ARBEJDSMARKED // KLUMME – Der blæser nye vinde på arbejdsmarkedet – og de er tiltrængte. I UK har 70 virksomheder netop igangsat forsøg med fire dages arbejdsuge og i en dansk kontekst har fastfoodkæden Sunset Boulevard efter 2 års forsøg gjort fire dages arbejdsuge permanent. Ledelsesekspert Louise Sparf og arbejdslivs-futurist Nanna Schjerning opfordrer til et opgør med produktivisten, som bor i de fleste af os.
Det største konkurrenceparameter for virksomheder de kommende år bliver uden tvivl at sikre bedre arbejdsvilkår for vores hjerner. Og her er fire dages arbejdsuge bestemt interessant – og muligvis en god løsning.
En produktivist er en person, som måler værdi i timer og forbinder travlhed med et prestigefyldt og succesfuldt liv
Men uanset om vi arbejder færre eller flere end fem dage om ugen, så løser vi ikke udfordringen med mental mistrivsel og får vendt den negative stress-kurve, hvis ikke vi først får taget et opgør med produktivisten, som bor i de fleste af os.
Produkti-hva-for-noget?
Hvis du ikke kender ordet produktivist, så er der en god grund til det. Ordet findes ikke officielt. Endnu. En produktivist er en person, som måler værdi i timer og forbinder travlhed med et prestigefyldt og succesfuldt liv.
Produktivisme er således en anskuelse af (arbejds)livet, hvor produktivitet rangerer over trivsel. Måske er det endnu ikke ord, vi kan finde i ordbogen, men det er helt klart et fænomen – og du kender med garanti en eller flere af slagsen. Ja, de færreste af os kan nok i virkeligheden sige os fri fra at have en rem af huden.
Pauser er nøglen, der skal prioriteres strategisk
I dag, hvor normen fortsat er den fem dages arbejdsuge fordelt på 37 timer, som blev indført i 1990 af arbejdsmarkedets parter i Danmark på tværs af jobtype og indhold, ja, der er vi mildt sagt elendige til at holde pauser i løbet af arbejdsdagen.
Pausen er forudsætningen for produktivitet
For mange er frokostpausen den eneste pause – og selv den bliver ofte inddraget til møder eller en hurtig bid ved computeren. Pauserne springes over i travlhedens og effektivitetens navn. Hvorfor? Fordi vi ser pausen som en modsætning til arbejde – som stilstand, ikke-produktivitet og måske ligefrem dovenskab. Men pausen er alt andet end det. Pausen er forudsætningen for produktivitet, effektivitet, kreativitet og ikke mindst trivsel.
Din hjerne er ingen undtagelse
Alle hjerner – uden undtagelse – har brug for at holde pauser for at være i balance og for at kunne fungere og præstere optimalt.
Videnskaben siger det. Forudsætningen for en hjerne i trivsel er, at der er balance i hjernens tre følelsesregulerende systemer (trussels-, motivations- og det beroligende system). Som vores liv og arbejdsliv er indrettet i dag, så render langt de fleste af os rundt med et stærkt overstimuleret trusselssystem (konkurrence) og motivationssystem (bonus og forfremmelser) – og et stærkt understimuleret beroligende system (pauser, ro og natur). Resultatet er hjerner, der ikke er i balance. Hjerner der ikke præsterer optimalt.
Erhvervslivet og topledere ignorerer, hvad videnskaben har bevist, og fortsætter med at hylde travlhed og belønne efter antallet af timer
Hvis vi igen skal vende fokus mod begejstringen for en 4 dages arbejdsuge, så er hverken det greb (eller andre greb) løsningen, medmindre vi samtidig arbejder strategisk med at skabe bedre rammer for at stimulere hjernens beroligende system i vores arbejdsliv.
Det kan kun ske, hvis vi samtidig tager et opgør med den falske modsætning mellem arbejde og pauser og begynder at betragte pausen som livsnødvendig og som forudsætningen for performance.
Pausen skal i værktøjskassen
De små hverdagspauser er for os at se det vigtigste redskab, du skal have i din ledelsesværktøjskasse. Af den enkle årsag at mennesker ikke er ressourcer, mennesker er natur, og derfor har vi brug for pauser til at lade op. Hver dag. Ikke kun i fritiden – men også i løbet af arbejdsdagen.
PAUSER er, hvad efterår og vinter er for naturen. Nødvendigt for at spire og gro.
PAUSER er, hvad restitution er for træning. Nødvendigt for at blive bedre og stærkere.
PAUSER er, hvad mellemrummet er for musikken. Nødvendigt for at skabe en melodi.
Derfor skal pauser hyldes og bruges som et (livs-)vigtigt ledelsesværktøj.
Det har elitesporten gjort i årevis, men erhvervslivet og topledere ignorerer, hvad videnskaben har bevist, og fortsætter med at hylde travlhed og belønne efter antallet af timer.
Er fire dages arbejdsuge ‘Kejserens nye klæder’?
Ja, er vores påstand. Hvis du ikke samtidig får taget et opgør med produktivismen og får sat de kloge pauser i løbet af dagen på dagsordenen og i kalenderen, så flytter aben med. Det er nemlig ikke nok at have viden om pausens kraft. Den skal prioriteres og praktiseres – og særligt når vi har travlt.
Et vigtigt spørgsmål du som leder skal stille dig selv, inden du beslutter dig for at indføre fire dages arbejdsuge er følgende:
Bliver vi bedre til at holde pauser, når vi reducerer antallet af arbejdstimer fra 37 til 30 og antallet af dage fra 5 til 4? Måske. Men ikke nødvendigvis – og ikke uden samtidig at have et strategisk fokus på at skabe pausekloge organisationer.
Start med at skabe pausekloge organisationer. Start med at arbejde strategisk med pauser i din organisation
I vores optik er det i højere grad pauserne, tiden til fordybelse (deep work) og færre forstyrrelser, som vi har brug for for at prioritere og praktisere, snarere end det er specifikke skemalagte koncepter som indførelse af fire dages arbejdsuge. For mestrer vi ikke pauser og tid til restitution, så risikerer vi at presse både medarbejdere og ledere endnu mere med dårligere menneskelig og mental trivsel som resultat.
Start med at skabe pausekloge organisationer. Start med at arbejde strategisk med pauser i din organisation. Først når du har gjort op med produktivismen og mestrer og anerkender pauserne som værdifulde og livsnødvendige, er du efter vores mening klar til at indføre fire dages arbejdsuge.
En ekstra arbejdsfri dag er bestemt et skridt i den rigtige retning. Men det må ikke blive på bekostning af pauserne i løbet af arbejdsdagen på de dage, hvor du arbejder.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her