KRIG I GAZA // BAGGRUND – Stemningen i Israel er trykket, og vreden er mærkbar, og på begge sider af konflikten føles en lede ved at være midt i endnu en væbnet konfrontation, der kunne være undgået.
TEL AVIV – Søndag formiddag holdt Mustafa Barghouti virtuelt pressemøde fra sit kontor i Ramallah på Vestbredden. Han er tidligere sundhedsminister og har siden 2002 været et fremtrædende medlem af Palestinian National Initiative, en gruppering der betragter sig som en moderat stemme og tager afstand fra de to hovedaktører i palæstinensisk politik, Fatah og Hamas.
”Hvad vi står overfor, er meget værre end katastrofen i 1948,” sagde han med reference til krigen i forbindelse med Israels grundlæggelse, hvor omkring 700.000 palæstinensere blev flygtninge. Det er den begivenhed, som hos palæstinensere går under navnet al Nakhba – katastrofen.
”Netanyahus plan er at skubbe det palæstinensiske folk helt ud af Gazastriben og annektere området,” sagde han videre. ”Men folk i Gaza er heroiske, for de nægter at blive flygtninge endnu en gang.”
Mens pressemødet stod på, fortsatte de israelske flyangreb på Gazastriben, hvor det palæstinensiske tabstal ifølge Barghouti nu lå på 2.384 omkomne. Omkring 70.000 boliger er blevet ødelagt, tusinder har søgt tilflugt på den sydlige del af Gazastriben, og på Shifa, det store hospital midt i Gaza By, har omkring 40.000 mennesker slået sig ned i håb om at finde beskyttelse.
Vestens velvilje
I et lidt større perspektiv har Barghouti en forklaring på udviklingen, som er ganske sigende for, hvad der foregår lige nu.
”Der er intet, som kan overbevise mig om, at de israelske bombardementer er en reaktion (på Hamas’ angreb sidste lørdag, red.). Det er en plan, som Netanyahu og hans fascistiske regering har arbejdet på i to år, og det drejer sig om at rydde Gazastriben for palæstinensere, så man bagefter kan annektere området af sikkerhedsmæssige grunde,” sagde han.
Da POV spurgte til hans holdning til Hamas, og om man kan stille Hamas til ansvar, blev forbindelsen skåret af og spørgsmålet blev hængende i luften.
Vreden og frustrationen hos Mustafa Barghouti var helt tydelig, og man ser den samme vrede og frustration på israelsk side, og det er med til at gøre situationen stærkt uholdbar. I Israel betegner man lørdag den 7. oktober som den sorteste dag i landets historie, og mange taler om, at Israel nu har oplevet sit 9/11. Sætter man det i relation til folketallene i Israel og USA, lyder et argument, svarer det til, at 111.000 amerikanere omkom den 11. september 2001 (2.977 omkom i 9/11-angrebet, red.).
Og indtil videre tøver israelerne. Der er nemlig fuld bevidsthed om, at den globale stemning meget hurtigt kan vende sig til kritik
Som en kommentator i det israelske dagblad Haaretz formulerede det forleden, er der tale om to traumatiserede folk, som nu er oppe mod hinanden, og det sætter sit tydelige præg på den pr-indsats, som uvægerlig følger med i en krigssituation.
Store dele af den vestlige verden har i den sidste uge foretaget en markant kovending. Fra at være stærkt kritiske overfor Israel, hvilket nok i høj grad hænger sammen med Netanyahu-regeringens bestræbelser på at føre landet i udemokratisk retning, står vestlige ledere nærmest i kø med deres støtte til Israel.
Både den tyske kansler Olaf Scholz og Frankrigs præsident Macron ringede til Netanyahu lørdag aften for at udtrykke deres støtte, og præsident Biden, som siden årsskiftet har lagt Netanyahu på is, har i den forløbne uge talt med den israelske leder hele fem gange. USA har også sendt et hangarskib til det østlige Middelhav, hvilket dog primært skyldes et ønske om at overvåge situationen i Libanon, hvor Hizbollah rører på sig, og der er endnu et amerikansk hangarskib på vej til regionen.
