Adam Holms rummelige humanisme er letkøbt

rummelig humanisme apologi Handke Adam Holm

Alen Mešković 31.05.2021

ÆSTETIK & ETIK // KOMMENTAR – Kan æstetik og etik i et litterært værk skilles fra hinanden? Nej, mener Alen Mešković og påpeger, at vi næppe ville tage let på, at Nobelprisen blev givet til en forfatter, der har støttet islamistiske terrorister og været deres talerør i tredive år. Det er nemt – også for danske meningsdannere – at være rummelig og storsindet over for nobelpristager Peter Handkes folkemordapologi, når hans faktafordrejning ikke truer danske liv, samfund og værdier. Eller som man siger på Balkan: ”Det er nemt at tærske tjørnebuske med en anden mands penis”.

Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I debatten, der opstod i kølvandet på nobelpristildelingen til folkemordapologeten Peter Handke i 2019, understregede jeg, at man havde blåstemplet en særlig forfattertype, et forbryderisk regimes velvillige talerør, hvis årtier lange relativisering af krigsforbrydelser både i hans bøger og i offentligheden er i clinch med Haag-domstolens fastslåede fakta.

Jeg anbefalede alle at læse Handkes bøger, men mente ikke, at hans folkemordapologi og rolle som løgnespredende talerør skulle blåstemples med verdens fineste pris.

Enkelte danske avisredaktører brugte op til otte avissider ugentligt for at renskure Handke og forsvare nobelkomitéens beslutning. For dem var Handke på én og samme gang serbiske nationalisters nyttige idiot og en stærkt engageret forfatter, der havde ret til sine politiske holdninger. Min tese om, at nobelkomitéens beslutning styrkede Europas revisionistiske tendenser blev pure afvist.

Derfor langede jeg ud efter “dele af den virkelighedsfjerne skandinaviske kulturelite” i Politiken den 14. maj, hvor jeg detaljeret beskrev Handkes nyeste bidrag til historisk revisionisme og rehabilitering af dømte krigsforbrydere på Balkan.

Folkemordapologi og fordrejning af historiske fakta er ikke en politisk holdning, men en uetisk handling. Man skal holde sig fra det eller også undskylde og beklage, når hele to internationale domstole efter årtier langt arbejde har talt

Denne måned modtog den østrigske nobelpristager nemlig en orden, som han deler med flere notoriske krigsforbrydere, og to andre udmærkelser i Banja Luka, Visegrad og Beograd, og han deltog i en revisionistisk ceremoni med en række højtstående serbiske folkemordbenægtere.

Jeg henviste til Adam Holms artikel med overskriften “Ja, selvfølgelig skal en folkemordbenægter modtage verdens fineste litteraturpris” (Berlingske, 5. december, 2019) – og det fik Holm op af stolen. Han vil ikke klandres for at støtte historierevisionisme. Og han gentager – i Politiken, den 19. maj: Vi skal læse Handke, selv om han er folkemordapologet.

I sit svar på mit indlæg fortier Adam Holm fuldstændig, at den orden, Handke fik i Banja Luka, er den samme, som en lang række dømte krigsforbrydere har modtaget, herunder Karadzic og Mladic, som er dømt for folkemord. Adam Holm, “journalist og forfatter” i Berlingske i 2019, ville aldrig have fortiet en så central detalje, men nu er det historikeren Adam Holm, der forsvarer nobelpristageren i Politiken.

Adam Holm skelner skarpt mellem “ideologen Handke” og “forfatteren Handke”. Skidt-pyt med at forfatteren Handke i sine rejsebøger fra Balkan gør det samme som folkemordapologeten Handke i vestlige medier: Historikeren Holm tror på en nuanceret humanisme, der kan rumme Handkes folkemordapologi, for “ikke kun det renskurede og opbyggelige tjener et formål”.

Dermed når vi til sagens kerne. Haag-domstolens fastslåede kendsgerninger om blandt andet folkemordet i Srebrenica og Handkes årtier lange undergravning af dem er i clinch med hinanden. Men i Holms rummelige verden er der plads til både fastslåede og “alternative” fakta, for de sidste tjener også et formål. Hvilket formål får vi ikke at vide.

