
KORANLOVSTILTALER // BAGGRUND – Mange danske kunstnere har interesseret sig for Koranlovens betydning for den kunstneriske praksis. Nu kommer den første tiltale, som tyder på, at loven i første omgang er rettet mod Rasmus Paludan. Tiltalen er indgået med et nik fra justitsminister Peter Hummelgaard.
Fredag udsendte Anklagemyndigheden en pressemeddelelse, der fortalte, at to personer nu var tiltalt efter den nye, såkaldte Koranlov. Det fremgik også af pressemeddelelsen, at baggrunden var en hændelse på Folkemødet på Bornholm, men de to tiltaltes navne var ikke nævnt.
Har man fulgt med i de konkrete hændelser på Folkemødet 2024 på Bornholm, er det imidlertid indlysende, hvem de to tiltalte er.
Højdepunktet – ud over, da et par enkelte sider bliver revet ud af den engelske bog – er, at Dennis Corell Iversen taber bogen i en vandpyt
Jeg har været i forbindelse med både Rasmus Paludan og Dennis Corell Iversen samt den person, der filmede hændelsen på Folkemødet. De forklarer, at hændelsen var et led i en diskussion om loven.
Alle siger samstemmende, at det ikke var en traditionel ”Korankrænkelse”, men et debatarrangement, der netop drejer sig om selve loven, og hvad man kan gøre med Koranen efter den nye lov.
Herunder diskussionerne om, hvornår et kunstværk berettiger til undtagelse fra loven.

Påstand: Engelsk oversættelse af Koranen er ikke hellig
De tiltalte understreger, at man netop brugte en engelsk oversættelse af Koranen, der ikke anses for at være hellig. Dette forhold blev gentaget og gentaget under debatten. Alle siger desuden uafhængigt af hinanden, at intet var aftalt på forhånd, men at der var tale om et improviseret forløb.
”Det var et debatarrangement, der ikke kun handlede om islam, men om Koranloven. Jeg havde ikke noget forsæt til at krænke Koranen, og jeg opfordrede ikke Dennis til at gøre noget ulovligt,” forklarer Rasmus Paludan.
”Desuden understreger vi mange gange, at det ikke er den autoriserede Koran som hellig bog, men en oversættelse til engelsk, der slet ikke betragtes som hellig af muslimerne selv.”
Beslutningen om tiltalen er godkendt af justitsministeren, fordi loven siger, at sager af den type kun kan rejses, hvis justitsministeren erklærer sig enig
Dennis Corell Iversen forklarer, at hans mission snarere var at illustrere de pointer, der kom frem i diskussionen af loven, og at forløbet ikke var aftalt.
Højdepunktet – ud over, da et par enkelte sider bliver revet ud af den engelske bog – er, at Dennis Corell Iversen taber bogen i en vandpyt. Adskillige politifolk overværer, at han taber bogen i vandpytten, men debatoplægget fortsætter i yderligere næsten 10 minutter, før politiet føler sig nødsaget til at gribe ind.
Jeg har set dokumentationsvideoerne igennem og har fået fotografens tilladelse til, at POV – som det eneste medie – kan offentliggøre dem nedenfor:
Videoerne synes at underbygge påstanden om, at der snarere er tale om et debatarrangement, der illustrerer problemerne med Koranlovens fortolkning, end en af de demonstrationer med Koranafbrændinger, som man tidligere har set Paludan udføre.
Flere gange nævner Paludan også, at ”det måske er et teaterstykke”, og ved starten af arrangementet i teltet på Folkemødet taler han om ”et kunstværk” eller ”en performance”.
En enkeltmandslov?
Tiltalerne er ventet med en vis spænding, specielt i kunstnerkredse. Umiddelbart efter lovens vedtagelse var en række kunstnere i aktion for at afprøve grænserne. Således var fx Dan Park og Uwe Max Jensen hurtigt ude med forskellige værker, der kunne provokere i forhold til loven.
Dan Park er også, ifølge Radio 4, sigtet i sagen, men disse sigtelser har endnu ikke ført til nogen tiltale. Senest har en tredje person, Firoozeh Bazrafkan været meget aktiv i forsøget på at afprøve lovens grænser for kunstneriske ytringer. Bazrafkan er nomineret til Berlingskes Fonsmark-prisen for den debat, som hendes værker har afstedkommet.