Omvendt har Saudi Arabien stillet den amerikansk-sponsorerede indsats for at indgå en normaliseringsaftale med Israel i bero, og De Forenede Arabiske Emirater, som i begyndelsen var langt klarere i spyttet end Mustafa Barghouti i deres fordømmelse af Hamas, er også blevet markant mere tilbageholdende.
Fælden i Gaza
Den bølge af vestlig velvilje, som Israel rider på lige nu, indgår som en vigtig del af de israelske overvejelser i forbindelse med den planlagte landoffensiv på Gazastriben. Op mod 360.000 soldater er blevet mobiliseret og står nu klar til at rykke ind.
Sideløbende med dette genetablerede Israel søndag eftermiddag vandforsyningen på den sydlige del af Gazastriben.
Indbyggerne i byen Sderot, som ligger få kilometer fra Gazastriben, blev evakueret søndag, og det kan ses som et tegn på, at noget er nært forestående. På den nordlige del af Gazastriben fik godt en million palæstinensere lørdag morgen israelsk besked på at flytte sig sydpå, hvilket fra palæstinensisk hold blev beskrevet som en ordre, mens israelske militærkilder kalder det en anbefaling med henvisning til kommende kamphandlinger.
Lørdag morgen fik de palæstinensiske borgere 24 timer til at komme på afstand, men i skrivende stund (søndag aften) er der endnu ikke sket noget. Og indtil videre tøver israelerne.
Der er med andre ord grund til at tro, at en landoffensiv på Gazastriben kan have effekt på Vestbredden, og derfra kan det brede sig videre ud i regionen
Der er nemlig fuld bevidsthed om, at den globale stemning meget hurtigt kan vende sig til kritik. Da forsvarsminister Yoav Gallant i sidste uge gav ordre til at lukke for tilførslen af strøm, elektricitet og fødevarer til Gazastriben, rejste det en række alvorlige spørgsmål, idet det er starten på en humanitær krise i den palæstinensiske civilbefolkning. Hamas-ledelsen, som nok var det tiltænkte mål, har sit på det tørre og kommer ikke til at lide nogen materiel nød.
Nok så vigtigt for den israelske tøven med landoffensiven er det dog, at mødet med Gaza på landjorden kan føre til en helt uoverskuelig situation med tab af menneskeliv i dramatisk omfang.
R. David Harden, som tidligere har arbejdet med demokrati og humanitær hjælp for USAID i regionen, beskriver i New York Times, hvordan det kan være en del af Hamas’ strategi bag overfaldet på Israel sidste lørdag, at israelerne vil reagere med en stor militær operation inde på Gazastriben.
Det er også et synspunkt, som er fremme i den israelske debat, og i dette ligger en advarsel om, at Israel med dette vil gå i en fælde, som Hamas har lagt ud.
På den nordlige del af Gazastriben vil kampene i givet fald stå i selve Gaza By samt i Jebaliya og al Shati, som er to af de største flygtningelejre i området. Mange af ugens flyangreb har koncentreret sig om al Rimal, som er den velhavende del af Gaza By, hvor Hamas-toppen også bor privat, og dette er en forholdsvis enkel sag i forhold til flygtningelejrenes smalle gyder.
En militær operation dér vil hurtigt kunne ligne det kviksand, israelerne begav sig ind i ved invasionen af det sydlige Libanon i 1982, og hvor man måtte trække sig ud i sommeren 2000. Det vil være en næsten umulig opgave at finde Hamas, fordi bevægelsen gennem mange år har bygget et labyrintisk netværk af tunneller under flygtningelejrene, og oppe i gadeplan vil det være svært at skelne mellem Hamas-aktivister og almindelige palæstinensiske borgere.
Netanyahu står altså i en meget alvorlig krisesituation samtidig med, at han er under stærkt pres fra næsten alle sider
Hertil kommer den pr-effekt, der konstant er til stede bag konflikten. På Vestbredden sidder det rivaliserende Fatah på magten, og præsident Mahmoud Abbas har i årevis søgt at holde Hamas nede gennem anholdelser og generelle forbud.
Men hvis det lykkes Hamas at give israelerne modstand under en offensiv på Gazastriben, vil bevægelsens anseelse og popularitet sandsynligvis vokse eksplosivt på Vestbredden, hvor situationen i forvejen er skrøbelig.