Adam Holm kategoriserer Handkes tre årtier lange folkemordapologi og faktafordrejning som “politiske holdninger og ideologi”. Dermed gør han – ligesom Informations redaktør Peter Nielsen i 2019 – Handke til et offer: en dissident, der på grund af sine politiske holdninger er under angreb fra moralister som mig, der kræver intet mindre end opbyggelighed i litteraturen!

Men som jeg skrev i 2019: Folkemordapologi og fordrejning af historiske fakta er ikke en politisk holdning, men en uetisk handling. Man skal holde sig fra det eller også undskylde og beklage, når hele to internationale domstole efter årtier langt arbejde har talt.

Så længe forbryderiske antidemokrater ikke truer danske liv og danske værdier, men kun opererer lokalt, kan Adam Holm sagtens leve med dem – ja, endda omfavne deres folkemordapologeter

Det har Handke aldrig gjort, men bliver ved med at modarbejde erindringskulturen og forsoning på Balkan – nu med nobelkomiteens støtte, der har givet ham den størst mulige tyngde og troværdighed.

Signalet til andre forfattere er: Rejs ud i verden, vær talerør for regimer, der står for drab på kritiske journalister og fører krige og begår folkemord; relativér massakrerne i tre årtier – og sov trygt. Adam Holm med flere skal nok kategorisere jeres handlinger som “politiske holdninger og ideologi” og dermed tilgive jer alt.

Adam Holms rummelige humanisme er ikke bare virkelighedsfjern og kontraproduktiv, men også letkøbt. Havde Handke været Holocaust-benægter eller apologet for islamistiske terrorangreb på europæisk jord – havde han støttet terrorister i tredive år og beskyldt terrorofrene for selv at have iscenesat massakrerne – ville Nobel-komiteen aldrig have tildelt ham nobelprisen.

Ingen i Danmark ville have krævet en forklaring fra pårørende til terrorofrene om, hvorfor de vil begrænse andres kunstneriske frihed, som Peter Nielsen belærende gjorde over for organisationen Srebrenicas mødre i 2019.

Og Handkes danske forlægger Ivan Rod ville aldrig have sagt: “Det dér terrorangreb på Krudttønden, er det efterhånden ikke lang tid siden?”

Men massakren på 8372 mænd og drenge i Srebrenica er et fjernt, lokalt folkemord i Handke-apologeternes optik herhjemme, så man kan sagtens tillade sig den slags.

Så længe forbryderiske antidemokrater ikke truer danske liv og danske værdier, men kun opererer lokalt, kan Adam Holm sagtens leve med dem – ja, endda omfavne deres folkemordapologeter, for han er nemlig rummelig, nuanceret og humanistisk.

På Balkan har man et ordsprog, der siger: “Det er nemt at tærske tjørnebuske med en anden mands penis”.

Og det er lige præcist, hvad Adam Holm gør i Politiken den 19. maj, og hvad Nobel-komiteen gjorde i 2019 – for at demonstrere sin “humanistiske rumlighed”.

LÆS MERE I POV OM HANDKE-DEBATTEN HER

Topillustration: Folkemordapologeten Peter Handke, fotograferet i 2006, er igen genstand for debat. Omfavnelse af folkemordapologeten har intet med rummelig humanisme at gøre, siger skribenten. Foto: Wild + Team Agentur – UNI Salzburg – Wikimedia Commons

Alen Mešković

Alen Mešković er født i Bosnien i 1977 og har boet i Danmark siden 1994. Han er cand.mag i Moderne Kultur og Kulturformidling, skønlitterær forfatter og oversætter. Alen har skrevet freelanceartikler for blandt andre Weekendavisen, Information og Atlas Magasinet. Debuterede som forfatter med digtsamlingen ’Første gang tilbage’ i 2009. Hans første roman, ’Ukulele-jam’ (2011) blev nomineret til Weekendavisens Litteraturpris og er oversat til otte sprog. Romanen blev sat op som teaterstykke i Tyskland i 2016 og i Bosnien i 2020. I 2016 udkom ’Enmandstelt’, en selvstændig fortsættelse af ’Ukulele-jam’, og blev oversat til tre sprog. I 2012 modtog Alen Mešković Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendium. Du kan støtte Alens arbejde som freelanceskribent ved POV International på Mobile Pay: 22 98 62 26.