Journalist og kunstner Uwe Max Jensen, der har arbejdet med islamkritiske værker i mange år, blev kortvarigt sigtet i forbindelse med en performance i Glyptotekets have, hvor en bibel måtte lade livet, umiddelbart efter at loven var trådt i kraft. Men efterfølgende har han ikke hørt noget.
Han vurderer, at loven er en ”enkeltmandslov”, der primært er rettet imod Paludan.
Paludan peger på, at anklagemyndigheden muligvis ”samler til bunke”, så man kan ikke vide, om Theilade vil blive tiltalt senere
Uwe Max Jensen forklarer videre: ”For eksempel har også Lars Theilade foretaget en enorm masse afbrændinger af Koranen. Men måske minder hans optræden mere om en form for gadeteater, hvor han spiller guitar og brænder Koranen af. Skal man føre retssag mod ham, skal man muligvis ind i hele den indviklede diskussion om, hvad der er kunst,” vurderer Uwe Max Jensen.
Paludan peger på, at anklagemyndigheden muligvis ”samler til bunke”, så man kan ikke vide, om Theilade vil blive tiltalt senere.
Yderligere en kunstner, Augusta Atla, har også protesteret imod loven ved flere lejligheder. Hun føler sig begrænset i sit virke som kunstner og har blandt andet givet udtryk for, at hun mener, at flere udstillingsarrangører har afvist hendes værker, fordi de kunne være i strid med loven.
Atla arbejder typisk med feministisk kunst, og et af værkerne inkluderer en ”bearbejdning” af Bibelen med skedesekret.
Hun oplyser, at hun er blevet politianmeldt i forbindelse med et værk, der ”direkte adresserede loven”, men at hun aldrig er blevet sigtet.
Dan Park, der ofte som kunstner laver gadekunst i Danmark, har ifølge Radio 4 været sigtet i forbindelse med et Koranværk. Sagen har været omtalt i B.T.
Hvor går grænsen?
Spørgsmålet er imidlertid fortsat, hvor den konkrete grænse går i forhold til kunstneriske ytringer.
Juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet siger: ”Man kan i al fald ikke slippe afsted med at lave et teaterstykke, der kun har Koranafbrændinger som indhold.”
”Men det er uklart, om det, at Lars Theilade brænder koraner af og spiller sange på sin guitar, vil blive betragtet som et egentligt kunstnerisk værk. Loven siger, at Koranafbrændingen kun må være et mindre indslag.”
Kunsteren Firoozeh Bazrafkan har især været meget aktiv, også som politisk provokatør
Waage peger videre på, at ændringsforslaget og den gældende lov kun omhandler hellige skrifter og ikke forskellige religiøse symboler, som oprindeligt foreslået.
Kunsteren Firoozeh Bazrafkan har især været meget aktiv, også som politisk provokatør. Om Firoozehs aktion, hvor hun rev en koran af på et rivejern foran den iranske ambassade, siger Waage:
”Det vil næppe være tilladt efter loven, heller ikke selv om hun påstår, at det er en kunstnerisk performance.”
Derimod er det værk, hvor Bazrafkan optræder som en slags stuepige og med noget, der kan ligne en ”Koran-kost”, fejer slotspladsen ind under et medbragt gulvtæppe, næppe problematisk.
Og Bazrafkan er da heller ikke sigtet for den happening, der fandt sted, efter loven var trådt i kraft.
Godkendt af justitsministeren
Waage har tidligere sagt til Radio 4: ”Først og fremmest er det et udtryk for, at loven opfattes som en succes, og at det er en meget lille gruppe menneskers ytringsfrihed, som man har begrænset med loven. Der har ikke været det store incitament til at udfordre den nye lovgivning.”
De tiltalte nægter sig alle skyldige i anklagerne
”Det er reelt mig, som politikerne ville lukke munden på,” siger Rasmus Paludan.

De tiltalte nægter sig alle skyldige i anklagerne. Men videre siger Paludan om, hvorfor det netop er sagen fra Folkemødet, der bliver en prøvesag: ”Politiet på Bornholm vil gerne være kendte. Og det tror de så, at de bliver gennem denne retssag.”
Beslutningen om tiltalen er godkendt af justitsministeren, fordi loven siger, at sager af den type kun kan rejses, hvis justitsministeren erklærer sig enig.
Læs mere om Koran-loven i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her