Karaktermordet på Corbyn – en markant antiracist stemples som antisemit

af i Europa/Featured/Politik & Samfund

KOMMENTAR – Hetzen mod den britiske Labour-formand, Jeremy Corbyn, er et af de mest forvrængede og ubehagelige politiske personangreb i nyere europæisk historie, skriver Steffen Groth. Han revser blandt andre Politikens skribent i Berlin, Peter Wivel, for at tilslutte sig koret af mennesker, der fejlagtigt har stemplet Corbyn som antisemit. Men at støtte palæstinensernes sag og kritisere den israelske stat, er ikke det samme som antisemitisme. 

De seneste måneder er et kor af kommentatorer, politiske modstandere, tabloidaviser og meningsdannere nået til et crescendo i kampagnen mod den britiske Labourleder, Jeremy Corbyn. Og her i sommerheden har stemmerne også forplantet sig til danske aviser.

På lederplads i Jyllands-Posten 16. august lyder det bombastisk, at ”det land, der gik forrest i kampen mod nazismen, måske snart vælger en leder (Corbyn) med… åbenlyst antisemitiske sympatier”.

Politikens normalt reflekterede og velskrivende korrespondent Peter Wivel istemmer 20. august JP’s undergangstoner i en klumme, der bedst kan beskrives som et systematisk karaktermord på Corbyn. Også hos Wivel er omdrejningspunktet antisemitisme.

Kløften mellem ord og virkelighed er så dyb, at det, der skabes, ikke er et billede af virkeligheden, men derimod et fantasme – et irrationelt, urovækkende vrangbillede af Labours leder

Klummen former sig som en række insinuerende associationskæder præget af hastige postulater og faktuelle fejlskud, der senere betød, at Politiken måtte bringe en rettelse af teksten. Afslutningsvis hævder Wivel, at Corbyn har viklet sig ind i et spind ”af bortforklaringer og udenomssnak”. Og så falder konklusionen, der med kompositionens forførende logik knyttes uløseligt sammen med Corbyn:

”Antisemitisme er ikke en politisk kategori. Racisme er set med racistens øjne ren arvebiologi, der lige så lidt kan sættes til forhandling som tyngdeloven. Racisme er en protese, der lukker et hul mellem ens selvopfattelse og virkeligheden.”

Det er muligvis en sand beskrivelse af antisemitismens uvæsen, men er det også en retvisende udgang på en klumme om Jeremy Corbyn?

Er racisme og antisemitisme virkelig de prædikater, der bedst opsummerer essensen af Corbyns politiske ståsted?

Nej, kløften mellem ord og virkelighed er her så dyb, at det, der skabes, ikke er et billede af virkeligheden, men derimod et fantasme – et irrationelt, urovækkende vrangbillede af Labours leder.

”En eksistentiel trussel mod jødisk liv”

Både JP og Wivel lægger sig i slipstrømmen på den kampagne, der længe har kørt på højtryk i den britiske presse.

En giftig, højspændt debat har de sidste tre år udfoldet sig omkring Corbyns lederskab, med en foreløbig kulmination 25. juli, da tre britisk-jødiske aviser – Jewish ChronicleJewish News og Jewish Telegraph – valgte i et historisk samarbejde at bringe enslydende ledere på forsiden.

De begrundede det ekstraordinære skridt med en ekstraordinær situation: ”Vi gør det på grund af den eksistentielle trussel mod jødisk liv i dette land, som en regering ledet af Jeremy Corbyn ville udgøre”.

Udtrykket ”den eksistentielle trussel” rummer selvsagt et ekko af historiens ultimative ondskab begået mod jøder; forfølgelse, fordrivelse, internering og udryddelse. Utilgivelige forbrydelser mod menneskeheden.

Men eksisterer der virkelig en omfattende latent antisemitisme på den britiske venstrefløj, der truer med at bryde ud i lys lue, til trods for, at opinionsundersøgelser de sidste mange år har vist, at Storbritannien er et af de lande i verden med lavest grad af antijødiske holdninger?

Og kan det virkelig passe, at Corbyn bag den socialistiske maske gemmer noget nær en farlig nationalsocialist?

Corbyn er antiracist, ikke antisemit

Fantombilledet fremkaldt i mediernes hulspejl er heldigvis falsk. Sandheden er, at Corbyn hele sit politiske liv har været den absolutte antitese til nationalsocialismen.

Tre ledetråde i hans virke på Labours venstrefløj har været antiracisme, menneskerettigheder og fredsarbejde.