Da israelerne i sommerens løb gik ind i byen Jenin et par gange, var modstanderen forskellige grupper med tydelig forbindelse til Hamas, og palæstinensiske sikkerhedsstyrker har også været i konfrontation med væbnede medlemmer af organisationen.
Der er med andre ord grund til at tro, at en landoffensiv på Gazastriben kan have effekt på Vestbredden, og derfra kan det brede sig videre ud i regionen. Jordan, som sluttede fred med Israel i 1994, vil formentlig være nødt til at reagere, og det kan også tænkes, at både De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain vil genoverveje Abraham-aftalerne, som de indgik med Israel i efteråret 2020.
Opmærksomheden rettes mod Netanyahu
På den anden side vil premierminister Netanyahu være nødt til at gøre noget. Omfanget af tragedien i de 22 israelske kibbutzer og samfund, som Hamas rettede angrebet på for godt en uge siden, er så enormt, at der skal gøres noget drastisk.
Dette blev stillet på spidsen, da det særlige krisekabinet, bestående af Netanyahu og forsvarsminister Yoav Gallant sammen med den tidligere generalstabschef Benny Gantz, som nu står i spidsen for et af oppositionspartierne, søndag blev forøget med Avigdor Lieberman. Denne står i spidsen for et andet oppositionsparti og kvalificerer sig til posten som tidligere forsvarsminister, men Lieberman stiller som betingelse, at Hamas bliver udslettet.
Tilsvarende bliver Netanyahus omdømme i befolkningen mere og mere blakket. Fredag aften trådte han igen i spinaten ved at træde frem på tv
Netanyahu står altså i en meget alvorlig krisesituation samtidig med, at han er under stærkt pres fra næsten alle sider. Lige siden han den 29. december stillede sig i spidsen for den mest højreorienterede regering i Israels historie, er han blevet presset af store ugentlige protester mod hans omfattende lovreformer, og dette har ført til en kompliceret udvikling, hvor Netanyahu nu beskyldes for at have bidraget afgørende til, at landet er havnet i den aktuelle sikkerhedskrise.
Da han således i sidste uge kom på besøg hos en stor gruppe reservister, der står klar til landoffensiven, og ville holde en tale til dem, kom reaktionen i form af skældsord og råb om, at han skulle gå sin vej, hvorpå premierministeren måtte forlade stedet med uforrettet sag.
Samtidig står det klart, at forholdet mellem Netanyahu og Gallant er på nulpunktet. Da forsvarsministeren i sidste uge mødte op for at møde Netanyahu, spærrede dennes sikkerhedsfolk ham vejen med besked om, at han var uønsket. Først da Gallant pustede sig op og truede med at tilkalde en deling elitesoldater, skaffede han sig adgang, så han og Netanyahu kunne mødes.
Tilsvarende bliver Netanyahus omdømme i befolkningen mere og mere blakket. Fredag aften trådte han igen i spinaten ved at træde frem på tv. Det er næsten uhørt, at en israelsk premierminister således taler til befolkningen efter begyndelsen på sabbatten, og store dele af befolkningen reagerede med angst, da man gik ud fra, at der måtte ligge dårlige nyheder til grund for denne beslutning.
Da Netanyahu så viste sig på skærmen, kom han med en række udtalelser uden egentligt indhold. Efterfølgende viste det sig, at Joe Biden fredag eftermiddag havde afsat en hel time til at tale med pårørende til 14 af de israelere, som Hamas har bortført, og som også har amerikansk statsborgerskab. De klagede til præsidenten over, at deres egen premierminister ikke havde vist dem nogen interesse, og så skred Netanyahu til sin tv-optræden, der skulle få ham til at fremstå som den ansvarlige leder, men som fik modsat effekt.
Imens fortsætter den israelske hverdag på bedste beskub. Skolerne er kommet i gang igen, men nu med hjemmeundervisning som i Corona-tiden, og supermarkederne er så småt ved at have varer på hylderne igen efter massehamstringen i sidste uge. Men over det hele hviler en trykket stemning, vreden er tydelig, og det hele iblandes en dyb skuffelse over et svigt i den politiske ledelse og udsigten til nye menneskelige tab på begge sider af konflikten.
Læs også Maziar Mazor Etemadis artikel “Den iranske forbindelse til Hamas’ angreb på Israel”.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her