommeren 1997 med tilstrømningen af somaliske flygtninge, der som den hidtil mest fremmedartede gruppe skabte nogle særlige problemer. Regeringen prøvede at udvikle en model for repatriering ved med lokalstyret i Somaliland at aftale hjemsendelse af en mindre gruppe til gengæld for bistandshjælp. Denne efter min mening kloge kombination blev blokeret af et flertal i Folketinget.
Den udlændingelov, Birte Weiss forvaltede som indenrigsminister, var gennemført i 1983 af et folketingsflertal af S, SF og R – uden om Schlüter-regeringen og under stærk modstand fra den konservative daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen. Det var vidtgående liberalisering med hensyn bl.a. til adgang til asyl til flygtninge, der spontant kom rejsende hertil, og en meget bredt defineret adgang til familiesammenføring. Ninn-Hansens begrænsning i den tamilske familiesammenføring var udtryk for, at han i protest mod loven administrerede i strid med den.
Den liberale udlændingelov udløste ikke synderlig kritik af flygtningemodtagelsen i 1980’erne og 1990’erne. Danmark modtog grupper af flygtninge fra krig og undertrykkelse – bådflygtninge fra Vietnam, politisk forfulgte fra Sydamerika – ikke mindst fra Pinochets diktatur i Chile, flygtninge fra præstestyret i Iran, tamiler fra Sri Lanka og statsløse palæstinensere, der var ofre for konflikten med Israel. De fire førstnævnte grupper havde ligesom bosniakkerne forholdsvis let ved at tilpasse sig det danske samfund og blive selvforsørgende. Palæstinenserne havde det sværere. De var gennemgående mindre ressourcestærke og mere traumatiserede – en del af dem kom direkte fra krig og frygtelige massakrer i Libanon i 1982.
Det udlændingepolitiske problem i forgrunden i 1990’ernes debat var ikke så meget flygtningene, men de afledte konsekvenser af den tilvandrede arbejdskraft, vi selv havde inviteret i 1970’erne, især fra Tyrkiet og Pakistan. Under indtryk af den stigende arbejdsløshed blev der gennemført stop for ny indvandring af arbejdskraft fra disse lande i 1973. Da var den første bølge af “gæstearbejdere” allerede i færd med at forvandle sig til indvandrere, der fik ægtefæller og børn til Danmark og fik flere børn her i landet.
Den økonomiske krise betød, at meget af det ufaglærte arbejde, de var kommet for at udføre, forsvandt. Mange af de lidt ældre, der aldrig rigtig fik lært sproget, men i første omgang havde taget de hårdeste ufaglærte job, strandede derfor som modtagere af danske dagpenge eller kontanthjælp. Det traditionelle familiemønster holdt de fleste kvinder uden for arbejdsmarkedet, hvor de i øvrigt også ofte manglende sprogkundskaber og faglige kvalifikationer for at få beskæftigelse.
Debatten rumlede internt i Socialdemokratiet. Jeg var tidligt opmærksom på problemerne, fordi jeg var valgt på Københavns Vestegn i en kreds med Ishøj, Albertslund og Høje-Taastrup kommuner, der alle havde fået samlet mange flygtninge og indvandrere i bestemte sociale boligbebyggelser
Denne tendens blev fastlåst af et dominerende mønster med arrangerede ægteskaber med klanfæller fra de gamle hjemlande. Det var en målbevidst politik i klanerne at få så mange som muligt til Danmark fra Konya i Tyrkiet og andre egne, der var særligt store leverandører af gæstearbejdere i 1970’erne. Det fik socialdemokratiske borgmestre på Københavns Vestegn til at råbe vagt i gevær. Med Ishøjs Per Madsen i spidsen advarede de mod svigtende integration på grund af alt for megen arrangeret familiesammenføring og koncentrationen af ret lukkede dansk-muslimske miljøer i de store almene boligkvarterer i deres kommuner. Der tegnede sig en faretruende overvægt af lidt ældre arbejdsløse mænd, kvinder uden forbindelse med det danske samfund og alt for mange unge uden uddannelse og arbejde.
Debatten rumlede internt i Socialdemokratiet. Jeg var tidligt opmærksom på problemerne, fordi jeg var valgt på Københavns Vestegn i en kreds med Ishøj, Albertslund og Høje-Taastrup kommuner, der alle havde fået samlet mange flygtninge og indvandrere i bestemte sociale boligbebyggelser. Poul Nyrups og min ven Gert, der var direktør for Boligselskabernes Landsforening, advarede også meget tidligt mod udviklingen i disse bebyggelser og efterlyste bedre boligsocial indsats, bedre integration og bedre spredning af de nye indbyggere rundt i det danske samfund, så vi undgik det, der nu til dags med et kedeligt ord kaldes ghettoer.
Den senere amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen stod i spidsen for et partiudvalg, der forgæves prøvede at råbe Svend Auken op i hans formandstid. Der var delte meninger om udlændingepolitikken i partiet, og desværre blev det til en frontkrig mellem på den ene side dem, der mente, at al stramning var et angreb på grundlæggende humanistiske principper, og på den anden side dem, der så nogle problemer, der kunne blive uoverstigelige for os, hvis vi ikke handlede.
Karen Jespersen engagerede sig i debatten – i de første år uden den skingre tone, som siden kendetegnede hende. I starten af Nyrup-regeringen talte hun og jeg med partifællerne fra Vestegnen om, hvad der med rimelighed kunne gøres. Allerede i sommeren 1993 rejste jeg på et K-udvalgsmøde i regeringen debatten om behovet for at dæmme op for tvungne og arrangerede ægteskaber i indvandrergrupperne, der betød ustandselig tilførsel af nye, tunge integrationsproblemer, men i første omgang lykkedes det mig ikke at råbe Marianne Jelved og De Radikale op.
Mogens Lykketoft, ‘Erindringer – holdning og handling’, 576 sider, Rosinante.
Foto: Thomas Howalt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