Som den tidligere redaktør for Jewish Quarterly, Joseph Finlay, konstaterer i en klartseende kommentar: ”Jeremy Corbyn er antiracist, ikke antisemit”

“Ideen om, at Storbritanniens ledende antiracistiske politiker er hovedproblemet for det jødiske samfund, er en absurditet, en distraktion og en massiv fejl” – Joseph Finlay

Finlay fremhæver nogle nøglepunkter i Corbyns vedvarende antiracistiske indsats:

Corbyn blev anholdt for at protestere mod apartheid, dengang Margaret Thatcher ikke alene understøttede det hvide styre, men også stemplede Mandelas bevægelse, ANC, som en “typisk terrororganisation“.

Corbyn støttede Labour Black Sections – og betonede de sortes ret til at organisere sig selvstændigt i Labour, mens de blev dæmoniseret som ekstremister af pressen.

Den britiske Labour-leder har været en ledende figur i kampen for, at de indfødte, der blev fordrevet af briterne fra Chagos Islands, skal have lov til at vende tilbage. Corbyn har i sin tid i parlamentet underskrevet adskillige fordømmelser af antisemisme og involveret sig i kampagner mod nynazister.

Og så har han i årevis været fast deltager ved diverse protester mod racisme.

Joseph Finlay afslutter sin kommentar med en appel til læserne: “Ideen om, at Storbritanniens ledende antiracistiske politiker er hovedproblemet for det jødiske samfund, er en absurditet, en distraktion og en massiv fejl.

Værst af alt, det er en dårlig fortælling, som vi har fortalt alt for længe. Lad os begynde at fortælle en bedre.”

Når fortællingen om Corbyn og antisemitismen er en dårlig fortælling, er det fordi den forvrænger frem for at hjælpe os med at forstå virkeligheden. Og ja, i den forstand er det en usædvanlig dårlig fortælling, men det er også en stærkt magnetisk fortælling.

Når den først er etableret, kan den trække alverdens gamle og nye småsager ind i sit magnetfelt, og omforme dem til en del af det store suspekte billede.

En flygtig facebookkommentar, et videoklip fra en konference, hvor Corbyn er kritisk over for nogle ”zionister”, en håndbevægelse på et foto, en suspekt person i bekendtskabskredsen. Intet er for småt.

Israelkritik er ikke antisemitisme

Hvad er det så, der har rejst denne storm af antisemitisme-anklager mod Corbyn og hans parti?

Den afgørende anstødssten er Corbyns livslange engagement i palæstinensernes sag. Corbyn har været stærkt kritisk over for skiftende israelske regeringer og har solidariseret sig med palæstinensernes kamp for selvbestemmelse.

Sondrer man ikke mellem israelkritik og antisemitisme, eller sammenblander man strategisk de to for at imødegå legitim kritik med antisemitisme-anklager, opløser man i mine øjne begreberne og misbruger historien.

Desværre er det netop det, de tre britisk-jødiske aviser (citeret ovenfor) bliver eksponenter for, dels med deres skræmmebillede om Corbyn som ”eksistentiel trussel mod jødisk liv”, dels med deres diskussion af antisemitismebegrebet.

De fordømmer i deres historiske leder netop, at ”Labour skelner mellem racebetinget antisemitisme som retter sig mod jøder (uacceptabelt ifølge Labour) og politisk antisemitisme som retter sig mod Israel (acceptabelt ifølge Labour)”.

Men en skelnen mellem kritik, vrede og indignation rettet mod Israel som stat, og kritik, vrede og indignation rettet mod jøder betragtet som en “race”, er en fuldstændig legitim og fundamental distinktion. Dog ikke for de tre aviser.

”Det er et trick, vi altid bruger. Når nogen fra Europa kritiserer Israel, så bringer vi Holocaust på banen. Og når nogen i dette land (USA) kritiserer Israel, så er de antisemitiske” – tidligere israelsk minister og partiformand, Shulamit Aloni

Tværtimod konkluderer de, at hvis Labour ikke betingelsesløst anerkender, at det også er antisemitisme at rette en stærk kritik mod Israel – fx kalde staten racistisk – så bør ”alle anstændige mennesker betragte Labour som et institutionelt racistisk, antisemitisk parti”. Et absurd ultimatum.

Processen mod Corbyn vækker minder om nogle ærlige ord fremsat af den nu afdøde israelske politiker Shulamit Aloni, som er tidligere undervisningsminister i Israel og forhenværende formand for partiet Meretz. I et interview i 2002 blev hun spurgt til antisemitisme-beskyldninger mod israelkritikere og svarede:

Det er et trick, vi altid bruger. Når nogen fra Europa kritiserer Israel, så bringer vi Holocaust på banen. Og når nogen i dette land (USA) kritiserer Israel, så er de antisemitiske.”

Tidligere israelsk minister og partileder, Shulamit Aloni, om antisemitisme som “et trick, vi altid bruger”

Kampagnen mod Corbyn er for mig at se den hidtil mest omfattende bekræftelse på, at der desværre er noget sandt i Alonis selvkritiske refleksion.

Den israelske version: Corbyn som ayatollah

I Israel fylder fortællingen om Corbyn og antisemitismen selvsagt også meget i spalterne.

En lind strøm af dramatiske sammenligninger og dæmoniseringer flyder ud i den israelske offentlighed.

Den 20. august hed det fx i The Times of Israel, at Corbyn er en ”antisemit”, som ”Labour må sparke ud”. Forsøg på at sondre mellem israelkritik og antisemitisme bliver affejet som et lumsk dobbeltspil i familie med adfærden hos Israels nuværende hovedfjende, Iran:

“I iransk ayatollah-stil vil Corbyn og hans støtter have os til at tro, at de væmmes ved Israel, men ikke har noget som helst imod jøder”.

Hermed er Corbyn ikke alene udråbt til antisemit, han sidestilles også med en iransk ayatollah; dæmoniseringen er fuldendt.

“I stedet for at bekæmpe antisemitisme i Østeuropa eller højrepopulistiske partier overalt i Europa, som er populære blandt antisemitter, nynazister, antiimmigrations-aktivister og islamofober, har Israel valgt at bekæmpe den såkaldte “nye antisemitisme”, som simpelthen blot er kritik af den israelske regering og dens politik, det er ikke anti-jødisk” – Eitay Mack, israelsk menneskerettighedsadvokat

Benjamin Netanyahu har også deltaget i fordømmelsen af Corbyn, og premierministerens nære allierede, Gilad Erdan, minister for strategiske anliggender, har beskrevet Labours lederskab som antisemitisk.

Dette, samt flere andre tegn på israelsk indblanding på højeste plan, har fået den israelske menneskerettighedsadvokat Eitay Mack til at søge om aktindsigt i Udenrigsministeriet (som sorterer under Netanyahu) og Ministeriet for Strategiske Anliggenders kommunikation med grupper, journalister og politikere i Storbritannien.

Målet er at afdække i hvilken udstrækning den israelske regering har spillet en rolle i kampagnen mod Corbyn. Eitay Mack er stærkt kritisk over for regeringens skæve perspektiv og paradoksale prioriteringer:

Israel styrker sine bånd til Østeuropa med lande som Ungarn, Polen, Ukraine, hvor de har store problemer med antisemitisme”, udtaler Mack. ”På den anden side, ser man den israelske regering gøre den politiske kamp mod Jeremy Corbyn til en hovedsag…

I stedet for at bekæmpe antisemitisme i Østeuropa eller højrepopulistiske partier overalt i Europa, som er populære blandt antisemitter, nynazister, antiimmigrations-aktivister og islamofober, har Israel valgt at bekæmpe den såkaldte ‘nye antisemitisme’, som simpelthen blot er kritik af den israelske regering og dens politik, det er ikke anti-jødisk”.

Eitay Mack sætter fingeren på et centralt paradoks i kampagnen mod Corbyn: I stedet for at bekæmpe den reelle antisemitisme, som altovervejende findes på den yderste højrefløj, har man fremmanet en spøgelsesforestilling om, at en af Storbritanniens mest inkarnerede antiracister er en farlig antisemit.

Karaktermordet på Corbyn er blevet gennemført med en grotesk glidning fra hans israelkritik og kamp for palæstinensernes ligeberettigelse til en omsiggribende påstand om, at han er en giftig antisemit, der har “erklæret krig mod jøderne“og udgør en “eksistentiel trussel for jødisk liv” i Storbritannien.

Forløbet, som har strakt sig over tre år, kandiderer i mine øjne til en placering som det foreløbig mest urimelige, ubehagelige og proportionsløse personangreb på en europæisk politiker i dette århundrede.

Topbillede: Flickr

POV udbetaler ikke løn til sine skribenter. Hvis du kan lide Steffens artikler, kan du støtte dem via hans MobilePay på 31902272

Steffen Groth er cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium. Han bor i København med sin familie, der også tæller hans kone og to børn. Du kan støtte Steffens arbejde som skribent ved POV på MobilePay 31902272.

Seneste artikler om Europa